Nekrolog
På krigens første dag, den 24. februar, sendte Kommunistisk Parti en udmelding til alle medlemmer af partiet. Her hed det blandt andet:
“En ny og meget alvorlig situation er opstået med Ruslands aggression i nat mod Ukraine. Kommunistisk Parti fordømmer den russiske aggression mod Ukraine og opfordrer til et stop for alle krigshandlinger her og nu.
Vi ved alle, at det er NATO’s og USA’s årelange ekspansion mod øst, der er den bagvedliggende årsag til, at det nu er kommet så vidt, at der er krigshandlinger i Europa. Men det er den russiske regering, der konkret har udløst krigshandlinger, og det kan ikke andet end fordømmes.”
I krigens første uger har det været ganske svært at få ørenlyd, hvis man har insisteret på at bringe perspektiver og nuancer ind endsige forfølge sporet af krigens bagvedliggende årsager. Men det er ikke desto mindre afgørende at forfølge disse spor, hvis man skal have en chance for at forstå, hvad det er for en krig, vi er vidne til, hvad der er krigens karakter.
Hver krig har sin egen historie
Blandt kommunister og på venstrefløjen er der stillet en mængde spørgsmål og fremlagt en lang række udsagn om krigen. Mange spørgsmål er i spil:
Kæmper Ukraine en ren national forsvarskrig mod en fremmed despotisk magt? Er det Rusland, der er ude i noget, der kan sidestilles med en national forsvarskamp for at værge sig imod, at Vesten/NATO trænger sig ind i russisk indflydelsessfære? Er der tale om en krig mellem to ligeværdige imperialistiske magtcentre – NATO/Vesten og Rusland – der kæmper om indflydelse og markeder med Ukraine som den konkrete slagmark?
Og underliggende: Hvad er karakteren af det russiske styre og samfund her 30 år efter Sovjetunionens opløsning og socialismens fald i Europa?
Krige udspringer grundlæggende set af klasseforhold og økonomiske interesser.
Hvis vi skal se nærmere på, hvad det er for en krig, der udspiller sig i Europa, er det ikke nok at se på, hvem der konkret udløste den og hvordan. Som marxister er vi overbeviste om, at det ikke rækker at se på enkeltpersoners gode eller dårlige vilje eller personlighed. De spiller selvfølgelig en rolle, det er uomgængeligt.
Men grundlæggende set er det, som den preussiske officer og filosof Carl von Clausewitz sagde i 1800-tallet: “Krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler.”
Så hver enkelt krig skal vurderes i lyset af den udvikling og den historie, den er født af. Krige er ikke blot et simpelt overfald, der bryder freden, og så kan den brudte fred bagefter genoprettes, som om krigen havde løst alle problemer. Krige udspringer grundlæggende set af klasseforhold og økonomiske interesser.
Grundspørgsmålet, som vi må stille os, er, hvad denne krig føres for, hvilke klasser der har forberedt og dirigerer den. Vi må se på de grundlæggende træk, der præger vores tid, de objektive økonomiske processer, der foregår under de betingelser, vi lever med i dag.
Krigens bagtæppe
Så lad os se lidt bag om krigen.
Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar kan ikke forsvares, men må fordømmes. Det vil imidlertid være forkert at betegne den som uprovokeret. Invasionen er udløst på et bagtæppe af en årelang ekspansion mod øst fra NATO’s og USA’s side. Den skal ses i lyset af det tidligere Sovjetunionens historie, processen for at eliminere socialismen og genoprette kapitalismen samt den kapitaloffensiv, der fulgte efter socialismens fald i Europa. Og den skal ses i lyset af den myriade af nationalitetsproblematikker, der findes i det kæmpemæssige område.
