Udtalelse
Den franske forfatter og kommunist André Wurmser (1899-1984) betragtede Honoré Balzac (1799-1850) som verdens største forfatter og skrev en bog på 808 sider om hans værker, og Karl Marx har skrevet, at han havde lært mere om kapitalismen ved at læse hans romaner end af alle de økonomiske skrifter, han havde læst. Og det på trods af at Balzac ikke var revolutionær og ikke skrev om arbejdere, som han ikke kendte meget til, men om borgerskabet og aristokratiet, men han havde til gengæld gennemskuet pengenes magt på alle områder i samfundet.
Balzac er ikke støvet, og det er filmen, der sidste år modtog syv Cécar-priser, bestemt heller ikke.
I løbet af sit korte liv nåede Balzac at skrive 91 romaner, hvoraf de 40 udgør den komposition, som han kaldte Den Menneskelige Komedie, og hvormed han skabte en romanverden om samfundet, der ofte foregår i forskellige miljøer i Paris, og hvor personer fra tidligere romaner optræder i senere og er med til at skabe en sammenhæng.
Bristede forhåbninger, som han skrev i slutningen af 1830’erne, er en af dem, og han regnede den selv for en af de væsentligste i værket. Den er nu blevet mesterligt filmatiseret, under titlen Tabte Illusioner, af Xavier Giannoli. Her er det den trykte presse, forlagsvirksomhed og underholdningsindustri, der bliver taget under behandling, og på mange områder er det, der foregår, uhyggeligt genkendeligt.
Når man er plebejer
Lucien Chardon har honnette ambitioner og kalder sig hellere de Rubempre end Chardon. Han er en ung forældreløs fyr, der arbejder i sin svogers trykkeri i Angoulême, og som i sin fritid skriver romantiske digte.
Den unge sværmer bliver præsenteret for den noget ældre markise Louise Bargeton, der er gift med en gammel tørvetriller. De falder for hinanden og tager sammen til Paris, men så skilles deres veje. Louise indser, at Lucien slet ikke passer ind i hendes aristokratiske verden, hvor det ikke hjælper noget, at man har lejet fint tøj og udstyret sit efternavn med et de, når man er en plebejer.
Lucien møder den kyniske journalist Lousteau og bliver medarbejder ved hans liberale blad, og skrive det kan han. Han lærer hurtigt, at man skriver det, man bliver bedst betalt for, og at det, der er sandsynligt, også er sandt, og i en scene giver nogle af journalisterne eksempler på, hvordan man anmelder en bog, man ikke har læst. Jeg har skrevet mig de gode ideer bag øret.
Også forlagsverdenen får en omgang. Forlæggeren Dauriat, der tidligere var grønthandler, og hos hvem Lucien prøver at få udgivet sin digtsamling, kan faktisk ikke læse, men han er god til at regne og til at regne den ud.
Da Lucian må opgive Louise, forelsker han sig i Coralie, der viser lår på boulevardteatrene, men er et af de få ordentlige mennesker i filmen, selv om skuespillerinder på den tid nærmest regnedes på lige fod med prostituerede. Og også i teaterverdenen er det pengene, der regerer, for man kan købe et klappe- eller hylepublikum, og det er højestbydende, der bestemmer, hvad den reaktion skal være, der afgør, om forestillingen bliver en succes eller en fiasko.
Tilbage til Goulême
Lucien er naiv, svag og opportunistisk og går i de fælder, der stilles for ham af henholdsvis de liberale og de royalistiske. Til sidst må han erkende sit nederlag og forlader Paris for at vende tilbage til Goulême. Her slutter filmen altså, men det gør romanen ikke, så hvis man vil vide, hvad der videre sker med vores antihelt, er det bare at gå på biblioteket.
Nå ja, bare og bare! Bibliotekerne, i hvert fald i København, ofrer ikke mere reolplads på gamle, støvede klassikere, så man må nok væbne sig med tålmodighed og bestille den hjem fra et fjernmagasin.
Men Balzac er ikke støvet, og det er filmen, der sidste år modtog syv Cécar-priser, bestemt heller ikke. Det er også forfriskende, at mange af skuespillerne er nye ansigter, hvad der dog ikke kan siges om gamle Gérard Depardieu, som det er en fornøjelse at opleve som forlæggeren, der ikke kan læse.
Film: Tabte illusioner. Instruktion: Xavier Giannoli. Manuskript: Xavier Giannoli og Jacques Fieschi. 149 minutter. Premiere 28. april 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
