Udtalelse
Vidunderligt faglig og lærerig, en fornøjelse at læse.
Log ind for at svareFra verdenskrisens gennemslag i starten af 1970’erne og frem til slutningen af 1990’erne var den danske kapitalistiske økonomi kendetegnet ved store underskud, både på de offentlige budgetter og på betalingsbalancen.
Men fra slutningen af 1990’erne ser vi en vending, hvor den danske økonomi og dermed også den offentlige økonomi begynder at blive stærkere. Ganske vist er der som i alle andre dele af verden et tilbageslag i årene efter finanskrisen, men alligevel er den danske økonomi kommet hurtigt tilbage med ny vækst og høj beskæftigelse, tværs gennem de forskellige kriser.
Det store skift i dansk erhvervspolitik kom i 1993 under den socialdemokratiske Nyrup Rasmussen-regering. Her sker to store ændringer:
- Den første helt afgørende beslutning er, at man tidligt vil søge at placere sig øverst i globaliseringskapløbet for derigennem at skumme fløden. Det skal ske ved at tiltrække og servicere de allerstørste virksomheder og monopoler på bekostning af de mindre og mellemstore virksomheder.
- Den anden beslutning er en følge af den første: Man vil omlægge den offentlige sektor, så den servicerer disse store monopolers behov, blandt andet ved at åbne hele området med velfærdsydelser for private virksomheder.
Det er to beslutninger, som i dag 30 år efter stadig dominerer dansk erhvervspolitik.
Store virksomheder giver større afkast
Hvad angår det første led i strategien, så dokumenteres den i Erhvervsredegørelsen fra 1993:
“De største virksomheders stordriftsfordele afspejles ved deres større indtjeningsevne. De største 30 koncerner har i de sidste mange år haft en forrentning af egenkapitalen, der har været 5-10 procentpoint højere end i gennemsnittet af de øvrige danske virksomheder” (side 217).
Og videre kan vi læse:
“Firmaernes værditilvækst er det bedste mål for deres bidrag til samfundets udvikling.” Og: “De store virksomheder har typisk en højere produktivitet end de mindre.”
Konsekvensen af denne strategi bliver, at Danmark skal satse på at kunne levere højtuddannet arbejdskraft til disse virksomheder, mens man lader den ordinære produktion af industrivarer, hvor arbejdskraften er ufaglært, og lønnen typisk er lavere, flytte til udlandet.
Ved at satse på den mest favorable placering i den globaliserede kapitalismes arbejdsdeling kunne man angiveligt skabe et rigt samfund for både høj og lav. Det var tænkningen. Som vi skal se senere, kommer dette også til at præge hele arbejdsmarkedet.
Offentlig sektor skal servicere de store virksomheder
Lad os se på det andet afgørende led i strategien: Omlægningen af den offentlige sektor så den servicerer de store monopoler.
Også dette fremgår direkte af Erhvervsredegørelsen fra 1993:
“Den offentlige infrastruktur og service bør derfor tilrettelægges, så den så vidt muligt også stimulerer de største virksomheder. Det vil desuden være hensigtsmæssigt at forbedre samspillet mellem den offentlige sektor og de store virksomheder på en række områder, for eksempel inden for forskning og udvikling. For at fremme et sådant samspil lægger regeringen op til en forstærket dialog med de store virksomheder.” (s. 218)
Det er netop herfra, at den store bølge af liberaliseringer og privatiseringer af offentlige selskaber og udliciteringer af store dele af den offentlige velfærd med videre tager fart. Alt sammen med det formål at de store virksomheder får mulighed for at øge deres profit.
Eksemplet Novo Nordisk
Det bedste eksempel på, hvordan disse to strategier spiller sammen, er medicinalkoncernen Novo Nordisk.
Medicinalindustrien er en af de mest markante styrkepositioner, som dansk erhvervsliv har. Novo Nordisk er den store, men langt fra den eneste store aktør inden for denne industri, der har Danmark som base.
