Opfordring til handling
Når vi mennesker foreholdes noget, vi frygter rigtig meget, så sættes instinktivt et socialt og psykologisk reaktionsmønster i gang hos os. Vi forsøger at forsvare os imod det, som, vi tror, udgør en fare for os. Det ligger i de underbevidste eller ubevidste lag i os og er som sådan næsten hinsides rationel forstand. Mennesket har svært ved at udholde tvetydighed og usikkerhed om, hvad en alvorlig fare består i, og frygtens psykologi indeholder derfor voldsomme, svært styrlige kræfter.
Ved at udpege en syndebuk – en person eller en mindre gruppe, som man kan give skylden for en krise og udstøde eller straffe, selvom den pågældende er uskyldig eller i al fald ikke mere skyldig end alle andre – kan vi mennesker psykologisk set bedre udholde angst for fare. Så oplever vi en form for kontrol over situationen, selvom den er falsk.
At udpege syndebukke spiller derfor en meget væsentlig rolle som et holdnings- og adfærdsmæssigt ”immunforsvar” i krisetider. Det mener speciallæge i infektionssygdomme, professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, Morten Sodemann. Han har udfoldet dette synspunkt i en meget spændende og indsigtsfuld ny bog, Pandemiernes pariaer – Når skyld, skam og smitte forstærker social ulighed, og ingen lærer af det.
Sodemann tager læserne med igennem epidemihistorie rundt om i verden. Her skinner grundig og imponerende research igennem. Sodemann nævner for eksempel pestepidemien i Athen i 400-tallet f.Kr., pest- og koppeepidemien i Det Vestromerske Rige før år 476 e.Kr. og byldepest i Det Østromerske Rige i midten af 500-tallet.
Han fortæller om spedalskhed og tuberkulose i middelalderen, om den sorte død (pest) i Centraleuropa i 1345 og nogle år frem, om kopper, mæslinger, syfilis med videre under europæernes opdagelsesrejser til Amerika.
Vi kan læse om flere pestepidemier i 1600-tallet i samspil med malaria, kopper og plettyfus og igen om mere pest i 1700- og 1800-tallet, om kolera og om tuberkulose i 1800-tallet.
Bogen omtaler den spanske influenza i 1918-1920, den asiatiske influenza i 1957, hongkonginfluenza i 1968 og hiv i 1980’erne og frem. Og så præsenteres vi for fugleinfluenzaen i 2005, svineinfluenza i 2009, influenza A, SARS, MERS, zikavirus, vestnilvirus og ebola i de følgende år og senest covid-19 fra 2020.
Sådan bruger vi syndebukke under en epidemi
Udskamning under epidemier finder ifølge Morten Sodemann både sted mellem forskellige nationalstater og internt i de enkelte lande.
På det transnationale niveau sker det for eksempel ved, at man navngiver virussen eller bakterien med en anden nations navn. Eksempelvis blev det, vi kalder den spanske influenza fra 1918-1920, i Spanien kaldt “den napolitanske influenza” eller “den franske influenza”, mens tyskerne kaldte den “den russiske influenza”.
På det nationale niveau sker det blandt andet ved, at politikere, medier og befolkning kategoriserer befolkningen i to sociale hovedgrupper: En indgruppe, “os”, der som flertal tilskrives det gode, og en udgruppe, “dem”, der som mindretal tilskrives en masse negative egenskaber.
Udgruppen er samfundets sædvanlige udstødte og foragtede og ifølge Morten Sodemann for eksempel de fremmede, de syge, de handicappede og de udsatte. Her henviser Morten Sodemann blandt andet til den italienske filosof Adela Cortinas begreb aporofobi om foragt, frygt og antipati imod de personer i ethvert samfund, der som fattige med videre “ikke kan bidrage med andet end fordærv, fattigdom og smitte” (side 60).
Samtidig sker der ifølge Sodemann en metamorfose, hvor alt det, flertallet normalt betragter som fremmed eller truende for helbredet eller sammenhængskraften, smelter sammen til én stor fjendtlig masse, som man, uden at differentiere imellem delene, betragter under ét:
“Vi tænker: Virus invaderer og svækker kroppen. Migranter invaderer og truer sammenhængskraften. De syge, ældre og fattige invaderer og udhuler velfærdssamfundet. Hverken virus, migranter eller de syge bidrager med noget sundt” (side 16).
I bogtitlen benyttes ikke ordet “syndebukke”, men ordet “pariaer” – som etymologisk stammer fra en tamilsk lavkaste i det sydlige Indien. I overført forstand bruger vi begrebet om mennesker, der af flertallet betragtes som mere eller mindre socialt udstødte af det almindelige samfund. I selve bogen er “syndebukke” dog det gennemgående begreb. Det ændrer ikke stort ved bogens budskaber.
Der er ulighed i sundhed, og epidemier har også sociale elementer
Der findes en myte om, at vi i Danmark alle er tilnærmelsesvist lige i sundhed under en epidemi. Den blev også præsenteret politisk i Danmark under coronakrisen, hvor daværende statsminister Mette Frederiksen (S) for eksempel udtalte, at “hvert dødsfald er en tragedie”.
Men det er ikke sandt, skriver Sodemann. Vi har i virkeligheden en omfattende ulighed i sundhed, og den bliver forstørret under en national krise. Her sander man, at nogle dødsfald alligevel fra politisk hold betragtes som mere tragiske end andre.
