Regeringens økonomiske redegørelse
En af de vigtigste dage i Danmarks Kommunistiske Partis (DKP’s) historie er den 22. juni 1941, den dag da det danske politi efter tysk ordre velvilligt arresterede over 300 kommunister. Det er der ikke mange, der direkte har beskæftiget sig med, og derfor er det godt, at historikeren Albert Scherfig har skrevet bogen “Kommunistforfølgelsen – 1941”, der er den første samlede historiske undersøgelse af det, der skete.
Albert Scherfig har gennemgået en række bøger om besættelsen og ikke mindst Den Parlamentariske Kommissions (DPK’s) arbejde, hvis opgave var at undersøge, om ministre og højtstående embedsmænd havde handlet forræderisk under besættelsen. Beretningen er på 13.000 sider, men afhøringsrapporterne er ikke med. Kommissionen bestod næsten udelukkende af samarbejdspolitikere, der i virkeligheden skulle undersøge sig selv, og det var derfor heller ikke overraskende, at konklusionen i 1955 var, at ingen skulle stilles til ansvar.
Politiets aktion mod DKP og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt.
Hemmeligt notat fra Justitsministeriet
Der gøres i bogen meget ud af, hvad der skete natten mellem den 21. og 22. juni, da en række ledende danske embedsmænd blev kaldt op på Dagmarhus og stillet over for kravet om, at de ledende kommunister skulle arresteres, herunder de tre folketingsmedlemmer. Tyskerne medbragte en liste på 70 navne, som de i august 1940 havde fået overdraget af det danske politi. Men under forhørene lykkedes det ikke for DPK at finde ud af, hvem der tog beslutningen og gav ordren om arrestationerne. Under afhøringerne sendte man aben rundt.
Der har været megen snak efter krigen om, at man var tvunget til at arrestere kommunisterne, for ellers ville tyskerne gøre det. Men denne undskyldning fylder ikke meget i kommissionsberetningen og forekommer ikke i forhørene.
At arrestationerne var velforberedte påvises tydeligt i bogen. Allerede i trediverne registrerede politiet navne på 60-70.000 kommunister, sympatiserende og venstreorienterede. I april 1940, kort efter besættelsen, ryddede man godt nok op i kartoteket, men der fandtes stadig et kartotek over kommunister, hvis man nu skulle få brug for det. I august 1940 udleverede politikommissær Odmar en liste på 70 kommunister til tyskerne, den samme liste som de mødte op med den 22. juni. Han blev aldrig straffet for det.
I et hidtil ukendt dokument bekræftes det, at politiet fortsat var optaget af kommunisternes virksomhed. Det drejer sig om politiinspektør von Magius, der på dansk initiativ aflagde besøg i Tyskland fra 17. til 21. marts 1941 for at drøfte “spørgsmålet om det kommunistiske legale og illegale arbejde, samt hvilken indsats der i den anledning kunne gøres fra politiets side.”
At arrestationerne var velforberedte fremgår også af et hemmeligt notat fra Justitsministeriet i 1950, hvor der står, at “politiets aktion mod DKP og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidigt over hele landet.”
Hvad skete der så med de cirka 1056 personer, som blev arresteret og mistænkt for at være kommunister frem til 29. august 1943? Det kan man blandt andet læse om i Leif Larsen og Thomas Clausens bog “De forvarede”, hvor de har undersøgt politirapporter af 87 sager. De påviser, at der blev begået mange fejl, og at folk, der aldrig havde været kommunister, blev interneret og ikke kunne komme ud igen. De skriver også, at kommunisterne ikke blev betragtet som retskafne borgere, men som forbrydere og behandlet herefter.
I Morten Things anmeldelse af Henning Kochs bog “Demokrati – slå til: statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1945” skriver han:
“Hvad nu, hvis tyskerne i stedet for kommunisterne havde krævet jøderne udleveret? […] Kunne man tænke sig, at regeringen i så fald havde valgt ikke at følge tyskernes krav? Hvorfor redde jøderne, men ikke kommunisterne?”
Albert Scherfigs bog indeholder så mange emner, oplysninger og vurderinger, at det ikke er muligt at komme ind på alt. Vi må nøjes med at anbefale den varmt.
Albert Scherfig: Kommunistforfølgelsen 1941. Forlaget Fanefjord i samarbejde med Horserød-Stutthof Foreningen og Antifascistisk Forum. 164 sider, 170 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
