Læserbrev
I år markerer vi 150-året for Pariserkommunen – historiens første revolution ledt af arbejderklassen.
I Danmark markerer vi desuden 150-året for grundlæggelsen af den danske arbejderbevægelse, og de to jubilæer hænger snævert sammen. Pariserkommunen fandt nemlig sted på et tidspunkt, som betød, at den blev en væsentlig inspiration og en form for katalysator for bestræbelserne på at organisere den danske arbejderklasse.
Danmark fik sin første grundlov i 1849… der som et af de centrale elementer havde sikringen af den private ejendomsret.
Sat på spidsen kan man sige, at den danske arbejderbevægelses første spæde skridt bestod af et forsvar for Kommunen, da en enkelt mand tog opgaven på sig i foråret 1871. Det var op ad bakke og i modvind i et liberalt/konservativt domineret samfund. Men initiativet belønnede sig, og den danske arbejderklasse organiserede sig, og det har den gjort lige siden.
Arbejderklassens organisering i Danmark før 1871
De tidligste forsøg på at organisere en socialistisk bevægelse i Danmark fandt sted i begyndelsen af 1850’erne og kan i vid udstrækning betegnes som et enkeltmandsværk.
Frederik Dreier, en lægestuderende, beskæftigede sig med spørgsmålet og argumenterede blandt andet for dannelsen af et arbejderklassens parti. Dreiers agitation slog ikke igennem i praksis – tiden var endnu ikke moden – han døde som ganske ung, og hans ideer faldt hen i glemslen.
Modningsprocessen var imidlertid i fuld gang. Den bølge af borgerlige revolutioner, som skyllede ind over det europæiske kontinent i 1848-49, slog også igennem i Danmark, som fik sin første grundlov i 1849 som et kompromis mellem kongemagten og borgerskabet, en grundlov der som et af de centrale elementer havde sikringen af den private ejendomsret.
Overgangen fra et samfund styret af jordbesiddelse til et samfund styret af kapitalakkumulation var hastigt undervejs, og de følgende årtier prægedes af en stærk liberalisering af samfundsstrukturerne og et opbrud i de hidtil kendte former, hvorunder eksempelvis arbejdsmarkedet var organiseret.
Liberaliseringen af arbejdsmarkedet kom til udtryk i en massiv deregulering. Det mest almindeligt kendte eksempel herpå er vel nok den såkaldte Næringsfrihedslov af 1857, altså frihed til at etablere erhverv hvor man havde lyst. Loven var et endeligt opgør med lavsstrukturen, som førhen havde dannet rammen om byernes håndværkeres arbejdsliv. Det element af social sikring, som for håndværkssvendene lå i lavsstrukturen, forsvandt, og samtidig vandrede lavt kvalificeret og billig arbejdskraft fra land til by.
I løbet af 1860’erne tegnede der sig efterhånden konturerne af en moderne arbejderklasse, særligt i hovedstaden København, men det var en fragmenteret klasse, som uden organisering stod stort set forsvarsløse overfor kapitalens udbytning. Arbejds- og levevilkårene var derefter.
Borgerlige arbejderforeninger
Organisatorisk set skete der et nybrud i 1870’erne, men forskellige typer af foreninger og andre organisationer for blandt andre arbejderne eksisterede allerede før den tid. Allerede i 1850’erne blev der oprettet foreninger, som på forskellig vis sigtede mod en form for organisering af arbejderne. Der blev eksempelvis oprettet foreninger med det formål at få bygget tidssvarende boliger til arbejderne.
Et eksempel på de såkaldt borgerlige arbejderforeninger er Arbejderforeningen af 1860, som blev stiftet af politikeren og redaktøren C. V. Rimestad. På trods af navnet var foreningen ikke kun for arbejdere, medlemsskaren bestod desuden af mestre og akademikere, og den havde ikke meget til fælles med arbejderbevægelsens senere organisationer.
Formålet var at danne arbejderne, ikke for at frigøre dem, men tværtimod for at harmonisere forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Rimestad var liberal og fortaler for tidens deregulering, og i foråret 1871 markerede han sig som en heftig modstander af Pariserkommunen og alt, hvad den stod for.
