Følgende indlæg er et svar på Claus Pedersens indlæg på Solidaritet: “Venstrefløjens partier må vælge mellem politisk renhed og reel forandring“. Solidaritets redaktør holder ferie, så Arbejderen har valgt at publicere dette svar.
At man ikke er villig til at sælge sin sjæl for smuler, betyder ikke, at man ikke er villig til at indgå kompromiser. Spørgsmålet handler ikke om kompromis kontra renhed; det handler om kompromis kontra medvirken. Der er en grundlæggende forskel mellem taktiske kompromiser og strategisk medvirken.
Et kompromis er en midlertidig indrømmelse, der styrker arbejderklassens langsigtede evne til at udfordre kapitalismen. Medvirken er en indrømmelse, der styrker imperialismens og kapitalismens institutioner i sig selv og dermed gør den socialistiske omvæltning vanskeligere.
Kompromiser, der styrker den militære kapacitet hos kræfter, der historisk set har angrebet – og fortsat angriber – progressive bevægelser for selvbestemmelse, er ikke kompromiser. De er medvirken til masseødelæggelse.
Da Enhedslisten støttede Danmarks deltagelse i NATO-interventionen i Libyen – en krig, der bidrog til ødelæggelsen af den libyske stat og fremkomsten af udbredt vold, menneskehandel og slavemarkeder – hvilke kompromiser blev der så egentlig indgået?
Når Enhedslisten i dag arbejder for at styrke NATO, hvis mål er at modarbejde et fremvoksende globalt syd, hvilke kompromiser vil der så blive indgået? Vil det at bytte muligheden for gratis tandpleje mod en oprustning af imperiale militærstyrker være et kompromis, der bringer os tættere på et kapitalistisk alternativ, eller vil det være medvirken til at sende vores ungdom ind i en kødkværn for imperiale ambitioner, der skubber os længere væk fra vores mål?
NATO’s mål med at opbygge styrker for at forhindre, at dets imperium smuldrer hen i en multipolær verdensorden, er ikke overdrevet. Det er USA’s erklærede mål. Dette mål blev fremlagt i München af USA’s udenrigsminister Marco Rubio, da han sagde:
“Mange kom til at tro, at Vestens dominans var ved at være forbi, og at vores fremtid var dømt til at være et svagt og spinkelt ekko af vores fortid. Men sammen erkendte vores forgængere, at tilbagegang var et valg, som de nægtede at træffe.”
Han modtog stående klapsalver fra de europæiske ledere.
Når NATO’s leder, Mark Rutte, åbent siger, at NATO er en “platform for USA til at udøve magt på den internationale scene”, og at deres projekt går ud på at have magten til at fastholde deres imperium, så er det ikke et kompromis at arbejde for at styrke dette – det er medvirken.
Det, der begynder som et kompromis, ender som medvirken.
Når Enhedslisten arbejder på at sidestille anti-israelske og antizionistiske holdninger med antisemitisme på et tidspunkt, hvor et stigende antal mennesker bliver bevidste om den lange historie med etnisk udrensning i Palæstina og mobiliserer sig mod det folkemord, der i øjeblikket finder sted og livestreames, er dette ikke et kompromis; det er medvirken.
Den antisemitismeaftale, som Enhedslisten har udarbejdet sammen med højrefløjspartier, går endnu længere end IHRA’s definition af antisemitisme, som betragter beskrivelser af Israel som en apartheidstat som potentiel antisemitisme. Den går endnu længere ved eksplicit at medtage “en foragt for staten Israel”.
Med andre ord kan man risikere at blive anklaget for at være antisemit, hvis man udtrykker foragt for en stat, der systematisk diskriminerer og behandler arabiske og andre ikke-jødiske borgere som andenklasses borgere. Alligevel har dette ikke afholdt Enhedslisten fra at ty til retoriske krumspring for at retfærdiggøre aftalen.
Ikke engang det faktum, at den højreorienterede politiker Mikkel Bjørn har argumenteret for, at aftalen kun er et lille skridt i retning af at skabe et redskab til at begrænse danske muslimers demokratiske ret til at give udtryk for deres modstand mod folkemordet i Palæstina, har været nok til, at Enhedslisten har erkendt konsekvenserne af sit “kompromis”. I stedet fortsætter partiet med at forsvare aftalen, samtidig med at det fremstiller legitime bekymringer fra sin egen vælgerbase som malplacerede.
