Læserbrev
Den 96-årige tidligere sabotør fra besættelsen Ejler Borch mener, at Frihedsmuseet desværre giver et skævt billede af besættelsestiden 1940-45.
Han deltog selv i sabotagegruppen BOPA under krigen og var med til at sprænge flere fabrikker i københavnsområdet.
Men en tur til det nye Frihedsmuseum gjorde ham forstemt.
– Ja, jeg gik beskæmmet fra det nye såkaldte Frihedsmuseum. De effekter og betingelser, som vi havde at slås med, går helt tabt, som det åbenbart er sket med den gamle kampvogn V3, der før stod som et vartegn foran det gamle nedbrændte Frihedsmuseum, siger Ejler Borch.
V3 blev konstrueret af arbejdere på stålvalseværket i Frederiksværk under krigen.
Jeg gik beskæmmet fra det nye såkaldte Frihedsmuseum. De effekter og betingelser, som vi havde at slås med, går helt tabt.
Ejler Borch, tidligere industrisabotør, BOPA
Det nye Frihedsmuseum – en del af Nationalmuseet – åbnede 3. juli sidste år, syv år efter at det gamle Frihedsmuseum gik op i røg efter en påsat brand i 2013. Museet ligger i Churchillparken i København, tæt på Amalienborg, Kastellet og Langelinie, og fortæller om besættelsen og modstandskampen i Danmark i årene 1940-1945.
Det er gravet ned i jorden, så kun et enkelt tårn rager op over gadebilledet.
Ved åbningen sagde Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, at “selvom Frihedsmuseet er hele Danmarks museum, så er det i den grad modstandsfolkenes museum, for det er grundlagt på deres kamp for frihed”.
Effekter er væk
Men Ejler Borch mener slet ikke, at det nye museum giver fornemmelse af, “under hvilke vilkår og på hvilke betingelser vi sloges mod tyskerne og samarbejdspolitikken”, som han siger til Arbejderen.
Mange af de effekter, som modstandsfolkene benyttede sig af, er væk, siger han.
Foto: Aage Christensen
– Hvor er det bogtrykkeri, som var opstillet i det rigtige Frihedsmuseum, og som var funktionsdygtigt, selv om det var på museum, spørger ekssabotøren.
– Jeg savner også det våbenværksted, hvor min organisation fremstillede nogle af de maskinpistoler, vi især i begyndelsen havde så hårdt brug for, siger han til Arbejderen.
– Og jeg savner den fængselscelle, som fortalte om de vilkår, man kunne stuve fangne modstandsfolk sammen på i et dansk fængsel, siger Ejler Borch, der som 18-årig gik ind i sabotagearbejdet.
– I sin tid var jeg stolt og glad, når jeg besøgte det rigtige og senere nedbrændte Frihedsmuseum. Her fik man en fornemmelse af, under hvilke vilkår og på hvilke betingelser vi sloges mod tyskerne og samarbejdspolitikken. Vi ville have fred og demokrati, siger den pensionerede maskinchef fra Grenaa-Hundested-overfarten.
Ekssabotøren afviser, at han med sin kritik af det nye Frihedsmuseum bare er “en sur og bitter gammel tosse, der i sin tid var med til at slås”.
Ikke repræsenteret
Museumschef for Frihedsmuseet Jens Carl Kirchmeier-Andersen er ked af Ejler Borchs kritik.
– Jeg er ked af, hvis nogle af vores gæster, der deltog i modstandskampen, ikke føler sig repræsenteret og oplever, at udstillingen ikke viser, hvad de hver især gik rundt og beskæftigede sig med. Enkelte folk føler, at deres del af modstandskampen ikke er repræsenteret. Det er beklageligt, men sådan er det engang imellem, siger han til Arbejderen.
Jens Carl Kirchmeier-Andersen var konstitueret direktør for Statens Forsvarshistoriske Museum, da museet i 2014 blev lagt sammen med Nationalmuseet, og har siden 2018 været chef for Krigsmuseet og Frihedsmuseet.
Mette Boritz er udstillingsproducent og ansvarlig for den aktuelle udstilling på Frihedsmuseet. Hun svarer på en række af Ejler Borchs kritikpunkter.