Det var også i 1860’erne, at brugsforeningerne så dagens lys i Danmark. Ideen om brugsforeninger kom fra England og blev i første omgang taget op af præsten Hans Christian Sonne, som etablerede den første brugsforening i Thisted i 1866. Brugsforeningerne havde et noget mere enkelt formål end Arbejderforeningen – de skulle skaffe arbejderne adgang til billigere dagligvarer, og de blev hurtigt en succes. Senere, i det 20. århundrede, blev brugsforeningstanken en del af arbejderkooperationen.
Et af de væsentlige nybrud, der fandt sted i perioden, var, at arbejderne i stigende grad dannede deres egne organisationer fremfor som i de ovennævnte tilfælde at lade præster og borgerlige politikere og redaktører danne foreninger for dem. Egentlig var der i høj grad tale om en glidende overgang. I slutningen af 1860’erne begyndte arbejderne i forskellige fag at danne fagforeninger eller i hvert fald forløbere for fagforeninger. Foreningerne, hvoraf mange havde en ganske kort levetid, blev organiseret omkring de enkelte fag. Det var traditionen tilbage fra lavstiden, hvilket er fortsat helt frem til i dag. Fagforeninger i moderne forstand var der imidlertid ikke tale om endnu i slutningen af 1860’erne. En væsentlig forskel var typisk, at mestre kunne være med i foreningerne. I flere tilfælde var foreningerne desuden præget af egentlige borgerlige eller konservative anskuelser. Formålet var typisk at udvikle og fremme faget eller tilsvarende formuleringer.
Et godt eksempel på det er Den Typografiske Forening, som blev dannet i sommeren 1869. Og det interessante ved Den Typografiske Forening er, at den modsat mange andre overlevede forskellige organisatoriske konjunkturer – det var en af de såkaldt blivende foreninger. Efter et par år trængte lønspørgsmålet sig på, foreningen begyndte i sommeren 1871 at forhandle løn med arbejdsgiverne, og den udviklede sig således med tiden til en ’rigtig’ fagforening i moderne forstand.
Kort opsummeret kan man således sige, at i foråret 1871 havde den industrielle udvikling i Danmark nået et niveau, som blandt andet betød, at der eksisterede en substantiel arbejderklasse i landets større byer, og at arbejderne i forskellige fag så småt var begyndt at organisere sig fagligt.
Dækningen af Pariserkommunen i den danske presse
På avisredaktionerne i Danmark var man ganske klar over, hvor unikke begivenhederne i Paris i 1871 var, og igennem hele foråret fulgtes situationen tæt i den danske presse.
Dækningen var massiv, og dagligt kunne der i de danske aviser læses telegrammer fra Paris, Versailles og London, som berettede om begivenhedernes gang i den franske hovedstad. Faktisk fyldte telegrammerne og gengivelsen af beretninger fra Times og andre internationale blade det mest af spalterne. Man undlod dog ikke på redaktionerne i København selv at tage stilling til situationen, og læserne kunne næppe være i tvivl om, hvor sympatierne lå. Nyhederne om det parisiske oprørs begyndelse på Montmartre blev modtaget med fordømmelse og afsky, som det kan læses i dette uddrag fra et af tidens største danske dagblade, Dags-Telegraphen, den 21. marts:
”De forfærdelige efterretninger fra Paris, som man vil finde udførligt omtalte nedenfor, viser, hvor stor ret de desværre har haft, der ventede, at den så rigelig udstrøede onde sæd vilde efter fredsslutningen bære de værste frugter. Det må nu være klart for enhver, at de mænd, der er opdragne i Paris under indflydelse af fanatikere og kjeltringer sætte [formen] ”republikkens” bevarelse langt over hvert hensyn til deres fædrelands frelse, og at de atter forlange et bestemt slags, navnlig en, der giver løn uden arbejde. Det kan være at også den ulykke vil gå over Frankrig, at disse mænd rejse en borgerkrig mellem den store del af befolkningen, navnlig landbefolkningen, og den sociale republiks tilhængere i Paris og måske i nogle andre af de større stæder. De ville da få det endeligt at drukne i den blodstrøm, de selv have udgydt. Men det ulykkelige Frankrig!”
