Det er i sandhed en absurd verden, vi lever i.
Forleden købte verdens rigeste mand Elon Musk det sociale medie Twitter for den svimlende sum af 44 milliarder dollars. 44.000.000.000 dollars! Omtrent 309 milliarder danske kroner!
Det sociale massemord, som vi kalder kapitalismen, er ikke et gudsgivent dogme for livet på Jorden. Det er et menneskeskabt system, og det kan forandres af mennesker.
Meget symbolsk for den kapitalistiske virkeligheds absurditet svarer købssummen næsten 1:1 til USA’s præsident Bidens foreslåede klimabudget på 44,9 milliarder dollars.
Man kan også anskueliggøre det astronomiske beløb ved at give ordet til David Beasly, der er direktør for FN’s fødevareprogram. I et interview med CNN i november 2021 fastslog han nemlig, at et engangsbeløb på 6 milliarder dollars (svarende til 38 milliarder kroner) ville kunne udrydde global hungersnød.
“6 milliarder dollars for at hjælpe 42 millioner mennesker, som bogstavelig talt vil dø, hvis vi ikke hjælper dem. Det er ikke så kompliceret,” sagde David Beasly som en opfordring til verdens supperrige i interviewet.
Med andre ord kunne Musk have afskaffet hungersnød syv gange for det beløb, han nu har powershoppet Twitter for. Hvis ikke det er usmagelig dekadence, så ved jeg sgu ikke, hvad er.
For Elon Musk er summen dog et greb i lommen. Ifølge Forbes er den superrige Tesla-milliardær 239 milliarder dollars værd.
Og det er bare én af verdens superrige. Fordelte vi verdens værdier, som uanfægteligt er et produkt af menneskehedens kollektivt ophobede viden og arbejde, ville ingen lide nød. Det er et faktum – uanset indvendinger om at Musks formue ikke er en likvid pengebeholdning, men et udtryk for værdien af hans samlede aktiver.
Men til at illustrere det vanvittige fænomen, at nogle dagligt går sultne i seng og mister børn til sygdomme, der kan kureres, mens andre har ophobede værdier af en så svimlende størrelsesorden, er eksemplet ekstremt brugbart.
En afskaffelse af dette menneskefjendske system kan kun gå for langsomt. Det sociale massemord, som vi kalder kapitalismen, er ikke et gudsgivent dogme for livet på Jorden. Det er et menneskeskabt system, og det kan forandres af mennesker.
En anden verden – en solidarisk og bæredygtig verden – er både mulig og nødvendig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.