Reportage
Denne artikel er baseret på et oplæg fremlagt til diskussion på en videokonference, afholdt i august 2025, for kommunistiske partier i Europa i anledning af 90-året for Kommunistisk Internationales 7. kongres. Konferencen var arrangeret af PRCF, som står for Pôle de Renaissance Communiste en France eller Centrum for Genskabelse af et Kommunistisk Parti i Frankrig.
Selve oplægget består af fem teser. Første del af artiklen – til og med 1. tese – er sprogligt bearbejdet og forkortet. Der er gjort enkelte tilføjelser, mærket a.o. Teserne 2-4 er oversættelser. Tese 5, som handler om betydningen af den 7. kongres med hensyn til internationale problemstillinger (Cuba, Palæstina med flere), er udeladt.
Oplægget kan læses på fransk på denne hjemmeside.
***
Til spørgsmålet om, hvorledes arbejderklassen og allierede kræfter skal forholde sig til den fremadskridende fascisering i EU og USA, er det helt nødvendigt for kommunisterne i dag at se tilbage på Kommunistisk Internationales 7. kongres for netop 90 år siden. Centralt står her den bulgarske kommunist Georgi Dimitrovs offensive beretning og konklusioner.
Situationen i dag har mange paralleller med datidens. I 1935 havde fascisterne allerede erobret stærke magtpositioner i flere lande og var arbejderklassens farligste modstander. Kongressens analyse fik stor betydning gennem dannelse af folkefrontsregeringer i lande som Frankrig og Spanien, (og for kommunisternes arbejde i modstandsbevægelserne i tysk-besatte lande som for eksempel Danmark – o.a.).
Siden 1945 har den amerikanske imperialisme været klar til at sætte selve menneskehedens overlevelse på spil i en atomar tredje verdenskrig for at opretholde dollarens verdensherredømme.
Der foregår en række urovækkende udviklinger af antikommunistisk og fascistisk karakter i Europa med EU i hovedrollen:
Omskrivning af historien om Anden Verdenskrig med udeladelse af kommunisternes rolle i modstanden mod fascismen og Sovjetunionens afgørende betydning for sejren over Hitlers hære.
Den stigende accept af fascistiske kræfter, for eksempel i Ukraine (Azov-brigaderne) og Italien (Melloni fra Italiens Brødre som leder af regeringen – o.a.).
Svækkelsen af det nationale demokrati ved overførsel af magt til EU med heraf følgende begrænsning af arbejderklassens levevilkår og rettigheder.
Hertil kommer den euro-atlantiske akses konsekvente politiske bevægelse mod krig med Rusland, en krig, som uundgåelig vil blive en verdenskrig.
Tese I:
I lyset af den omsiggribende fascisering i EU-området er det mere end nogensinde nødvendigt at forbinde proletarisk internationalisme og folkelig patriotisme i kampen for national suverænitet. I tråd med Den Syvende Verdenskongres må kampen mod fascisterne føres på arbejderklassens grundlag, idet vi på dialektisk vis forbinder kampen for national uafhængighed med den strategiske kamp for socialisme.
I 1935 var kampen for national suverænitet klart rettet mod fascisternes planer om at etablere et tysk hegemoni over Europa. Dette hegemoni ville ikke blot knægte nationernes selvstændighed, men også fratage arbejderklassen alle rettigheder. Derfor måtte kommunisternes vigtigste opgave være en kamp for national selvstændighed i samarbejde med andre folkelige, patriotiske kræfter.
Den linje for national kamp, som den 7. kongres lagde for kommunisterne, førte for eksempel i Frankrig i 1936 til en folkefrontsregering (med deltagelse af kommunister, socialdemokrater og et borgerligt parti, Parti Radical – o.a.). Med den tyske besættelse af landet indtog kommunisterne her som i andre lande en ledende rolle i modstands- og strejkebevægelsen, lige som de kunne præge den progressive retning, som fransk politik tog i en periode efter krigen.