I et andet af tidens store dagblade, Folkets Avis (21. marts), betegnede man i første omgang situationen på Montmartre som en komedie. Latterliggørelsen af den parisiske ”pøbel” gik hånd i hånd med fordømmelsen:
”Som man vil have set i vort gaarsnummer meddelte telegrammer, truer den på Montmartre opførte komedie med at antage en tragisk karakter, idet det er kommet til sammenstød mellem de oprørske nationalgardister og linietropperne. De sidste have desværre ikke vist sig ganske paalidelige og have tildels gjort fælles sag med oprørerne. Natten til den 18. gjorde regeringen endelig alvor af det og sendte soldater ud for at tage Montmartre.”
Kendetegnende for den danske presses dækning var forholdet til kilderne. En stor del af efterretningerne angik den rent militære udvikling i Paris. Telegrammer fra Versailles – det vil sige fra den franske regerings hovedkvarter – blev generelt gengivet eller videreformidlet uden kritik, mens der gerne sattes spørgsmålstegn ved troværdigheden af telegrammerne fra Paris, som for eksempel i Folkets Avis den 13. april:
”Hvis man kan tro en beretning fra ’general’ Dombrovsky, har oprørerne den 10. gjort ikke ubetydelige fremskridt”.
En slet skjult antydning af, at den beretning kan man formentlig ikke tro på. Mere direkte formuleredes det i Dags-Telegraphen den 20. maj:
”I det omstående parisertelegram af 19. (maj, red.) hedder det, at de fødererede har vundet en række fordele over regeringens armee; men man kan selvfølgelig ikke fæste lid til disse sejrsbulletiner […]”
I det hele taget var dækningen præget af en vis ensidighed. Ensidigheden i valget af kilder afspejlede sig i, hvorledes begivenhederne blev vægtet i spalterne. Beskrivelsen af Kommunens rædselsregime fik ikke for lidt, og begivenheder som nedrivningen af Vendomesøjlen og regeringslederen Thiers hus, brandstiftelserne i Kommunens sidste dage – denne ødelæggelse af den skønneste by i verden – og henrettelserne af Kommunens fanger, særligt hæderlige mænd som ærkebiskop Georges Darboy, fyldte spalterne i de danske aviser.
Det ensidige fokus på begivenhederne tjente naturligvis til at tegne et klart billede af Pariserkommunen som uansvarlig og farlig. Selvom den socialistiske tanke ikke på dette tidspunkt havde vundet stor udbredelse i den danske arbejderklasse, forspildte man ikke enhver given lejlighed til at sprede frygt for disse samfundsundergravende ideer. Pariserkommunen var mere end oplagt til formålet, og de barbariske parisere tjente til skræk og advarsel – selv efter Kommunen så at sige var lagt i graven. I Dagbladet kunne man den 2. juni læse i telegrammet fra Times:
”Nogle af indvaanerne i Belleville erklærede ganske ligefrem til forbigaaende, at sagen endnu ikke var endt, og at der ville blive taget en frygtelig hævn over soldaterne. Disse pralerier er endnu ikke blevne til alvor. Men der hersker ikkedestomindre almindelig frygt for, at de insurgenter, som er undslupne retfærdigheden, ville forsøge på hemmelig at organisere systematiske brandstiftelser og mord. Der opdages endnu bestandig beholdninger af petroleum.”
Den danske presses behandling af Pariserkommunen var kendetegnet ved fordømmelse, latterliggørelse, mistro, et ensidigt fokus og målet om at sprede frygt for Kommunen og socialismens tankesæt. Det kan selvfølgelig tolkes som et vidnesbyrd om, hvor meget borgerskabet frygtede disse ideer, og det kan man naturligvis ikke fortænke dem i. Gennem det meste af foråret stod den borgerlige presses dækning af begivenhederne uimodsagt. Men det blev der lavet om på.
