Fredsfolk fra mere end 30 fredsorganisationer i Danmark, Norge, Sverige og Finland mødtes den 14. og 15. juli på Den Internationale Højskole i Helsingør for at stifte Den Nordiske Fredsalliance.
Årsagen til konflikter er generelt, at mennesker oplever, at deres behov ikke tilfredsstilles.
Karin Utas Carlsson, modtager af Folkets Fredspris 2022
Arbejdet med at danne fredsalliancen startede i 2021. Formålet er at øge kontakten og samarbejdet mellem de nordiske fredsorganisationer for derigennem at fremme en bæredygtig, ikke-militaristisk freds- og sikkerhedspolitik.
Alliancen blev stiftet på et tidspunkt, hvor Islands samarbejdsminister Gudmundur Ingi Gudbransson, som i år er formand for Nordisk Ministerråd, har meldt ud, at han i sit arbejde vil “løfte betydningen af freden i det nordiske samarbejde” og gøre Norden til “budbringer af fred” i resten af verden. Han havde inden mødet sendt en videohilsen, som blev afspillet for deltagerne.
Fredsmødet i Helsingør startede med to dages konference og sluttede med fredsalliancens stiftende møde. Temaet var verdenssituationen og fredsbevægelsens rolle.
Konferencens første oplæg blev holdt af Ingeborg Breiners fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed i Norge. Hun har arbejdet for UNESCO og er i dag seniorrådgiver for verdenstopmødet for Nobel-prismodtagere.
Ingeborg Breiners lagde hårdt ud med at opridse de vanskelige vilkår, som fredsorganisationerne verden over i dag arbejder under.
Ingeborg Breiners lytter her til sin landsmand, som har ryggen til kameraet.
Klimakrisen, flygtningesituationen, sundhedskrisen, Ukraine-krigen og problemerne med den tiltagende patriotisme er nogle af de største problemer, som hun mente, at fredsbevægelsen skal være med til at løse.
Samtidigt har vi også en opgave i forhold til nogle politikere, som ikke har forstået alvoren, men fortsat ønsker vækst, sagde hun også.
Hun konstaterede, at fredsbevægelsen har et stort arbejde foran sig, og formanede om, at forpligtelsen til at sige sandheden altid må være central.
Bærerdygtig sikkerhed og markering af uenigheder
Konferencens næste tema handlede om freden som forudsætning for velfærd og en bæredygtig udvikling.
Sten Folke arbejder i dag for Mellemfolkelig Samvirke og har tidligere været initiativtager og formand for militærnægterforeningen, aktivist i kampagnen mod atomvåben og folketingspolitiker for det daværende parti “Venstresocialisterne”.
Han fortalte på fredskonferencen om organisationen “Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik” og om pamfletten “Bæredygtig Sikkerhedspolitik – En nødvendig omtanke“, som han er medforfatter til.
Organisationen er optaget af de mange indbyrdes og komplekst forbundne kriser, som verden i dag er truet af. De har ud fra dette opstillet et alternativ til den førte sikkerhedspolitik, som både skal sikre velfærden, søge de diplomatiske løsninger og adressere de aktuelle trusler og kriser.
Hans oplæg blev af alle modtaget positivt for dets anbefaling af militær nedrustning og bud på, hvordan man kan sammenkoble befolkningernes behov for sikkerhed med kravet om, at de mange kriser løses.
Samtidigt fremsatte han det synspunkt, at det er fuldt forståeligt, når den ukrainske befolkning ønsker våben til at modstå Ruslands invasion, og at han billiger det, når Danmark kommer dette ønske i møde.
Sten Folke fortæller om Bæredygtig sikkerhedspolitik ved konferencen i Helsingør
Han tilføjede, at Nej til Oprustning – Ja til bæredygtig Sikkerhedspolitik ikke havde nogen fælles holdning til, om Danmark skulle være medlem af NATO eller ej.
Han mente også, at Rusland og Kina er en trussel for USA, og at boykot af handel og økonomi er et forståeligt og virkningsfuldt middel til at imødekomme truslen.
De tre sidstnævnte synspunkter vakte omfattende debat og tydeliggjorde de uenigheder, som findes i den skandinaviske fredsbevægelse.
