Ankestyrelsen er det klageorgan, som forældre kan henvende sig til, hvis de oplever, at kommunen ikke overholder loven i en sag, der vedrører deres barn.
Det kan for eksempel dreje sig om dybt alvorlige og meget indgribende sager om tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
Men Ankestyrelsen fungerer ikke som en garant for familiernes retssikkerhed ifølge en række advokater, der den 19. januar deltog på en konference om Ankestyrelsens rolle i børnesager.
- Ankestyrelsen blev oprettet i 1973 og er et statsligt, uafhængigt organ under Social- og Ældreministeriet.
- Ankestyrelsen er klageorgan for afgørelser truffet på først og fremmest social- og beskæftigelsesområdet.
- Ankestyrelsen afgør omkring 50.000 sager om året og fastlægger praksis i principmeddelelser. Sagerne handler for eksempel om støtte til børn, ældre og personer med handicap, tvangsfjernelser og tvangsadoptioner af børn samt sager om arbejdsskade og sociale ydelser.
- I sager om tvangsadoption har Ankestyrelsen en særlig rolle. Styrelsen træffer her afgørelsen efter indstilling fra Børne- og Ungeudvalget i den enkelte kommune.
- Ankestyrelsen afholder kurser, dialogmøder og målrettede læringsforløb i kommunerne. Styrelsen laver også undersøgelser på velfærdsområdet.
- Ankestyrelsen skal føre tilsyn med, at regioner og kommuner overholder loven.
Kilder: Ankestyrelsen hjemmeside og Wikipedia
Konferencen foregik på Christiansborg og var arrangeret af foreningen RIFT, Retssikkerhed i Familiers Trivsel.
En af advokaterne, der deltog på konferencen, var Jeanette Gjørret, der har speciale i anbringelse og adoption af børn uden for hjemmet og arbejder i Stage Advokatfirma.
Hun startede sit oplæg med at konstatere, at der er en række retssikkerhedsmæssige problemer i Ankestyrelsen.
– Jo mere indgribende et indgreb, der er tale om, jo vigtigere er det, at vi sikrer den fornødne retssikkerhed. Og man må i den grad sige, at anbringelser og adoption af børn er nogle af de mest indgribende tiltag, myndighederne kan tage over for en familie, konstaterede Jeanette Gjørret til en start.
I alle kommuner er der nedsat et Børne- og Ungeudvalg, der træffer afgørelser om tvangsanbringelser og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn. Udvalget består af to medlemmer af byrådet, en dommer og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige.
Klager over udvalgets afgørelser skal rettes til Ankestyrelsen. I sager om tvangsadoption kommer Børne- og Ungeudvalget med en indstilling til Ankestyrelsen, der så træffer den endelige afgørelse.
Det er Ankestyrelsens opgave at lave en dybdegående prøvelse af afgørelser eller indstillinger fra Børne- og Ungeudvalg, som der bliver klaget over.
– Ankestyrelsen skal trykprøve, om der er sket partshøring, om sagen er oplyst korrekt og tilstrækkeligt, om der er børnefaglig undersøgelse, handleplaner og så videre. Overholdes reglerne ikke, vil det normalt medføre, at en afgørelse er ugyldig, sagde Jeanette Gjørret på konferencen.
– Sådan er det teorien, men efter min opfattelse fungerer det ikke sådan i praksis. Vi advokater oplever, at når vi over for Ankestyrelsen påpeger sagsbehandlingsfejl, er der meget stor forskel på, hvor meget de bliver vægtet. Særlig problematisk er Ankestyrelsens manglende indgriben over for alvorlige sagsbehandlingsfejl. Det har ingen juridiske konsekvenser, at en kommune fuldstændig fejlbehandler en sag, tilføjede hun.
Skandalen på Langeland
Som eksempel på grove sagsbehandlingsfejl i en kommune pegede advokaten på den meget medieomtalte sag om Sandie fra Langeland, der fik tvangsfjernet sine to drenge.
– Det eksempel illustrerer meget godt, at Ankestyrelsen ikke iagttager retssikkerhed, Sandie blev i den grad svigtet. Den 22. februar 2022 afgør Børne- og Ungeudvalget i kommunen sagen på baggrund af oplysninger fra kommunen. De oplysninger er smækfyldt med fejl, opfundne diagnoser, manglende partshøring og så videre.
