Mindretal af modstand
Andelen af folkeskoleelever, som visiteres til undervisning i specialklasser og på specialskoler, er stigende, og lærerne vurderer samtidig, at der er elever i de almindelige klasser, som ikke får den nødvendige støtte.
Sådan lyder et par af konklusionerne i en omfattende undersøgelsesrapport om inklusion fra Det Nationale Forskningscenter for Forskning og Velfærd (VIVE).
I 2012 besluttede et flertal i Folketinget, at 96 procent af en årgang skulle gå i en almindelig folkeskoleklasse. På det tidspunkt gik 94,9 procent af en årgang i en normal folkeskoleklasse, mens 5,1 procent enten gik i en specialklasse eller på en specialskole.
Udviklingen fulgte i nogle år lovens intentioner, og i 2016 gik kun 2,6 procent af skolebørnene i en specialklasse eller på en specialskole.
Efter 2016 svingede pendulet imidlertid kraftigt i den modsatte retning, og i dag går 94,1 procent af børnene i en almindelig folkeskoleklasse, mens 5,9 procent enten går i specialklasse eller på specialskole. Færre børn er herved inkluderet, end da loven trådte i kraft i 2012.
Samtidig viser undersøgelsen, at flere børn end tidligere har brug for en særlig hjælp til deres skolegang. Antallet af børn med diagnoser som autisme og ADHD er steget, men flere har også andre indlæringsvanskeligheder som for eksempel ordblindhed.
Læs også
Indland
Autismeforening efterlyser den nødvendige hjælp
Næsten halvdelen af børn med autisme kommer ikke i skole, og 24 procent mister mindst et års skolegang
Særligt de ældste elever har omfattende behov, lyder et af resultaterne fra VIVE-undersøgelsen. Hele 23,7 procent af eleverne i folkeskolens ældste klasser går enten i et specialtilbud, får specialpædagogisk støtte eller vurderes af deres lærere at have behov for det.
VIVE nævner, at tiltag som folkeskolereformen, krav til nationale tests og afgangsprøver sammen med manglende ressourcer på skolerne kan være medvirkende til, at udviklingen er gået modsat det, som blev ønsket. Det konkluderes samtidig, at manglende undervisning i specialpædagogik på læreruddannelsen og lærernes manglende specialpædagogiske kompetencer er en vigtig medvirkende årsag til problemerne.
Kompetencer og mellemformer
Forestil dig, at du er lærer, og at du i de fleste timer om ugen står alene med 28 elever i en fjerdeklasse. En af eleverne har autisme, en har ADHD, et par stykker kan ikke læse de skriftlige beskeder og opgaver, fordi de er ordblinde. Et par stykker får ikke noget ud af undervisningen, og det er ikke afklaret hvorfor, og et par stykker skaber med jævne mellemrum uro og konflikt til klassekammeraterne på grund af nogle hjemlige forhold, som er kendte, men som socialforvaltningen endnu ikke har handlet på.
Scenariet er ikke ukendt i folkeskolen i dag, og for mange lærere bliver udfordringen for stor. Mellem 30 og 50 procent af de skolechefer, PPR-ledere, skoleledere samt lærere, som har deltaget i VIVE’s spørgeskemaundersøgelser, vurderer, at der ikke er tilstrækkelige kompetencer på almenskolerne til at undervise og støtte elever med adfærdsproblemer og særligt sårbare elever.
Mange kommuner og skoler arbejder dog ifølge undersøgelsen på at opbygge større viden og kompetence hos lærere og pædagoger. Det sker blandt andet ved at udvide læreres og pædagogers muligheder for at modtage specialpædagogisk sparring og også ved på skolerne at etablere det, der i undersøgelsen betegnes som “mellemformer”.
Mellemformer dækker over mange forskellige ting så som to-lærer-undervisning, lærer-pædagogordning, holddeling, individuel støtte i klassen og undervisning af de udfordrede elever på små hold i nogle af timerne.