Mange efterlyste en sammenhæng mellem at ønske en bæredygtig udvikling for verdens økosystem og afsendelsen af våben til Ukraine, som vil føre til øget militært forbrug og ødelæggelser, som igen fører til øget militarisering og ressourceforbrug til genopbygning.
Andre nævnte, at de ikke abonnerer på fortællingen om en verden, hvor demokratier kæmper mod autokratier og dermed har retten på deres side, når de skader andre. Steen Folke var enig i denne betragtning, men opfatter samtidigt Kina og Rusland som aggressive, imperialistiske lande, som dermed kan sanktioneres.
Konferencens mest heftige debat, som Steen Folkes oplæg medførte, handler om NATO og om, hvor vidt man kan arbejde for fred uden samtidigt at være modstander af NATO og NATO-medlemskab.
Den svenske delegation havde lige kæmpet, men tabt slaget om NATO-medlemskab for deres befolkning. Delegationen havde svært ved at se, hvordan fredsaktivister kan arbejde for fred uden at adressere NATO’s aggressive og militaristiske væsen.
Andre mente, at der er brug for, at fredsbevægelsen bliver bred og folkelig, og at afsløringer af de konkrete aggressive handlinger, som NATO udfører, kan vække mere genklang i befolkningerne end forslag om udmeldelse på dette tidspunkt.
Svenske Tord Björk i ivrig NATO-samtale med danske Carsten Andersen.
Diskussionen tydeliggjorde behovet for at fokusere på det, som man i forsamlingen var enige om frem for uenighederne, og understregede også behovet for, at man både indadtil i fredsbevægelsen, i befolkningen og på internationalt niveau udvikler metoder og kompetencer, der fremmer fred og fordragelighed. Flere oplæg havde da også fokus på dette og herom senere.
Norden og NATO
De næste oplæg på konferencen fortalte om de kampe for fred, som netop nu er i gang i de nordiske lande. Kampen mod USA-baser i Danmark og Norge, Sveriges foreløbigt tabte kamp mod NATO-medlemskab og modstanden mod opførsel af en flyvestation, som fratager samerne dele af deres landområder i Nordbotten i Nordsverige, var nogle af de historier, som blev fortalt.
Livlige debatter om NATO og USA-baser i en til tider lystig forsamling.
Sia Spiliopoulou Åkermark er juraprofessor og direktør for Ålands Fredsinstitut, som hun har ledet siden 2007. Hun forsker i fred og minoriteter, oprindelige folk, selvstyreordninger og forholdet mellem international og national ret, blandt andet med fokus på Åland.
Hun fortalte om, hvordan Norden længe var et fredeligt område med en særlig rolle som fredsmægler i andre landes konflikter.
– Militariseringen af Norden har ændret dette billede, og Norden har nu ikke samme rolle og vilkår, tilføjede hun.
Hun interesserer sig blandt andet for, hvad det vil sige for et land eller en minoritet at have et forsvar og at blive forsvaret af en militærmagt større end dem selv. Hendes forskning bidrager med mange vinkler på spørgsmålet.
Sia Spiiliopoulou Åkemark understreger, når hun indgår i diskussionen om NATO, at denne alliance ikke kun arbejder militært, men også civilt. Hun anbefaler specielt, at man nøje følger, hvordan USA’s baser påvirker det område, som de placeres i.
Hendes oplæg inspirerede til debat om det nødvendige i at sætte kravet om atomvåbenfri zoner på dagsordenen og at arbejde imod USA-baser samt NATO’s “first strike-stategi” for anvendelse af atomvåben.
Arbejdet for freden
Næste tema handlede om konflikter, konflikthåndtering og om, hvad der skal til for at skabe varig fred og sikkerhed.
Karin Utas Carlsson er svensker, uddannet lærer og har i mange år arbejdet konsultativt med konflikthåndtering ud fra den australske forsker John W. Burtons teorier. Hun modtog i 2022 Folkets Fredspris, som er et alternativ til Nobels fredspris. (Kritikere mener, at Nobels fredspris kun sjældent uddeles til personer, der rent faktisk har arbejdet i stifterens ånd).
