Holberg skriver Den Vægelsindede i 1722. Den norske kloge mand, der havde bosat sig i København og tjente sin løn som professor på universitetet. Han havde åbenbart lyst til at supplere de akademiske doktorafhandlinger med noget mere løssluppent. Derfor var han med til at starte det allerførste dansksprogede teater netop for 300 år siden, givetvis inspireret af den franske Moliere og hans teaterstykker om menneskets væsen. Holberg var sindssyg produktiv og skrev i løbet af få år op mod 20 komedier. Her i disse komedier viser han en stor optagethed af menneskets væsen, sat på spidsen i et satirisk og grotesk univers, som får karaktertrækkene til at stå tydeligere frem. Holberg fik her lejlighed til at kommentere på samfundsmæssige tendenser og strømninger i et frit flyvende univers. Har man lyst til at dykke ned i dette, kan jeg varmt anbefale Bent Holms bog Holberg på Tværs eller Christian Lollikes nybearbejdning af Erasmus Montanus fra Aarhus Teater.
Pudsige optrin og spillemæssige overraskelser er drysset ujævnt over historien og skuespillerne og giver grin på tilskuerrækkerne.
Men nu – efter denne lille omvej – tilbage til forestillingen på Det Kongelige Teater. Det er svært at se den bagvedliggende grund til opsætningen, ud over at lave noget sjovt. Og det er måske grunden. Og grunden til at man har valgt netop dette Holberg-stykke at fejre 300-året med. Hovedpersonen Lucretia, der er Holbergs eneste kvindelige hovedrolle, er svær at få hold på. Vægelsind er vel i grunden det samme som ubeslutsomhed. Men det er vel egentlig ikke det, hovedpersonen Lucretia i Det Kongelige Teaters opsætning mangler. Hun skifter bare mening og humør. Igen og igen og igen. Det er måske nærmere et billede på en bipolar/maniodepressiv impulsiv tilstand. Denne sproglige forvirring stammer jo tilbage til Ludvig Holberg selv og kan ikke klandres instruktør og teater. Det er måske en af grundene til, at stykkets essens og opsætningens (instruktør og teaters) vinkel er svær at læse nogen generel historie ud af, endsige tidsånd, bevægelse eller strømning. Det bliver langt hen ad de skrå brædder historien om en aparte dame, omgivet af et sammenrend af tåber og narrehatte.
For at pifte det hele op i nutid har instruktør Katrine Wiedemann iklædt det hele et bragende flot scenografisk regnbue-Flower-Power-outfit. Spillestilen, der er valgt, er arketype-spil drevet til det karikeret-groteske. En slags revy-skuespil med overdreven mimik og fysik ude på det teatralsk-komiske overdrev.
Og sjovt er det. Til tider i meget høj grad. Lydtapetet minder om underlægningsmusikken til James Bond-film og 60’er-lystspil. Iblandet enkelte store sungne pop-hits og en enkelt rap. Forestillingen hvirvler afsted i højeste gear, iblandet halsbrækkende fald-på-halen på de meget skrå brædder. To skuespillere er allerede skadet, man må håbe, der ikke falder flere. Det, der fanger i forestillingen, er enkelt-præstationerne, og deres grad af underholdningsværdi. Nicolaj Kopernikus’ frikadelle af en bejler er i glimt ubetalelig morsom i sin skabagtighed. Hans tjener Christoffer, der spilles af Andreas Jebro, tager dog prisen som den sjoveste figur. Jebros spil er et sammensurium af akavet-kejtethed, fyldt ned i en hengemt nørdet gamer, der med uforklarligt overmod og selvglæde har vovet sig op af kælderen. Hans mimik og fagter er i en klasse for sig. Pudsige optrin og spillemæssige overraskelser er drysset ujævnt over historien og skuespillerne og giver grin på tilskuerrækkerne. Det 300 år gamle Holberg-stykke har fået fornyet luft under vingerne, men det er ikke det samlede ensemble eller forestillingens aftryk, der står tilbage i oplevelsen.
Den vægelsindede af Ludvig Holberg spiller i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater frem til den 3. november.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Katrine Wiedemann
Scenografi: Maja Ravn
Medvirkende: Marie Bach Hansen, Nicolai Jørgensen/Sigurd Holmen le Dous, Marie-Lydie Nokouda, Rasmus Fruergaard, Lila Nobel, Christiane G. Koch, Nicolaj Kopernikus, Joen Højerslev, Andreas Jebro.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
