Finanskrisen i 2008 blev en brat opvågnen for alle, der troede, at den finansielle sektor i Danmark var grundlæggende sund og relativt uberørt af kriser på det internationale marked såsom krisen på boligmarkedet i USA i 2008.
Så sent som i foråret 2008 vurderede de såkaldte vismænd i Det Økonomiske Råd, at Danmark ikke ville blive direkte ramt af problemerne på boligmarkedet i USA, selv om krisen selvfølgelig ville påvirke verdensøkonomien og dermed også dansk økonomi.
Den finansielle udvikling og jagten på profit til den stigende mængde fri kapital er med til at skabe øget ulighed i det rige nord.
I takt med at finanskrisen udfoldede sig, blev det dog klart, at danske banker også var dybt involverede i risikable projekter, der var baseret på kortfristede lån internt i den finansielle sektor.
Da den store investeringsbank Lehman Brothers gik i betalingsstandsning i efteråret 2008, frøs det indre bankmarked til på globalt plan. Ingen banker turde længere låne ud til andre banker uden særlige garantier.
Selv om krisen havde sit udspring i USA, var det europæiske banker, der var hårdest ramt af sammenbruddet, og som umiddelbart stod i et stort behov for US-dollars.
USA’s centralbank pumpede masser af dollar ud i det internationale finansielle system via andre nationalbanker. Dermed reddede centralbanken finansmarkedet. Samtidig styrkede den sin egen rolle som verdens dominerende centralbank, som andre centralbanker er afhængige af.
Danmarks suverænt største bank Danske Bank var tæt på at gå i betalingsstandsning og blev kun reddet af, at politikerne gik ind med en betalingsgaranti for banken.
I modsætning til mange andre lande blev der i Danmark strikket en ordning sammen, der ikke bare reddede banken. Ordningen sikrede også, at bankens aktionærer ikke mistede kontrollen med banken på trods af det truende sammenbrud. En af årsagerne til at Danmark valgte denne model, skal nok findes i, at landets største enkeltkapitalist, A. P. Møller-Mærsk, var – og stadig er – hovedaktionær i banken.
På det tidspunkt, altså i 2008, var omkring 60 procent af alle danske bankkunder kunder i Danske Bank. Så når for eksempel Roskilde Bank udstedte et lån på en million kroner, ville man forvente, at omkring 60 procent af pengene ville blive betalt til enkeltpersoner, virksomheder eller forretninger, der var kunder i Danske Bank. De penge havde Roskilde Bank i realiteten ikke, og det blev derfor noteret, som om Roskilde Bank lånte pengene i Danske Bank.
På den måde sugede Danske Bank de nationale bankproblemer til sig. Banken havde sammen med andre store danske banker tjent “nemme penge” på små bankers ekspansive risikable udlån til spekulative projekter.
Fra år 2000 og frem til 2006 skete der nemlig en voldsom stigning i de interne banklån. Det var en følge af stor økonomisk aktivitet – også af spekulativ karakter – i det danske samfund.
I år 2000 havde de fem største banker ifølge Danmarks Statistik deres udlån placeret med 100 milliarder kroner til husholdninger og samme beløb til erhvervslivet, mens de havde udlån for 50 milliarder kroner til de mindre banker.
Seks år senere var udlånet til små banket steget eksplosivt:
I 2006 havde de fem største banker i Danmark godt nok øget deres udlån til husholdningerne og erhvervslivet til 150 milliarder kroner til hver sektor. Men udlånet til de små banker var seksdoblet til hele 300 milliarder kroner.
Baggrunden for at finanskrisen kunne opstå, var en overflod af fri kapital, der ikke var behov for i husholdningerne eller i det eksisterende erhvervsliv. Udviklingen havde sit udspring i, at kapitalmarkedet var blevet markant liberaliseret. Det samme var tilfældet med pengeskabelsen, hvilket tillod stadig mere spekulative investeringer.