Ganske vist er de geopolitiske forhold i dag meget anderledes end i 1935. En “patriotisk og folkelig front” af i dag må tage hensyn til dette. Men den politiske nødvendighed af en sådan front er ikke mindre i dag, end den var dengang. Vi står over for et EU, der målbevidst arbejder på at inddrage national suverænitet fra medlemslandene. Herved får EU samtidig mulighed for at annullere rettigheder, arbejderklassen har tilkæmpet sig i de enkelte nationer. I dag er kampen for national suverænitet en kamp mod EU.
Derfor er kravet til kommunisterne igen, som det var i 1935, at gå foran i kampen for national suverænitet. Det må ske på arbejderklassens grundlag og i samklang med kampen for socialismen.
Tese 2:
Vi står igen over for faren for imperialistiske krige, som i vores tid har såvel hegemonistisk som exterministisk (1) karakter. Her lærte Den Syvende Verdenskongres os ikke at fordømme “imperialisme” abstrakt, men at identificere folkenes primære fjende i hver periode.
Den 7. kongres opfordrede os klart til ikke at sidestille det nazistiske Tyskland og dens vestlige rivaler USA og England, men tværtimod udpege alliancen mellem Hitlertyskland, Mussolinis Italien og militaristerne i Japan, “fascismens stødtropper”, som kampens mål. I dag ville det være en stor fejl at se bort fra forskellen mellem på den ene side de meget forskellige lande, som indgår i BRIKS – og på den anden side den euroatlantiske hegemonisme, som er folkenes fjende nummer ét. Det gælder uanset, at nogle af BRIKS-landene er borgerlige og kontrarevolutionære som Rusland eller dybt reaktionære som Narenda Modis Indien.
Siden 1945 har den amerikanske imperialisme, flankeret af sine angelsaksiske, europæiske, sydkoreanske og japanske vasaller, været klar til at sætte selve menneskehedens overlevelse på spil i en atomar tredje verdenskrig for at opretholde dollarens verdensherredømme. Men denne blok er en blok i tilbagegang. Frem for alt vil den undgå at blive fortrængt af Kina, der styres af Kinas Kommunistiske Parti. Arbejderklassens og folkenes vigtigste trussel i dag er blokkens globale stræben efter at bevare sit hegemoni. Den ser intet betænkeligt i at støtte sig til nogle af verdens mest reaktionære kræfter: nynazisterne i Kyiv, ultrazionister, jihadister fra Islamisk Stat (Syrien) og de mest ekstreme neo-konservative i Nordamerika.
Naturligvis har alle store kapitalistiske lande i vor tid en tendens til at eksportere deres kapital og udvikle neokolonial superprofit i forskellige former. Derfor skal man ikke idealisere BRIKS-landene. Deres politiske mangfoldighed, som går fra Cuba til Saudi-Arabien, er kolossal, men også velkommen. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at der i de fem lande, som udgør den oprindelige kerne i BRIKS: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, findes eller i det mindste er bevaret stærke proletariske og kommunistiske traditioner, som blot venter på at blive genoplivet.
Et globalt gennemslag for den multipolaritet, som BRIKS står for, vil uundgåeligt give nyt liv til konfrontationen kapital – arbejde og kapitalisme – socialisme på globalt plan. Verdens dominerede og marginaliserede lande vil i kampen for multipolaritet hævde deres nationale suverænitet over for den dominerende hegemonisme. Vi ser starten på dette, for eksempel i ALBA- og Sahel-landene, hvilket er yderst positivt.
Det er vigtigt at bemærke sig, at den på basis af 7. kongres’ linje etablerede alliance mellem Sovjetunionen og USA/England ikke blot førte til Hitlers endelige nederlag i 1945, men også til en hidtil uset udvidelse af den socialistiske verdenslejr. Det viser det tåbelige i trotskisternes kritik af Den Syvende Verdenskongres for at have opgivet kampen for socialisme i antifascismens navn.
