Autodidakte malere bliver sjældent anerkendt af kunstparnasset. Således gik det også for Kirsten Kjær (1893-1985), der sprang ud som maler som 32-årig.
Hun fik pludselig den ide uden nogensinde at have haft en pensel i hånden at ville male et portræt, og resultatet viste, at hun ikke var nogen amatør, og gennem hele sit liv malede hun i hundredvis af portrætter.
Der er noget inden i mennesket, jeg kan se. Det er det, jeg vil have frem.
Kirsten Kjær, billedkunstner
Hendes malerier er ekspressive og med stærke farver, som med årene blev mere lyse. “Der er noget inden i mennesket, jeg kan se. Det er det, jeg vil have frem”, har hun udtalt.
At Kirsten Kjær kunne komme ind bag mennesket, kan ses på de to portrætter hun malede af Bodil Koch. Det første var denne ikke tilfreds med, og derfor blev der malet et nyt, som var helt anderledes. Birgitte Possing, der har skrevet en biografi om Bodil Koch, mener, at det med de to forskellige portrætter netop lykkedes at vise dobbeltheden i hendes sind.
Ikke anerkendt
Selv om Kirsten Kjær ikke blev anerkendt, blev det hende forundt, mens hun endnu levede, som en af de få at få sit eget museum i Frøstrup (Thy), der åbnede i 1981.
Alligevel er hun og hendes museum ikke kendt i bredere kredse. Derfor fostrerede Fonden af 15. juni den ide, at der skulle skrives en biografi om hende, og opfordrede kunsthistorikeren Hanne Abildgaard til at gøre det. Efter nogen overvejelse sagde hun ja, og nu foreligger en 400 sider stor bog, Kirsten Kjær. Menneskemaler.
Gift og skilt
Hun blev født i 1893 i Thorup, hvor hendes familie havde en gård. Allerede i en ung alder flyttede hun hjemmefra og havde forskellige jobs, men tit vendte hun hjem, især senere når hun havde det psykisk dårligt.
I 1918 blev hun gift med maleren Frode Nielsen, og sammen rejste de landet rundt til hans forskellige arbejdspladser, men da ægteskabet begyndte at knirke, rejste de i 1926 til Californien for at begynde en ny tilværelse. Her tog hun meget rundt, kom i kontakt med mange kunstnere og fik sin første soloudstilling.
Men i 1929 rejste hun hjem til Danmark, for hun kunne ikke holde den overfladiske amerikanske mentalitet ud. Den samme erfaring gjorde Storm P. ti år før, da han besøgte USA.
Samtidig brød hun med sin mand, for hun havde ikke lyst til at leve et liv som mor og husmor. Hun var derimod tiltalt af et liv som en fri fugl, inspireret af mennesker som hun havde mødt i USA, de såkaldte hobies, vagabonder. Hun giftede sig ikke igen, efter at hun var blevet skilt fra Frode, men levede i perioder sammen med to mænd, som begge døde tidligt.
Udlængsel
Derimod havde Kirsten Kjær også lyst til at komme ud og se verden og besøgte en række lande og steder som for eksempel Polen, Island og ikke mindst Lapland, hvor hun opholdt sig mange gange. I en høj alder tog hun til Afrika for at besøge sin nevø i Liberia, hvor han var læge. Hver gang havde hun planlagt at blive på stedet nogle måneder, men ofte endte det med, at det blev til et år eller to.
Hun havde nemt ved at komme i kontakt med andre mennesker, som gerne gav hende logi, hvilket var en hjælp, da hendes midler var sparsomme. For at overleve malede hun portrætter af de lokale indbyggere, nogle solgte hun, andre tog hun med hjem. På sine mange rejser malede hun også enkelte landskabsmalerier.
Første udstilling i Danmark
Hendes første udstilling i Danmark, som åbnede den 24. februar 1930, fandt sted i Kunstboden i Hyskenstræde. Den blev godt modtaget af pressen og af de mange gæster, men den 6. marts sprang en “bombe”, for da udkom Karin Michaëlis’ bog Hjertets vagabond.