– Vi har faktisk flere udstillede effekter med i den nye udstilling, der ikke var med i udstillingen på det gamle museum. Vi har blandt andet en fiskerbåd, Ternen, som blev benyttet af to jødiske familier ved deres flugt til Sverige i oktober 1943, siger hun til Arbejderen.
Men hvor er V3-panservognen, våbenværkstedet og fængselscellen blevet af?
– V3-panservognen var udsat for rust efter at have stået udenfor i mange år og tåler ikke at stå ude længere, hvis den skal bevares for eftertiden. De andre ting er også i magasin, siger Mette Boritz og tilføjer, at der ikke var plads til at stille den op inde på museet.
Foto: Aage Christensen
– De unge, som vi har mange af som besøgende, vil have noget andet end den traditionelle museumsform. Vi har lavet udstillingen på en mere moderne måde, så de nye generationer kommer med. De unge opfatter ting anderledes, siger Mette Boritz.
Ejler Borch er uforstående.
– Dét argument med de unge kan jeg slet ikke acceptere. De unge skal da have at vide, hvad der skete. Det er der sikkert mange, der vil høre. De unge af i dag skal trods alt lære, at da sabotørerne – med BOPA som en meget aktiv del – begyndte lave alle de aktioner, blev Danmark pludselig anset som en allieret part og ikke tilknyttet Nazi-Tyskland, siger Ejler Borch.
Han kan ikke acceptere forklaringen om, at det nye Frihedsmuseum har udstillet mange af effekterne, som modstandsfolk efter krigen donerede til udstillingen.
- BOPA var en dansk sabotagegruppe, der opererede under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.
- BOPA stod for praktisk talt al industrisabotagen i København og omegn.
- Hed i 1942 og 1943 KOPA (Kommunistiske Partisaner), dannet af tidligere spaniensfrivillige og kommunister efter beslutning af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti).
- BOPA blev stiftet i april 1943 som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans, men også af mange “ikke-partipolitiske”.
- Navnet BOPA blev kun benyttet i ledelsen og af Frihedsrådet og var ukendt for de fleste sabotører indtil befrielsen.
- Havde i alt cirka 175 medlemmer, som udførte mere end 3000 jernbane, skibs- og fabriksaktioner/-sabotager i 1942-1945.
- 40 af gruppens medlemmer faldt. Det svarer til 20 procent af medlemmerne.
- BOPA stod for en af besættelsens største enkeltsabotager, da den sprængte radiofabrikken Torotor i Ordrup i luften den 2. januar 1945.
- Men også Always, Ambi, Atlas, Burmeister & Wain, Dan, General Motors, Glud & Marstrand, Nordwerk, Neutrofon, Riffelsyndikatet samt Langebro blev ramt af aktioner.
- I 1944 udførte BOPA de helt store velorganiserede sabotager, der forrettede skader i millionklassen. Blandt andet mod Globus den 6. juni 1944 som et regulært partisanangreb ved højlys dag.
- Udførte også angreb på tyske militære anlæg.
- BOPA lavede også sekundære aktioner såsom våben- og sprængstofrøverier, befriede kammerater der var blevet arresteret, depotarbejde og så videre.
- En uofficiel liste siger, at BOPA havde ansvaret for likvideringer af cirka 20 stikkere.
- BOPA’s kampgrupper bestod i gennemsnit af 5-6 grupper a 6-7 personer. Dette sikrede, at gruppens arbejde kunne fortsætte, hvis en af undergrupperne blev taget af Gestapo.
- Da det var meget svært at komme med i BOPA, slap der heldigvis aldrig en stikker indenfor.
- Udskiftningen var stor: De fleste var cirka tre-fire måneder i det praktiske arbejde, hvorefter de undslap til Sverige eller blev arresteret.
- Kvinder var tilknyttet BOPA og deltog meget aktivt. Var vagtposter og afledning af sabotagevagter og tyskere eller med til at huse de sabotører, som måtte gå under jorden.
- Andre kvinder passede våben- og sprængstofdepoter og syede poser med sprængstof ind i sabotørers tøj i de tilfælde, hvor det var nødvendigt for at passere fabriksvagter.