Når det drejer sig om udviklingen af epidemier og pandemier, så udgør sociale forhold også i sig selv determinanter i dem, siger Morten Sodemann. Det kan for eksempel være problemer med at forstå information fra sundhedsmyndighederne, mistro til myndighederne, overbefolkede boliger, arbejdspladser med mange mennesker samlet på lidt plads, dårlig økonomi og så videre.
Sundhedsmedarbejdere vil kunne have en bias over for, at dette foregår.
Hans hovedformål med Pandemiernes pariaer er at oplyse om og modarbejde ulighed i sundhed. Sundhed i forhold til sygdomsepidemier er, siger han, ikke alene et spørgsmål om at forebygge og behandle biomedicinske forhold. Den må også handle om at forstå og lære at tage klogt vare på de psykologiske og sociologiske processer, som findes i ethvert samfund. Det er blandt andet et politisk ansvar.
Sodemann kritiserer, at nogle politiske og mediemæssige kræfter i Danmark under covid-19-pandemien bevidst spillede på frygten og angsten for sygdom og død og udnyttede den i populistisk udskamning af minoritetsgrupper. Også fagfolk og forskere i sundhedssystemet blev udskammet. Det skader ikke alene mindretallet, men vender tilbage som en boomerang mod flertallet, mener han.
Morten Sodemann leverer en massiv kritik af det flertal i befolkningen med politikere, medieansatte og visse sundhedsansatte, som han betragter som privilegieblindt. Som sådan skriver han sig selv ind i en repræsentation af det mindretal, som han arbejder for i og med sin rolle som indvandrer- og infektionsmedicinsk læge.
Det er et meget sympatisk ærinde, og jeg synes, hans analyse og budskab er vigtigt og burde nå ind i regeringskontorer, til sundhedsmyndigheder, sociale myndigheder og redaktører og journalister i medierne.
Frygt skal ikke afvises og forskydes, men konfronteres, og sociale problemstillinger i dele af befolkningen skal tages med i billedet. Politikere og medier skal lytte til fagfolk og til de befolkningsgrupper, der som pariaer og syndebukke ellers ikke bliver hørt. Det ville højne den samlede folkesundhed, siger Sodemann.
Lige lovligt kategorisk og ideologisk
Det væsentlige og sympatiske budskab til trods må jeg dog påpege, at Morten Sodemann efter min smag formulerer sig lige lovligt kategorisk, ideologisk, ensidigt og unuanceret i Pandemiernes pariaer.
Han opremser for eksempel ofte en række minoritetsgrupper samlet som én fastslået enhed. Det er ligesom, hvis man altid nævner alle søskende i en søskendeflok hver eneste gang, man taler om dem, og ikke kan tale om én person ad gangen. Det bliver klichéagtigt og trivielt, når han formulerer sig så kategorisk.
Alle minoritetsgrupper er ikke ens og er ikke altid en del af hinanden. Det er ærgerligt, at et så sympatisk og væsentligt budskab bliver leveret som en “plade”, der bare kører rundt og rundt. Jeg savner nuancer.
Derudover må jeg spørge: Er der virkelig grimme, uretfærdige syndebukkemekanismer på spil i alle former for udskamninger under en epidemi? Jeg synes, det er problematisk at anvende syndebukkebegrebet så ensidigt, og at det er en farlig diskussion.
Jeg mener ikke, at al udskamning for eksempel under covid-19-pandemien var uretfærdig. I Danmark var der faktisk en række ikke-vestlige indvandrere, der på bestemte tidspunkter ikke bar masker, og som opførte sig uansvarligt i forhold til farligheden af virus på det tidspunkt. Det samme gjaldt for eksempel enkeltpersoner fra den politiske elite og fra embedsmandsklassen, hvilket også blev påpeget af medierne. Der var nogle, der forværrede pandemien for andre.
Det er i forhold til den samlede folkesundhed ikke mærkeligt at udskamme grupper, der imod alle anbefalinger afviser at følge de retningslinjer, som myndighederne har besluttet at indføre over for en så dødelig virus som den, covid-19 var i de første år af pandemien. Men sådan en udskamning er vel per definition ikke identisk med den, vi finder i forbindelse med udpegning af syndebukke.
Jeg kan heller ikke genkende, at alle de grupper, som regeringspolitikere udskammer i almindelige tider – for eksempel kronisk syge og mennesker med handicap under social- og beskæftigelsespolitikken – skulle være blevet udsat for politisk udskamning og gjort til syndebukke i Danmark under covid-19. Tværtimod så jeg her mindre udskamning af disse grupper, end jeg har set praktiseret i årevis tidligere, for eksempel da Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister i SRSF-regeringen gennemførte sine gennemgribende forringelser af førtidspension og fleksjob i 2012/2013.
Endelig savner jeg en grundig redigering og korrekturlæsning fra forlagets side af Pandemiernes pariaer. Mange af informationerne gentages så mange gange, at det er ganske trættende. Hvis professor Sodemanns bog får et andet oplag, kan forlaget forhåbentlig være behjælpeligt med en sådan redigering, så bogens væsentlige budskaber i forhold til folkesundheden kommer længst muligt ud.
Morten Sodemann: “Pandemiernes pariaer – Når skyld, skam og smitte skaber social ulighed og ingen lærer af det”, Samfundslitteratur, udkom 25. april 2024, koster 225 kroner for den trykte bog og 203 kroner for e-bogen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