Da den euroatlantiske hegemonisme i dag er spydspidsen for den mest uhæmmede kapitalistiske globalisering, vil dens nederlag reelt åbne et stort hul i selve kapitalismens flanke, ligesom hitlerismens nederlag i 1945 gjorde det. Nederlaget gjorde det muligt at skabe den europæiske socialistiske lejr og banede vejen for de socialistiske og/eller antiimperialistiske revolutioner i Kina, Vietnam, Cuba og Afrika.
Siden begyndelsen af 2020’erne har vi set, at verdensproletariatet og især arbejderklassen er vågnet op i stort set alle lande. Det har manifesteret sig i en stærk strejkebevægelse, der strækker sig fra Indien til Storbritannien, fra Bangladesh til Sydkorea og fra Mexico til USA og Quebec. Sidst er hertil kommet strejker i Grækenland, Belgien, Italien og Frankrig.
At BRIKS-landene vokser frem som en alternativ magtpol ophæver ikke arbejderklassens og kommunisternes pligt til at erobre den politiske ledelse af brede folkelige fronter. De kan være af antifascistisk, antiimperialistisk eller antihegemonistisk karakter. De kan simpelt hen være protester imod truslen om atomar udryddelse. Alle sådanne fronter er reelt rettet mod kapitalismen.
I sidste ende kan verden kun frigøre sig definitivt fra fascisme, imperialisme, hegemonisme og udryddelse ved i det størst mulige antal lande at etablere en socialisme-kommunisme. Disse lande vil påtage sig at føre den helt nødvendige kamp mod en kapitalisme, som nu er blevet en trussel mod selve livet. Det handler om at genopbygge de sociale, kulturelle og miljømæssige betingelser for civilisation og liv på den kortest mulige tid i en verden, der er bragt i knæ på grund af kapløbet om profit.
Det ville være en endnu mere alvorlig fejltagelse at betragte den amerikanske imperialisme og Folkerepublikken Kina som to alen af et stykke. Man kan diskutere, hvad “socialisme med kinesiske kendetegn” egentlig står for, men udviklingen af den kinesiske gigant har givet lande fra Latinamerika over Afrika til Eurasien store muligheder for udvikling. De har fået et alternativ til at lade sig udsuge af imperialismen. Hvordan kan man desuden ignorere de gentagne tegn på venstredrejning inden for KKP under Xi Jinpings ledelse: Forrang til hjemmemarkedet, skabelse af social sikkerhed, tilstedeværelse af particeller i alle store virksomheder, tilbagevenden til langsigtet planlægning, idet man støtter sig til Marx – og hertil modstanden mod den amerikanske hegemonisme.
Frem for alt skal man ikke undervurdere det politiske potentiale hos den kinesiske arbejderklasse og landbefolkning, hvis politiske forestillingsverden stadig er tæt knyttet til revolutionen i 1949. Før eller siden vil arbejderklassen genindtage sin lederrolle, i takt med at Kina mere og mere vil vende sig fra den kriseramte globale kapitalisme og fuldt ud støtte sig på en langsigtet planlægning, ledet af partiet. Da der i dag findes et lag af milliardærer, organisk forbundet med den kapitalistiske globalisering, vil en sådan tilbagevenden naturligvis ikke ske uden interne og eksterne klassekonfrontationer.
Tese 3:
Dialektisk forståelse af den dynamiske forbindelse mellem fascisering af det borgerlige demokrati og det fuldt realiserede fascistiske diktatur.
Mange progressive forveksler desværre “fascisme” og “fascisering”. Dimitrov definerer fascisme som den politiske mekanisme, der gør det muligt for imperialismens mest reaktionære lag at knuse arbejderklassen, afskaffe dens frihedsrettigheder samt i det skjulte forberede en imperialistisk krig. Dette beskriver fasciseringens slutstadium. Derfor skal man ikke råbe op om fascisme efter ethvert tiltag, det borgerlige demokrati gør, for eksempel øgning af politiets beføjelser. På den måde bagatelliserer man den egentlige fascisme og svækker arbejdernes årvågenhed. Omvendt er det forkert at benægte den stadig tydeligere fascisering af de borgerlige demokratier, fordi processen imod fascisme ikke er fuldbyrdet.
