Høring på Arbejdermuseet 6. august
Forfatteren Albert Hytteballe Petersen udgav i 2021 bogen “Teaterdemokrati” på Det Poetiske Bureaus Forlag, som vi her bringer to uddrag fra, kapitel syv og kapitel ni.
Bogen er forfatterens første politiske bog, og den sammenfatter hans samfundssyn – det er de 90 procent han tror på. Håbet ser han hos de umyndiggjorte, ikke i vores magthavere og teknokratiet. I Forordet skriver Albert Hytteballe Petersen om bogens tilblivelse:
“En af de ting, der satte mig i gang med denne bog, var et besøg i den gamle købstad Korsør. Siden vikingetiden et vigtigt overfartssted til Fyn (for nogle år siden var der færgefart til Langeland), men Storebæltsbroen er bygget. Og under den sidste kommunalreform blev Korsør nedlagt som selvstændig by. Efter at have spadseret rundt i byen en hel dag var mit indtryk meget deprimerende….
Selve Korsør by havde, på trods af propaganda for sammenlægningens lyksaligheder, klart stemt nej til sammenlægningen, men en enkelt mindre by i omegnen havde stemt for, så der blev et lille flertal for at nedlægge en by, som ikke ville nedlægges….
Det samme er sket i en masse andre kommuner i Danmark. For mig at se er det et billede på, hvad der er sket i vores samfund siden halvfjerdserne, en gradvis demontering af demokratiet, forstået som borgernes inddragelse og mulighed for medbestemmelse i de beslutninger der tages om vores samfund….
Jeg snakkede en dag med en rigmand og konservativ politiker, som jeg kender. Åbenhjertigt sagde han: “Vi er ved at genindføre feudalismen, men det bliver ikke mig, der protesterer, jeg er blevet rig af det.” Jeg håber, denne bog kan være et lille bidrag til at vække os borgere af tornerosesøvnen….
Det er ikke så mærkeligt, vores demokrati er blevet indskrænket, det forsøger de herskende klasser altid. Hvad der kan undre os – og som denne bog diskuterer – er hvorfor vi borgere som en flok fredelige får lod det ske.”
Kapitel 7: Demokrati er ikke parlamentsflertal
“Ingen frihed vil være værd at overveje, hvis den ikke sikrer samme grad af frihed for mindretallene som for flertallet.”
Mahatma Gandhi
I 2017 vedtog Cambodias parlament at forbyde det største oppositionsparti, der stod til at vinde valget året efter. De kalder sig stadig et demokrati. Vi har set det mange gange i historien: at revolutioner, der skete i frihedens og demokratiets navn, ender med, at det nye styre bliver endnu mere tyrannisk end det, de omstyrtede. Men også i lande, hvor der foregår valg og afstemninger, kan formelle demokratier udvikle sig i en udemokratisk retning.
At stemmeretten er blevet accepteret, betyder ikke, demokratiet har sejret, for nu trues demokratiet indefra.
Demokratiet har historisk været igennem en lang proces, hvor de udelukkede, skridt for skridt, har tilkæmpet sig indflydelse. Fattige, slaver, kvinder, ikke-ejendomsbesiddende, yngre borgere og mange andre minoriteter har været afskåret fra demokratisk deltagelse. Først i 1972 fik kvinder i Schweiz stemmeret, i Portugal i 1975. I dag mener de fleste, at så godt som alle skal have stemmeret. Vores historie har for det meste været domineret af autoritære styreformer, og der har været mange tilbageslag i demokratiets nyere historie. Napoleon, Hitler, Stalin, Pinochet m.fl. Men i dag bekender de fleste sig til demokrati som styreform, og næsten alle steder i verden stemmes der mere eller mindre livligt. Men at stemmeretten er blevet accepteret, betyder ikke, demokratiet har sejret, for nu trues demokratiet indefra – de kræfter, der oprindelig ikke ønskede demokrati, er nu i den trojanske hest, der angriber demokratiet indefra. Og ideen om, at parlamentarisk flertalsstyre i sig selv skulle garantere demokrati, er udtryk for et politisk forfald.