Karin Utas Carlsson ses her i midten med Marianne Laxén på venstre side og Hasse Schneidermmann til højre.
Karin Utas Carlsson præsenterede en sammenhængende, let forståelig teori om fredsskabelse, som vakte særlig interesse. Hun mener, at konflikter opstår, når mennesker ikke får opfyldt deres behov, og at sikkerhed kun kan eksistere, når den fungerer for alle parter i en konflikt. Hun bruger betegnelsen “fælles sikkerhed” om det, som konfliktens parter bør opnå.
Karin Utas Carlsson har noteret sig, hvordan der er lighed mellem de konflikter, der udspiller sig lokalt i institutioner og regioner og de globale konflikter.
Hun mener, at vi i dag, for eksempel i Ukraine-krigen, forstår konflikter ud fra et magtparadigme. Her vil den ene part i konflikten typisk blive set som den aggressive part med en moralsk forkastelig dagsorden.
Når konflikter forstås på denne måde, vil kontakten mellem parterne ofte brydes, og konflikten vil eskalere. Målet bliver at vinde, modparten skal tabe, og kun egne behov og ønsker kommer i fokus.
Konflikten er herved blevet til en magtkamp, hvor taberen sandsynligvis ikke er tilfreds, men vil vente på en ny lejlighed til at genoptage konflikten for at få sine mål opfyldt. Konflikten bliver således ikke løst.
Karin Utas Carlsson ser det mere konstruktive “fremvoksende paradigme” som en måde at løse konflikter på, hvilket fører til “fælles sikkerhed” og dermed reel konfliktløsning.
Konflikter ses med denne tilgang hverken som onde eller gode, og individernes, gruppens eller landenes behov er i centrum. Afskrækkelse eller tvang bruges ikke, da det mindsker tilliden mellem parterne.
– Årsagen til konflikter er generelt, at mennesker oplever, at deres behov ikke tilfredsstilles, og en grundig analyse af, hvad der er i spil for de forurettede, skal altid være et vigtigt skridt, forklarer hun.
Konfliktløsningen skal ske i et ligeværdigt samarbejde mellem konfliktens parter, og løsningen skal kunne opfattes som en langtidsholdbar win-win-situation, hvor parterne føler, at de har magt over situationen, sig selv og i samarbejde med den anden part, tilføjer hun.
Karin Utas Carlsson blev efterfulgt på podiet af Hanna Nittymaki, som er lærer og underviser børn og voksne om fred.
Hanna Nittymaki (højre) ses her sammen med to andre finske fredsfolk.
Hanna Nittymaki er særligt optaget af menneskers værdier og forskelle mellem disse. Hun gennemgik en lang og grundig liste over de værdier, som for hende selv skaber meningsfulde relationer, positivt samarbejde, og som forebygger undertrykkelse og polarisering. Hun bad efterfølgende tilhørerne om at overveje grundigt, hvad der er deres tilsvarende værdier.
Freden og klimabevægelsen
Fredskonferencen i Helsingør satte flere gange fokus på klimakrisen og dennes indvirkning på freden. Arbejdet for fred går hånd i hånd med arbejdet for at få Jordens økosystem tilbage i en hensigtsmæssig balance. Fredsarbejde er også et arbejde for klimaet, mente deltagerne.
Ove Daniel Jakobsen er professor ved Handelshøjskolen på Nord Universitet ved Bodø i Norge.
Han holdt oplæg om bæredygtig økonomi (også kaldet økologisk økonomi), som kan hjælpe os til at vide, hvor meget eller lidt vi må forbruge, hvis vi skal holde os inden for det område, hvor Jorden i tilstrækkelig grad kan genskabe sine ressourcer.
At skabe en bæredygtig økonomi er næsten er en umulig opgave, mente han. Dette skyldes, at vores mange forskellige aktuelle kriser fra vidt forskellige domæner påvirker hinanden og derfor alle må indgå i det økonomiske regnskab.
Således har det sociale felt, sundhedsområdet, biodiversiteten og økologien for eksempel indflydelse på hinanden på måder, som vi skal kunne forstå og gøre til en del af regnskabet.
– Alt er forbundet, og samtidigt bliver vi mere og mere specialiserede, nævnte Ove Daniel Jakobsen som et uheldigt dilemma.