Thyge Tegtmejer er en af forskerne bag VIVE’s undersøgelse. Han fortæller, at det stiller relativt store krav at arbejde succesfuldt med mellemformer. Han nævner en god elevsammensætning og et tæt samarbejde med forældre og elever, ligesom det også er vigtigt, hvordan eleverne oplever undervisningen, og hvad de socialt og fagligt får ud af den samlede undervisning.
– Og så er det afgørende, at læreres og pædagogers kompetencer matcher elevsammensætningen, tilføjer Thyge Tegtmejer.
CO-teaching er sagen
Gordon Ørskov Madsen er formand for Danmarks Lærerforening. Han er ikke overrasket over, at VIVE’s undersøgelse viser, at relativt flere børn end i 2016 i dag går i specialklasser og på specialskoler.
– Konklusionen er for mig at se, at vi ikke lykkes godt nok samlet set. Det vidste vi godt i forvejen. Der er simpelthen for mange elever, der får for lidt ud af at gå i skole, siger han til fagbladet Folkeskolen.dk
Han mener ikke, at det, at antallet af børn med diagnoser er steget, er udtryk for, at færre børn kan rummes i den almene undervisning.
– Når der er flere, der har diagnoser, kunne man tænke, at så er der brug for flere specialtilbud, men vi har erfaringer med – som rapporten også peger på – at hvis vi understøtter undervisningen i klassen, så kan det styrke klassens fællesskab, siger Gordon Ørskov Madsen og tilføjer:
– Men det kræver investeringer. Læreren bliver alt for ofte overladt til sig selv og til at finde løsninger på en afsindig kompleks undervisningssituation.
Lærerformanden ønsker et løft af skolernes budgetter, som skal bruges til, at langt mere af undervisningen skal være med to lærere, hvor den ene har specialpædagogisk ekspertise.
– Klassens faglærere skal understøttes inde i klassen af en vidensperson med særlig kendskab til specialpædagogik. Hvis vi benytter co-teaching, rykker vi i realiteten samarbejdet om klassens undervisning ind i klasselokalet, i stedet for at man snakker om det udefra, og at den enkelte lærer står alene i klasserummet, forklarer han.
Han mener, at der i dag er langt bedre forudsætninger for at blive enige om løsninger, der kan skabe store forbedringer, end der har været i mange år. Årsagen er, at skoler og kommuner har fået en række erfaringer med co-teaching og fra forskellige lokale forsøg på løsninger, siger han til Folkeskolen.dk.
Endelig peger lærerformanden på, at det vil hjælpe, at skolens parter, undervisningsministeren og Folketingets partier nu er med ved samme bord i partnerskabet “Sammen om skolen“.
Specialpædagogik tilbage som linjefag
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fortæller til Politiken, at hun i VIVE’s undersøgelse hæfter sig ved, “at lærerne ikke har de kompetencer, der skal til, for at tage sig af de elever, der har særlige støttebehov ude i klasselokalerne.”
Hun forklarer, at man på et tidspunkt afskaffede specialpædagogik som linjefag på læreruddannelsen, og at mange af de lærere, der har læst dette linjefag, er på vej på pension.
Hun lægger på baggrund af VIVE’s undersøgelse op til, at specialpædagogikken skal genindføres som linjefag på læreruddannelsen, og at også uddannede lærere skal have mulighed for at tage dette linjefag oven i deres uddannelse.
Pernille Rosenkrantz-Theil mener ikke, at tiden er til at tale om flere bevillinger til folkeskolen, og forklarer, at man i forbindelse med den seneste finanslov både har afsat nogle penge til, at børn, som ikke er skoleklar, kan få udsat deres skolestart et år, og desuden har bevilget en milliard ekstra til flere lærere.
Læs også
Indland
Ny uddannelse til skoler skaber opmærksomhed
Skole i Østjylland på vej til at blive certificeret som skældudfri
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