Men invasionen og den efterfølgende krig skal først og fremmest bedømmes i lyset af den nye geopolitiske situation, der vokser frem i disse år:
I flere årtier efter Anden Verdenskrig var verden præget af en bipolær situation. Her var det to store verdensmagter – USA og Sovjetunionen – og deres forhold, der var afgørende for de internationale relationer. Da Sovjetunionen blev opløst i 1990’ernes begyndelse, stod USA alene tilbage som den eneste supermagt i det, der blev kaldt en unipolær verden. Den nyliberalistiske offensiv blev et udtryk for dette.
Opbrud i magtcentrene
Det er denne unipolære verden, der i disse år står for fald. USA’s eneherskerdømme er på retur og udfordres, mens det, der kaldes en multipolær verden med flere indflydelsesrige magter, vokser frem. Magtcentrene forskyder sig, og kampen om økonomiske interessesfærer spidser til.
Det er ikke nødvendigvis en situation, der skaber fred, men derimod en situation der skaber uro, gnidninger og konflikter. Kommunistisk Parti har faktisk i lang tid advaret mod en ny kold krig, der kunne gå hen og blive varm. Det er netop, hvad der er sket. Det er det opbrud, verden står midt i, og som nu har antaget en blodig karakter.
Set i det perspektiv handler krigen ikke blot om Ukraine. Set i det lys mister tusindvis af ukrainere og russere i disse dage ikke livet for deres egen frihed, men for andres interesser. Set i det lys er krigen udtryk for en global kamp mellem det gamle imperium med centrum i USA og den fremvoksende multipolære verden med centrum i Eurasien, altså Asien og de østlige dele af Europa.
En ulige imperialistisk krig
Så krigen i Ukraine er en imperialistisk krig med de særtræk, der gør sig gældende i 2022.
Det er en imperialistisk krig, for ingen af parterne kæmper arbejderklassens eller undertrykte nationers sag. Men det er ikke en imperialistisk røverkrig, hvor to ligeværdige magter eller koalitioner står over for hinanden. Og her taler vi ikke om “parterne” Ukraine og Rusland. Det er reelt Vesten (NATO/USA), der står over for Rusland. Ukraine er blevet slagmarken i denne krig, som foreløbig for Vestens vedkommende føres per stedfortræder, som udrustes og bevæbnes.
Det er – ud fra de afgørende betragtninger – en asymmetrisk krig. En krig mellem ulige konkurrenter.
Krig kan skabe og styrke koalitioner, men den kan også bryde dem op igen.
På den ene side står en regional, kapitalistisk stormagt, som det ikke er lykkedes at stige op til en central plads i det imperialistiske verdenssystem. Den befinder sig derimod økonomisk i det imperialistiske verdenssystems periferi. Dens ledende kredse forfægter storrussisk chauvinisme og har imperialistiske ambitioner, som det foreløbig ikke er lykkedes at løfte.
På den anden side står verdens p.t. stærkeste imperialistmagter i koalition.
Som en kapitalistisk stormagt søger Rusland logisk nok at håndhæve sin ret til eksistens og afværge den isolation, inddæmning og risiko for balkanisering og muligt regimeskifte, som NATO’s ekspansion mod øst foranlediger.
En regional stormagt med begrænset økonomisk vægt
Nogle få men bestemt ikke udtømmende kendsgerninger om Ruslands økonomiske position til belysning af pointen med, at landet er en regional stormagt i periferien af det imperialistiske verdenssystem:
Ud af de største 100 virksomheder i verden er kun de to russiske (nummer 51 og 99). Af de 1000 største er de 13 russiske. Af dem er fem af de seks største råstofsælgere inden for olie, gas og nikkel – en struktur der typisk ses i udviklingslande. (Kilde: Forbes 2000-listen, baserer sig på et vægtet gennemsnit af fire parametre: salg, profit, besiddelser og markedsværdi i aktier).
Der spilles i sandhed hasard med verdensfreden.
Blot for at sammenligne: Lille Danmark har syv på listen over de 1000 største virksomheder.
