Børn med særlige behov trives dårligere end deres klassekammerater i skolen, og mange lærere ved ikke, hvordan de skal hjælpe børnene til at trives bedre.
Sådan lyder konklusionen, når man sammenholder en ny undersøgelse om børns trivsel fra Børns Vilkår med den ny inklusionsanalyse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter For Velfærd (VIVE) netop har barslet med.
Af undersøgelsen fra Børns Vilkår fremgår det, at 43 procent af børnene med særlige behov altid eller for det meste er bange for at blive til grin i skolen, mens 21 procent svarer, at de sjældent eller aldrig lykkes med at lære dét, de gerne vil i skolen.
Samtidig har hvert tredje barn med særlige behov sjældent eller aldrig lyst til at komme i skole, hvor tallet er 14 procent for børn uden særlige behov.
Det er helt afgørende, at skolerne får de nødvendige kompetencer og rammer, så alle børn kan deltage ligeværdigt i undervisningen og skolens sociale liv.
Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår
Undersøgelsen fra Børns Vilkår baserer sig på 2672 besvarelser blandt elever i fjerde og syvende klasse.
Begrebet “børn med særlige behov” dækker i undersøgelsen elever i fjerde og syvende klasse, som selv har angivet, at de har en eller flere af følgende diagnoser: ADHD/ADD, angst, autisme, depression og OCD.
VIVE fortæller i deres evalueringsanalyse, som er baseret på tal fra 86 af landets kommuner, at mellem 30 og 50 procent af lærerne, skolelederne, skolecheferne og PPR-lederne mener, at lærerne ikke uddannelsesmæssigt er klædt på til at hjælpe børn med særlige behov i almenklasserne.
Tilmed mener mange af lærerne, at mange børn, som har brug for støtte i klasserne, ikke får det.
Hvert tredje barn med særlige behov svarer i Undersøgelsen fra Børns Vilkår, at de på grund af deres diagnose nogle gange ikke kan deltage i undervisningen.
Det modsatte af inklusion
Rasmus Kjeldahl er direktør i Børns Vilkår. Han er ikke tilfreds med denne tingenes tilstand:
– Det betyder altså, at hvert tredje barn med særlige behov oplever, at fordi de har de behov, de har, så kan de ikke i samme grad som deres klassekammerater deltage i undervisningen. Det er jo det helt modsatte af formålet med inklusion, siger han og tilføjer:
– Det er helt afgørende, at skolerne får de nødvendige kompetencer og rammer, så alle børn kan deltage ligeværdigt i undervisningen og skolens sociale liv. Og det kan ikke vente – tid er en afgørende faktor for alle børn, der mistrives, ikke mindst hvis vi vil forebygge højt skolefravær.
Rasmus Kjeldahl er forarget over, at man endnu ikke magter at indrette skolerne, så de passer til børnene i stedet for at gøre børnene til problemer og kalde dem “inklusionsbørn.”
Læs også
Indland
Ny undersøgelse fra VIVE
Færre børn er inkluderet i folkeskolen, end da loven om inklusion blev indført i 2012
Forældreorganisationen Skole og Forældre udgiver magasinet Skolebørn. Sidste år i juni måned kunne man læse historien om Alvin og hans mor Petra. Den er et eksempel på, hvor hårdt det ofte rammer børn med særlige behov, når de gennem længere tid ikke får den hjælp, som de har har brug for. Historien viser også, hvordan hele familien ofte bliver ramt.
Alvins historie
Alvin blev i anden klasse ked af det, når han skulle i skole. Han fortalte hjemme, at han havde svært ved at følge med i timerne, og klagede over hovedpine og ondt i maven. Hans far var ordblind, og moren Petra fik at vide, at Alvin først kunne blive undersøgt for, om han også var det, i tredje klasse. Alvin blev dog sent i anden klasse testet af læsevejlederen, som kom frem til, at han med høj sandsynlighed var ordblind.
Læsevejlederen udleverede nogle materialer, som var mere egnet til Alvin end dem, som blev brugt i klassen, men Petras oplevelse var, at de ikke blev brugt.
