Høring på Arbejdermuseet 6. august
Kan en Nørrebro-psykolog, en kvabset provinsbøsse skrive litteratur om klasse-Danmark? Og nej, det er ikke mig, der kalder Glenn Bech kvabset og provinsbøsse. Det er ham selv.
Svaret på spørgsmålet er ubetinget ja.
“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er titlen på Glenn Bechs nyligt udsendte bog, der – med rette – præsenteres som et manifest. De 329 sider lange tematisk samlede prosastykker er Glenn Bechs anden bog, efter at han sidste år debuterede med den meget roste og prisbelønnede roman “Farskibet” om sin tumultariske og traumatiske opvækst i Horsens.
“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er ikke dedikeret til en person men “Til klassekampen”.
Nu råber Glenn Bech op igen. Om klasseskam og klassesolidaritet. Om identitet og køn. Om overklasse og underklasse. Om ulighed i økonomi, uddannelse, sprog, udgangspunkt. Om manderolle og følelseshandicap. Og – ikke mindst: om at blive trampet og set ned på på grund af sin seksualitet og sin klasse.
Og han råber virkelig højt. Svær at overhøre – og svær ikke at lytte opmærksomt til.
På den ene side langer han kraftigt ud efter klasseløshed i kampen for undertrykte gruppers ligestilling og frigørelse:
“gavner det LGBT+-personers frigørelse når amerikanske / super-kendisser / som marketingsstunt / tweeter at nu bør vi ikke længere omtale aliens som aliens, fordi termen er ufølsom og fremmedgørende og at vi snarere burde omtale dem som rumvæsener? (hvilket vi vel allerede gør i Danmark) // det jeg prøver / det jeg prøver at sige er / måske kapitalisten ikke spekulerer over den homoseksuelles eller / non-binæres trivsel og sikkerhed i hverdagen / men primært øjner muligheden for salg og omtale // måske vi ikke skal lade det være op til kapitalisten at frigøre os / måske vores frigørelse kræver et opgør med kapitalisten / måske kapitalisten ikke ønsker dette opgør”
På den anden side er hans skånselsløs over for “racisterne og homofoberne” som “burde tvangsoplyses / tvangsefteruddannes / tvangsbehandles”. Han beskriver indgående, men også med humor foragten over for mennesker med andre kønsidentiteter end de binære: “der hvor jeg kommer fra, er køn noget man er / hvis ikke man er grim”. Han rammer én i hjertekulen med sine levede skildringer af at være udskammet på grund af sin seksualitet.
Men han har heller ikke noget til overs for småborgerlighed og velbehagelighed på venstrefløjen:
“umiddelbart giver jeg heller ikke meget for den queerness der / udspringer af et forældrekøb / ned til søerne i København”
Og videre:
“jeg giver lige så lidt for den venstrefløj / der udskammer mig for ikke at være queer nok / som jeg giver for den højrefløj / der udskammer mig for at være homo i det hele taget”
Glenn Bech fordømmer ikke arbejderklassen, selvom den kan have sine fordomme og ikke altid er politisk korrekt i hvad man kunne kalde den privilegerede mainstream-venstrefløjs øjne:
“vores skiftende regeringer burde skamme sig / Facebook burde skamme sig / bankerne burde skamme sig / bygherrerne, våben- og medicinalindustrien / men min mor / burde hun skamme sig?”
Et prosastykke handler om hans faster, der tilhører “den nedre arbejderklasse”, det danske “Trumpland”:
“jeg orker sjældent at tage hende alvorligt / og dog / kan jeg blive tvunget til det / det kan vi / se bare / Danmarkskortet / det ser jo helt anderledes ud / uden for Kbh.”
Eller:
“hvad er det for en venstrefløj der ikke har plads til underklassen længere? / Er der en venstrefløj / der ikke har plads til underklassen længere? / store dele af underklassen?”
Og hør her den spiddende konklusion efter en lang beskrivelse af hans bror, der godt nok ikke vil jokkes på, men konstant glor amerikansk fodbold og sjældent får taget sig sammen til at få den nødvendige behandling hos lægen:
“jeg synes ofte de ligner hinanden, dem der taler i Debatten”.
Spark opad og ikke nedad!
Glenn Bech leverer tankevækkende, satiriske, ætsende og præcise situationsbilleder og livsskildringer. Han bidrager til at give et mangfoldigt billede af klasse-Danmark, og udvisker den kunstige modsætning mellem at kæmpe arbejderklassens kamp og kæmpe for undertrykte gruppers ligestilling og frigørelse. Hans konklusion er faktisk: “den ene kamp udelukker ikke den anden”.
“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er ikke dedikeret til en person men “Til klassekampen”.
Tak for det, Glenn Bech!
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Udgivet på Gyldendal
329 sider
249 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
