En væbnet afkolonisering
Jan Øberg delte sit oplæg ind i fire næsten ligesstore dele: 1. Hvad er NATO? 2. NATO’s intellektuelle ressourcer. 3. NATO og Rusland. 4. Alternativer til post-NATO.
NATO består af 30 medlemslande og 42 partnerlande. Det er et stort firma. Udgifterne er enorme og indtægterne kommer fra medlemsbidrag på cirka 2 procent af BNP i medlemslandene. NATO binder militærudgifterne til BNP – ikke til behov.
Jan mener, NATO burde være blevet nedlagt samtidig med Sovjetunionens opløsning i frit flydende kapitalisme. Hr. Gorbatjovs aftaler for 30 år siden med James Baker om noget for noget er aldrig blevet til noget. NATO har hele tiden haft en væmmelig vane med at udvide mod øst. Russerne har stiltiende accepteret NATO i de nye EU-lande; men sagt stop i forbindelse med Ukraine; formodentligt af historiske, økonomiske og geopolitiske årsager.
Fredsmødet var en rigtig, herlig oplevelse.
NATO opererer ikke gennem trusselsanalyser; men ved hjælp af postulater. Forestillinger om fjendtlige scenarier udgør i al væsentlighed trusselsbilledet. Først vælger man fjenden, så overbeviser man menigmand om, at det virkeligt er fjenden, så skaber man angst og frygt – og så fremkommer man med et forsøg på en ikke særligt velunderbygget trusselsanalyse.
Jan kom ikke ind på, hvorvidt NATO arbejder med klasseanalyser. Det ser ud til, at NATO’s verden er fuldstændigt befriet for klassetænkning.
NATO er militært 12 gange stærkere end Rusland. Der er altså ingen aktuel grund til yderligere oprustning for at banke russerne på plads – hvis det er det, man vil. Vi skal ikke stirre os blinde på russerne; det egentlige mål for oprustning er ikke oprustningen i sig selv – men en planlagt krig mod Kina; formentlig omkring 2025.
Det er meget vigtigt, at befolkningerne i NATO-landene er forberedt på det værste, og de skal være villige til at betale for NATO’s krige. Erfaring viser også, at svage politiske ledere bliver stærke, når de appellerer til øget oprustning overfor en fjende, de i vilde fantasier har gjort enormt farlig.
Der blev også tid til spørgsmål fra de veloplagte mødedeltagere. Det store flertal af fremmødte havde bagagen fyldt til randen med friske indtryk fra krigen i Ukraine via mainstreampressen. Mange tog afsæt i TV’s versioner, som blev rost for deres overbevisende troværdighed.
Der var dog også enkelte meget alvorlige nedslag fra kritisk-konstruktive fredsaktivister, der gennem et langt liv har kæmpet for fred. Flere af disse mindede om, at det netop den 20. marts er 20 år siden, USA påbegyndte en ulovlig krig i Irak – udelukkende på baggrund af fake news og postulerede påstande om farlige våben i landet. Man mindedes hr. Anders Fogh Rasmussens herostratiske indsats som krigsmager – på de godes side naturligvis.
En spørger lagde stor vægt på, at Ukraine skal bestemme Ukraines fremtid. Ukraine og ingen andre. Nuvel. Det er smukt, ideelt og altruistisk; men hvor langt kommer vi uden USA? Et lille sidespring: USA ønsker militære baser på dansk grund; hvem tror du, kommer til at bestemme det? Hvad skete der i Norge? Amerikanerne er flyttet ind, og nogle vil sige, de har været der i mange år. Amerikanerne gør det naturligvis i en god sags tjeneste.
Skal fredsbevægelsen være et stærkt alternativ til NATO og amerikanske baser på dansk grund, så skal vi til at spise sundt, dyrke mere motion, gå mere på gaden, være langt mere aktive, snakke meget mere med vores naboer og naturligvis dyrke tænkningen, analysen, styrkeforholdet og aldrig nogensinde glemme vores visioner om fred i verden og gode naboskaber.
Jan gjorde allerede i sin indledning opmærksom på, at han tager skarp afstand fra Ruslands særlige, militære operation i Ukraine. Det er Jans store håb, at russerne vil finde nye og tidssvarende metoder til konfliktløsning.
Jan understregede dog også kraftigt, at vi ikke i vores iver efter at støtte NATO og fru M. Frederiksen må glemme historien, der gik forud for Ruslands militære intervention.
En spørger fra salen havde gennem den danske mainstreampresse fået det indtryk, at Putin var godt på vej til at overtage hele Ukraine, og at ingen naboer kan føle sig sikre overfor den russiske imperialisme.
Krigen i Ukraine gælder i den russiske optik om at befri LPR og DPR. Den 22. oktober ’22 bekendtgjorde hr. Putin, at LPR, DPR, Zaporoshje og Kherson er blevet indlemmet i Den russiske Føderation; angiveligt på baggrund af folkeafstemninger, som Ukraine naturligvis ikke vil acceptere. Befolkningen i områderne er hovedsageligt etniske russere. Russerne udgør 17,3 procent af den ukrainske befolkning.
I Mariupol er russerne i fuld gang med genopbygningen af byen, og de oprindelige beboere er så småt ved at vende tilbage. En motorvej fra Rostov ved Don til Simferopol og Sevastopol er ved at tage form – gennem de nye områder.
Fredsmødet var en rigtig, herlig oplevelse. Jeg er sikker på, at Tid til fred – Nej til krig har flere møder i kalenderen. Hold øje med aktiviteterne gennem for eksempel kalenderen i dagbladet Arbejderen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Læser til læser
- “Læser til Læser” er en særlig funktion på Arbejderen, hvor betalende abonnenter kan skrive artikler, reportager, anmeldelser m.m.
- Til artiklen kan bringes foto, som skribenten har tilladelse til at bruge.
- Arbejderen er tilmeldt Pressenævnet og følger reglerne for god presseskik. Disse regler gælder også for Læser til Læser-indhold.
- Arbejderen godkender artiklen, inden den publiceres, men vi redigerer den ikke. Skribenten står selv til ansvar for hele artiklen.
Er du betalende abonnent? Opret indlæg her.