Dette skal her uddybes. Generelt er den politiske opbakning fra arbejderklassen til de vestlige demokratier faldende. Det gælder i forhold til den europæiske “konstruktion”, støtten til NATO og accept af kapitalismen. Det gælder de politiske lederes faktiske accept af folkemordet på palæstinenserne. Lederne bliver stadig mere repressive og dyrker institutionel antikommunisme. De flirter med det racistiske yderste højre, allierer sig med banderistiske, nynazistiske og nymuslimske bevægelser og gør den ene eller den anden del af befolkningen til syndebuk (i dag især “muslimer”). Kort sagt, som Dimitrov bemærkede i sin tid, baner de vejen for fascisme i ordets egentlige forstand, det vil sige afvikling af det borgerlige demokrati ledsaget af uhæmmet vold mod arbejdere.
Fasciseringens former har ændret sig fra 1930’erne til i dag; men det er stadig nødvendigt at forene kampen mod fascismens fremmarch med forsvar af arbejderklassens interesser samt afvise imperialistiske krige. Det er nødvendigt at forsvare nationernes suverænitet og på samme tid uden ophør konfrontere det yderste højre og institutionelt fremmedhad.
I Frankrig er det for eksempel absurd at følge den tilgang, som PCF og La France Insoumise (se boks 2), De Grønne, Socialistpartiet (PS) og endda nogle panikslagne “marxister-leninister” har valgt: Under dække af at “spærre vejen for Le Pen” støttede denne flok Macron i anden valgrunde, hvilket bragte “venstrefløjen” yderligere i miskredit blandt masserne. Det opmuntrede Macron til at ramme arbejderklassen hårdere og styrkede i sidste ende den yderste højrefløj, som præsenterer sig selv som “systemets martyr”.
Antifascisme betyder derfor ikke, at man automatisk støtter en borgerlig blok, som faktisk allerede er plettet af fascisme, men snarere, at man appellerer til arbejderne om ikke at begrænse sig til at bekæmpe det yderste højre. Kampen må først og fremmest rettes mod den euroatlantiske politik, som konstant skaber den sociale og kulturelle grobund for fasciseringen. Antifascisme i dag er ikke at drømme om en umulig “progressiv nyorientering” af EU, som om EU var et alternativ til fascismen. I stedet må det forklares, hvad den europæiske “konstruktion”, som er udsprunget af kapitalismens almene krise, reelt sigter imod: At etablere et fascistisk og militaristisk imperium; at inddrage de rettigheder som befolkningerne i hvert land har vundet; at opsplitte frie nationer; at kriminalisere kommunismen med videre. Derfor skal “EU-konstruktionen” bekæmpes i lige så høj grad som det yderste højre.
Dette er så meget desto mere sandt, som vi i dag ser, at det gamle såkaldte “populistiske” yderste højre er begyndt at smelte sammen med den nye ultra-krigeriske reaktionære blok. Dens grundlag er EU og NATO. Den vil et korstog mod Rusland i fællesskab med et ukrainsk regime, der er fyldt med erklærede nynazister. Dette har Ursula von der Leyens og kompagnis fulde støtte.
Med hensyn til Trump’ernes, Le Pens, Salvinis’ med fleres historiske rolle må det understreges, at de på ingen måde står “uden for systemet” og i forvrænget form skulle udtrykke massernes retfærdige oprør. Enhver, der på den baggrund accepterer disse uhæderlige karakterer, bringer vanære over sig selv. Med disse individer vil vi, gennem deres brug af forskellige ideologiske fælder og taktikker, blive underkastet de strukturelle betingelser for krig og fascisering: Statsmonopolkapitalisme, imperialisme, hegemonisme og exterminisme (1), blot under andre former. For at ophæve de her nævnte faktorer kræves proletariatets revolution. Kort sagt, som Dimitrov så rigtigt udtrykte det, så bringer en lille smule antifascisme os væk fra proletariatets diktatur, mens en masse korrekt målrettet antifascisme bringer os tættere på det.