Petra, som var fraskilt og alene med børnene, hyrede en overgang i Alvins tredje klasse en privat underviser. Denne havde mistanke om, at Alvin ud over læsevanskeligheder også havde autisme, hvilket Petra fortalte skolen.
Alvins lyst til at komme i skole var yderligere aftaget, og han gemte sig eller stak af, når han skulle derhen. En gang havde han taget knive med op på sit værelse og truede med at springe ud af vinduet.
Siden gik det kun værre. En socialrådgiver afviste Petras forslag om, at han skulle henvises til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og foranstaltede, at der i stedet kom en pædagogisk hjemmevejleder i hjemmet en halv time om ugen. Det var der fem måneders ventetid på. Derefter fik Petra brev fra kommunen om, at børnechecken blev taget på grund af Alvins skolefravær. En lægeudtalelse forhindrede, at det blev effektueret.
Alvin blev med tiden mere udadreagerende og kom til sidst slet ikke i skole. Hans storesøster fik det mere og mere svært med den hjemlige tumult og trak sig fra vennerne, og Petra blev fyret fra sit job på grund af for meget fravær, som hun havde brugt på at forsøge at få Alvin i skole.
Petra flyttede kommune, og Alvin blev henvist til PPR og udredt i børnepsykiatrien. Han fik diagnosen autisme og ventede efterfølgende på at komme i en specialklasse.
Alvin og Petra er ikke personernes rigtige navne, men historien er virkelig nok. Den er blot én blandt mange beretninger, som kan læses i magasinet Skolebørn, og som har det til fælles, at børnene i længere tid har haft mistrivsel, og at hjælpen lader vente på sig alt for længe med alvorlige følger for barnet og for hele familien.
Nødvendigt med flere penge
Det er kommunernes Pædagogiske Psykologiske Rådgivninger, som har kompetencerne til at afklare, hvilke problemer børnene har, og visitere til den nødvendige støtte, når et barn har alvorlige problemer med trivsel i skolen.
Eksemplet med Alvin, hvor han meget længe slet ikke bliver henvist til PPR, er ikke usædvanligt. Samtidig er der landet over forskellig ventetid til PPR. I nogle kommuner er der mere end et halvt års ventetid, og på Bornholm var ventetiden ifølge DR et år i oktober sidste år.
Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen. Han mener, at der nu må sættes ekstraordinært ind i forhold til de børn, som har behov for særlig støtte. Han siger til fagbladet Folkeskolen:
– Skolerne drukner i elever med brug for støtte, og nogle steder er der halvandet års ventetid hos PPR. Det er svært at se, at det kan løses med et kvikfix. Derfor skal vi kaste alle de resurser, vi kan skabe sammen, ind i en forebyggende indsats så tidligt som muligt.
Claus Hjortdal ønsker, at der indføres mere tolærerordning, en forbedret læreruddannelse, praksisnære kompetenceløft til lærerne, styrkelse af PPR og genindførelse af uddannelsen til cand.pæd.psych. Det er en særlig uddannelse til skolepsykolog som overbygning på læreruddannelsen, som blev afskaffet i 2005.
Brug for specialpædagogisk bistand
Danmarks Lærerforenings formand Gordon Ørskov Madsen understreger i fagmagasinet Folkeskolen, at det er umuligt for lærerne, når de er alene med 27 “mangfoldige børn,” at inkludere børn med indlæringsvanskeligheder og diagnoser.
Han mener, at der skal investeres et stort pengebeløb til skolen til specialpædagogisk bistand, som i højere grad skal være tilgængelig for lærerne i klasserne og på skolen. Det gælder både PPR-medarbejdere og lærere og pædagoger med specialpædagogiske kompetencer.
Jens Joel er undervisningsordfører for Socialdemokratiet. Han fortæller til Folkeskolen, at “det er ved at gå op for politikerne på Christiansborg, at der skal flere penge til for at lykkes med inklusion.”
– Alt for mange elever får ikke den hjælp og støtte, de har brug for, og alt for mange steder står læreren med en umulig opgave i en klasse, tilføjer undervisningsordføreren.
Læs også
Indland
Autismeforening efterlyser den nødvendige hjælp
Næsten halvdelen af børn med autisme kommer ikke i skole, og 24 procent mister mindst et års skolegang
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
