Flere hundrede både, store og små, deltog lørdag i en markant protest mod dumpning af slam i Køge Bugt.
Som led i projektet med at etablere den kunstige halvø Lynetteholm ud for Københavns Havn blev der natten til torsdag i sidste uge dumpet 500 kubikmeter slam i Køge Bugt.

Foto: Arbejderen
Det har vakt stor vrede blandt både beboere i området og en række borgmestre.
Lørdag var der demonstration arrangeret af fritidsfisker Nikolaj Kolding. Der deltog både fra havnene langs hele kysten lige fra Helsingør og ned til Bøgeskov Havn på Stevns.

De omkring 200 både sejlede fra Oceankaj ind i Københavns Inderhavn. Ved Fisketorvet vendte de og sejlede tilbage igen. Også flere kajakker deltog i protesten.
Hundredvis af mennesker deltog i demonstrationen på land. De stod i timevis i kulden på Inderbroen i København og modtog sejlerne med vinken, klapsalver og kampråd, når de ankom.
“Vi stopper Lynetteholm”, lød råbet den ene gang efter den anden.

Det er første gang, By & Havn dumper slam i Køge Bugt, men planen er, at i alt to millioner kubikmeter slam skal dumpes i bugten.
Demonstranterne frygter, at havmiljøet i Køge Bugt vil blive forurenet af de mange ton slam.

Slammet er fyldt med kvælstoffer, der vil kvæle alt liv, advarer Nikolaj Kolding.
Også i Sverige var der demonstration. Utilfredse svenskere demonstrerede på Ribersborgs Strand ved Malmø. De er vrede over, at der sumpes slam to kilometer fra Natura 2000-området Klagshamn-Falsterbo.
Et flertal i Folketinget har afskaffet den almindelige klageadgang i forbindelse med anlægget af Lynetteholm. Der er stillet et borgerforslag, der kræver genindførelse af klageadgang. Du kan skrive under her.
Læs også
I ly af natten er Lynetteholms første slam blevet dumpet i Køge Bugt
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.