På internationalt plan havde liberaliseringerne store konsekvenser i de enkelte lande separat, men også samlet set for hele den finansielle sektor. Siden 1960’erne var det finansielle marked blevet mere og mere globalt, og i starten af 00’erne blev der opbygget stadig større kapitalfonde, som for en stor dels vedkommende byggede på kapital fra pensionsfonde, også fra danske pensionsfonde.
Væksten af de store kapitalfonde, som var aggressive i deres jagt på profit, og bankernes ændrede fokus fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til at konkludere, at den finansielle sektor befandt sig i en ny fase.
I sin bog I grådighedens tid beskrev han, hvordan kapitalfondene ikke bare handlede med penge og værdipapirer i det åbne rum, men “nu er der også job, arbejdspladser, virksomheder i det lukkede rum”.
I forhold til bankerne uddybede han forskellen fra tidligere med observationer om, at “før stod bankerne primært for langsigtet finansiering og kapitalplacering i aktier og virksomheder … Nu er hovedopgaven at tjene penge på hurtige låneformidlinger”.
Krisen i 2008 medførte, at der blev stillet skærpede krav til bankerne om, hvor meget og hvor risikabelt de kan investere i forhold til deres egen kapital. Til gengæld er markedet for de såkaldte skyggebanker vokset markant. Skyggebanker er virksomheder, der investerer og låner penge ud til andre selskaber uden at være registreret som banker.
I dag er der også en tendens til, at de store selskaber ikke bruger bankerne til at skaffe nødvendig kapital. De går derimod direkte ud på det globale kapitalmarked med udstedelse af egne obligationer.
Kapitalfondenes og skyggebankernes vækst bygger på den overflod af fri kapital – eller likviditet – der er i den vestlige verden.
Mængden af fri kapital har til gengæld sit udspring i den øgede opsparing i de vestlige samfund samt de store profitter, som til stadighed bliver overført fra primært de store globale selskaber, der tilegner sig større profitter, end de selv har brug for til deres fortsatte vækst. De udbetaler dem til aktionærerne i form af udbytte, men også i form af opkøb af egne aktier.
I Danmark er det blandt andet illustreret af Novo Nordisk og A. P. Møller-Mærsk, der begge bruger store dele af deres overskud til opkøb af egne aktier. På internationalt plan er Apple et markant eksempel. Selskabet har haft årlige opkøb af egne aktier, der svarer til børsværdien af rederiet A. P. Møller-Mærsk.
Der er en klar tendens til, at der eksempelvis på Børsen i København bliver betalt væsentligt mere kapital tilbage til aktionærer, end der bliver tilført ny kapital til virksomheder.
Hovedparten af al handel med aktier er køb og salg af aktier mellem ejere af aktier, også når der kommer nye aktier på markedet. Et eksempel: Da det danske selskab AMBU, der udvikler og fremstiller medicinsk udstyr, gik på børsen, fik selskabet ikke tilført kapital. Det var de daværende ejere, der delte deres ejerskab med andre uden at miste kontrollen over selskabet.
Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen konkluderede allerede i 2007, at udviklingen på kapitalmarkedet op til krisen ikke var drevet af en demokratisk proces eller udtrykte en uundgåelig udvikling, som den nye teknologi drev frem.
Udviklingen af det frie kapitalmarked var derimod en konsekvens af den afregulering, som han og andre socialdemokratiske regeringer havde været med til at gennemføre, i håb om at der kom internationale regler til at tøjle det grænseoverskridende kapitalmarked.
Det manglende demokrati ved kapitalmarkedets udvikling er i det hele taget et kendetegn ved det globale marked. I takt med at markedet vokser sig ud over de nationale rammer, går det nationale demokrati fra at kunne bestemme over de nationale forhold til at blive underlagt den internationale udvikling.
Det blev understreget af Nyrup Rasmussens efterfølger som socialdemokratisk statsminister, Helle Thorning-Schmidt, hvis regering altid understregede, at dens økonomiske initiativer skulle nyde tillid hos den finansielle sektor. Denne var til gengæld ikke underlagt nogen demokratisk beslutningsproces.