I Danmark vedtager et stort flertal i Folketinget nu love, der indskrænker minoriteters rettigheder. Politisering af statsborgerskab, stækket ytringsfrihed, indskrænkning af hjemløses frihed, forbud mod nogle kulturers klædedragt, intimidering af borgere der behøver hjælp, nedrivning af almene boliger udenom beboernes demokratiske organer, overvågning af alle, særligt de anderledes osv. Når nogle har kritiseret flertalsstyrets tyranni overfor mindretal, henviser flertallet til, at sådan fungerer demokrati: ”Hver af disse love forventes fremsat af en samlet Regering og vedtaget med et MASSIVT flertal i Folketinget. Ikke bare af en enig blå blok, men også med støtte fra Socialdemokratiet – hvilket betyder opbakning fra godt 3/4 af det folkevalgte, danske folkestyre. Hvordan kan du udstille det som udemokratisk? Det er da netop demokratiet, der taler,” skriver Marcus Knuth på Facebook.
Men den danske demokrati-filosof Hal Koch har et andet syn på, hvad folkestyre er: ”Ofte har man – til stor Skade for Demokratiets anseelse – selve Afstemningen som det væsentlige. Var en Ting blot vedtaget ved Afstemning, var der ingen Tvivl om dens Berettigelse. Saa var demokratisk set alt i Orden. Saa let gaar det imidlertid ikke… Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved Afstemningen, men ved Samtalen. Forhandlingen, ved den gensidige Respekt og Forståelse og ved den heraf fremvoksende Sans for Helhedens Interesse.”
Og han har ret, et demokrati må udvikle en tolerance, samtalen er vigtigere end afstemning, og et velfungerende samfund må være karakteriseret af balance, der opnås ved at alle kan sige og kæmpe for hvad de vil, så længe de ikke begrænser andres talefrihed og livsmuligheder, og ingen kræfter må kunne overtrumfe flertallet i kraft af deres magt og finansielle formåen. Respekt for og beskyttelse af mindretal er demokratiets essens. Hvis demokratiet undertrykker mindretal, er det et opløsningstegn. Nogle historikere mener at kunne påvise, at imperier, der vokser, har en tolerant kultur, og når intolerancen vinder frem, så krakelerer før eller siden de mægtigste riger. Med minoriteter menes også fritænkere, kunstnere og videnskabsfolk der går imod strømmen. De skal beskyttes, dels fordi de ofte viser sig at have ret, og dels fordi tvivl er sundt for ethvert samfund. ”Han har jo ikke noget tøj på” -folk er livsnødvendige for et samfund, der vil rette sine fejl, og farligt for alle diktatoriske samfund. Med minoriteter menes også gamle, syge, fattige, religiøse og seksuelle mindretal, kystfiskere, hjemløse.
Nogle vil sige, at det er for meget forlangt, at et samfund skal hædre sine største kritikere. Historisk hyldes dissidenter for det meste først efter de er døde; som levende blev de myrdet, fængslet, ignoreret eller landsforvist, men når munden endelig er lukket på dem, rejses der ofte statuer eller opkaldes veje efter dem. Det må regnes for en vigtig demokratisk dyd at kæmpe for beskyttelse af kritikere og nytænkere, mens de lever. For alle gode forandringer er startet med kritik og forslag, de fleste i begyndelsen syntes var skudt i hovedet. Men der er også noget mangelfuldt ved Hal Kochs lovprisning af et ordentligt demokrati, hvor vi opfører os pænt. For demokrati er også en voldsom kamp mellem modsatrettede interesser. Demokrati er mere end pæne manerer og tolerant kultur. Hvor var demokratiet, da man lod finanssektoren afhænde den infrastruktur, vi havde brugt mange generationer på at opbygge? Da man reformerede politiet og gjorde det til statsmagtens management-styrede udrykningsstyrke. Da man skar i hjælpen til dem, der behøvede, og gav pengene til dem der har for meget. Da man overvågede og indskrænkede borgernes frihed for at gøre borgerne mere lydige og markedet mere frit. Da man gjorde krige til handelspolitisk forretningsstrategi og med medieunderstøttede løgne og fortielser fik os med i ulovlige og katastrofale krige. Da den multinationale finanshydra fik manipuleret os til at smide vores nationale selvstændighed på lossepladsen? Uden jeg har set nogen forudgående offentlig diskussion, vedtog Folketinget, at nu kan udenlandske finansfonde opkøbe dansk jord.
