Som jeg tidligere har skrevet om i et debatindlæg i Arbejderen, så er det igen i år ikke blevet nævnt i nyhedsbrevene fra vores boligforening fsb, at der endnu engang var kampvalg om formandsposten, eller hvem der stillede op, eller at stemmetallene var seks-fem. For slet ikke at tale om, hvad de politiske begrundelser var, for at der igen i år var en modkandidat til den siddende formand.
Det ville måske heller ikke lyde så godt, at der er en stærk opposition imod nedrivninger af folks hjem og for mere åbenhed og demokrati. En opposition der i øvrigt trods den hemmelige afstemning ser ud til at være et flertal af os ni, der er beboervalgte. I nyhedsbrevene står kun, at formanden er blevet genvalgt.
For eksempel har formanden i dag den afgørende stemme, hvis der er lige mange stemmer for og imod et forslag. Det vil vi afskaffe.
Til gengæld har der flere gange i samme periode været invitation til formandens fødselsdagsreception, som administrationen afholder. Invitationen har også været sendt direkte til alle beboervalgte. Så ikke valgresultater, men fejring af formanden, og ikke et ord om, at han var en enkelt stemme fra ikke at blive genvalgt.
Vi har så til gengæld stillet en række forslag til ændringer af forretningsordenen i organisationsbestyrelsen. Nogle af disse begrænser formandens særstilling og magt.
For eksempel har formanden i dag den afgørende stemme, hvis der er lige mange stemmer for og imod et forslag. Det vil vi afskaffe.
Det er en dobbeltstemme, der på et tidspunkt har været brugt til at sikre formanden selv tredobbelt honorar, selv om resultatet af afstemningen var fem-fem.
Dette blev dog ikke udført i praksis på grund af en trussel om mistillidsafstemning og senere omgjort af repræsentantskabet, hvor vi vedtog, at alle medlemmer af organisationsbestyrelsen skal have det samme honorar. Så på det punkt har vi hindret, at tidligere tiders særstilling til formanden blev genindført.
Vi foreslår også, at ordstyrerrollen skal kunne gå på omgang mellem dem, der ønsker at påtage sig den opgave. I stedet for at det altid er formanden, der styrer mødet.
Vi mener desuden, at der skal stemmes eller spørges, om der ønskes afstemning om alle forslag, i stedet for at der bare hoppes videre, indstillingen antages at være godkendt, og man ikke kan sige noget til det under eventuelt.
Tilsvarende foreslår vi, at bestyrelsesmøderne holdes efter den vedtagne plan, og ikke ”så ofte formanden skønner det nødvendigt”, som det står i dag.
På den måde kan vi måske skabe lidt mere beboerdemokrati og lidt mindre af det, som nogle ville mene minder lidt om et kongedømme.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


