En væbnet afkolonisering
Line Knutzon har gennem de seneste mange år etableret sig som hende i dansk teater, der gang på gang formår at skabe pudsige, nytænkende og umådeligt underholdende danske stykker, som trækker både smilebånd og publikumstal helt i vejret. Og det med meget god grund. Men med Spilleren lever hun og resten af Betty Nansen-holdet på ingen måde op til det renommé. Der er lysglimt iblandt – skuespilpræstationer, scenografien og de afsluttende scener – men generelt er Spilleren et plat, usammenhængende og overraskende uinteressant stykke.
Det hele peakede (eller ramte bunden), da et toilet blev slæbt ind på scenen, fordi en af karaktererne pludselig skulle skide.
Manuskriptet er baseret på Dostojevskijs bog Spilleren fra 1866 om rigdom, arv og ludomani i den tyske kurby Roulettenburg. Hvor meget af nyfortolkningen der egentlig er Line Knutzons, er ikke til at sige set udefra. Men bortset fra fokusset på skøre arketyper, enkelte absurditeter og nogle finurlige vendinger hist og her virker det ikke særlig knutzonsk. Hvorfor så lægge så meget vægt på netop hende i denne anmeldelse, kunne man tænke. Det skyldes mestendels Betty Nansens egen omtale af Spilleren: På plakaten har Line Knutzons navn fået plads i første parket, og stykket omtales af teateret som Line Knutzons gennemskrivning. Hun er trækplasteret.
Det kunne man også fornemme i premieresalen, hvor alle pingerne var til stede. Skuespillere, politikere og medieredaktører med masser af kulturel kapital på lommen klar til at grine af Line Knutzons nye. Og grinet blev der også, men kejtet og lidt forceret lød det, da kultureliten halvoprigtigt forsøgte at vise deres opbakning til diverse hæmoride-jokes, toilet-jokes, fedme-jokes og De Nattergale-agtige Danglish-jokes. Det er så det nye.
Det hele peakede (eller ramte bunden), da et toilet blev slæbt ind på scenen, fordi en af karaktererne pludselig skulle skide, og blev slæbt ud igen, da defækationen var overstået – øjensynligt uden nogen betydning for handlingen. Måske sceancen er en del af den oprindelige tekst, men det vil blot understrege, at det virker, som om holdet bag ikke har vidst, hvad de ville – om de ville afstøve en gammel russisk klassiker eller lave et lårklaskende kaotisk underholdningsstykke – og er landet pladask på røven mellem de to stole.
Instruktionen haltede desværre også, måske fordi det sløve manuskript gjorde det svært at adskille tekst fra præstation. Replikudførslen var ofte jappende, og det sad med andre ord ikke lige i skabet. Momentum var især en mangelvare i første del af første akt, men efter at Tammi Øst kom på scenen, røg tempoet og samspillet heldigvis et par gear op.
Der var heldigvis også enkelte lysglimt. Scenografien af Palle Steen Christensen var smuk i sin enkelthed; en meget flot ramme, der fremhævede, at vi var blandt folk med penge og stil. Det havde fortjent en bedre forestilling. Det havde Simon Bennebjerg også. Han imponerede i sin portrættering af den smækre sugarbabe Blanche, og hans måde at bevæge sig fra manipulerende hengivenhed til dominerende forføring er en af de bedste grunde, jeg kan give til, at Spilleren alligevel kan være værd at se. Uden at afsløre for meget blev det i særdeleshed klart i stykkets afsluttende scener, hvor Bennebjerg og Anders Budde får scenen for sig selv, og hvor teksten er knivskarp og levende, og skuespillet tight.
Nøj, en forestilling det havde været, hvis alt havde været ligesom de sidste scener. Men det var det ikke. Det var tam provins-revy-humor, som hverken formåede at underholde, sige noget specielt underfundigt om os selv eller kaste lys over problematikker i vores samfund. Det er synd, når man tager behovet for ny dansk dramatik i betragtning. Det er et stort ansvar, Knutzon og med-dramatiker Elisa Kragerup har påtaget sig, og som de denne gang ikke lever op til.
Medvirkende: Tammi Øst, Anders Budde, Simon Bennebjerg, Niels Ellegaard, Stine Schrøder Jensen, Zaki Nobel Mehabil, Kitt Maiken Mortensen, Maria Winther Nørgaard og Adam Schmidt
Dramatisering: Line Knutzon og Elisa Kragerup
Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Christian Alkjær
Lyddesign: Troels Møller
Oversættelse af den tyske sceneversion: Madame Nielsen
Spilleperiode: 6. til 30. oktober
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