Claus Pedersen, der skriver i Solidaritet, bruger sin intellektuelle energi på at opstille stråmænd og karikere dem, der ikke er villige til at fremme en politisk linje, der indebærer medvirken til imperialismen.
Hans historiske og ideologiske begrundelse for det, han kalder den “kompromisløse strategi”, er det, jeg vil kalde “den liberale illusionsstrategi”. Den hviler på illusionen om, at liberale demokratiske institutioner er fundamentalt neutrale og kan bruges til at omdanne kapitalismen uden først at konfrontere de magtstrukturer, der begrænser dem. Den bygger på en forvrænget karikatur, der ikke er baseret på nogen ideologisk tendens eller historisk forståelse.
Claus Pedersens fremstilling af de betingelser, der skabte denne “kompromisløse strategi”, er ikke et seriøst forsøg på at forholde sig til en modstridende idé eller strategi. Den forholder sig ikke engang seriøst til de faktiske historiske kendsgerninger eller den politiske virkelighed, nemlig at det liberale demokrati har været et redskab til at styrke et system bygget på udnyttelse. Denne mangel afslører, hvordan han internaliserer og retfærdiggør medvirken til det imperialistiske system.
For det første er Claus Pedersens historiske konklusion om, at “den geopolitiske virkelighed var, at kapitalistiske og socialistiske stater bekæmpede hinanden både økonomisk og militært”, historisk uholdbar.
Under Den Kolde Krig var det NATO og Vesten, der førte en offensiv og ekspansiv politik over for den allianceløse og socialistiske verden. Mens USA og dets allierede opbyggede et globalt regime af aggressive, ensidige økonomiske sanktioner for at knække udenlandske økonomier og førte krige, der dræbte millioner, invaderede Sovjetunionen ikke en eneste etableret kapitalistisk stat uden for Anden Verdenskrig og greb kun ind inden for sin egen socialistiske sfære.
Mange af Sovjetunionens interventioner i den socialistiske sfære kan tilskrives Vestens aggression. Det gælder alt fra USA’s finansiering af radikale islamistiske antikommunister, der kastede syre i ansigtet på kvinder, der vovede at få en uddannelse i Afghanistan i 80’erne, til finansieringen af dødspatruljer og massedrab, kendt som “Jakarta-metoden” (reference til USA’s medvirken i antikommunistiske massedrab i Indonesien i 1960’erne, red.)
Denne historiske misforståelse, som Claus Pedersen præsenterer os for, hænger sammen med hans politiske partiers nuværende fortolkning af den geopolitiske situation og dens begrundelse for NATO-udvidelsen.
Overgangen fra en ahistorisk geopolitisk rammesætning til en imponerende gaslighting af, hvordan demokrati fungerer i liberale demokratier, fortjener en nærmere undersøgelse, for dette er kernen i spørgsmålet.
Hvis demokrati er en retfærdig arena, der omsætter flertallets ønsker til politisk og økonomisk politik, kan strategien om at støtte imperialistisk magt forekomme rimelig for dem, der ikke er ofre for denne magt og lever komfortabelt inden for dette system.
Da lande i det globale syd kæmpede for selvbestemmelse – både med voldelige og demokratiske midler – selv inden for kapitalismens rammer, blev de mødt med ødelæggelse. Faktisk begyndte mange af kampene for selvbestemmelse helt fredeligt. Først da progressive kræfter blev mødt med ekstrem vold og udelukket fra det “demokratiske” system, blev den væbnede kamp taget op.
Flertallets ønsker bliver ikke til virkelighed uden at komme på kant med de imperialistiske kræfters interesser, som kæmpede med næb og klør for at udrydde enhver tanke om selvbestemmelse og gik så langt som til at muliggøre og gennemføre massedrab i snesevis af lande.
Det er det globale syd. Måske er vi i det globale nord mere civiliserede og i stand til “ægte” demokrati? Historien vil hurtigt vise, at dette er falsk. Da befolkningerne i det globale nord efter Anden Verdenskrig demokratisk valgte kommunistiske partier til magten, gik imperialistiske kræfter ind for at knuse dem. Frankrig, Italien og Grækenland er tydelige eksempler herpå.