Novo Nordisk har så stor succes, at virksomheden i dag vurderes til at være det 20. mest værdifulde børsnoterede selskab i verden. Baggrunden er succes i forhold til kontrol af diabetes, men især udvikling af produkter der kan afhjælpe fedme.
En vigtig årsag til denne position er netop, at koncernen har kunnet trække på offentlig forskning og på viden fra hele sundhedssektoren.
Novo Nordisk støtter forskning i det offentlige, som matcher dets egen udviklingsfokus. Lovende forskning bliver løftet over i et privat regi, hvor det er muligt at høste den kommende profit. Ligeledes har Novo Nordisk sine egne forskningscentre, hvor virksomheden henter dygtige forskere ind fra udlandet, som kan videreuddanne Novos egne forskningskandidater.
Som det blev beskrevet af en gruppe forskere i en artikel i Information: “Penge fra Novo Nordisk er overalt i den danske sundhedssektor.” (21. januar 2023)
Hvilke konsekvenser har denne strategi haft for samfundsudviklingen? Jeg vil dykke ned i tre områder: 1. den offentlige økonomi, 2. globaliseringen og monopoliseringen i Danmark og 3. arbejdsmarkedet.
1. Den offentlige økonomi i globaliseringens slipstrøm
Når vi skal se på konsekvenserne for den offentlige sektor og statens økonomi, er der to markante træk:
- Den gamle ide om, at de offentlige velfærdsydelser skulle være ens for alle, høj som lav, er en saga blot. Bid for bid har der dannet sig et A- og et B-hold. Det gælder, uanset om vi ser på sundhedssektor, ældrepleje eller folkeskoler. Sundhedsforsikringer, privathospitaler, tilkøbsydelser i ældreplejen, private plejehjem, private folkeskoler… Overalt er der skabt et privat marked, som sætter uligheden i system.
- Den offentlige økonomi er stærk, fordi der har været og er høj økonomisk vækst i samfundet.
Sammenhængen er simpelthen, at når der er højkonjunktur i samfundet, stiger skatteindtægterne, ligesom udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale udgifter falder. Dette er også tilfældet, selv om en del virksomheder, der henter høje profitter i udlandet, ikke betaler meget af det i skat, som for eksempel Mærsk.
Danmark har en meget stærk offentlig økonomi, der sagtens kan bære store investeringer i offentlig velfærd. Imidlertid sker dette ikke.
Hvis vi ser på udviklingen i de offentlige udgifter og sætter året 2002 til indeks 100, så er de offentlige udgifter i 2010 steget til indeks 115.
Men 12 år senere i 2022 er de offentlige udgifter kun steget til indeks 116. Det vil sige, at siden finanskrisen og frem til 2022 har de offentlige udgifter i realiteten stået stille.
2. Globaliseringen og monopoliseringen i Danmark
Globaliseringen er en strukturel ændring af imperialismens funktionsmåde, som starter i USA allerede i 1980’erne (Se f.eks. Fred Goldstein: Low wage capitalism).
Læs også
Fra begyndelsen af 1990’erne sættes den for alvor i system i kraft af liberaliseringen af hele kapitalmarkedet, herunder verdenshandelsorganisationen WTO’s ændring af reglerne i 1994. I EU-området kommer der først fart i globaliseringen noget senere. Især østudvidelsen i 2004 booster outsourcingen.
I perioden 1995-2002 forsvandt godt 11 procent af arbejdspladserne i fremstillingsindustrien i de 20 største økonomier i verden. I samme periode øgedes den samlede produktion i verden med 30 procent. Med andre ord er det produktiviteten og dermed udbytningen, der er eksploderet. (Rapport fra investeringsbanken Alliance Capital Management, 2003).
På verdensplan havde globaliseringen altså stor betydning for kapitalismens akkumulationsmuligheder i de første årtier. Men derefter begyndte den at tabe momentum. Det er dog ikke det samme som, at globaliseringen nu rulles tilbage. Liberaliseringerne er jo ikke rullet tilbage, kapitalen kan fortsat flytte derhen, hvor profitten er højest.