Tese 4:
Det er nødvendigt at opbygge en bred, antikrigs-, patriotisk og folkelig, antifascistisk front under former, der svarer til vores tid. Den drivende kraft er arbejderklassen, idet det endelige mål, socialisme, aldrig mistes af syne.
Trotskister med flere fortsætter ligesom i 1930’erne med fejlagtigt at sætte folkefrontspolitikken i modsætning til “klasse mod klasse”-politikken. Nogle gange er det med højreorienterede argumenter, andre gange med “venstreorienterede”. I 1935 fastslog Dimitrov, og i Frankrig Thorez (den daværende leder af PCF – o.a.), at folkefronten indebærer en samtidig konfrontation med reformismen. At gøre “fronter” til en fetich og se bort fra proletariatets centrale rolle vil sige at svigte styrkelsen af partiet og socialismen som målet. Det kan kun føre til højreopportunisme, til Socialdemokratiets triumf og hermed også til sejr for borgerlig politik på “venstrefløjen”. I sidste instans vil det spalte den antifascistiske front fra de brede masser. Tendensen til at blive usynlig inden for en front vil også i dag føre til afmagt og til, at fronten kommer i miskredit. Det gælder både på nationalt og internationalt niveau.
I Frankrig så vi for nylig det sørgelige eksempel med “Den ny folkefront” (NUPES), som La France Insoumise, PCF, De Grønne og Socialistpartiet (PS) havde udtænkt. NUPES var baseret på et tyndt program uden nogen brod mod amerikansk-vesteuropæisk politik og holdt ikke engang i et år! Det bragte derimod Socialistpartiet (PS) tilbage i sadlen og styrkede den fanatisk krigsliderlige “venstrefløjsgruppe” under ledelse af Raphaël Glucksmann.
Omvendt bør intet kommunistisk parti på internationalt plan nogensinde holde sig tilbage for at deltage i en antiimperialistisk alliance, rettet mod hegemoni eller fascisme. I sidste ende er det styrken af partiet i alliance med den røde fagbevægelse og forankret i arbejderklassen, som er den sande garanti for den antifascistiske front.
Man kan her spørge, om opløsningen af Komintern i 1943 var en strategisk fejl. Officielt var opløsningen motiveret af ønsket om at lette etableringen af den store antifascistiske koalition og styrkelsen af de antinazistiske nationale fronter. På kort sigt havde den ganske vist en positiv effekt ved at berolige Vesten og dermed bidrage til åbningen af “den anden front” (åbnedes af de vestallierede mod Hitlertyskland ved landgangen i Normandiet 1944 – o.a.), men den berøvede efterfølgende den internationale kommunistiske bevægelse og de nationale kommunistiske partier en verdensorganisation. Gennem den ville de have kunnet handle metodisk i fællesskab mod imperialisme og kontrarevolution og så videre.
Af denne grund fremsætter PRCF forslaget til broderpartierne om at gøre sig grundlæggende overvejelser om genetablering af en ny Internationale på grundlag af de vigtigste resultater af 3. Internationale. Forbedringer må gøres med henblik på at sikre et effektivt samarbejde mellem revolutionære kræfter. Det kunne blive en velkommen mulighed for at overvinde den nuværende splittelse, som lammer den internationale kommunistiske bevægelse. Det kunne hjælpe til at give arbejderklassens strejkekampe et internationalt politisk afsæt samt i fællesskab at bekæmpe omskrivningen af historien. Det kunne fremme ideen om en ny generation af socialisme-kommunisme og yde støtte til BRIKS uden at være halehæng til det ene eller det andet borgerlige, socialdemokratiske eller kontrarevolutionære regime.