Også den anden part skal høres
Den 21. maj – netop som den ’blodige uge’ tog sin begyndelse i Paris – udkom i København et lille hæfte med titlen Socialistiske Blade I – Socialismen i dens forhold til historien. Det blev udgivet under det anonyme pseudonym ’en arbejder’ og var på forsiden forsynet med det latinske motto ”audiatur et altera pars” – også den anden part skal høres. Det skulle vise sig ikke at være en arbejder, men postfunktionæren Louis Pio – i øvrigt af fransk afstamning – som havde forfattet teksten. Som den korte gennemgang af pressedækningen ovenfor viser, må det lille motto siges at have været særdeles velvalgt. Der var i den grad behov for en alternativ udlægning af situationen i Paris.
Det var begivenhederne i Paris, som foranledigede Pio til på arbejderklassens vegne at tage til genmæle, ikke bare mod den borgerlige fremstilling af Pariserkommunen, men også mod de borgerlige arbejderforeninger, som havde præget 1860’erne, samt at agitere for socialismen. Socialistiske Blade I bestod dog først og fremmest af en historisk gennemgang af klassernes udvikling og modsætninger. Det var hæftets afsluttende bemærkning, der for alvor skabte opmærksomhed og en del forargelse i samtiden, da Pio skrev, at han i næste nummer:
”klart og tydeligt [vil] fremstille, hvad det er, vi, arbejderne, ønsker, og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller – uden den!”
Socialistiske Blade II med undertitlen, Hvad vi forlanger, udkom den 12. juni 1871. Blodbadet i Paris var på det tidspunkt et overstået kapitel, og Pio kastede sig straks ud i en analyse af Pariserkommunen og årsagerne til dens nederlag. Han vurderede, at timingen havde været til Kommunens ugunst, da opstanden medførte en fortsættelse af krigen, hvorfor mange franskmænd vendte sig imod Kommunen. Han kritiserede Kommunen for primært at rejse hovedstadens specifikke krav og dermed at negligere det øvrige Frankrig. Men han lagde ikke skjul på sin støtte til de ”franske brødre”, og han angreb bourgeoisiets kritik af opstanden og de løgnagtige aviser i Versailles.
Derefter udfoldede han mottoet for Socialistiske Blade II: ”Union is strenght”. Teksten udformede sig som en slags programmatisk skrift, hvori han argumenterede for, at den danske arbejderklasse skulle organisere sig som en del af Internationalen og efter forbillede af de engelske trade unions. Louis Pios ideer var naturligvis ikke grebet ud af den blå luft. Han havde sat sig i forbindelse med repræsentanter for Internationalen, og teoretisk var han stærkt inspireret af Ferdinand Lassalle, en påvirkning som i øvrigt kom til at dominere det danske Socialdemokrati i de følgende årtier, og som var medvirkende til, at partiet tidligt slog ind på en reformistisk linje.
Grundlæggelsen af den danske arbejderbevægelse
Ikke desto mindre vakte det opsigt og røre i den danske offentlighed, da Pio under sit arbejderpseudonym så at sige bragte ideerne til Danmark og begyndte at agitere for socialismen. I pressen stod den ukendte skribent for skud, og ud over det forkastelige forsøg på at vildlede den danske arbejderbefolkning blev han især angrebet på netop sin anonymitet. Kunne man virkelig stole på en mand, som end ikke havde modet til offentligt og med navns nævnelse at stå inde for det, han skrev? Dertil var det naturligvis stærkt utroværdigt, at skribenten kaldte sig ”en arbejder”, når enhver tydeligt kunne se, at ingen arbejder kunne have skrevet sådan en tekst. Den slags var der formentlig ikke en levende sjæl, der ville falde for.