Demokrati er også selvforsvar mod de kræfter, der ønsker at ødelægge det. Vores historie er også en evig kamp mellem eliten, der mener samfundet skal tjene deres interesser, og folket der ønsker, det skal tilgodese alles. Det evige problem er, at magten/borgerskabet/eliten godt kan bekende sig til demokrati og prise Hal Kochs, men når deres økonomiske interesser bliver truet, når demokratiet vil afskaffe deres privilegier (hvad et virkeligt demokrati altid vil) – så begynder de med alle mulige midler at bekæmpe demokratiet, sætter sig økonomisk på det ”frie” ord, korrumperer politikerne, privatiserer samfundets infrastruktur, militariserer civilsamfundet. Europas historie er en lang kæde af civil ulydighed, oprør, strejker, revolutioner, uden hvilke vi aldrig havde fået demokratiske fremskridt. I dag, hvor en lille finansadel helt forsøger at stjæle demokratiet fra os, må vi sommetider med ulydighed og andre gange med voldsomme midler kæmpe for et tolerant samfund, hvor originalen Sokrates ikke igen skal dø, fordi han sætter spørgsmålstegn ved alt, eller tvinges ind i et resurseforløb der vil lukke munden på ham.
Efter 2. Verdenskrig skrev Socialdemokratiet i sit nye partiprogram, Danmark for Folket, at det var samfundets pligt at sørge for, at alle kunne få tilbudt et meningsfuldt arbejde. I dag er det vendt på hovedet, det er den arbejdsløse der er skyld i, at han/hun ikke har arbejde. Den syge skal bevise gennem prøvning, test og erklæringer, at han/hun virkelig er syg, den gamle er en byrde der skal spares på, den arbejdsløse skal skæres i understøttelse og hele tiden bevise, at han ønsker et arbejde. Dæmonisering og forfølgelse af en minoritet er en af de smarteste og mest modbydelige måder at afspore og ødelægge et demokrati på. Demokratiets immunforsvar stilles altid på prøve i de krisesituationer, hvor magten føler at høtyvene nærmer sig de dyreste villakvarterer. Når de magtesløse og ydmygede begynder at forfølge hinanden i stedet for at stå sammen mod de magtfulde, der afhumaniserer deres samfund, så har magten, eller den ene procent, som man nu siger, intet at frygte fra tredjeklasse-passagererne. Et demokrati, der udvikler sig til et flertalstyranni, er ved at gå i opløsning. Prøvestenen for et demokrati er altid dets evne til at beskytte sine minoriteter som ligeværdige borgere, hvad vi danskere gjorde under krigen, da nazister ville fange og udrydde vores jødiske minoritet.
Demokrati er i mindre grad for dem, der ikke behøver det, ligesom retssikkerheden først og fremmest er for dem, vi ofte ikke bryder os om – det er demokratiet for alle eller ingen.
Kapitel 9: Demokrati er ikke partier
“Der er i hvert fald en udvikling, der går i retning af mere topstyring. Hvis vi kigger på Christiansborg, så synes jeg altså nogle gange, at vi er en dysfunktionel, samspilsramt familie med autister på speed, som alle sammen higer efter magten: Journalisterne, spindoktorerne, ambitiøse politikere og kloge-åge kommentatorerne.”
Mette Gjerskov, socialdemokratisk folketingsmedlem og tidligere minister.
De store massepartier opstår først i slutningen af 1800-tallet. De repræsenterede forskellige interessegrupper, bønder, husmænd, arbejdere, de rige erhvervsfolk, og de gammelkonservative godsejere og grosserers parti. De største af partierne fik regeringsmagt og satte sig på statsapparatet, selvfølgelig særligt Socialdemokratiet; ligeledes demokraterne i USA under New Deal, hvilket førte til reformer der modererede kapitalismens brutalitet og skabte større lighed. Særligt i Europa, kulminerende efter 2. Verdenskrig, fik vi velfærd, gratis sundhedsvæsen, skoler og sociale sikkerhedsnet, samt en øget demokratisering, borgerdeltagelse i samfundet. Desuden selvstyrende energiforsyning, vandværker, kreditforeninger, andelsselskaber, lejerforeninger, fagforeninger m.m. Partierne havde mange aktive medlemmer, og hvert parti havde sin egen presse. På mange måder var det en succes, særligt i Skandinavien, hvor store arbejderpartier sammen med fagforeninger etablerede et samfund, der kunne ses som et kompromis mellem kapitalisme og socialisme. I verdens fattige lande sås de nordiske lande som idealsamfund. Men perfekte samfund findes ikke, og også de nordiske velfærdssamfund havde problemer. De udviklede sig i en mere og mere topstyret retning med et voksende bureaukrati og embedsstyre, der forsøgte at skjule, at et moderne demokrati ikke er styret af borgernes ønsker og interesser. Et samfund, hvor lederne ikke repræsenterer os, men passer på os, et samfund så indviklet, at kun dem, der gjorde det indviklet kan styre det. Hvad der helt naturligt har medført en voksende træthed og politikerlede. I hele Europa er medlemstallet i partier styrtdykket.