Dansk kapital langt fremme i skoene
Da Nyrup Rasmussen i 2001 efter otte år som statsminister for skiftende regeringer overlader roret til Venstres Anders Fogh Rasmussen, forstærkes fokus på globaliseringsstrategien yderligere. Det fremgår klart af rapporten Vækst gennem globalisering, handlingsplan og baggrundsanalyse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003.
Hovedpointen i denne rapport er, at de store virksomheder i Danmark i højere grad skal vælge udenlandske underleverandører for at skærpe konkurrencen over for de danske underleverandører og dermed presse omkostningsniveauet ned og produktiviteten op (s. 17 og s. 34).
Rapporten foretager samtidig en måling på, hvor fremskreden globaliseringen er i Danmark på det tidspunkt, altså i 2003. Et par nøgletal:
- 10 procent af alle virksomheder med mere end fem ansatte har en produktionsafdeling i udlandet.
- 27 procent af alle virksomheder med mere end fem ansatte indgår i strategiske alliancer med udenlandske virksomheder.
Den globale arbejdsdeling
Et særtræk ved globaliseringen har været, at virksomheder får produceret deres produkter i forskellige lande.
Når danske virksomheder udvikler produkter i Danmark, men får dem produceret i andre lande, bliver det i statistikken benævnt som “varer, der ikke krydser grænsen”.
Det er en bevægelse, som går begge veje: Udenlandske virksomheder placerer også produktion i Danmark.
Frem til finanskrisen i 2008 var det mere udbredt, at udenlandske virksomheder producerede dele af deres varer i Danmark end omvendt. Det peger i retning af, at Danmark i den første periode af globaliseringen har held til at tiltrække udenlandske virksomheder, der placerer dele af deres produktion her i landet.
Samtidig udflager danske virksomheder i den tidlige fase af globaliseringen produktion til lavtlønslande. Der er tale om fabrikker, der fortrinsvis bruger ufaglært arbejdskraft til simpel produktion.
Men det er bemærkelsesværdigt, at globaliseringen for dansk kapitals vedkommende speedes markant op efter finanskrisen og frem.
Specielt fra 2013 har danske virksomheder i stigende grad benyttet sig af den sammensatte produktion, hvor de får produktet udviklet i Danmark, men får det produceret andre steder.
I 2012 havde Danmark underskud på kontoen for “varer, der ikke krydser grænsen”.
I 2022 er dette vendt til et overskud. Således producerede og solgte danske virksomheder for 175 milliarder kroner på denne måde i 2022, mens udenlandske virksomheder producerede for 100 milliarder kroner i Danmark.
Vender næsen mod USA
Dykker vi lidt ned under tallene, viser det sig, at denne tendens i høj grad er rettet mod USA. Det handler om at få adgang til det amerikanske marked uden om told og afgifter.
Vi mangler nærmere oplysning om, hvilke industrier det drejer sig om, men medicinalindustrien er et godt bud. Novo Nordisk har godt halvdelen af sin omsætning i Nordamerika, ligesom 26 procent af aktierne ejes samme sted.
Vi kan altså se, at hvor den danske kapital i den første periode er meget fokuseret på at udnytte EU’s indre marked og østudvidelsen, så er dansk kapital hurtig til efter finanskrisen at skifte hest og svinge over mod USA-kapitalen. Det er i denne periode, at EU slås med en langvarig økonomisk stagnation, der delvis var selvforskyldt på grund af benhård nedskæringspolitik i et forsøg på at redde euroen. En kobling til amerikansk kapital er her mere favorabel.
Man kan stille sig det spørgsmål, om den markante drejning af dansk kapital over mod den amerikanske kapital, som er sket siden finanskrisen i 2008, er en af forklaringerne på, hvorfor Danmark hører til et af de mest USA-loyale lande i verden.