Louis Pios anonymitet holdt ikke længe, og i forlængelse af Socialistiske Blade begyndte han sammen med ligesindede allerede i juli 1871 at udgive ugebladet Socialisten. Og i efteråret 1871 blev Den Internationale Arbejderforening for Danmark grundlagt som netop en politisk såvel som faglig organisation. Allerede i foråret 1872 fik Louis Pio og andre af bevægelsens ledere at mærke, hvilke konsekvenser der var forbundet med at stå offentligt frem som socialistisk agitator, da de blev fængslet for deres politiske aktivitet. Men den danske arbejderklasse havde organiseret sig, og selv om Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev opløst ved lov i 1873 og på trods af modgang og krise 1870’erne igennem, så var den danske arbejderbevægelse en realitet, og lige siden har bevægelsen vokset og skrumpet, forgrenet sig og delt sig.
Afslutning
Da Paris gjorde oprør den 18. marts 1871, eksisterede den danske arbejderbevægelse ikke. Der var en begyndende organisering i enkelte fag, men den faglige organisering befandt sig stort set stadig i en overgangsperiode mellem de gamle lav og de moderne fagforeninger, og det objektive modsætningsforhold mellem arbejder og arbejdsgiver havde endnu ikke for alvor manifesteret sig i foreningernes virke. Der eksisterede heller ikke en politisk bevægelse, som – i en eller anden form – kæmpede for socialisme og dermed satte en alternativ samfundsindretning på dagsordenen.
Det blev der lavet om på i løbet af sommeren og efteråret 1871, hvor den faglige bevægelse udviklede sig til i flere fag at omfatte en egentlig strejkebevægelse, og samtidig påbegyndtes etableringen af den politiske bevægelse. I efteråret smeltede de to sammen, da den danske afdeling af 1. Internationale blev grundlagt.
Som situationen konkret udviklede sig det år, kom Pariserkommunen således til at spille en helt særlig rolle i forbindelse med etableringen af den danske arbejderbevægelse. Kommunen var en afgørende inspiration for Louis Pio, hvis skrifter indvarslede bevægelsens grundlæggelse, og det har medvirket til at stille Kommunen i det legendariske skær, som den har været omgærdet af i Danmark på samme måde som i andre lande. Kommunen endte i en blodig tragedie, men den dag i dag er historiens første arbejderrevolution en inspirationskilde for dem, der stadig tror på muligheden for og nødvendigheden af grundlæggende at forandre verden.
150 år adskiller vor tid fra de ovenfor beskrevne begivenheder. Verden er en anden i dag, men de grundpiller, som arbejderbevægelsen blev grundlagt på, er akkurat lige så aktuelle i dag, som de var dengang. I mottoet ”også den anden part skal høres” ligger en erkendelse af, at arbejderklassens interesser står i modsætning til de besiddendes, og at arbejderklassen derfor har brug for sit eget eller sine egne talerør i den offentlige debat og for at fremstille egne analyser af samfundets forhold. Præcis som det var tilfældet i foråret 1871, viser dette behov sig også i dag, i særlig grad når det handler om krige og konflikter ude i verden. Da oplever vi gang på gang den mangelfulde og ensidige mediedækning, som så kraftigt kalder på et modspil.
Lige sådan med mottoet ”union is strenght” som Pio i Socialistiske Blade II uddybede med:
”Kun ved masserne kan vi imponere vore fjender: Enkeltvis vil vi knuses af dem.”
Igen i dag lever vi i en tid, som er præget af liberalisering og deregulering, hvor der udvises en enestående kreativitet, når det kommer til at finde genveje til at omgå arbejdernes organiserede bestræbelser for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår. For arbejderne er der ingen genveje. Svaret er i dag som dengang organisering.
Pariserkommunens rolle i grundlæggelsen af den danske arbejderbevægelse bidrog desuden til forståelsen af nødvendigheden af på tværs af grænser at støtte kampen mod undertrykkelse og udbytning – med andre ord: international solidaritet. Louis Pio rejste selv spørgsmålet om Kommunens relevans for den danske arbejder, og han svarede med den romerske digter Horats’ ord, ”tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet” – da gælder det dine interesser, når din nabos væg brænder – og han slog fast at:
”Ville vi lægge hænderne i skødet, da var vi ikke værdige til at få del i de friheder, som de andre har hengivet liv og blod for at erhverve.”
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2021.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
