Anmeldelse
I 2015 smadrede terrorister fra Islamisk Stat (ISIS) relieffer, inskriptioner og figurer fra ruinerne af den gamle assyriske hovedstad Nimrud, som også var et kulturcenter og beliggende i det nuværende Irak. Sådanne islamistiske ødelæggelser hører vi stadig en del om fra Nordafrika og Mellemøsten.
En video på Glyptotekets udstilling om ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) dokumenterer dette. Men illustrationer fra 1845 afslører også, at der ikke var meget tilbage i 2015 i Nimrud. For det var året, hvor britiske arkæologer opdagede Nimrud – og påbegyndte vandaliseringen og plyndringen af udvalgte kunstskatte, som i større og mindre dele blev eksporteret til Europa og solgt til museer og samlere.
Ét af de museer er i dag faktisk Glyptoteket selv, hvis bygherrer/mæcéner, bryggerne J.C. og Carl Jacobsen, omkring sidste århundredskifte samt Ny Carlsbergfondet frem til Anden Verdenskrig var opkøbere af sådanne artefakter. De bruges aktuelt på ikonoplasme-udstillingen, hvis de er erhvervet uden næse, øjne, ører, genitalier eller andre legemsdele. Eller påført ændringer.
Carlsberg-bryggeriet og Glyptoteket har selv indtil udgangen af Anden Verdenskrig anvendt hagekorset – swastikaen – som bomærke. Det symboliserede oprindeligt glæde og velfærd, men blev nu slettet fra fabrik og museum, selv om enkelte mindre rester stadig kan findes.
I religionens navn
Babylonien, Assyrien og faraonernes Ægypten indtager et tidligt kapitel på udstillingen, som handler om politiske, religiøse, kulturelle og andre mere eller mindre ukendte motiver til ødelæggelse. Ét eksempel er ødelæggelsen af en farao-statues fysigionomi, fordi han forbød tilbedelsen af værdsatte guder til fordel for én alter ego solgud.
Senere, i Romerrigets centrum, Rom selv, symboliserer fund af omhuggede kejserhoveder, afhuggede lemmer og forsvundne statuer skiftende magtpolitiske kampe mellem eneherskere, patriciere/senatorer og plebejerske folketribuner. Der findes i dag måske kun én bevaret samtidig buste af den navnkundige Julius Cæsar, der indførte den ubestridte kejsermagt og myrdedes i 42 f.kr.
Fra 300-tallet accelererede kristendommens udbredelse, og græske antikke og romerske figurer og symboler – ikke mindst fra den omfangsrige gudeverden – blev vandaliseret eller helt knust. Glyptotekets plancher taler ligefrem om en “genbrugskultur”, hvor “det hedenske arvegods blev ødelagt, omarbejdet eller genanvendt i sin helhed for at indgå i nye sammenhænge. Templer blev til kirker, kejserstatuer og mytologiske skulpturer blev brugt som byggemateriale og offeraltre omdannet til kirkealtre.”
“Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden”.
Således hedder det i 5. Mosebogs bogstavelige fortolkning af de ti bud. Og den nøgne krop, som før symboliserede frugtbarhed og styrke, blev nu anset for syndig. “I det 5. århundrede skrev biskoppen Theodoret af Kyrros, at Afrodite-statuen var mere skamløs end nogen skøge, der stod foran sit bordel,” anfører Glyptotekets udstillingsfolk.
Den fulde sandhed?
I præsentationen af udstillingen hedder det, at “mens nogle af ødelæggelserne har været motiveret af politiske magtskifter og religiøse omvæltninger, har andre været et produkt af økonomiske og praktiske forhold”.
Nærmere kommer man ikke rigtigt bevæggrundene. For eksempel anføres ikke, at fremvæksten af kristendommen var stærkt forbundet med territorial ekspansionisme, og dens kirkelige symboler og billedgørelse af helvede og skærsilden sikrede såvel tiendeskat, salg af afladsbreve som livegenskab på store kirkegodser. Og andre end Luther gjorde vel ophævelser med sine teser på døren til Wittenbergs slotskirke – en dør som blev afbrændt under 30-årskrigen. Heller ikke Spartakus-slaverne i Romerriget har et eftermæle som ikonoklaster.
Moderne tider
Herhjemme viser udstillingen fra nyere tid en mere specifik politisk-økonomisk indgriben. Motivet for et maleri af Thorvald Læssøe af stenblokke, søjler og andre byggematerialer er ikke hentet fra 1800-tallets guldaldermaleres foretrukne rejse til Rom for at male byens antikke ruiner. Det er fra Marmorpladsen i København, efter at den reformvenlige Struensee i 1770 satte en stopper for et hundedyrt kirkeprojekt, så byggematerialer blev efterladt på den tilgroede plads. Byggeriet af Marmorkirken blev først afsluttet i 1894.
Moderne hjemlige eksempler på ikonoklasme kunne være den nylige vandalisering af et maleri på Statens Museum for Kunst som protest mod politisk passivitet under klimakrisen eller malingen af et libanesisk og palæstinensisk flag på den funktionalistiske Nørrebro Stations taghvælving. Den triste, omsiggribende bemaling af smukke gavlmalerier med tags hører dog til et mere enfoldigt forsøg på personlig selvhævdelse.
Mellemøsten og Irak igen: Googler man i dag på ordet ikonoklasme kan man blandt andet finde et foto af USA-militærs væltning af en statue af Saddam Hussein efter den illegale intervention i Irak, som trods hans despoti var et relativt velstående land.
Også grufulde fotos af USA-soldaters tortur af Abu Ghraib-fanger dukker op på nethinden. Hundredtusinder civile døde under ’De villiges Koalitions’ sanktioner og invasion. I dag råder i Irak korruption, borgerkrig raser stadig, over 30 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, arbejdsløsheden er enorm. Infrastruktur, el- og vandforsyning og kulturinstitutioner er ødelagt. Og USA og Tyrkiet iværksætter stadig bombetogter.
Ruineringen af landet kan vel også kaldes en ikonoklasme, når ’vestlige værdier’, ’demokrati’ og ’folkenes frihed’ skal fremmes i den ’regelbaserede verdensorden’.
Aktiverer hjernevindingerne
Udstillingen koncentrerer sig med mange gennemarbejdede indslag om enkeltstående kulturværker. I en vis forstand er det naturligt nok med brug af egne værker som udgangspunkt. Nogle kan være forbigået her. Ikke alt, som er skrevet her, er med på Ikonoklasme – kunsten som kampplads.
Men udstillingen er meget tankevækkende og giver associationer til de voldsomme hændelser og omskiftelser, som sker i verden i dag. Den er domineret af emner og eksempler fra museets egen righoldige samling, men har også lånt materiale fra andre museer. En lille anke er, at tekstforklaringen til de enkelte tableauer ofte er placeret nær gulvhøjde og skrevet med meget små bogstaver.
Ikonoklasme – kunsten som kampplads.
Designkoncept og scenografi: Mai Kaisume. Designkoncept ög videoværker: Magnus Pind.
Ny Carlsberg Glyptoteket 5. december 2024 til 18. maj 2025, Dantes Plads 7, 1556 København
Åbningstider: Ti.-søn. klokken 10-17, to. klokken 10-21. Man. lukket.
Entré: Voksen: 125 kr. Under 27/studerende: 95 kr . Grupper på mindst 10: 110 kr. pr. pers. Under 18: Gratis.
Kontakt: Tlf. 33 41 81 41, man.-fre. Mail: info@glyptoteket.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