Jeanette Gjørret klager på Sandies vegne til Ankestyrelsen, hvor de to er til møde den 5. april 2022. Det har bedt om en ekstra time til at fremføre den omfangsrige sag, men bliver kun tildelt den sædvanlige halve time.
Sandie fra Langeland er bare en enkelt sag. Der ligger de første 100 lignende sager på mit bord.
Jeanette Gjørret, advokat
– Vi gør gældende over for Ankestyrelsen, at der er fejl i den børnefaglige undersøgelse, at der er falske diagnoser, og at kommunen har håndplukket al kritik af Sandie fra forskellige dokumenter, mens ros af hendes evner som mor er udeladt. Der er ikke tale om en objektiv belysning. Men Ankestyrelsen forholder sig ikke til vores kritikpunkter.
Ankestyrelsen stadfæster afgørelsen om tvangsanbringelse. De vurderer, at sagen er ordentlig belyst, og at der kan træffes en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet på det foreliggende grundlag.
– Men det grundlag var jo forkert. Ankestyrelsen tilføjer, at en eventuel klage i øvrigt skal rettes til borgmesteren. Det er den borgmester, der allerede har fået en lang række klager, og som kort tid inden vores møde i Ankestyrelsen har udtalt til medierne, at der ikke er noget problem i Sandies sag, forklarede Jeanette Gjørret.
Efterfølgende bider utilfredse lokalpolitikere fra oppositionen og ihærdige journalister sig fast i sagen, og Ankestyrelsen bliver til sidst presset til at rejse en tilsynssag. Styrelsen erkender, at der er sket en række graverende fejl, og det ender med, at Sandie får sine to drenge hjem igen. Der var ikke grundlag for en tvangsanbringelse.
– Det her er bare en enkelt sag. Der ligger de første 100 lignende sager på mit bord. Der sker simpelthen ikke en ordentlig prøvelse i Ankestyrelsen af afgørelser fra børne- og ungeudvalgene. Jeg tror, at mange af mine kollegaer er enige i det, erklærede Jeanette Gjørret.
Hun pegede også på, at der er retssikkerhedsmæssige udfordringer i de forældrekompetenceundersøgelser, der er et meget tungt bevis i sager om tvangsanbringelser og tvangsadoptioner. Advokaten kommer med endnu et konkret eksempel fra virkelighedens verden:
Maria og Mathias er et ungt par på 20 år, der skal være forældre for første gang. De får lavet en forældrekompetenceundersøgelse under graviditeten på et tidspunkt, hvor de er meget stressede over det, der af advokaten bliver betegnet som en fuldstændig vanvittig sagsbehandling.
– De får at vide, at kommunen nok skal finde deres skeletter i skabene. De finder udfordringer fra de unges barndom, men glemmer at partshøre de to, der har en helt anderledes oplevelse af situationen. Undersøgelsen af forældrekompetencer siger, at parret er uden evner til at vise forældreomsorg. Vi får en anden psykolog til at se på sagen. Vedkommende påpeger, at der er store mangler i særligt Marias forældrekompetenceundersøgelse, fortalte Jeanette Gjørret.
– Det er dybt problematisk. Men Ankestyrelsen mener, at sagen er tilstrækkeligt belyst, og har ingen bemærkninger til undersøgelsen. Kan man trykprøve en undersøgelse af forældrekompetencen, blot ved at en psykolog i Ankestyrelsen ser på sagen. Vi beder om en second opinion, men Ankestyrelsen fejer al kritik af bordet. Sådan en sag gør virkelig ondt. Der er tale om en fuldstændig fejlagtig afgørelse om at adoptere et barn uden samtykke, tilføjede hun.
Ankestyrelsen forsvarer sig
Ankestyrelsen fik også ordet på konferencen. Ankechef Henrik Horster var en af oplægsholderne. Han forklarede om Ankestyrelsens mange forskellige opgaver ud over at fungere som klageorgan. Han erkendte samtidig, at der sker mange fejl i børnesager rundt omkring i kommunerne.
