Særudstilling på Arbejdermuseet
I juni 1944 gjorde københavnerne – med arbejderklassen i spidsen – oprør mod Nazitysklands besættelsesmagt.
Danmark var besat fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Skiftende danske regeringer samarbejdede med den tyske besættelsesmagt indtil 29. oktober 1943, hvor regeringen trådte tilbage. Men statsapparatet fortsatte samarbejdet med besættelsesmagten.
Med omfattende strejker og oprør i de københavnske gader satte befolkningen den frygtindgydende nazistiske militærmaskine i Danmark skakmat og viste, hvem der i sidste ende bestemte i gaderne.
Protesterne startede mandag den 26. juni 1944, da 1200 arbejdere på skibsværftet B&W nedlagde arbejdet.
Arbejdsnedlæggelsen var en protest mod den undtagelsestilstand, som den tyske besættelsesmagt havde indført dagen før.
Besættelsesmagten indførte spærretid, der tvang københavnerne til at blive indendørs fra klokken 20 til klokken fem om morgenen.
Herudover var det forbudt at forsamle sig mere end fem personer på offentlige veje og pladser. Der blev også indført et forbud mod offentlige forsamlinger indenfor.
Besættelsesmagtens forsøg på at undertrykke københavnerne kom efter et omfattende opsving i den væbnede modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt: Modstandsbevægelsen BOPA og flere andre modstandsbevægelser havde i juni gennemført nogle af deres største og mest vellykkede sabotageaktioner under krigen, der kulminerede med, at våbenfabrikken Riffelsyndikatet – som var ejet af rederigiganten A.P. Møller-Mærsk – blev sprængt i luften den 22. juni 1944.
Også radiofabrikken Neutrofon og flyfabrikken Globus, der lavede halerør til det tyske luftvåben, og flere andre virksomheder blev saboteret.
B&W-arbejderne starter protesterne
Besættelsesmagtens undtagelsestilstand fik 1200 B&W-arbejdere til at gå hjem. De var enige om, at hvis de skulle lægges tidligt i seng om aftenen, så ville de gå tidligere hjem fra arbejde.
Senere samme dag – mandag den 26. juni – holdt den kommunistiske fraktion på B&W møde. Her blev de enige om at forsøge at starte en protestaktion mod besættelsesmagtens spærretid og opfordre arbejderne på de andre virksomheder i København til at gå hjem klokken 12.
Om aftenen spredte arbejdsnedlæggelsen sig til spontane demonstrationer. Især i arbejderkvartererne på Vesterbro og Nørrebro tændte beboerne bål og nægtede at rette sig efter besættelsesmagtens spærretid.
Besættelsesmagten svarede igen ved at indsætte soldater og det paramilitære Schalburgkorps, der kørte rundt i gaderne og skød på tilfældige.
Schalburgkorpset var et paramilitært dansk korps, oprettet i Danmark i april 1943 til støtte for den tyske besættelsesmagt. Korpset udførte terror mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund som hævn for modstandsaktioner. Korpset udførte også hævndrab på vellidte danskere, når en tysk soldat eller stikker blev dræbt.
I alt blev syv dræbt og 29 såret af tyske soldater og Schalburgkorpset den 26. juni.
Næste dag gik B&W-arbejderne igen tidligt hjem.
Samtidig bredte strejken sig til flere hundrede københavnske arbejdspladser – lige fra kontorer, fabrikker, havne og mange andre steder.
Det kommunistiske illegale blad Land & Folk, skrev om B&W-arbejdernes arbejdsnedlæggelse.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) uddelte løbesedler på arbejdspladserne og opfordrede arbejderne til at gå hjem klokken 12, indtil spærretiden blev ophævet.
Samtidig forsøgte den socialdemokratiske del af fagbevægelsen at sætte en stopper for arbejdsnedlæggelserne.
Smedeforbundet udstedte et cirkulære, der afviste at støtte strejken og fordømte dem, der havde taget initiativ til strejken, og Arbejdsgiverforeningen tog afstand fra strejken.
Men opfordringerne fra den socialdemokratiske del af fagbevægelsen og arbejdsgiverne havde ingen effekt:
Arbejdsnedlæggelserne og protesterne fortsatte. Københavnerne fortsatte med at demonstrere i gaderne, byggede barrikader og tændte bål.
Torsdag aften blev tre dræbt og 30 såret af besættelsesmagten. Og 75 blev arresteret af dansk politi.
Om fredagen – den 30. juni 1944 – nedlagde også sporvognsarbejderne, S-togsfunktionærerne, postbudene og telefondamerne arbejdet. Folkestrejken i København var en realitet.
DKP og modstandsbevægelsen lægger arm med Socialdemokratiet
De omfattende protester fik Socialdemokratiet til at vende sig mod de arbejdere, der havde nedlagt arbejdet, og resten af københavnerne, der var gået på gaden i protest mod den nazistiske besættelsesmagt.
Fredag aften opsøgte den tidligere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl Frihedsrådet.