- Den 9. april 1940 besluttede de regerende politikere, at dansk politi skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper.
- Politiet blev mellem 1942-1943 sat ind i efterforskningen af sabotage- og modstandsarbejde og viste sig særdeles effektivt.
- Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage. Tyskerne tog magten og indførte blandt dødsstraf for sabotage.
- 19. september 1944 blev politikorpset arresteret af tyskerne – herefter jagede Gestapo og danske håndlangere i fællesskab modstandsbevægelsen.
- BOPA blev opløst i august 1945.
Kilder: Per Mortensen (Tom), Erling Andreassen (Lund), Borgerlige Partisaner, af Leif Larsen, Frihedsmuseet og “Brødrene Nielsen” (Albert Scherfig med flere), Nemo 2014, BOPA Sabotage, af Børge Brandt og Kaj Christiansen. Sirius 1968
– Nej, det passer ikke. Angående V3-panservognen, så lad den da ruste. Jeg gik rundt på museet og kiggede efter ting, som BOPA havde leveret til det gamle frihedsmuseum, og fandt dem ikke. Det eneste jeg så, var et foto af KK, siger Ejler Borch og hentyder til dæknavnet for Jørgen Jespersen, en af BOPA’s legendariske gruppeledere. Denne deltog i 125 sabotageaktioner, hvilket gjorde ham til en af de mest efterstræbte sabotører hos Gestapo.
Ejler Borch afviser, at kritikken af Frihedsmuseet kun handler om, at folk ikke føler sig repræsenteret, og udstillingen ikke viser, hvad de hver især gik rundt og beskæftigede sig med.
– Man skal ikke vide, hvad Peter, Poul og Karl lavede, men hvad BOPA lavede, og hvordan BOPA’s ledere led under krigen. De fleste var dybt illegale og boede hist og pist, siger han.
Hvad var BOPA?
BOPA var den største sabotageorganisation under krigen sammen med den borgerlige Holger Danske.
BOPA stod for Borgerlige Partisaner og blev stiftet i 1943. Tidligere hed den KOPA (Kommunistiske Partisaner). Den blev dannet af tidligere spaniensfrivillige, men senere omdøbt, da især studenter og ikke-partipolitiske lærlinge blev optaget i gruppen, blandt andre Ejler Borch, der som de fleste aldrig har været kommunist.
BOPA-grupperne havde i alt cirka 125-175 medlemmer, som udførte mere end 1000 aktioner. 39 af gruppens medlemmer faldt.
Flere af dem kom i kløerne på danske politifolk og udleveret til tyskerne.
Samarbejdspolitikken under besættelsen bestod fra 9. april 1940 til 29. august 1943, hvor den danske regering og politi samarbejdede med besættelsesmagten.
Rystede på hovedet af udstilling
Også 91-årige Hanne Mortensen fra Rungsted Kyst mener, at historien om industrisabotørerne er udvisket fra udstillingen på Frihedsmuseet. Hendes mand var den legendariske storsabotør Per Mortensen, der under krigen gik under dæknavnet Tom og var eftersøgt af Gestapo. Per Mortensen deltog i en række BOPA-sabotager mod virksomheder, der producerede for Nazi-Tyskland. Han døde i 2012.
Hanne Mortensen giver Ejler Borch ret i hans kritik.
– På det nye museum er der få genstande, ingen beretninger om industrisabotagen – den bliver nærmest skrevet ud af historien – og ingen stemmer fra dem der kæmpede for friheden, siger hun til Arbejderen.
Hanne Mortensen synes ikke, at udstillingen gengiver, hvad modstandsfolkene gik igennem. Hun havde flere af sine børn og svigerbørn med ind for at se udstillingen.
– Min familie rystede blot på hovedet og sagde, at de slet ikke kunne genkende, hvad de havde hørt om modstandskampen.
Foto: Aage Christensen
– Vi får ikke ret meget at vide om, at regeringen og politiet samarbejdede med tyskerne langt hen i krigen, og hvad konsekvenser det gav for modstandsfolkene, siger Hanne Mortensen.
Mette Boritz mener ikke, at industrisabotagen er glemt i udstillingen. Hun gør opmærksom på, at alle sabotager og våbennedkastninger er markeret på et stort interaktivt kort.