Han nævnte også, at begrebet bæredygtighed næsten er umuligt at definere, og at det ofte bliver misbrugt og udvandet.
Den svenske gruppe i et intenst øjeblik.
Han viste forsamlingen, hvordan en model for økologisk økonomi kan se ud, og illustrerede herved tydeligt kompleksiteten.
Han understrege, at Jordens befolkning kun kan opnå at have kontrol med, at vi holder os inden for et bæredygtigt forbrug, hvis vi får et intenst verdensomspændende samarbejde med dette mål for øje.
Palle Bendsen, som er sekretariatsmedarbejder i miljøorganisationen NOAH og medlem af Forbyd Atomvåben – ICAN Danmark, holdt efterfølgende oplæg om, hvordan klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger sammen.
Han var enig med Ove Daniel Jakobsen i, at udformningen af et retfærdigt, økologisk økonomisk budget bør ske på verdensplan. Han spurgte retorisk, hvor meget mening der er i vores nuværende finanslov.
Palle Bendsens oplæg fokuserede på det ulige forbrug af verdens ressourcer, som vi ser i dag, og oplistede blandt andet forskellen på den mængde CO2, som lande som USA, Vietnam og Irak forbruger til militære formål og krige.
Han efterlyste til sidst i oplægget mere fokus på geopolitik i klimadebatten.
Udsigterne for Ukraine-krigen
Jørn Boye Nielsen fra Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) fremlagde sin teori om konflikter og hensigtsmæssig konflikthåndtering.
Der var stort sammenfald mellem Jørn Boye Nielsens holdninger og dem, som Karin Utas Carlssons tidligere havde fremlagt. For eksempel er de to konfliktknusere enige i, at løsninger altid skal opfattes som positive for begge parter i konflikten.
Jørgen Boye Nielsen havde den holdning, at ingen af parterne i en konflikt kan påberåbe sig et værdimonopol, og han var temmelig pessimistisk med hensyn til, hvordan Ukraine-krigen vil ende.
Han forudsagde, at krigen vil slutte hen mod vinter, og han så tre mulige udgange.
Den første var, at alt samarbejde mellem Rusland og Vesten ophører efter krigen. Den næste mulighed var, at Ukraine besejrer Rusland i krigen. Og den sidste mulighed var, at atomvåben kommer til anvendelse.
Professor Tarja Cornberg er en finsk forsker og beskæftiger sig med temaerne bevæbning og nedrustning for det svenske forskningsinstitut SIPRI.
Professor Tarja Cornberg er damen med det røde hår, som vender ansigtet mest i retning mod kameraet.
Hun er ikke mere optimistisk end Jørn Bøje Nielsen med hensyn til udsigterne til fred i Ukraine. Tarja Cornberg har svært ved at få øje på politisk vilje til at bøje sig efter modpartens ønsker hos nogen af parterne og oplever Joe Biden og Vladimir Putin som frontfigurer, der hver især personligt har alt for meget magt.
Stiftelsen af Den Nordiske Fredsalliance
Konferencen gik herefter over i det stiftende møde for Den Nordiske Fredsalliance, som blev dannet med stor diskussionslyst, fortsatte uenigheder og følelser på højkant næsten til det sidste.
Samtidigt var deltagerne enige i meget mere, end det de var uenige om. Den Nordiske Fredsalliance står fast på krav om:
– Nedrustning.
– Overholdelse af FN-pagten og Forbudstraktaten mod atomvåben.
– At internationale konflikter altid skal løses ved forhandlinger frem for krige.
– At klimakrisen og ulighedskrisen begge forpligter verdenssamfundet til ansvarlig handling her og nu.
Uenigheden om, hvordan der mest hensigtsmæssigt kan arbejdes med NATO-modstanden i de forskellige lande, blev håndteret ved, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder videre med sagen.
Andre arbejdsgrupper med andre temaer blev også nedsat. Fredsfolk fra hele Norden kan nu, uafhængigt af om de var med til konferencen eller ej, deltage i arbejdet i disse arbejdsgrupper.
Det blev besluttet, at næste års konference skal foregå i sommeren 2024 i Finland.