– Det kniber meget i den kommunale sagsbehandling. Inddragelse af børn, unge og forældremyndighed sker ikke i henhold til loven, kommunerne overholder ikke lovbestemte frister, sagsbehandlingen er præget af langsommelighed, det kniber med at få lavet de faglige udredninger og med kvaliteten af dem. Der er mangel på begrundelser og ikke mindst mangel på socialfaglige vurderinger. Det er det udfordringsbillede, vi ser i den kommunale sagsbehandling, sagde Henrik Horster, der ikke havde en lignende kritik af, hvordan Ankestyrelsen selv fungerer.
Han fremhævede, at afgørelserne fra kommunernes børne- og ungeudvalg er underlagt en grundig prøvelse i Ankestyrelsen.
At Ankestyrelsen ender med at sige god for mange kommunale afgørelser og beslutninger på trods af fejl og mangler i sagsbehandlingen, forklarede Henrik Horster med, at sagerne ofte er så lang tid undervejs og bliver så tilspidsede, at der, når de lander på Ankestyrelsens bord, er grundlag for en tvangsfjernelse, selvom den måske kunne være undgået, hvis kommunen havde grebet sagen korrekt an fra starten af.
– Ankestyrelsen skal træffe afgørelse på baggrund af det helt aktuelle billede i forhold til barnet og familien. Vi kan være nået så langt hen i forløbet, at der kun er en anbringelse tilbage. Et bedre forløb kunne i nogle sager have forhindret en anbringelse, men er vi først derhenne, hvor der er et anbringelsesgrundlag, så skal vi anbringe. Vi kan ikke reparere på en ikke særlig god indledende sagsbehandling i kommunerne, sagde han.
70 procent af Ankestyrelsens afgørelser i anbringelsessager bliver indbragt for domstolene. Ankestyrelsen får medhold i 96-97 procent af de sager.
– Det ser jeg som udtryk for, vi træffer de rigtige afgørelser, konstaterede Henrik Horster.
Ankechefen kom også ind på Sandies sag fra Langeland.
– Det er fuldstændig frygteligt. Her er vi ovre i strafferetten. Det er pligtforsømmelse. Jeg er næsten uden ord. Der er ting, vi ikke kan gardere os mod sker, erklærede han.
Den udtalelse reagerede advokat Jeanette Gjørret på.
– Henrik Horster siger, at der er nogle sager, der er så groteske, at man ikke kan gardere sig imod det. Men det kunne Ankestyrelsen godt i Sandie-sagen. Vi oplyste om, at sagen var fejlbehæftet. Ankechefen siger, at de vurderer situationen her og nu, men det her var her og nu, da vi fortalte dem om fejl. Alligevel gjorde Ankestyrelsen ikke noget på det tidspunkt, erklærede hun.
Tre kritikpunkter
En af de andre oplægsholdere på konferencen var advokat Thomas Taguchi, der har advokatfirmaet Socialretsadvokaterne.
Hans oplæg havde fokus på de problemer, der er på den del af børneområdet, der ikke handler om anbringelser af børn uden for hjemmet. Det kan for eksempel være sager om psykologhjælp eller dagbehandling til et barn.
Thomas Taguchi startede med at sige, at Ankestyrelsen gør et godt stykke arbejde i en række sager, men at der efter hans mening er nogle strukturelle problemer.
– Der er udfordringer i mange sager, men ikke i alle sager, sagde han og pegede derefter på tre overordnede kritikpunkter: Kvaliteten i Ankestyrelsens afgørelser, lang sagsbehandlingstid samt håndtering af “forkerte” afgørelser.
– Ankestyrelsens afgørelser fremstår mange gange ikke særligt velbegrundede. For eksempel kan det handle om en familie, der har fået afslag på dagbehandling af deres barn med handicap, som ikke kan klare andre skoletilbud. Vi kommer med gode argumenter og henviser til, hvad egen læge siger, hvad psykologen siger, til forarbejder til den relevante lov og så videre. Man synes som advokat og forældre, at man har fremlagt mange gode faktuelle argumenter. Ankestyrelsen svarer, at de har set vores argumenter, men giver kommunen medhold. Det sker, selvom vi oplever, at 95 procent af sagen talte til vores fordel, sagde Thomas Taguchi.