Mangel på demokrati og øget usikkerhed er faste konsekvenser, i takt med at mere og mere kapital jagter fremtidens profit i produktionen. Det viste udviklingen efter coronagenåbningen og i forbindelse med krigen i Ukraine i 2022. Dette forårs uro på bankmarkedet har ligeledes bekræftet det.
Ifølge Danmarks Statistik mistede alle danskere med en privat pensionsordning i gennemsnit cirka 145.000 kroner i 2022. Det skete på grund af de negative økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine og de højere renter. De højere renter blev indført af nationalbankerne for at bekæmpe den øgede inflation efter afslutningen på coronanedlukningerne.
Det generelle billede er ellers, at det går godt med dansk økonomi. Der er store overskud på betalingsbalancen og dermed det økonomiske forhold til omverden.
Der har nu i flere år og også i 2022 været store overskud i den offentlige sektor, selv om skat fra pensionsafkast var mindre end normalt. Alligevel er de private pensionsordninger i Danmark mere afhængige af, hvordan udviklingen tegner sig på det internationale kapitalmarked.
Formuen i de danske pensionskasser er steget igen i 2023 som følge af udviklingen på de globale aktiemarkeder og specielt på det største aktiemarked i verden, nemlig USA’s. Her tæller økonomisk usikkerhed på internationalt plan og højere renter mere end en robust national økonomi.
Udviklingen i 2022 viser imidlertid, hvor afhængig fremtidens pensionister er af udviklingen på det internationale kapitalmarked, og hvorfor den mere finansielle del af den danske kapital ikke er knyttet specielt til produktionen i Danmark eller i EU.
Det, der tæller, er, hvor stort afkastet er af pensionsopsparingen, og det giver for tiden mest afkast at følge aktiemarkedet i USA.
I en række år er prisen på aktier i USA netop blevet trukket op af store overskud i specielt teknologigiganter som Apple, Google og Meta (Facebook), der har en dominerende rolle på hver deres del af markedet.
Siden finanskrisens udbrud i 2008 og de efterfølgende finansielle problemer i EU som følge af eurokrisen i de sydeuropæiske lande er dansk kapital flyttet mere og mere til USA.
Det er specielt den del af kapitalen, som ikke er knyttet til direkte investeringer i produktion i andre lande, som det ofte er tilfældet med pensionskassernes opkøb.
Andelen af dansk kapitals investeringer i udlandet, som er placeret i aktier, blev næsten fordoblet i perioden fra 2005 til 2022 og udgjorde i 2022 26 procent af alle investeringer i udlandet. 61 procent af disse investeringer i aktier var i aktier, som er noteret i dollars.
Det er der flere grunde til. Dels afspejler det en øget investering i aktier i USA, men også at aktierne i USA er steget mere end andre steder, så værdien er øget i forhold til andre lande.
Selv om værdien faldt i 2022, er de danske pensionsformuer store set i forhold til den danske produktion. På trods af det store fald i 2022 udgjorde pensionsformuerne i Danmark alligevel 150 procent af den samlede produktion i Danmark, bruttonationalproduktet. Det betyder, at de danske pensionsformuer relativt set er nogle af de største i verden.
Statistikbureauet Statista har beregnet, at Holland i 2022 havde den relative største pensionsformue, der var på 165 procent af landets bruttonationalprodukt.
I 2014 udgjorde pensionsformuerne i Danmark 164 procent af bruttonationalproduktet, men i de efterfølgende år voksede pensionsformuen væsentlig hurtigere end udviklingen i produktionen, så i 2021 udgjorde værdien af de danske pensioner 191 procent af produktionen i Danmark, inden værdien faldt drastisk i 2022 ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Den finansielle udvikling og jagten på profit til den stigende mængde fri kapital er med til at skabe øget ulighed i det rige nord. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at mange almindelige ufaglærte job er dårligt betalt, ligesom presset på de offentlige institutioner er vokset.
Samtidig med at de rige i samfundet bliver rigere – også i Danmark.
Tal fra vismændenes rapport Dansk Økonomi foråret 2019 viser, at det specielt er den rigeste ene procent af befolkningen, der er blevet rige på udviklingen på kapitalmarkedet.
