Høring på Arbejdermuseet 6. august
GO globaloffice Politics
Stof til eftertanke
– tøvejrsdiplomati, vores nye strategi på det diplomatiske plan.
Ikke glasnost, ikke perestrojka, – men “tøvejrsdiplomati”
Jeg befandt mig i en storby, sandsynligvis Københavns centrum, i en bygning hvor jeg var ansat som ledsager/rundviser for prominente gæster. De næste 2 timer var gæsten Vladimir Putin, som mødte mig i foyeren med høflig, lidt afmålt venlighed. Jeg var lidt benovet og overrasket, men straks ved håndtrykket gik det op for mig, at jeg måtte benytte denne enestående chance til at formidle til ham, at ikke alle i Danmark delte vores regerings synspunkter og retorik om den langvarige konflikt mellem Rusland og NATO/Vesten.
Vi gik ud i den travle, indre by, høfligt konverserende.
Putin foreslog vi holdt pause ved en bænk i solen. Her var min chance for at bringe emnet op. Men nu opdagede jeg, at der for foden af bænken sad en lidt forhutlet mand, og jeg bad ham om at flytte sig, så vi kunne tale uforstyrret. Putin henvendte sig også til ham, høfligt og direkte, hvilket fik hans skæggede ansigt til at flække i et stort smil, og straks flytte sig.
Jeg skyndte mig nu at få formidlet budskabet om, at vi var mange, der ikke delte vores regerings holdninger; at vi håbede forhandlingerne omkring de oprindelige 17 kravs/fredsforslag kom i gang igen, og at vi mente at russerne var blevet narret med Minsk aftalerne.
Han svarede med oprigtig overraskelse: “Endelig nogle fornuftige mennesker at tale med” – “Er I virkelig flere?” “Og Minskaftalerne….”, han stoppede og rynkede brynene tænksomt: ” – dem havde jeg næsten glemt”.
Efter det var tonen meget mere kammeratlig, optimistisk. Stemningen meget lettere og mere imødekommende med en livlig kommunikation imellem os. Han var tydeligvis inspireret af at høre, at folkeånden var positivt indstillet overfor løsninger og forhandlinger. Jeg kunne se, at han tænkte, planlagde. Men kan ikke huske om han udtrykte sine planer. Tydeligt at der var håb for en ny retning.
Som en form for tillidserklæring (sådan virkede det i hvert fald) viste han mig nu en hjemmelavet maskinpistol, som han havde skjult på sig. Lidt ivrigt, som en stolt krigshelt, og jeg måtte sige med et lille smil, at det havde jeg ikke nok forstand på at påskønne.
Senere tilbød han at give mig et lift hjem i sin egen lidt imposante bil, en stor mørk SUV agtig bil med mange gadgets. Han accelererede hurtigt, og jeg jokede lidt nervøst med det. Han kørte pænt stærkt inde i byen og undgik behændigt og elegant forskellige forhindringer. Men på et tidspunkt skulle han bakke og det gik lidt for stærkt uden tilstrækkelig orientering, hvilket resulterede i, at han bakkede ind i en gruppe folkedragtklædte kraftige kvinder (ligesom Don-kosak kvinderne i ’Stille flyder Don’) med et ”UPS!”, og kørte derefter ufortrødent frem igen. Jeg vendte mig om og spejdede ængsteligt ud af bagruden, men der var intet blod eller drama. Kvinderne var blot blevet lidt bulede, som i en tegneserie.
Alligevel var jeg lidt rystet.
Så fra at være meget formel, professionel, rolig og fattet blev han lidt mere uregerlig, ‘vild’ men dog stadig i bevidst kontrol, og med hænderne på rattet.
Solen skinnede.
Jeg vågnede med en stærk følelse af oprigtigt at have kommunikeret med Putin, mennesket.
– Og fået vores freds- og forhandlingsbudskab igennem.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Læser til læser
- “Læser til Læser” er en særlig funktion på Arbejderen, hvor betalende abonnenter kan skrive artikler, reportager, anmeldelser m.m.
- Til artiklen kan bringes foto, som skribenten har tilladelse til at bruge.
- Arbejderen er tilmeldt Pressenævnet og følger reglerne for god presseskik. Disse regler gælder også for Læser til Læser-indhold.
- Arbejderen godkender artiklen, inden den publiceres, men vi redigerer den ikke. Skribenten står selv til ansvar for hele artiklen.
Er du betalende abonnent? Opret indlæg her.