Her ses den danske gruppe i en samtale på dagen for stiftelsen af Den Nordiske Fredsalliance.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Man er ikke medlem af både NATO og af Fredsbevægelsen. Det er en helt grundlæggende modsætning.
Dermed er den diskurs fra weekendens årsmøde på den internationale højskole i Helsingør et valg som vi tager til efterretning og afstand fra og kommer ikke til at deltage i aktiviteter hvor disse grupper og repræsentanter er implicerede med deres ny-imperialistiske militære doktriner.
Vi vil også modsætte os deres tilstedeværelse og argumentation ved sådanne “farlige” misinformerende pseudo-arrangementer på foranledning af fredsbevægelsen.
Vi kan kun se det på sigt vil føre til en fundamental splittelse af fredsbevægelsen, og vi vil bruge anledningen her til at opstille vores paradigmer:
– Danmark Ud af NATO – NATO ud af Danmark, Norden og Europa
– Nej til EU og militært samarbejde
– Danmark ud af EU – EU ud af Europa
– For fred, – afspænding,- nedrustning, -og tøvejrsdiplomati
– Stop for våbeneksport
– Den amerikanske militære besættelsesmagt og deres baser ud af Europa
– Kernevåben frit Norden og kernevåbnene ud af Europa
Fredsbevægelsen og anti-NATO modstanden er ikke repræsenteret i de politiske partier, være sig i Folketinget eller i øvrigt på venstrefløjen.
Et nyt parti er ikke løsningen.
Vi sir´: En stor extraparlamentarisk bevægelse med masselinje og få centrale hovedparoler er nu vejen frem. ✊
Tak for opråbet Kai; jeg bliver så uendelig træt af alle disse pseudo-bevægelser, der angiveligt arbejder for fred ved at hælde mere benzin på bålet. Jeg kan tilføje et nej tak til stats-propaganda og censur samt ja tak til objektiv information.
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
Der har gennem flere fredsseminarer bredt sig en partisk argumentation for at droppe Anti-NATO kampagnen og det er en enhedsliste/Venstren strategi der skal understøtte dem selv, – ikke fredsbevægelsen som sådan.
Desuden argumenterer man for at støtte Ukraine imod Rusland og har dermed dels taget partisk forstilling for den ene part i en konflikt, dels understøtter man således det militærindustrielle kompleks og imperialistiske kapital systemiske kræfter der vil krigen, – ikke freden.
Nu turnerer man så rundt med den argumentation i kredse af fredsbevægelsen og er godt i gang med at desillusionere fredsbevægelsen, og det vil ikke bare føre til denne uenighed, men til en regulær splittelse.
Det er netop dette vi er nødt til at gå op imod og tage afstand fra hvis vi vil fred og komme med objektive ideer der ikke tager parti for den ene part i konflikter og medvirker til militarisering og øget oprustning. Det er definitivt det modsatte af fredsbevægelsens mål og det er så besynderligt man i dele af fredsbevægelsen er endt i dette kontraproduktive tunnelsyn. Det fremgår også af artiklen og seminaret at den argumentation medvirker til at desillusionere de svenske og finske deltagere der jo alle er med i vores store fælles Anti-NATO kampagne i Norden.🫵🕊
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
Vi fra Boligaktionen var ikke inviterede til Fredsseminaret på Den Internationale Højskole i Helsingør og vi repræsenterer også Global Women for Peace som ikke var inviterede og Finske Kvinder for Fred som ikke var inviterede og en hel række Anti-NATO organisationer i Sverige og Norge som ikke var inviterede. Vi står ikke alene med vores kritik, men er en bred, allerede eksisterende, internordisk Anti-NATO kreds af fredsbevægelsen, som i tillader jer helt at bortse fra. Den går ikke at træffe beslutninger på vores vegne og uden vores legitime tilstedeværelse.🫵🕊
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
Grundlaget for dannelsen af Den Nordiske Fredsalliance.
Kritik af Fredsseminaret på Den Internationale Højskole i Helsingør juli 2023
Splittelsen i Fredsbevægelsen
Der har gennem flere fredsseminarer bredt sig en partisk argumentation for at droppe Anti-NATO kampagnen og det er en enhedsliste/Venstren strategi der skal understøtte dem selv, – ikke fredsbevægelsen som sådan.