Læs også
Ændring af kapitalens sammensætning
Det er klart, at hele denne globaliseringsproces betyder, at der sker store ændringer i sammensætningen af dansk kapital. Hvis vi sammenligner den traditionelle industribranche med den såkaldte videnservicebranche, træder dette billede klart frem (videnservice dækker over advokater, revisorer, økonomer, IT-branchen og forskning med flere):
En ting er, at der sker en markant forskydning af beskæftigelsen væk fra industrien og over til videnservice. Det ser vi på senere. Den mest markante udvikling mellem de to brancher er imidlertid sket i forhold til kapitaltilførsel og i overskud efter skat.
I 2001 havde industrien i Danmark mellem fire til fem gange så meget samlet kapital og egenkapital bundet i virksomhederne, end der var bundet i videnservice. Men i 2020 er billedet vendt. Nu er der mere samlet kapital og egenkapital bundet i virksomheder i branchen videnservice.
I forhold til “resultatet efter skat” har industrien ligget mellem to og fem gange over niveauet i videnservice, men i kriseåret 2020 var industriens samlede resultat efter skat blot ti procent højere end i videnservice med halvt så mange ansatte. Det vil med andre ord sige, at indtjeningen pr. ansat i videnservice er langt højere end i industrien.
Medaljens bagside
Nyrup Rasmussens globaliseringsstrategi er altså lykkedes. Men er der en bagside af medaljen?
En direkte konsekvens af ovenstående er, at der er sket et markant skred i fordelingen mellem løn- og profitkvote i Danmark. Løn- og profitkvote udtrykker, hvordan værdiskabelsen fordeles mellem lønarbejdere og arbejdsgivere, hvordan “kagen” fordeles. Det betyder, at lønkvote og profitkvote altid giver 100 procent tilsammen.
I Finansministeriets økonomiske redegørelse fra august 2022 analyseres udviklingen i lønkvoten i Danmark. Rapporten dokumenterer, at lønkvoten i Danmark er faldet uafbrudt siden 2010. Faldet er markant større i industrien end i resten af den private sektor.
Finansministeriet opsummerer situationen således:
“Tendensen til en faldende lønkvote er sammenfaldende med de seneste årtiers globalisering.”
Finansministeriet konkluderer direkte, at de internationale virksomheder med base i Danmark har været i stand til at udnytte deres styrkeposition på verdensmarkedet til at indkassere mere profit end hidtil.
Analysen viser desuden, at udviklingen bliver drevet af de største virksomheder, som dels kører med den laveste lønkvote, dels har taget en forholdsvis større del af markedet:
“De en procent største industrivirksomheder, målt på værditilvækst, har samlet set reduceret deres lønkvote betydeligt i løbet af de seneste to årtier. Lønkvoten for de øvrige 99 procent af industrivirksomhederne er tæt på uændret over tid”, hedder det i regeringens redegørelse. Og videre:
“Top én procent-virksomhederne er vokset kraftigt i forhold til de øvrige virksomheder i industrien. Dermed har de i løbet af perioden både nedbragt deres lønkvoter og forøget deres andel af den samlede værditilvækst, hvilket har bidraget til faldet i den samlede lønkvote.”
Med andre ord: Der sker en koncentration af kapital, og jo mere monopolagtig en virksomhed er, desto mere presser den lønkvoten ned.
Så ideen om, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen, og når de store monopoler har en højere profit og et højere afkast, så falder der også mere af til de ansatte, viser sig altså ikke blot at være løgn. Det forholder sig direkte omvendt.
Monopolmagt og prispres
Dertil kommer, at den stærke koncentration af kapital har en anden konsekvens i samfundsøkonomien: Monopolmagten på markedet bliver så stor, at priserne kan skrues kunstigt op. Det dokumenteres af publikationen Produktivitet 2022 fra Det Økonomiske Råd. Her undersøges det, der kaldes de danske virksomheders “markup” i perioden 2000 til 2018: Altså hvor meget virksomhederne sætter prisen over deres faktiske omkostninger.
I år 2000 var priserne samlet set fem procent over omkostningsniveauet. I 2018 er dette tal steget til 16 procent.
