Danskerne har siden 1. maj siddet med næsen i Pelle Dragsteds bog om Nordisk socialisme.
Bogen har fået en flot modtagelse og har affødt en tiltrængt debat om alternativer til vækst og forbrugerisme, om socialisme og ikke mindst om hvordan vi skaber konkrete forandringer. For det fortjener Pelle Dragsted stor tak.
Det revolutionære standpunkt er ikke utopisk, dogmatisk og udemokratisk
I bogen trækkes to modsatrettede linjer indenfor arbejderbevægelsen op:
På den ene side skildres det revolutionære standpunkt, som er utopisk og unødvendigt, og på den anden side den socialdemokratiske drøm om at genrejse det klassekompromis, som helt særlige forhold gjorde mulig i en bestemt og meget unik historisk periode.
Bogens konklusion om det lidet troværdige projekt om genrejsningen af klassekompromiset skal der kun lyde tilslutning til herfra.
Men når Pelle Dragsted herefter folder sine egne idéer ud om en socialistisk kim, som allerede gror i den kapitalistiske have, og som venstrefløjen skal vande og gøde og beskytte mod liberalistisk ukrudt, fremstilles samtidigt en kunstig modsætning.
I Pelle Dragsteds øjne står idéen om socialistisk kim i det nuværende samfund nemlig i modsætning til det revolutionære standpunkt. De revolutionære vil nemlig ifølge Dragsted ikke anerkende, at der kan findes socialistiske elementer i et kapitalistisk samfund.
I stedet, mener Dragsted, fokuserer de revolutionære for ensidigt på bruddet med kapitalismen – et brud som ikke er hverken ønskeligt eller demokratisk funderet. Derfor er Pelle Dragsteds vision om en demokratisk blandingsøkonomi det eneste realistiske alternativ.
Men en sådan fremstilling hænger ikke sammen med virkeligheden. Naturligvis findes kimen til det nye samfund i det gamle. At benægte den kendsgerning vil være i strid med den dialektiske og historiske materialisme.
At kampen for reformer, der gavner arbejderklassen, skulle stå i et modsætningsforhold til det revolutionære standpunkt er derfor en ærgerlig præmis.
Kollektiv velfærd som skattefinansieret uddannelse, sundhed og ældrepleje er naturligvis en forsmag på socialismen, som vokser frem eller rulles tilbage som resultat af klassekampen – kampen mellem det gamle og det nye, som er på vej.
Det revolutionære standpunkt er ikke utopisk, dogmatisk og udemokratisk, men derimod et helt igennem legitimt, aktuelt, muligt og nødvendigt alternativ til den retningsløse gang på stedet, som arbejderbevægelsens store partier stiller arbejderklassen i udsigt over en kam.
I klassekampen i dag er reaktionen i offensiven. Derfor står forsvarskampen for den kollektive velfærd, demokratiet og arbejderklassens tilkæmpede rettigheder i centrum sammen med kampen for bæredygtige og solidariske løsninger på klimakrisen.
Den revolutionære opgave i dag er først og fremmest at kæmpe for at styrke organiseringen og mobiliseringen af arbejderklassen og at opbygge alliancer med andre grupper i samfundet med sammenfaldende interesser – med henblik på forbedringer her og nu.
I denne kamp ligger spiren til Danmarks fremtid. Det er i opbygningen og udfoldelsen af den kamp, at styrkeforholdet i klassekampen kan ændres, og konturerne af det nye skabes.
Det er på det grundlag, at kampen skridt for skridt kan udvikle sig, frem til at det bliver muligt at erstatte mindretallets magt med flertallets gennem en socialistisk revolution.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
