Besøgstallene på Statens Naturhistoriske Museum har været kraftig stigende gennem flere år, og på trods af flere ugers covid-nedlukning i begyndelsen af året har museet haft tæt på 448.000 besøgende i 2022. Det er ny rekord og mere end 125.000 bedre end museets hidtidigt bedste år i 2019, skriver museet i en pressemeddelelse.
– Vi er utrolig glade for den opbakning, vi mærker fra vores besøgende. Folk kommer fra hele Danmark og alle samfundslag. De internationale gæster er også vendt tilbage i stort antal og udgør igen omkring halvdelen af vores besøgende. Det vidner om, at vi gør noget rigtigt, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
– I en verden i opbrud er der brug for, at vi kan samles om noget, der giver mening og dybde i tilværelsen. Kombineret med en stærk bevidsthed om, at vi er nødt til at tage os bedre af denne her planet, står naturen som en stærk samlende faktor for os alle sammen. Vi er det nationale museum for naturen. Vi skal være her og hele tiden sørge for at være relevante, og så er vi for alle, fortsætter museumsdirektøren.
Det har ifølge museet især været særudstillingen Neandertaler og fotoudstillingen Wildlife Photographer of the Year, der har trukket fulde huse.
– Ethvert besøg er med til at støtte vores fælles sag for at skabe positiv forandring for mennesker og natur, og vi er glade for alle besøgende. Særligt er vi glade for de mange unge, der nu kommer på museet, understreger Peter C. Kjærgaard.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.