De politiske partier er døde, i hele Europa har de færre og færre medlemmer. Færre og færre stemmer ved valg. I USA er den tendens værst.
I begyndelsen af halvfjerdserne sker der fire ting, der forandrer Danmark og begynder at undergrave vores demokrati og tiltroen til det og partierne. For det første offentliggjorde populisten Glistrup den 30. januar 1971, at han ikke betalte skat, og erklærede, at alle der ikke betalte skat var at sammenligne med krigens frihedskæmpere. At det på den måde kom frem, at de meget rige kunne undgå at betale skat, rystede tiltroen til systemet. Den anden begivenhed var, at det lykkedes for Folketingets partier sammen med medier og erhvervslivet at overtale eller lokke danskerne til at melde sig ind i EU, hvad der ellers ikke havde været stemning for hos flertallet af befolkningen. Den tredje var oliekrisen, der endnu engang åbenbarede, hvor sårbar Kapitalismen er. Den fjerde ting, der skete, gik hen over hovedet på folk, men var det afgørende nye, som blev starten på den voldsomme forandring, der siden ramte vores samfund. Det, som nu kalder sig World Economic Forum, var en samling af verdens mægtigste erhvervsfolk, som siden 1971 havde mødtes i den schweiziske bjergby Davos, hvor de diskuterede, hvordan de kunne fremme deres økonomiske interesser. I 1974 beslutter de at invitere politikere med til den egentlige magts konferencer. Hermed tog en ny udvikling fart, en proces der mere målrettet sammensmeltede og underlagde vores politiske system de multinationale firmaer og finanssektorens interesser. Vi ser i dag – mere end to generationer senere – hvad det førte til. Politisk styring af økonomien blev overladt til markedet og finanssektoren, og dermed gjorde man vort demokrati tandløst. Nationalstater blev undergravet af en globalisering, der gjorde selvstændighed, specielt for mindre lande, til en illusion. Og de relativt velfungerende demokratier, med stor borgerindflydelse og autonomi, blev omstruktureret til produktionsorienteret managementstyring, der ikke så samfundet som et demokrati, men som et firma, en fabrik, en konkurrencestat. Dette betød, at vi borgere vågnede op i noget, der føltes som og begyndte at ligne en markedsstyret arbejdslejr, der kun havde profit, overskud, eksport som sit fattige mål. Det tragikomiske er, at den Berlinmur, vi fejrede nedrivningen af, blev erstattet af en anden form for despoti. Østeuropæerne nåede knapt af fejre deres frihed, før de opdagede, at de var havnet i en anden type ufrit samfund. Det skyldes, at den rene kapitalisme i den neoliberale form ikke ønsker demokrati og betragter borgerindflydelse som skadelig. Selvfølgelig kan vores politikere ikke sige, at vi hastigt er på vej væk fra demokrati. The show must go on. Magtens privilegier, varme i ministerbilernes sæder, små menneskers selvbedrag, prøver at få det til at se ud, som om vi stadig lever i et demokrati.
Under feudalismen havde man også stænderforsamlinger, men reelt var det kongen og de 700 adelsfamilier, der bestemte alt. Vi har stadig et folketing og politiske partier, men reelt er det de fede katte og deres marked, der bestemmer. Selv når vi hører, at omkring en procent af klodens indbyggere nu ejer det meste, bliver de ved med at tale om demokratiske fremskridt. Vores partier er ikke længere sammenslutninger, der forsvarer samfundsgruppers interesser. Partierne er blevet luftskibe, uden jordforbindelse, der styres af luftskibskaptajner med tætte bånd til luftskibsindustrien. Set fra et luftskibs højde er borgere bare små prikker. Set fra borgernes verden har luftskibspartierne ingen forbindelse med jorden. Det er, hvad man kalder en demokratisk krise, men den skyldes ikke kun borgernes passivitet, men også at politikerne holder fast i et system, en struktur, som gør politik farceagtigt falsk.