Frihedsrådet blev dannet den 16. september 1943 af repræsentanter for de vigtigste illegale organisationer, (Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen) som et koordinerende organ for modstandskampen under besættelsen.
Frihedsrådet var det nærmeste, Danmark kom en alternativ regering under besættelsen under Anden Verdenskrig.
Målet var at koordinere de forskellige modstandsgruppers arbejde mod den tyske besættelsesmagt. Rådet nedsatte en række underudvalg til at tage sig af eksempelvis våbenfordeling og illegal presse.
Buhl forsøgte at overtale Frihedsrådet til at blande sig i protesterne og opfordre befolkningen til at afslutte strejken og gå i arbejde igen.
Det afviste Frihedsrådet, og så snart Buhl var ude ad døren, formulerede Frihedsrådet en proklamation om, at strejkerne skulle fortsætte.
For besættelsesmagten var folkestrejken en katastrofe, der truede med at sprede sig og lamme hele industri- og fødevareproduktionen i Danmark, der i høj grad sikrede forsyninger til Nazitysland.
Den 1. juli omringede 4000 tyske soldater København og afspærrede hovedstaden.
Besættelsesmagten satte militærpatruljer ind i gaderne og besatte en række vigtige forsyningsværker og lukkede for vand, gas og el. København blev sat i belejringstilstand og isoleret fra omverdenen.
Københavnerne blev tvunget til at lave deres mad over bål og hente vand fra søerne i byen.
Tyske krigsfly fløj lavt hen over byens tage. Tyske tropper med artilleri blev flyttet til københavnsområdet og omringede hovedstaden.
I radioen og med plakater forsøgte besættelsesmagten at true københavnerne til at stoppe opstanden med det samme.
Samarbejdspolitikerne og en række embedsfolk indledte forhandlinger med besættelsesmagten for at få stoppet strejkerne og protesterne.
Den socialdemokratiske top i en række fagforeninger udstedte sammen med lederne af en række arbejdsgiverorganisationer et opråb via radio, plakater og højttalervogne til den københavnske befolkning om at stoppe strejkerne og opstanden.
Men de talte for døve øren.
Plakaterne blev revet ned, og højttalervognene blev mødt med stenkast: De kræfter, der forsøgte at samarbejde med besættelsesmagten, havde ingen indflydelse længere i befolkningen.
Trodser besætternes terror og samarbejdspolitikernes opfordringer
Om formiddagen lørdag den 1. juli offentliggjorde Frihedsrådet deres opråb til københavnerne om at fortsætte strejken.
Opråbet – der blev uddelt i tusindvis af eksemplarer – opstillede fire krav: Det forhadte Schalburgkorps skulle smides ud af landet. Besættelsesmagtens undtagelsestilstand og belejring af København skulle ophæves og forsyningen af el, vand og gas genoptages. Endelig skulle besættelsesmagten afstå fra for enhver form for repressalier af folkestrejken.
Københavnernes oprør fortsatte. Det samme gjorde besættelsesmagtens terror. Den 1. juli blev 23 dræbt og 203 såret i kampe mellem tyske soldater og befolkningen.
Der blev indledt sympatistrejker i en række byer på Sjælland. Det lagde yderligere pres på den tyske øverstbefalende i Danmark, Werner Best.
Søndag den 2. juli 1944 udsendte den socialdemokratiske top – med den tidligere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl i spidsen – og flere andre samarbejdspolitikere, departementschefer, fagforeningsledere og arbejdsgiverforeningen igen deres krav om, at befolkningen skulle genoptage arbejdet.
Samme dag uddelte Frihedsrådet løbesedler, der opfordrede befolkningen til at fortsætte strejken.
Befolkningen ignorerede – igen – Socialdemokratiet og resten af samarbejdspolitikernes, fagtoppens og arbejdsgiverforeningens krav om at stoppe strejken og oprøret.
Befolkningen lyttede i stedet til kommunisterne og til modstandsbevægelsen og Frihedsrådet, der – på trods af at de var forbudt – havde langt større lydhørhed og legitimitet i befolkningen.
Mandag aften opfordrede den tidligere statsminister Buhl og den konservative Ole Bjørn Kraft og repræsentanter for arbejdere og arbejdsgivere i radioen – endnu en gang – til at genoptage arbejdet næste dag, tirsdag, “for at undgå de ulykker, der ellers ville ramme befolkningen”.
Befolkningen ignorerede – igen, igen – samarbejdspolitikerne og fortsatte protesterne.
Til sidst måtte Werner Best ophæve belejringen og undtagelsestilstanden og trække Schalburgkorpset tilbage fra gaderne og afstå fra enhver form for repressalier af folkestrejken.
Frihedsrådet kunne proklamere sejren og opfordrede københavnerne til at genoptage arbejdet om onsdagen.
I erklæringen fra Frihedsrådet – der blev uddelt til befolkningen mandag aften og tirsdag morgen – slog rådet fast, at folkestrejken havde “understreget folkets ubrydelige enighed og bekræftet vor styrke og sammenhold”, og at strejken “kun er et forspil til den afgørende kamp, der forestår”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
