I sin tid var jeg stolt og glad, når jeg besøgte det rigtige og senere nedbrændte Frihedsmuseet. Her fik man en fornemmelse af, under hvilke vilkår og på hvilke betingelser vi sloges mod tyskerne og samarbejdspolitikken. Vi ville have fred og demokrati.
Vi mente også, at alle burde kende til vores kamp, så da vi havde fået bygget det nye museum og overlod det hele til staten, var det på betingelse af, at der altid skulle være gratis adgang.
Nu går jeg beskæmmet fra det nye såkaldte Frihedsmuseum.
Hvor er alle de effekter, som man fortalte blev reddet efter den påsatte brand? Hvis ikke effekterne skal udstilles, hvad skal der så ske med dem?
Vi vil godt se – og måske også røre ved – nogle af de våben og andre effekter, vi måtte slås med.
Jeg savner i høj grad for eksempel det bogtrykkeri, som var opstillet i det rigtige Frihedsmuseum, og som var funktionsdygtigt, selv om det var på museum. Nu anvender man en helt anden teknik, så også af den grund burde det være udstillet. Jeg savner det våbenværksted, hvor min organisation fremstillede nogle af de maskinpistoler, vi især i begyndelsen havde så hårdt brug for. Og jeg savner den fængselscelle, som fortalte om de vilkår, man kunne stuve fangne modstandsfolk sammen på i et dansk fængsel.
Nu skal vi forsynes med en lille radio og hørerør oven på det, vi har i forvejen, og man skal finde ud af at trykke på de rigtige knapper for at få historierne bag de store fotostater. I min alder er vi nu ikke til de mange knapper. Vi vil godt se – og måske også røre ved – nogle af de våben og andre effekter, vi måtte slås med. Og vi ville gense de betingelser, vi havde. Tænk på de meget få kroner, illegale havde for at opretholde livet. Tænk på de boligforhold, de af vore kammerater, som var “under jorden”, ofte måtte nøjes med.
Oprøret i august 43 er stort set kun beskrevet ved flådens sænkning på Holmen og så videre. Man burde i samme åndedrag have beskrevet, hvordan hæren, med få undtagelser, afleverede kaserner, våben og alt andet udstyr til tyskerne.
Jeg er ikke nogen sur og bitter gammel tosse, der i sin tid var med til at slås. Men skal historien fortælles – og det skal den – så må det være efter den målestok, det nedbrændte Frihedsmuseum var bygget op på. Og ikke efter en tåbelig idé om at historien skal begraves under jorden, hvor den meget moderne teknik er det væsentlige.
De effekter og betingelser, som vi havde at slås med, går helt tabt, som det åbenbart er sket med den gamle kampvogn V.3., der før stod som et vartegn for det nedbrændte Frihedsmuseum.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