Enhver demokratisk ytring, der truer den kapitalistiske imperialismes rentabilitet og overlevelse, fejes til side. Nutidige vestlige demokratiske praksisser er ikke anderledes. Når et valgresultat udtrykker befolkningens ønske om ikke at blive endnu et tandhjul i krigen mod Rusland – som valget i Rumænien i 2024 viste – bliver valgresultatet annulleret, og kandidaten udelukkes fra at stille op.
Det liberale demokrati har historisk set vist sig villigt til at tolerere demokratiske resultater, så længe de ikke fundamentalt truer eksisterende ejendomsforhold eller geopolitiske alliancer. Demokrati er kun acceptabelt, hvis en imperialistisk kapitalist kan vælges.
Dette er den politiske virkelighed. At fremstille denne verificerbare mangel på ægte demokrati – sammen med mediernes lige så verificerbare rolle i at legitimere det – som blot en retorisk undskyldning for at afvise en parlamentarisk strategi, tilslører, hvorfor denne strategi overhovedet eksisterer. I stedet for at konfrontere de magtstrukturer, der gentagne gange begrænser demokratiske resultater, lægges skylden over på dem, der nægter at sætte deres lid til dem.
At løbe hurtigere i et hamsterhjul fører ingen steder hen. Hvis du vil blive ved med at løbe i det hjul, så værsgo, men kritiser ikke ukritisk dem, der ser det for det, det er.
At have mandater er meningsløst, når disse mandater bruges til at afvæbne modstanden mod det nuværende system og føre folk ind i en imperialistisk-kompatibel venstrefløj, der styrker det system, de kæmper imod.
At støtte NATO kompromitterer ikke blot socialistiske principper. Det svækker også netop de sociale kræfter, der er i stand til at udfordre kapitalismen ved at binde arbejderbevægelserne til den egne herskende klasses geopolitiske prioriteter. En bevægelse, der mobiliserer arbejdere bag imperialistiske projekter, kan ikke samtidig forberede disse arbejdere på at konfrontere den kapitalistiske stat, der styrer dem.
Og når din politiske indsats er begrænset af medvirken, skaber du forudsætningerne for, at højrefløjen kan overtage magten.
Denne tilgang er blevet afprøvet før, og den har gentagne gange undladt at overvinde de dybe kriser, menneskeheden står over for. Det var netop denne strategi, der var med til at skabe betingelserne for fascismens fremkomst i Tyskland. Socialdemokratiet viste sig ude af stand til at løse kapitalismens modsætninger og lod dermed fascismen vokse. Samtidig styrkede det direkte fascismen ved at give den midlerne til at angribe venstrefløjen, hvilket bidrog til mordet på utallige socialister og kommunister, herunder Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
Det, Enhedslisten og SF gør i dag, er på mange måder en ny udgave af det socialdemokratiske parti på et tidspunkt, hvor vi mindst har råd til endnu en socialdemokratisk taktisk blindgyde i kampen mod de mange udfordringer, der ligger foran os.
Mens de samarbejder med højrefløjen, angriber de venstrefløjen. Claus’ artikel gør derfor klart, at det er nødvendigt at organisere sig til venstre for Enhedslisten og SF.
Når parlamentarisk indflydelse bliver det vigtigste mål for politisk succes, bliver det gradvist vigtigere at bevare adgangen til regeringskoalitioner end at omdanne selve magtstrukturerne. Taktiske indrømmelser ophører derfor med at være midlertidige midler og bliver til permanente politiske horisonter. Det, der begynder som et kompromis, ender som medvirken.
Det egentlige spørgsmål er ikke, om vi indgår kompromiser, men hvad vi indgår kompromiser med, og hvad vi indgår kompromiser for. Der er en kvalitativ forskel mellem kompromiser, der udvider arbejderklassens politiske handlekraft, og kompromiser, der styrker den imperialistiske kapitalismes institutioner. At forveksle det sidste med det første er ikke politisk realisme. Det er politisk tilpasning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Fuldstændigt enig. Og hvor er CPs indlæg dog beskæmmende læsning; man kan konkludere, at han mener, at både Ø og SF åbenbart intet har opnået, før de opgav socialismen og blev talerør for imperialistiske institutioner, som EU og NATO.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
