Fotoreportage
Først skal vi have noget at spise, så kan vi tale moral. Sådan cirka sagde Bertolt Brechts figur Mackie Messer. Det passer godt på temaet i stykket “En ideel ægtemand” af Oscar Wilde, der er sat op på Grønnegårds Teatret.
Men her hører ligheden så også op med Brecht. Vi er i en helt anden boldgade. Dandy i overklassens England. Intrigen hos Wilde kan minde om Henrik Ibsen: Der er gemt noget i fortiden, der er lig i lasten.
I instruktør Niels Erlings iscenesættelse på Grønnegårds Teatret er det naturalistiske teater forladt fuldstændigt i det visuelle look. Scenografien er en voldsom vifte i pastel, kostumerne er ekspressionistiske i knaldklare signalfarver, spillestilen er langt hen ad vejen komisk overdrevet.
Og så alligevel. Starten på stykket bruges til at folde intrigen ud og præsentere besætningen. En noget tung omgang, iklædt teatralsk replikføring.
Det føles, som om der er en lang aften i vente.
Men spillet spilles op, og livet kommer til på scenen. Vi er til fest i et af de store London-huse. Skrigende Rød, taler med dyb Lilla, men forstyrres af Blå og så afbrydes de alle af Skrig-gul. Skrig-gul er Lady Cheveley (Andrea Øst Birkkjær), og hun sætter for alvor gang i løjerne. Hun er en forførende og foretagsom forretningskvinde med en plan. Planen viser sig at indebære, at stykkets helt og moralsk uangribelige karakter sir Robert Chiltern angribes på fortidens synder og udsættes for afpresning.
Historien fortælles med mange satiriske sidespark til nutiden. Åbenlyse hentydninger til shitstorm-kultur og MeToo-bevægelsen, der straffer magtfulde for fortidens synder.
Han kommer i fare for at falde af den høje moralske hest og knække halsen og miste karriere, gods og guld. men værst af alt – hvis konen Gertrude (Luise Kirsten Skov) får nys om, at hendes helte-mand har en dirty fortid, så falder hun også ned af den endnu højere krikke, hun sidder på. Og det viser sig at blive stykkets centrale tema, og Gertrude stykkets dramatiske motor. Hun illustrerer for os, at man har et standpunkt, til man tager et nyt – fordi “magt er vores lidenskab”, og alle kneb gælder.
Ikke så meget nyt under solen her, men historien fortælles med mange satiriske sidespark til nutiden, referencer der behørigt kvitteres for af publikum. Åbenlyse hentydninger til shitstorm-kultur og MeToo-bevægelsen, der straffer magtfulde for fortidens synder. Og med et rasende visuelt udtryk i form af stærke farver og tegneseriefigurer på scenen.
Der er ingen tvivl om, at Oscar Wilde kunne skrue et teaterstykke godt sammen med skarpe svirp i replikkerne. Men det bliver sgu noget forudsigeligt og konsensus-fyldt.
Det bliver en pudsig blanding. På den ene side er stykket valgt ud fra en tanke om, at indholdet kan sige os noget i 2024, på den anden side er det pisket op med komik, højspændte kostumer og scenografi. Det betyder i praksis, at skuespillernes enkeltpræstationer overskygger meningen, og at samfundskritikken drukner.
Et godt eksempel er en forrygende tour de force af skuespilleren Johannes Lilleøre i rollen som lady Markby, en af overklasse-damerne i menageriet. Utrolig grotesk morsomt, men svært at læse ind i konteksten. Det er kun sjovt, fordi det er sjovt, men det er afskåret fra resten af handlingen og siger ikke noget videre om stykkets fortælling.
Vi er også vidne til en meget smuk sangpræstation af skuespilleren Laura Skjoldborg, der som en menneskelig candyfloss synger klassikeren “I’m a woman in Love”. Indslag, der er sjove i sig selv, imponerende – midt i stykket, som revynumre puttet ind. Underholdende for øjne og ører, men hvad var meningen? Hvorfor Oscar Wilde? Hvorfor nu? Kvinder spiller mænd, mænd spiller kvinder? Er kønnenes opløsning budskabet? Er det overklassens forløjethed? Er det det overfladiges dominans på bekostning af indholdet, der er budskabet? Eller er det Oscar Wilde i sig selv som symbol, der hyldes med forestillingen?
Det er jo nok lidt af det hele. Og det var lidt for meget.
En ideel ægtemand af Oscar Wilde.
Spiller på Grønnegårds Teatret til og med 24. august i Odd Fellow Palæets Have
Instruktion og iscenesættelse: Niels Erling
Scenografi og kostumer: Petruska Miehe-Renard
Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Luise Kirsten Skov, Laura Skjoldborg, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Tina Gylling Mortensen, Johannes Lilleøre, Laura Bro.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