– Vi savner at få at vide, hvordan Ankestyrelsen er kommet frem til deres beslutning. Hvad er deres mellemregninger, og hvilke overvejelser har de gjort sig? Jeg har mange hundrede sager om året og mangler generelt at se konsekvente gode begrundelser fra Ankestyrelsen. Mange gange fremstår Ankestyrelsens afgørelser ikke særligt overbevisende, tilføjede han.
Der var også kritik af de meget lange sagsbehandlingstider, som Socialretsadvokaterne ser som et stort retssikkerhedsmæssigt problem.
Ofte, når en borger klager til Ankestyrelsen, får man et brev om, at sagsbehandlingstiden er på op til fem måneder. Nogle gange går det hurtigere, men der kan også komme et nyt brev om, at det vil tage endnu længere tid.
– Det kan dreje sig om en familie, hvis barn ikke har det rigtige skoletilbud, så de er nødt til at være hjemme hos barnet. Det kan være et barn, der laver selvskade eller er selvmordstruet. Barnet lider, og for den familie virker sagsbehandlingstiden meget lang. Forinden har der ofte været en lang sagsbehandlingstid i kommunerne på fire, seks, otte eller måske ti måneder. Kommunerne kan selv fastlægge deres sagsbehandlingstider, og selvom de overtræder de fastsatte tider, har det ikke nogen konsekvens. Samlet set bliver det rigtig lang ventetid for familien, forklarede advokaten.
Ankestyrelsen kan enten give klageren ret, give kommunen ret eller sende sagen tilbage til kommunen til fornyet behandling. Det sidste sker i de fleste klagesager på det her område.
Så kan kommunen være lige så lang tid om at genvurdere sagen og når måske frem til samme resultat, så sagen igen skal op i Ankestyrelsen.
– Det er en mølle, der bare kører. Jeg har sager om for eksempel hjemmetræning af et barn, der kører rundt i systemet i tre til fire år, forklarede advokaten.
Han opfordrede Ankestyrelsen til at gøre mere for at følge op på sagerne, når de er sendt tilbage til kommunen.
Det er selvfølgelig surt som advokat ikke at få ret i sin klage til Ankestyrelsen.
– Som oftest accepterer vi afgørelsen, selvom vi mener, at den er forkert. Men der er afgørelser, som skriger til himmelen og er åbenlyst i strid med loven. Så henvender vi os til Ankestyrelsen igen, henviser til lovens forarbejder og opfordrer til at give den et skud til. Hvis Ankestyrelsen tager sagen igen, kan der gå to til tre måneder, jeg har oplevet op til ni måneder, før vi får et svar om, at de har set på sagen igen, men ikke fundet noget, der giver anledning til at træffe en ny afgørelse. Vi ville rigtig gerne vide, hvordan de er nået frem til det resultat. Det er vigtigt, at Ankestyrelsen i de sager tager genprøvelsen alvorligt og er villig til at få nye øjne på sagen for at afgøre, om der er sket fejl, sagde Thomas Taguchi.
Grotesk sag om psykisk skrøbelig pige
Trods tidspres fandt han tid til at komme med et konkret eksempel, hvor Ankestyrelsen uden varsel besluttede at tvangsfjerne en teenager.
Det drejer sig om 17-årige Smilla, der har været omtalt af medierne. Hun har store psykiske problemer, men alligevel beslutter kommunen at stoppe med at give støtte til psykologbehandling. Smillas mor skriver til Ankestyrelsen for at få dem til at pålægge kommunen at bevilge psykologhjælp igen. Det er svært for familien at klare det økonomisk.
– Vi kommer til et møde i Ankestyrelsen, hvor jeg repræsenterer moderen. Ankestyrelsen siger, at psykologhjælpen skal genoptages, men fortæller samtidig, at de i øvrigt vil tvangsfjerne Smilla. Der er ikke givet noget varsel på forhånd, fortalte advokaten.
