Et år senere
Berlins internationale filmfestival, Berlinalen, er først og fremmes en stor publikums begivenhed med nogle gange over 330.000 solgte billetter – indtil coronaen kom.
Festivalen nåede lige akkurat at blive afholdt i 2020 inden lockdown, og i år måtte planerne for vinterens festival i al hast henlægges til internettet og fandt sted kun for professionelle og pressen. Men festivalen har ikke svigtet sit publikum, og i 16 friluftsbiografer i alle ender og kanter af Berlin blev de fleste af festivalens i alt 126 film vist i sommernætterne her i juni.
De røde løbere er ikke så lange her om sommeren, men til gengæld er stemningen rigtig fin og afslappet i de mange store og små udendørs biografer.
Festivalen har ikke svigtet sit publikum, og i 16 friluftsbiografer i alle ender og kanter af Berlin bliver de fleste af festivalens film vist i sommernætterne.
Diskussionerne mellem filmmagerne og publikum er dog afskaffet. Det er som regel for sent, da filmene først starter kl. 21:45, så den del af programmet mangler desværre, men mange filmmagere er rejst til Berlin for at følge deres film til dørs. De får lov at give filmene et par ord med på vejen, og det giver jo også stemning. Og det er rigtig dejligt at komme i biografen igen – og det under åben himmel.
Vigtige priser
Selvom de fleste af bjørnevinderne allerede blev kåret i marts, er to vigtige vinderbjørne blevet annonceret under Berlinale Summer Special, nemlig de to glasbjørne der bliver uddelt af børenes og de unges jury til henholdsvis en børne- og en ungdomsfilm.
Parallelt til den populære publikumspris, der uddeles i klassen Panorama, får konkurrencefilmene også en publikumspris i år. Begge priser uddeles på festivalens sidste dag.
Børnejury med politisk holdning
Børnejuryen viser politisk holdning og uddeler Glasbjørnen til filmen Beans af Tracey Deer, en film om Oka krisen i Quebec i 1990, hvor Mohawk folket i 78 dramatiske dage kæmpede om retten til deres eget land.
Filmen, der er set ud fra den 13-årige pige Tekahentahkhwas vinkel – er både spændende og dramatisk med klassiske filmmidler og har forståeligt nok talt til den unge Berlinale jury.
Hverdagen for Tekahentahkhwas, der til daglig bliver kaldt Beans, bliver pludselig vendt op og ned, da Mahawkerne bliver frataget retten til en hellig kirkegård, hvor deres forfædre ligger begravet, og hvor de hvide settlere vil bygge en golfplads.
Beans bliver involveret i demonstrationer og møder en lidt ældre pige, April, der har en ganske barskere hverdag end Beans, og som kaster sig ud i Oka oprøret med fuld kraft og river Beans med.
Børnejuryen begrunder deres vindervalg således: ”Det gjorde stort indtryk på os, at filmen er baseret på virkelige begivenheder. Historien rørte os meget. De fremragende skuespillere forvandlede scenerne til bevægende momenter. En film, der skildrer den racisme og kolonialisme, der desværre stadig findes i verden, og som opfordrer til eftertanke.”
Tracey Deer, der selv er Mahawke, laver dokumentarfilm til daglig og har arbejdet mange år ved TV. Hun oplevede Oka oprøret som lille pige, så filmen er på en måde selvbiografisk. ”Som indfødt folk er det blevet tid for os, tid til at være dem der fortæller vor egen historie.” siger Tracy Deer om sin film.
Publikumspris til film fra Amazonas
På festivalens sidste aften besøger jeg den store friluftsbiograf, der ligger bag det tidligere hospital Bethanien, der nu huser kunstværksteder, atelier, musikskole og udstillingsfaciliteter i bydelen Kreuzberg, hvor man i sin tid kunne se på og over muren. Her er øst og vest Berlin nu smeltet sammen.
Her hersker en helt andet afslappet stemning end på Potsdamer Platz, trods maskepligt og krav om coronatest. I stole og liggestole med et glas vin eller vand i hånden følger et veloplagt publikum annonceringen af dette års pris i klassen Panorama valgt af publikum.
Og vinderen er en smuk film, der har stor gennemslagskraft. A Última Floresta (den sidste skov) af Luiz Bolognesi handler om et indfødte samfund, Yanomami i Amazonas. Filmen tager os med på en rejse både i Yanomami stammens mytologi, i deres dagligdag og verden og i deres kamp imod guldgraverfirmaer, der raserer junglen og forurener floder og drikkevand med kviksølv.
Først og fremmest er det billederne i filmen og af disse fantastisk fascinerende mennesker, der fortryller mig, og det er næsten smertefyldt at konfronteres med de problemer, Amazonas folket har med guldgraverne udefra.
Alligevel er det en meget livsbekræftende film, og selvom Luiz Bolognesi, der kommer fra Brasilien, ikke er indfødt Yanomami, fornemmer man, at denne film er lavet i tæt samarbejde mellem de mennesker, den beskriver, og filmmagerne.
Tilbage på det store lærred
Og med denne smukke og tankevækkende film sættes punktum for en helt usædvanlig Berlinale, der bragte filmene tilbage, hvor de hører til, nemlig på de store lærreder.
Publikumsprisen i konkurrencen gik til Hr. Backmann og hans klasse af Maria Speth. Det er en tre timer lang film, der følger en usædvanlig lærer og hans uortodokse undervisning.
Berlinale Summer Special solgte 60.410 billetter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