Om politiet under krigen siger hun.
– Når politiet arresterede modstandsfolk, var det fordi, de fik ordre til det.
Kvinde i modstandskampen
Hanne Mortensen mener ikke, at de fem repræsentanter for frihedskampen, som via lyd fortæller deres historier i den permanente udstilling på Frihedsmuseet, dækker tiden ordentligt. Den ene af de fem er i øvrigt nazist.
– BOPA er repræsenteret af en hjemmegående husmor, Musse Hartig, der smuglede illegale blade og pistoler. Al ære værd, men næppe den fulde historie. BOPA stod trods alt for mere end 1000 aktioner gennem besættelsen. Dén historie er ufortalt, siger Hanne Mortensen til Arbejderen.
Udstillingsproducent Mette Boritz forsvarer valget af Musse Hartig som en af de fem gennemgående personer i udstillingen.
– Jeg kan godt blive lidt pikeret af påstanden om, at hun ikke var en god repræsentant for en modstandsperson. Hvem dømmer, om man var en ordentlig modstandsperson? Musse er jo en af de, der rører folk allermest. Det kan godt være, hun var husmor, men hun samlede jo våben, endte med at gå under jorden og måtte aflevere sine to små børn til fremmede i sin kamp mod nazismen. Hun fik aldrig et normalt liv igen, siger udstillingsproducenten.
Hanne Mortensen replicerer.
– Jeg er egentlig rystet over, at mine udtalelser er blevet forvrænget, og så bryder jeg mig ikke om at blive talt ned til, siger hun efter at have set citaterne fra udstillingsproducenten og museumschefen.
Læs også
Ikke alt er sort-hvidt
Jens Carl Kirchmeier-Andersen gentager, at han er ked af, at ikke alle overlevende fra modstandskampen føler sig repræsenteret i udstillingen. Han er derimod glad for, at udstillingen annonceres med blandt andet sloganet: “Friheden er ikke altid sort-hvidt”.
– Med udstillingen kunne vi godt tænke os at pege på konkrete dilemmaer og bringe dem op til overvejelse og diskussion. Det kunne være fortællinger og fortolkninger, som tidligere er fremstået som almindelige sandheder. Vi ville gerne medvirke til at tegne et mere nuanceret billede af modstandskampen og besættelsen, siger han.
Et eksempel herpå er udstillingens valg af at lade en nazist være en af de fem bærende personer, der via lyd fortæller om deres oplevelser under krigen.
Nazisten var medlem af Petergruppen, der fra 1943 udførte de såkaldt kontrasabotage som svar på modstandsbevægelsens sabotageaktioner.
Mette Boritz forstår, at der kan opstå undren, da museet selv kalder sig et museum om “Danmarks modstandskamp under besættelsen”.
– Nazisten tager et valg, som modstandsfolkene gør. Han kæmper sin modstandskamp, hvis man kan sige det sådan. Han traf et valg, andre traf deres valg. Vi er kommet så langt væk fra besættelsen, at man kan fortælle sådan en historie i dag, siger hun.
– En anden historie, der heller ikke er sort-hvid, er historien om jødetransporterne til Sverige, hvor der jo var nogle fiskere, der tog sig klækkeligt betalt. Der er mange dilemmaer og nuancer, som er værd at tage med.
– Et andet eksempel er, at dansk politi arresterer danske statsborgere og internerer dem. Det er også en gråzone – var det rigtigt eller forkert, siger Mette Boritz, udstillingsproducent på Frihedsmuseet.
Ikke en gammel tosse
Ejler Borch ryster på hovedet.
– Jeg er som sagt ikke nogen sur og bitter gammel tosse. Men skal historien fortælles – og det skal den – så må det være efter den målestok, det nedbrændte Frihedsmuseum var bygget op på. Og ikke efter en tåbelig idé om at historien skal begraves under jorden.
– Jeg synes, det nye Frihedsmuseum er en flot bygning, men de, der har lavet den permanente udstilling, har ikke en skid forstand på, hvad der skete under krigen – for at sige det rent ud. De er jo ansat af staten, så der er ikke noget at gøre ved det, slutter den gamle veteran fra modstandskampen.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