Bogens hovedperson hed Kirsten, og den byggede på, hvad Kirsten Kjær havde fortalt hende om sine oplevelser i USA, og som hun derefter havde digtet videre på. På grund af omtalen i pressen steg antallet af besøgende, der mere kom for at se Kirsten Kjær end hendes malerier, og det kunne hun ikke klare. Det er tidligere blevet påstået, at hun lukkede udstillingen af den grund, men det afviser Hanne Abildgaard, da det skete på den planlagte dag.
Mens det var svært for hende at få mulighed for at udstille i København, gik det lettere i Århus, hvor hun fra 1934 til 1937 levede sammen med redaktøren for Aarhusposten, Anders Olsen (1890-1938), og blev en del af det aktive kunstmiljø i byen. Hun ville gerne være medlem af Grønningen, men blev afvist, selv om Sigurd Swane i 1936 havde foreslået hende som gæst.
Flere gange i 30’erne sendte hun forgæves malerier ind til Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling, men først i 1942 lykkedes det hende at få indpas. Hun havde indsendt otte portrætter og et landskabsmaleri, men kun landskabsmaleriet blev udvalgt, mens de otte portrætter blev afvist. I protest hentede hun portrætterne og udstillede dem i et galleri på den anden side af gaden. Efter krigen udstillede hun dog næsten hvert år på Charlottenborg uden problemer.
Kirsten Kjærs venner
Selv om hun var en flittig maler, kneb det med økonomien, og i 1943 stiftede en række af hendes venner foreningen Kirsten Kjærs venner, som havde til formål at støtte hende økonomisk. Medlemmerne betalte et kontingent, og Kirsten Kjær leverede malerier, der blev trukket lod om på den årlige generalforsamling. På denne måde kunne hun beholde sin lejlighed i Lille Kongensgade, hvor hun havde atelier og opbevarede sine mange billeder, når hun var bortrejst i længere tid.
Foreningen eksisterede i mange år og støttede oprettelsen af hendes museum i Frøstrup, som hendes nevø, Harald Fuglsang, havde taget initiativet til og bekostede.
Stod altid på de svages side
Kirsten Kjær var ikke direkte politisk i sin kunst, men hun stod altid på de svages side, og det blev til mange portrætter af jævne folk, et eksempel er Den arbejdsløse. Hun rejste meget rundt, og hendes erfaringer fra opholdet i Californien gav sig tydeligt udtryk i hendes antiracistiske holdning, når hun sagde, at “jeg malede hvide og farvede, ellers helst negre. Der er sjæl i negrene.” Under dette ophold malede hun to af sine fineste portrætter: Negermadonna og Kineser.
Under besættelsen tog hun aktivt del i modstandskampen, men det har hun ikke fortalt eller skrevet så meget om, selv om det medførte, at hun i november 1944 fik et falsk legitimationskort lydende på Karen Knudsen. I 1947-49 rejste hun til Polen for at hjælpe med genopbygningen af landet og havde som altid sit malergrej med og malede billedet Den polske tragedie.
Efter Anden Verdenskrig var hun meget optaget af fredsarbejdet og var modstander af NATO og den påfølgende oprustning. I 1953 deltog hun i Kvindernes Verdenskongres i København, der samlede kvinder fra 85 lande, som delegeret for Kvindelige Kunstneres Samfund, og der findes en skitsebog med tegninger derfra.
Bogen om Kirsten Kjær er gennemillustreret med fotos og cirka 150 farvegengivelser af malerier, som gør det muligt at få et grundigt indtryk af Kirsten Kjærs kunstneriske arbejde. I kraft af et omfattende forskningsarbejde, blandt andet i det store arkiv som hun efterlod sig, kommer Hanne Abildgaard hele vejen rundt om både mennesket og maleren. Den er velskrevet i et uakademisk sprog og henvender sig derfor også til et bredt publikum. Med denne bog har Hanne Abildgaard placeret Kirsten Kjær som en væsentlig maler i det tyvende århundrede.
Fra den 10. november til 25. februar vises på Sorø Kunstmuseum udstillingen Kirsten Kjær med vrangen ud.
Hanne Abildgaard: Kirsten Kjær. Menneskemaler. 400 sider. 450 kroner. Strandberg Publishing.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, november 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