Smilla bliver sendt på et anbringelsessted, som rummer mange af de ting, som oprindeligt medvirkede til, at hun fik det dårligt. Hun får det værre og har alvorlige selvmordstanker. Smilla savner trygge rammer og sit hjemlige netværk. Der kommer en akut belastningsreaktion, som gør det nødvendigt med beroligende medicin, hvad hun ikke har haft brug for tidligere.
– Psykologen, egen læge og psykiateren råber vagt i gevær. Bostedet kan ikke klare det, og Smilla kommer hjem. På et møde i kommunens Børne- og Ungeudvalg beslutter de, at Smilla har bedst af at blive hjemme. Vi er glade. Men næste dag ringer Ankestyrelsen mig op og siger, at det er en forkert afgørelse i Børne- og Ungeudvalget. Jeg får en time til at fortælle min klient, at de vil anbringe Smilla igen. Smilla går under jorden. Her går domstolen ind og tillægger sagen opsættende virkning, så Smilla ikke bliver anbragt igen. Jeg forstår ikke, hvorfor Ankestyrelsen er så forhippet på at få ret i stedet for at træffe de materielt rigtige afgørelser for borgerne, fortalte Thomas Taguchi.
Efter konferencen har Esbjerg Ret givet familien ret og afvist tvangsfjernelsen af Smilla.
Blandt de omkring 150 deltagere i konferencen er der også flere advokater. En af dem er Hanne Ziebe, der flere gange tager ordet i debatten.
– Nu har jeg hørt flere gange her på konferencen, at der er grundige prøvelser af beslutningerne i anbringelsessager. Men når jeg ser, hvordan de her prøvelser foregår, vil jeg rent faktisk sige, at hvis det var en gammel bil, der skulle vurderes, ville jeg få en grundigere og mere omfangsrig prøvelse. Når jeg går i Børne- og Ungeudvalget, bliver der sat cirka 20 minutter af til prøvelse. Ankestyrelsen sætter også cirka 20 minutter af. I forhold til retten var jeg i Holstebro Ret i sidste uge med to sager med hver to børn. De blev behandlet på samlet set en time. Det var altså ekspresfart. Derfor så bliver jeg lidt tung til mode, når jeg hører, at der er en grundig prøvelse i de her sager. Min oplevelse er, at der alene er tale om en formalitetsprøvelse, erklærede hun.
Hvad er der brug for af ændringer?
Både foreningen RIFT og flere af Folketingets partier mener, at en forfatningsdomstol kan være en del af løsningen på den manglende retssikkerhed i børnesager. Det blev også diskuteret på konferencen.
Blandt oplægsholderne var jurist Bente Adolphsen. Hun tog ikke direkte stilling for eller imod en forfatningsdomstol, men pegede på, at det i hvert fald ikke alene vil kunne løse de alvorlige problemer, som konferencen afdækkede.
Hun gjorde det helt klart, at der er brug for at ske ændringer af systemet. Bente Adolphsen ser det som et problem, at Ankestyrelsen ud over at være klageorgan også har mange andre opgaver med for eksempel at lave kurser og læringsforløb i kommunerne og gennemføre undersøgelser på velfærdsområdet.
– Der er en rollesammenblanding, som ikke er et retssamfund værdigt. Det svækker tilliden til Ankestyrelsen, sagde Bente Adolphsen.
– Det er ikke gjort med at lave ankeinstansen om. Vi mangler et uvildigt kvalitetsnævn, som kan gå ind og gennemgå problematiske sager og med kompetence pålægge kommunerne at handle. Derudover skal vi blandt andet have lavet socialrådgiveruddannelsen om, tilføjede hun.
I den afsluttende paneldebat kom følgende opfordring til ankechef Henrik Horster fra advokat Thomas Taguchi:
– Der har været mange gode indlæg i dag. Jeg synes, at du på Ankestyrelsens vegne skal overveje, om I ikke har lyst til at invitere nogle af os ind og høre mere om vores erfaringer. Der er ting, man kan gøre her og nu. Hør hvad vi har at sige! Vi vil så gerne have en dialog.
Henrik Horster lovede at tage den opfordring med hjem.
Læs også
Indland
Mange fejl og stor vilkårlighed
Konference afdækker store problemer med retssikkerhed i børnesager
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
