Kommentar
I betragtning af den tendens, der har bredt sig blandt forfattere til at skrive murstenstykke romaner, kunne man få den tanke, at de blev aflønnet med linjebetaling. Hvis det skulle være tilfældet, ville det ikke være mange håndører, irske Claire Keegan (f. 1968) har fået ind på sit forfatterskab, der består af fire splejsede, men fortættede bøger skrevet over 22 år.
”En ting bliver så lang, som den har brug for”, har forfatteren udtalt, og mere end 120 sider har der ikke været brug for til i hendes seneste roman at skildre en mands liv fra barn til midaldrende i et lille irsk samfund, der bliver holdt i et jerngreb af den katolske kirke, her repræsenteret af et kloster der huser ”Den gode hyrdes søsterorden”. Tiden er 1985, og det er strenge tider. Skibsværftet er blevet lukket, der er arbejdsløshed, og det gælder om at holde lav profil og stå sig godt med alle, hvis man skal klare sig.
Bill Furlong er selvstændig, han har en brændselshandel med flere ansatte, men det kunne være gået helt anderledes for ham, hvis ikke hans ugifte mor i sin tid havde været ansat på en lille herregård, hvor enkefruen tog sig kærligt af hende, da hun som 16-årig blev gravid. Hvem faren var, taltes der ikke om, men i hans sted trådte karlen Ned, og Bill voksede således op i trygge og kærlige omgivelser. Nu er han selv far til fem døtre og gift med Eileen, der er en jordbundet og arbejdsom kvinde, mens han selv er mere tænksomt og drømmende anlagt, men ikke mindre flittig, og der er nok at gøre i forretningen, ikke mindst i disse dage før jul, hvor alle vil sikre sig brændsel til helligdagene.
Det gælder også klostret, men da han kommer derop lidt for tidligt og selv lukker sig ind i brændeskuret, venter der ham en ubehagelig overraskelse. I skuret ligger en ung pige, der åbenbart er blevet låst inde der som straf, men da nonnerne kommer til, giver de det udseende af, at det må være de andre piger, der har gjort det. Ud over at stå for skolevæsenet i byen har klostret nemlig også et meget givtigt vaskeri med gratis arbejdskraft af unge piger, der er ”kommet i ulykke” og blevet anbragt der af deres familie. Det er et af de berygtede Magdalenehjem, hvor klostret, efter at ulykken har udmøntet sig i et barn, sørger for at få det bortadopteret, hvad der giver en god ekstraindtægt.
Bill hopper ikke på priorindens udenomssnak, hvad han ikke lægger skjul på, og da han forlader klostret, bliver han ved med at gruble over, hvad han har set, og også over sit eget liv og ægteskab, hvor han og Eileen ikke altid er helt enige. Efter at have tænkt over sagen gør Bill det, han hele tiden har villet gøre: Han går op til klostrets brændeskur, finder som ventet igen pigen derinde og tager hende med hjem. De går til fods, hun uden sko, gennem den julepyntede by, hvor folk kigger bort. Bill føler sig fri, let og glad, selv om han ved, at problemerne vil tårne sig op. Hvad der får nogle mennesker til at handle, mens andre lukker øjnene, og hvad der gør nonnerne så hjerteløse, overlader Keegan det til læseren selv at tænke over.
Disse Magdalenevaskerier, der blev drevet af kirken i overensstemmelse med den irske stat, blev først lukket i 1996.
Claire Keegan: Den slags små ting
Oversat af Signe Lyng.
Gutkind. 120 sider. 130 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