De er de eneste, der har en positiv kapitalindkomst, hvor alle andre betaler mere i renter på blandt andet boliglån, end de har i kapitalindtægter. Den rigeste ene procent har langt større aktieindkomst end andre indkomstgrupper, ligesom aktieindkomsten udgør en langt større andel af deres samlede indkomst.
De har også de relativt største pensionsformuer set i forhold til deres indtægt, hvilket jo også bliver fremmet af skattetænkning, da deres opsparing i arbejdsmarkedspensioner i første omgang er fritaget for topskat.
Til sammenligning har Finansministeriet udarbejdet beregninger i midten af 1990’erne, der viser, at almindelige arbejdere kan forvente at få deres pensionsopsparing realbeskattet med 50-60 procent på grund af mistede ydelser fra det offentlige, som afkastet fra deres pensionsordning medfører.
Så da der blev indført obligatoriske pensionsordninger for alle ansatte på det private arbejdsmarked i Danmark i 1991, tog landets økonomi dermed et vigtigt skridt ind i den voksende finansialisering af verdensøkonomien.
Beslutningen lå i forlængelse af den liberalisering, der fulgte af økonomien med gennemførelsen af EU’s indre marked og især reglen om kapitalens frie bevægelighed.
Idemæssigt var beslutningen om oprettelse af arbejdsmarkedspensionerne søsat af Poul Nyrup Rasmussen selv i hans rolle som cheføkonom for LO, inden han blev næstformand for Socialdemokratiet i 1987 og siden dansk statsminister i 1993.
Indførelse af arbejdsmarkedspensioner blev i hans regeringstid fulgt op politisk med liberalisering af kapitalmarkedet, blandt andet blev reglerne for pensionskasser ændret, så de også kunne investere i aktier og dermed få del i de gevinster, som de stigende profitter gav via højere aktiekurser.
Arbejdsmarkedspensionerne var også et politisk brud med den kollektive folkepension. Folkepensionens størrelse er fastsat som en kollektiv sats og finansieret ud af den samlede offentlige økonomi i landet.
Folkepensionen er et retskrav, som pensionisterne har på staten, og den er en politisk aftale, der afspejlede arbejderklassens og pensionisternes politiske styrke i samfundet. Samtidig bygger den på forfordeling af de svageste i samfundet.
Arbejdsmarkedspension var og er derimod en individuel størrelse, der afspejler, hvor meget den enkelte har indbetalt. Den er ikke et retskrav baseret på politisk indflydelse, men den afspejler et økonomisk krav baseret på afkastet i de virksomheder, som pensionskasserne har købt aktier i.
I takt med at pensionsfondene på det private arbejdsmarked blev opbygget, dalede folkepensionens politiske betydning.
Til gengæld har pensionsfondene vokset sig store og spiller i dag en stadig større politisk rolle i toppen af fagbevægelsen, der sidder som forvaltere af de store mængder kapital i pensionsfondene.
Det er vigtigt at huske, at det stadig er de ansatte i virksomhederne, der skaber værdierne, mens det er aktionærerne, der tilegner sig overskuddet. Også selv om det er aktionærer fra pensionsfondene.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, november 2023.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er bemærkelsesværdigt at det er de socialdemokratiske regeringer siden Poul Nyrup, som har været førende med de ulighedsskabende tiltag. Til det er der kun at tilføje, at vore opstillede og valgte statsministre har været gennem en lang og udemokratisk proces, før vi vælgere fik lov til at stemme på de, af magteliten, nøje udvalgte kandidater. Hermed sikres den globalistiske, antidemokratiske agenda.
Log ind for at svareØget gældsættelse er et stort problem for både virksomheder og privatpersoner. Micheal Hudson har givet en meget grundig historisk redegørelse for baggrunden for finanskrisen 2008 i sin bog “Killing the Host – How Financial Parasites and Debt Destroy the Global Economy”. Bogen forklarer også hvorfor problemet ikke blev løst med redningen af USAs finanssektor efterfølgende. Bogen kan lånes på biblioteket. Desværre findes ingen dansk oversættelse.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
