En af naturkunstens vandbærere, Lars Abrahamsen, sprang for nogle år siden selv ud som kunstner.
Lige nu udstiller han sine finurlige og fantastiske skulpturer, mest af træ, på Danmarks østligste punkt, Christiansø.
Et usvigeligt sikkert talent for at se og fortolke naturens smukke, tavse sprog og form er Lars Abrahamsens kendemærke.
Den usentimentale og ikke særligt romantiske natur; den kraftfulde, der taler til vores inderste, dybeste væsen om liv og død.
I lighed med nyligt afdøde John Olsen, hvis stærke og voldsomme naturkunst i mange år nød godt af Lars Abrahamsens mangefacetterede medhjælperkompetencer og næppe var blevet bredere kendt uden Olsens assistent, der nu er trådt i karakter som mester.
Lars Abrahamsens udtryksfulde skulpturer er stilsikkert akkompagneret af digte af Eske K. Mathiesen og har titlen ”Må gerne berøres”, hvilket både er befriende i forhold til det seneste halvandet års coronadikterede berøringsangst samt klassisk fortænkt og virkelighedsfjern udstillingskunst.
– Oplevelsen af en skulptur er bedst, når den også kan mærkes. På samme måde som jeg, som billedhugger, føler mig frem til skulpturens form og udtryk i formgivningen med mine hænder og mit værktøj. Sådan skal de også opleves. Det bliver de kun bedre og smukkere af, siger Lars Abrahamsen.
Udstillingen kan ses i Store Tårn på Christiansø frem til 24. oktober.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.