Status på kampen for Palæstina
150 år er gået, siden den første rene udstilling af impressionister fandt sted i Paris. Det benytter Ordrupgaard til at rette lyset mod en række kvinder, som uden så meget opmærksomhed blev en del af denne dengang opsigtsvækkende bevægelse. Den skyldes et eklatant opgør med fortiden – både hvad angår maleteknik og motivkreds: Klare farver, sofistikeret brug af lyset, lette penselsstrøg og nutidig afbildning af mennesker og deres omgivelser.
Museet præsenterer fem kvinder: Berthe Morisot, Marie Braquemond, Eva Gonzalès, amerikaneren Mary Cassatt samt russiskfødte Marie Bashkirtseff. Kun de fire førstnævnte var impressionister, mens Bashkirtseff havde samme ambitioner om at sprænge de kønsopdelte rammer og traditionelle kunstneriske udtryk. Men mere direkte i sit engagement – også i skrift og tale: En feministisk aktivist i det patriarkalske parisiske miljø.
Impressionismen
Impressionismens udtryksform er klare farver, ofte pastel, nutidig fremstilling af mennesker og deres omgivelser og påklædning, især i bylivet, men også haver, parker og landskaber, hvor lyset mere end nogensinde spiller med og levendegør motiverne. De lette og tydelige, ofte korte penselstrøg og skitsepræget gør undertiden billedet abstrakt på nært hold, mens det både flimrende og klart figurativt lever, når man træder et skridt tilbage. Impressionisme betyder (sanse)indtryk og stammer fra Claude Manets Impression, soleil levant (1872).
Første offentlige fremvisning af impressionistiske værker var i 1863 på Salon des Refusés (De afvistes Salon). Det skete efter det franske akademis jurys afvisning af mange af deres billeder på Salonen. Især Éduard Manets skandalebillede Frokost i det grønne, startede furoren i Paris. Et forstudie var med på Ordrupgaards udstilling. Og her starter præsentationen på dagens fernisering af Impressionismen og dens oversete kvinder logisk nok.
Snapshots af det bedre borgerskab
Første rene impressionistudstilling finder sted i fotografen Nadars daværende atelier i Paris.
Et fællesskab af kunstnere, heriblandt, som eneste kvinde, Berthe Morisot, står bag sammen med kendte mandlige kolleger som Monet, Renoir, Pissaro og Degas. Hun deltager på alle otte impressionistudstillinger 1874-1886 med undtagelse af én. Mary Cassatt og Marie Braquemond kommer med fra 1879. Alle er de indbudt af Degas.
Manets skandaleombruste billede viser herrer i moderne tidssvarende tøj, sammen med en ganske naturtro malet nøgen kvinde. Hvad angår afklædte kvinder var det førhen nærmest tabu, og når de blev afbildet var det oftest som mytologiske eller religiøse figurer og gudindeskikkelser, fortæller Dorthe Vangsgaard Nielsen foran Manets forstudie.
Manets kvinde blev – og bliver – opfattet som prostitueret. Og det anskueliggør klart, at nok sloges de fem kvinder, der har givet udstillingen navn, for ligestilling og anerkendelse, men de kom stort set alle fra velstillede, borgerlige hjem. Og deres egne maleriske motiver var også nok nyskabende og nutidige, men romantikken og drømmeriet består. Arbejderklassens kår og dens oprør mod undertrykkelse og social nød – Pariserkomunen fandt sted i 1871 – er fraværende, eller den optræder som bipersoner. Og undertiden som modeller.
Håb om ligeret på parnasset
Fakta er dog, at de kvindelige kunstnere ikke alene havde svært ved at få udstillet og solgt deres værker, men også at det var upassende, at de befandt sig alene, endsige malede, i det offentlige liv, på cafeer osv. Hjemmets vægge og nærmeste omgivelser var deres plads. Bashkirtseff, der døde af tuberkulose som 25-årig i 1887, skriver i sin berømte dagbog, udgivet tre år efter, at hun prøver at slå igennem det patriarkalske parnas, ”men med nederdel på, hvad kan man gøre?”
En håndfuld af hendes få malerier er med på udstillingen, heriblandt et par udtryksfulde selvportrætter, malet i realistisk, naturalistisk stil med mættede farveflader – dog med lysindfald inspireret af impressionismen. Først i 1897, ti år efter hendes død og 11 år efter den sidste impressionistudstilling, kunne kvinder søge om optagelse på det franske kunstakademi.
Fællesskabet
De kendte mandlige impressionister var i høj grad deres kvindelige modstykkers inspiratorer og bistod dem i nogen grad med at komme frem. Derfor er nogle af deres mest kendt værker taget med på udstillingen. Og der var en livlig interaktion i ’fællesskabet’: Kvindernes søstre benyttes ofte som modeller. Morisot gifter sig med Eugène Manet, bror til Éduard Manet
Manet havde forinden antaget Eva Gonzalès som elev. Hun er inspireret af mentoren, men også kendt for sine kvindeportrætter og blomstrende friluftsmaleri og landskaber. Ligesom Manet udstiller hun aldrig med de andre impressionister. Hun dør som blot 36-årig i barselssengen kort efter fødslen af sin søn.
