På årets sidste dage i 2024 markerede jødiske samfund verden over den årlige højtid chanukah, en otte dage lang lysfest til fejring af jødernes sejr over grækerne i templet i Jerusalem i år 165 fvt.
Skulle man tro de danske mainstreammedier, er selve det at kritisere Israel og zionismen udtryk for antisemitisme. Men siden Israel indledte det igangværende folkemord i Palæstina, er mange jødiske grupper verden over trådt frem for at undsige den israelske stats forbrydelser i deres navn. Hvis du søger på Jews for peace på Facebook, dukker en lang række internationale pro-palæstinensiske jødiske grupper op, fra etiopiske til australske.
Jødiske grupper verden over er trådt frem for at undsige den israelske stats forbrydelser i deres navn.
I Folkets Hus i København blev chanukah således også markeret i Palæstina-solidaritetens navn, da organisationen Jøder for Retfærdig fred – af 5784 inviterede til lystænding og Latkes.
Chanukah er som sagt en lysfest – man fejrer, at der dengang i templet i 165 fvt. egentlig kun var tilstrækkelig olie til at holde templets menorah, som skal brænde altid, tændt i ét døgn, men at den sidste slat olie mirakuløst rakte til otte dage, så man kunne skaffe ny olie, uden at menorahen gik ud i ventetiden. Derfor er mad stegt i olie også en fast del af traditionerne omkring chanukah, og i overensstemmelse med traditionen bød arrangementet på Latkes.
Latkes er små kartoffelpandekager, som oprindeligt stammer fra ashkenazi-køkkenet med rødder i Tyskland og Østeuropa.
I de traditionelle palæstinensiske opskrifter, jeg har delt, er kartoflen et sjældent fremmedelement. Men i Europa har den været en central del af kosten, siden den kom fra Amerika i 1600-tallet, og er således også en vigtig del af de europæiske jødiske traditioner. I Tyskland er de traditionelt serveret med æblemos, og i Østeuropa med creme fraiche.
Arrangementet i Folkets Hus blev fulgt op med en markering ved den kommende Palæstinas Plads på Nørrebro med taler og en sang, som blev godt modtaget i gadebilledet.
De danske mediers undladelsessynder til trods, ved folk på gaden på Nørrebro nemlig godt, at jøder ikke er det samme som zionister, og at ønsket om fred i Palæstina deles bredt i befolkningen på tværs af etniciteter.
De danske mainstreammedier svigter de danske jøder ved deres ensidige fokus på den zionistiske stemme.
Du kan støtte deres bestræbelser på at få en nuanceret og balanceret mediedækning af Israels forbrydelser og palæstinensernes situation ved at skrive under på denne opfordring til de danske medier. Husk at bekræfte din underskrift – hvis bekræftigelsesmailen ikke dukker op, ligger den sandsynligvis i dit spamfilter.
Her får du en opskrift på Latkes.
Du skal bruge
2 store kartofler
1 løg
2 spsk hvedemel
Et æg
Flagesalt
Sådan gør du
Riv de skrællede kartofler, og lad dem dryppe af i en sigte i 20 minutter. Vrid resten af væden ud igennem et rent viskestykke.
Riv løget.
Pisk ægget med en gaffel sammen med melet og saltet, og bland det revne løg og de drænede kartofler i. Vend det godt rundt, til det er jævnt fordelt. Melblandingen er blot lim, der holder kartoffelklatterne sammen, ikke en egentlig dej.
Steg skefulde af kartoffelblandingen i en neutral olie i en pande, til de er gennemstegte. Lad dem ligge lidt på et stykke køkkenrulle, der kan suge overskudsolien op.
Servér med kartoffelmos og/eller creme fraiche.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.