Desuden argumenterer man for at støtte Ukraine imod Rusland og har dermed dels taget partisk forstilling for den ene part i en konflikt, dels understøtter man således det militærindustrielle kompleks og imperialistiske kapital systemiske kræfter der vil krigen, – ikke freden.
Nu turnerer man så rundt med den argumentation i kredse af fredsbevægelsen og er godt i gang med at desillusionere fredsbevægelsen, og det vil ikke bare føre til denne uenighed, men til en regulær splittelse.
Det er netop dette vi er nødt til at gå op imod og tage afstand fra hvis vi vil fred og komme med objektive ideer der ikke tager parti for den ene part i konflikter og medvirker til militarisering og øget oprustning. Det er definitivt det modsatte af fredsbevægelsens mål og det er så besynderligt man i dele af fredsbevægelsen er endt i dette kontraproduktive tunnelsyn. Det fremgår også af artiklen og seminaret at den argumentation medvirker til at desillusionere de svenske og finske deltagere der jo alle er med i vores store fælles Anti-NATO kampagne i Norden.
Man er ikke medlem af både NATO og af Fredsbevægelsen. Det er en helt grundlæggende modsætning.
Dermed er den diskurs fra weekendens årsmøde på den internationale højskole i Helsingør et valg som vi tager til efterretning og afstand fra og kommer ikke til at deltage i aktiviteter hvor disse grupper og repræsentanter er implicerede med deres ny-imperialistiske militære doktriner.
Vi vil også modsætte os deres tilstedeværelse og argumentation ved sådanne “farlige” misinformerende pseudo-arrangementer på foranledning af fredsbevægelsen.
Vi kan kun se det på sigt vil føre til en fundamental splittelse af fredsbevægelsen, og vi vil bruge anledningen her til at opstille vores paradigmer:
– Danmark Ud af NATO – NATO ud af Danmark, Norden og Europa
– Nej til EU og militært samarbejde
– Danmark ud af EU – EU ud af Europa
– For fred, – afspænding,- nedrustning, -og tøvejrsdiplomati
– Stop for våbeneksport
– Den amerikanske militære besættelsesmagt og deres baser ud af Europa
– Kernevåben frit Norden og kernevåbnene ud af Europa
Fredsbevægelsen og anti-NATO modstanden er ikke repræsenteret i de politiske partier, være sig i Folketinget eller i øvrigt på venstrefløjen.
Et nyt parti er ikke løsningen.
Vi sir´: En stor extraparlamentarisk bevægelse med masselinje og få centrale hovedparoler er nu vejen frem.
Nogle kæmper for freden som om de har hele livet til det.
Det haster ikke og kræver ikke rigtig noget af dem; – og det forsinker alt.
Andre må indse at det kræver en revolution at opnå en virkeliggørelse af freden og at det er en dynamisk omvæltning der om nødvendigt kræver det umulige af os; – og det må vi præstere.
Vi fra Boligaktionen var ikke inviterede til Fredsseminaret på Den Internationale Højskole i Helsingør og vi repræsenterer også Global Women for Peace som ikke var inviterede og Finske Kvinder for Fred som ikke var inviterede og en hel række Anti-NATO organisationer i Sverige og Norge som ikke var inviterede.
Vi står ikke alene med vores kritik, men er en bred, allerede eksisterende, internordisk Anti-NATO kreds af fredsbevægelsen, som i tillader jer helt at bortse fra.
Det går ikke at træffe beslutninger på vores vegne og uden vores legitime tilstedeværelse.
Der er mindst 2 fejl paradigmer i dette fredsseminars grundlag som eventyrer hele fredsindsatsen; Nato-spørgsmålet, som vi ikke afviger fra, og så dette spørgsmål med at engagere sig i konflikter til fordel for den ene part og så tro man kan virke som objektiv fredsmægler, mens man går militarismens ærinde.
Det må vi stå helt fast på at vi ikke kan afvige fra og medvirke til; for at bevare vores objektive habilitet i fredsbevægelsen.
Det er nu det gælder om at stå sammen om vores fælles strategi.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