Marie Bracquemond (født Quivoron-Pasquiou) bliver, som flere andre i ’fællesskabet’, gift med en anden kunstner, Félix Bracquemond. Hun er repræsenteret af en håndfuld billeder, især nærportrætter af kvinder med alvorlige og eftertænksomme miner, de fleste udendørs med naturen som baggrund. Efter godt 20 års virke indstiller hun i 1890 sin karriere, angiveligt efter pres fra sin mand, og henfalder i depression.
Mary Cassatt udstiller sammen med Braquemond for første gang på fjerde impressionistudstilling i 1879. Hun fravalgte livet som hustru og mor. Hendes husholderske blev hendes tro livsledsager. Alligevel var det gamle tema, mor og barn, i centrum for hendes interesse. Niecer, nevøer og andre børn er afbildet usentimentalt, udtryksfuldt og enkelte nærmest fotografisk i interiører. Andre med mere impressionistisk maleteknik på landstedet Chateau de Beaufresne nord for Paris.
Raderinger, inspireret af japansk kunst, optog også Cassatt. Et par eksempler på hendes grafiske kunst, som kræver en sikkerhånd, er ophængt på udstillingen. Om hendes evner skal hendes gode ven Degas have udbrudt: ”Ingen kvinde har ret til at tegne så godt”
Motivkreds og virkemidler
Mange ord sættes på impressionist-kvindernes virke og virkemidler. I livet bag hjemmets vægge skildres kvinder i øjebliksbilleder med selvbevidste udtryk og ”parate til at gå i byen”. Andre, mere passive kvinder i lyslette hvide gevandter optræder i ”symfonier i hvidt”. Men Dorthe Vangsgaard Nielsen og Rikke Zinck Jensen taler også om ”tærskelmotiver” ved inde-ude afbildningen af kvinder med vindue til naturen eller i deres gårdhaver. Der er dog også enkelte eksempler på bypark- og landskabsbilleder.
Berthe Morisot var nok den mest udfarende og eksperimenterende. Ligesom andre i ’fællesskabet’ havde hun barnepiger og hushjælp til at sikre, at hun kunne virke som både kunstner og mor. Og datteren Julie blev hyppigt portrætteret, og noget så usædvanligt som faderskabets nærvær og omsorg afbildes på billeder af Julie sammen med sin far Eugène.
Han og Morisot lejede i begyndelsen af 80’ene hus i Bougival vest for Paris. Her nåede hun impressionistisk optima med ”den klare kolorit, de korte, hurtige penselstrøg, det ufærdige udtryk og opløsningen af figurer i lysmættede omgivelser”, som det hedder i Ordrupgaards foromtale.
Sejt stykke arbejde
Som Malene Anthon pointerede det, mens vi drak kaffe og gumlede croissanter ved velkomsten i cafeen, ligger der års forberedelse og et kæmpe arbejde forud for udstillingen med de fem kvinder. Og hun må vide det, for hun har stået for logistikken og sammen med Dorte Vangsgaard Nielsen for lånekorrespondancen.
Hele 57 malerier fordelt på 34 lånere i ti lande er hentet. Fem billeder er museets egne, købt på et tidligt tidspunkt af Ordrupgaards stifterpar, Wilhelm og Henny Hansen. To af kunstnerne Marie Bracquemond og Marie Bashkirtseff har aldrig før været vist i Danmark, og sammenstillingen af hovedkunstnerne er den første i Norden.
Impressionismen og dens oversete kvinder er en enestående udstilling og endog meget detaljeret i sin beskrivelse af kvinderne, deres værk og liv. Og Impressionismen i 150-året følges efter denne kraftpræstation op af to nye udstillinger med denne isme som tema senere på året.
Udstillingen rummer fem hovednavne, men præsenterer også seks andre engagerede kvinder: Kuratorerne Anne-Birgitte Fonsmark, forhenværende direktør for Ordrupgaard, og Dorte Vangsgaard Nielsen, kunstfaglig formidler Rikke Zinck Jensen og altså Malene Anthon. På pletten var også kommunikations- og marketingschef Ann-Sophie Lignell. Og alt sammen overvåget af Ordrupgaards nye direktør Gertrud Oelsner, tidligere direktør for den Hirschsprungske Samling.
Impressionismen og dens oversete kvinder, 9. feb. – 20. maj. Ordrupgaard, Vilvordevej 110, 292O Charlottenlund. Entré: Voksen kr. 130,-. Stud./unge u. 26 år: kr. 95,-. Børn u. 18 år: gratis
Åbent: Ti.-sø. kl. 11:00-17:00, ons. 11:00-19:00, helligdg. 11:00-19:00.
Kontakt: Ann-Sophie LIngell, asolig@ordrupgaard.dk, +45 39 6 411 83/ +45 31 31 97 92.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