Det Økonomiske Råd slår fast, at det skyldes, at de store virksomheder har fået forholdsvis større magt. Denne magt stammer fra, at de har høstet fordele ved globaliseringen.
Det betyder på jævnt dansk, at de store monopoler er med til at drive den høje inflation. Arbejderklassen bliver altså ramt på flere måder af globaliseringsstrategien, hvor der satses på at skabe store internationale koncerner: Den rammes af en lavere lønkvote end gennemsnittet. Og den rammes på, at en høj inflation yderligere udhuler den løn, man så faktisk tjener.
Globaliseringsstrategien forandrer arbejdsmarkedet
Men også selve arbejdsmarkedet har forandret sig markant gennem de sidste to årtier på grund af globaliseringsstrategien.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har industrien mistet 28 procent af de beskæftigede i perioden fra 2000 til 2020. Konkret er vi gået fra 385.000 industriarbejdere til 275.000 i 2020.
Det største tab af arbejdspladser skete i forbindelse med finanskrisen i 2008, hvor industrien mistede 84.000 ansatte på blot to år. Det er også fra dette tidspunkt, at danske virksomheder begynder at etablere sig i udlandet med produktion af “varer, der ikke krydser grænsen”.
Den modsatte udvikling er sket for branchen videnservice. I 2000 beskæftigede denne branche 95.000 personer, i 2020 er tallet 155.000 beskæftiget.
Sideløbende er der sket et skift i uddannelsesniveauet i Danmark, så der i dag er dobbelt så stor en andel af folk i alderen fra 16 til 69 år, der har en kandidatuddannelse fra universitetet eller en forskeruddannelse, end i 2008. I 2008 var det blot seks procent af befolkningen mod 12 procent i 2021.
I samme periode er antallet af mennesker, der har en grundskole- eller en erhvervsfaglig uddannelse som højeste uddannelse, faldet fra 66 procent af den erhvervsaktive del af befolkningen til 53 procent.
Man kan sige, at vi får et arbejdsmarked, der “brækker midtover”. For mens der er sket en stigning i løn- og uddannelsesniveau i de øvre lag, så er mellemgruppen af industriarbejdere skrumpet ind. Og i bunden er der vokset det frem, som i daglig tale kaldes det prekære arbejdsmarked. Vi har en dramatisk vækst i antallet af ansatte, der arbejder uden nogen sikker indkomst eller rettigheder.
To forskere fra Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstudier, Anna Ilsøe og Trine Larsen, konkluderer:
“Antallet af atypisk ansatte vokser, men bliver overset i statistikkerne.” (Altinget 5. februar 2021)
Forskerne anslår, at knap hver tredje lønmodtager i Danmark arbejder i atypisk beskæftigelse. Og sandsynligvis er det endnu mere udbredt:
“Case-studier i både den offentlige og den private sektor i Danmark viser, at på nogle overenskomstdækkede arbejdspladser er knap hver anden medarbejder ansat som tilkaldevikar eller på nultimerskontrakt… De er ansat til nul timer om ugen og bliver kaldt ind efter behov”, skriver de.
I 2017 offentliggjorde 3F følgende tal inden for de mest udsatte brancher:
I hotel- og restaurationsbranchen har seks ud af ti ansatte kun 15 timer eller mindre om ugen. I detailhandel er det hver anden ansat, der ligger i gruppen 0-15 timer om ugen. I rengøringen er det fire ud af ti.
Samtidig viser data, at mere end halvdelen af disse mennesker har mere end ét job for at kunne eksistere. Denne udvikling i retning af et stadig mere omfattende prekært arbejdsmarked med wild west-arbejdsforhold bliver kun værre i disse år.
Læs også
Med andre ord:
Nyrups globaliseringsstrategi er lykkedes. Danmark fik udviklet store internationale monopoler, der skummer fløden. Men for arbejderklassen har det betydet lavere lønkvote og forringet velfærd. Samfundsmæssigt har det betydet, at sammenhængskraften i det danske samfund er ved at være en saga blot.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, november 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