Ruslands meget omtalte oligarker – i Vesten kaldes de samme personer rigmænd – besidder en lille brøkdel af de private formuer i verden. Ruslands privatpersoner står for kun 0,73 procent af verdens samlede ejendom ifølge Credit Suisse. USA har 30,2 procent og Danmark 0,41 procent.
Russisk kapitaleksport er faldet drastisk siden 2013, hvor der ifølge tal fra Verdensbanken blev investeret 86,5 milliarder dollars i udlandet. I 2020 var det faldet til 5,9 milliarder.
I forhold til Ukraine har Rusland de seneste år mistet sit marked der. I dag er EU Ukraines største handelspartner, hvor det tidligere var Rusland. Rusland er nummer to, men Kina er på nippet til at overtage denne plads. I virkeligheden overlever Ukraine i disse år kun på Vestens støtte.
Usikre alliancer og koalitioner
Her lidt over en måned inde i krigen er det alt for tidligt at drage nagelfaste konklusioner. Vi ved ikke, hvordan den vil ende – men vi ved, at fred er krigens fortsættelse med andre midler, og at en fredsslutning derfor vil afspejle krigskræfternes positioner.
Meget tyder på, at krigen i sit udgangspunkt ikke kom ubelejligt for USA, der kæmper for at fastholde sin position og sit greb om Europa. Selvom USA-imperialismen strategisk set er på vej ned ad bakke, er det stadig verdens stærkeste militærmagt, og det er hidtil i krigens første uger lykkedes at samle NATO og EU. Hvorvidt det vil holde i længden, afhænger af utallige faktorer.
Krig kan skabe og styrke koalitioner, men den kan også bryde dem op igen. Et af de store spørgsmål er, hvorledes forholdet mellem Rusland og Kina vil udvikle sig, i lyset af at Kina indtager en neutral holdning over for krigen i Ukraine. Der er ingen tvivl om, at USA og NATO helst ser Rusland og Kina splittet.
Økonomisk krig i fuld skala
Set ud fra et økonomisk perspektiv har krigen allerede haft enorme konsekvenser for verdensøkonomien, der allerede inden den russiske invasion var præget af krisetegn.
De økonomiske sanktioner, der i realiteten er økonomisk krigsførelse i fuld skala, har ødelæggende konsekvenser for befolkninger verden over. De river og flår i verdensøkonomien, men kan også vise sig at skabe nye alliancer og skubbe lande og økonomier mod Asien og ikke mod Vesten.
Det er værd at erindre om, at sanktionerne ikke er gennemført af verdenssamfundet, men af USA, EU, Storbritannien og enkelte andre såkaldt vestlige lande. Ikke et eneste afrikansk land sanktionerer Rusland, Indien gør det ikke, Kina gør det ikke. Ja, faktisk har hverken Asien eller Latinamerika (med ganske få lande som undtagelser) vedtaget sanktioner.
Vi må tage folkenes parti
Så den forfærdelige sandhed er, at befolkningerne i Europa er blevet påtvunget en imperialistisk krig, der hverken tjener den ukrainske, den russiske eller de europæiske befolkningers interesser.
Det er derfor, at der ikke er anden vej end at insistere på, at krigen må stoppe nu, at der umiddelbart må gennemføres en våbenhvile. Al våbenbistand og anden militær bistand – også fra Danmark – forlænger krigens mareridt. I stedet er der brug for upartisk humanitær bistand til alle områder af Ukraine, inklusive Luhansk og Donetsk.
Ligeledes vil det være i arbejderklassens og befolkningernes interesse, at alle udenlandske styrker, inklusive lejesoldater, trækkes ud af Ukraine, og at den økonomiske krig stoppes. Alle involverede parter må inddrages i forhandlinger om at finde en mere permanent løsning, der anerkender Ukraines neutralitet.
Verden er i de sidste uger blevet meget mere usikker. Hvis krigen når dertil, at der kommer en direkte NATO-Rusland-konfrontation, er faren for en egentlig storkrig, der også vil involvere Danmark direkte, overhængende.
Der spilles i sandhed hasard med verdensfreden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