Partierne gør alt for at spænde ben for sine medlemmers indflydelse og udvælger kandidater der ikke er stærke personligheder, men folk der sætter karriere højere end idealer – djøf-typer. Partierne disciplinerer deres folketingsgrupper, så alle lystrer og ikke får sentimentale ideer om at lytte til egen samvittighed og vælgerne, som Grundloven ellers påbyder. Sass Larsen, Socialdemokratiets tidligere minister og politiske ordfører har bramfrit sagt, at partiledelserne ikke interesserer sig for vælgernes og medlemmernes mening. Andre fremtrædende politikere bebrejder borgerne, at de blander sig og leger politikere. Man skal stemme på partier og ellers holde kæft i valgperioden.
De politiske partier er døde, i hele Europa har de færre og færre medlemmer. Færre og færre stemmer ved valg. I USA er den tendens værst: under 60 procent stemmer til nogle præsidentvalg, omkring 40 procent til midtvejsvalg. Ligesom Enevælden og stænderforsamlinger forsvandt, fordi de havde udspillet deres rolle, har vort nuværende politiske system mistet sin legitimitet. Og som David Van Reybrouck siger: “Demokratiet er blevet relativt tandløst, men samtidig mere larmende.” I stedet for at erkende, at vores demokrati lider af livsfarlig iltmangel, at den nuværende partistruktur med evige valgkampagner er blodløs og truer med at give demokratiet hjertestop, prøver man at bestikke vælgerne med falske løfter, pengegaver og symptombehandlinger, der ikke helbreder, men bare udskyder døden. Partiernes ageren er blevet en farce. Magtesløse undgår de at tale om de vigtigste ting, men blæser uvæsentligheder op til store sager. Og de markedsstyrede medier søger kun skandaler og ligegyldige konflikter, men påtager sig ikke deres demokratiske pligt: at skabe debat om det væsentlige og afsløre bedraget. Man kunne f.eks. i Danmark have sikret, at betalingskort var vores fælleseje – i stedet overgav politikerne det til finansfolk, hvor direktøren nu har foræret sig selv over en milliard, mens vi borgeres betalingsgebyr stiger og banker er ved at afskaffe kontanter – det er hvad der er sket med vores demokratier. Partisystemet er dødt, fordi vi borgere ikke længere er en aktiv, levende del af de hierarkiske partier, og fordi politikere betragter sig som udvalgt til at styre, ikke som repræsentanter for vælgernes stemme.
Den globaliserede kapitalisme har opløst de rammer, vort demokrati tidligere fungerede i; kommuner, lokalråd, parlamenter og nationalstater er nu kun fortidige kulisser, og politikernes vigtigste funktion er at få os til at tro, at det fungerer, at skjule at blodet er sivet af kroppen, samt at foregive at politikerne stadig har noget væsentligt at skulle have sagt. Men det er vigtigt, vi ikke gør partiernes krise til demokratiets krise. Demokratiet er på ingen måde dødt, tiden råber på det, spørgeundersøgelser på hele Jorden viser, at langt de fleste ønsker mere demokrati. Ligesom det ikke nytter at pumpe penicillin i en død gris, så må vi ikke tro, vi kan redde det nuværende politiske system med småreformer ”som borgerforslag”. Der må pustes nyt liv i det, nye strukturer, nye former for borgerdeltagelse. Måske vil det være bedst helt at afskaffe partier, som nu fungerer som en stivnet buffer mellem borgerne og de 10 procent, der kører showet for den ene procent. Det nye vil ikke komme fra finansadelen, politikerne og deres teknokrati, men fra os. Som altid i historien gennemføres de store, nødvendige forandringer kun efter organiseret pres fra de magtesløse. Mange steder i verden bryder selvorganisering frem, mere horisontale strukturer ser dagens lys, der eksperimenteres med nye former for demokrati. Vi må være optimistiske, ikke håbløse; som med placeboeffekten, hvor kroppens egen energi helbreder, må vi tro på, at demokratiet kan generobres af borgerne, at det en dag vil kunne tages ud af respiratoren.
Dette uddrag af bogen “Teaterdemokrati” har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
