Mindretal af modstand
Den franske forfatter Édouard Louis (f. 1992) hed oprindeligt Eddy Bellegueule. Fornavnet havde faren valgt fra en eller anden amerikansk filmgangster, og efternavnet betyder Smukkefjæs, så det var selvsagt ikke et passende navn for en person, der for enhver pris ville blive til noget. Det lykkedes. Han blev forfatter og debuterede med den halvbiografiske roman Færdig med Bellegueule, hvor han fortæller om sin mistrøstige opvækst i en fattig arbejderfamilie i en lille nordfransk by. Den blev fulgt op af en bog om faren og en om moren, og i dem alle analyserer han betydningen af køn, klasse og social arv, og af hvordan politiske beslutninger fra oven rammer mennesker forskelligt, alt efter hvor de befinder i samfundet.
I sin nyeste bog Forvandlingens Metode, hvori han ikke skåner sig selv, fortsætter han med at fortælle om Eddy, for han vil ”skrive den samme historie igen og igen, indtil den røber sin sandhed og hvæsse mine sætninger, som man hvæsser sin kniv”. Litteraturen er blevet det våben, som han vil hævne sin barndom med. En barndom der var præget af uvidenhed, fremmedhad, druk, vold og homofobi. Det sidste var han offer for, fordi han var så “piget” i hele sit væsen og adfærd, at skolekammeraterne kaldte ham bøsse og svans og chikanerede ham.
Det blev ikke til megen lektielæsning hjemme i køkkenet, hvor hele familien opholdt sig, og fjernsynet kørte uafbrudt, men fordi Eddy havde vist talent som skuespiller i skolekomedier, blev han optaget på et kostgymnasium i Amiens, der havde en teaterlinje. Det blev den første station på klasseafhopperens vej væk og opad. Men det var ikke bare lige, der var meget, der skulle læres: ukendte koder, et nyt sprog, en mere afdæmpet opførsel, bordmanerer og så videre. Men Eddy var mere end villig til at iføre sig forklædning og spille sin nye rolle.
I gymnasiet får han en veninde, Elena, som kommer fra et veluddannet og velhavende hjem, hvor man ikke ser fjernsyn, når man spiser, men taler om kunst, musik, litteratur og film. Altså ikke gangsterfilm, men kunstfilm. Eddy bliver som en søn i huset og får her en grundig indføring i, hvordan dannede mennesker opfører sig. Forholdet til Elena bliver meget tæt og kærligt, men af gode grunde platonisk. Eddy begynder at have seksuelle forhold til mænd, og en af dem inspirerer ham til efter studentereksamenen at søge ind på det fine universitet Ecole Normale Supérieure i Paris, og den er Eddy straks med på. Det kan ikke blive fint nok.
Han bliver optaget, og derefter følger et liv med lidt studier og megen omgang med mænd fra eliten. Han har noget over sig, der får dem til at falde for ham, og han bruger dem på sin vej opad. Rejsen fra bunden til toppen bliver fuldført, forvandlingen er lykkedes, selv tænderne er blevet rettet. Men det har også kostet smertelige brud med familien, med Elena og med venner og elskere.
Da han fandt ud af, at det var forfatter han skulle være, blev det i begyndelsen til ubehjælpsomme plagiater af andres bøger, og først da han gav sig til at skrive om det, han var flygtet fra, lykkedes det for ham. I prologen funderer han over, at han har så stort et behov for at skrive om sin fortid. Er det for at skille sig fra den eller det modsatte? Det med at være et kendt navn og tjene mange penge er ikke lykken, og nu længes han tilbage til barndommens land, ikke til fattigdommen, men til lugtene og billederne. Han når frem til den erkendelse, at hans privilegie er, at han har haft et uprivilegeret liv.
Édouard Louis: Forvandlingens Metode
Oversat af Francois-Eric Grodin
Gyldendal. 304 sider. 280 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