En ikke mindre alvorlig fejl ville være at dyrke kommunistiske partiers isolation, hvad der kunne resultere i det, som Marx kaldte “arbejderklassens solosang”. Det er, hvad der kunne ske, hvis de kommunistiske partier så alle ikke-proletariske kræfter i deres land som en ensartet masse, fordi de forholdt sig passive over for fascisme, hegemonisme og imperialisme. Hvis kommunistiske partier, i overensstemmelse med den udialektiske pyramideteori, skærer USA, EU, Israel samt Kina, Iran og Rusland over én kam som imperialistiske, og hvis kommunister i et givet land ikke skelner mellem fascister og inkonsekvente demokratiske kræfter, der gennem dialog og fælles handling skal inddrages i en fælles effektiv kamp, giver de reaktionen mulighed for at udbygge sine kræfter internationalt og isolere os. I Frankrig bestræber PRCF sig på at indgå i dialog og søger fælles aktion med medlemmer af La France Insoumise, fredsgrupper og andre ikke-racistiske grupper. Det må ske på græsrodsniveau, da de politiske ledere nægter enhver kontakt.
Betyder det, at folkefrontspolitikken er et alternativ til den “klasse mod klasse”-taktik, som var Internationalens taktik før 7. kongres? På ingen måde. Denne taktik havde som mål at isolere den højreorienterede socialdemokratiske ledelse og konfrontere den med en aktiv folkelig enhed. Fronten var på ingen måde en alliance mellem reformister og revolutionære. Den var et middel til at stille reformismen ansigt til ansigt med dens indre modsætninger. Folkefrontspolitikken er, korrekt forstået, helt i samklang med klasse mod klasse-politikken, ja, den er det ultimative udtryk for den. Dette gælder så meget desto mere i vores tid, hvor Socialdemokratiet, i det mindste i Europa, ofte deler sig i forskellige retninger.
Det ser vi i Frankrig, hvor det mere højreorienterede “socialistiske” parti (PS) og det mere venstreorienterede La France Insoumise ofte kommer i modstrid, omend det er på et fejlagtigt og lidet rationelt grundlag. Ved at klamre sig tæt til Socialistpartiet i en valgalliance fornægter PCF en enhedspolitik, som i dag kun kan handle om at isolere den euroatlantiske sammenslutning. Herved er partiet sammen med sine grønne venner ikke andet end venstrefløjens støttepille på vej mod verdenskrigen.
Konklusion
På Den Syvende Verdenskongres lærte Dimitrov os at undgå såvel “arbejderklassens solosang” som at gå i samarbejde uden indhold med borgerlige, småborgerlige eller nationalistiske kræfter, kald dem så nok så meget “anti-hegemonistiske”. Han var hermed ikke i modstrid med Lenins lære, han realiserede den fuldt ud. Lenin lærte os, at det er partiets opgave bag sig at samle alle kræfter for social forandring og frigørelse, idet det samtidig må stå klart, at kun arbejderklassen vil være i stand til at realisere dette gennem en bred front af en ny type. I dag, hvor kapitalismen er blevet exterministisk og fører menneskeheden mod død og barbari, har kommunisterne et enormt ansvar: Konsekvent at bringe kampen mod exterminisme og for livet i mål, det vil sige til kommunismens endelige sejr.
Her er der grund til at erindre de ord, hvormed Fidel Castro afsluttede sin historiske tale i Camagüey i juli 1989. Disse på samme tid revolutionære og universelle ord var samtidig en indirekte fordømmelse af Gorbatjov og hans politik med at opgive socialismen under påskud af universel fred: Patria o muerte, socialismo o morir, venceremos!
Noter
1) Ordet exterminisme findes ikke i Den Danske Ordbog, men må på baggrund af sprogstammen (extermination (eng.) = udryddelse) antages at karakterisere et samfund, der forfølger politiske mål, uanset at de indebærer en risiko for samfundets egen eller endog generel udslettelse. Begrebet karakteriserer for eksempel det sene stadium af monopolkapitalismen, der bygger sin magt på truslen om atomudslettelse, og som ikke prioriterer at sikre fælles overlevelse i skyggen af en menneskeskabt miljøkrise.
Georges Gastaud er politisk leder af PRCF’s avis Initiative Communiste og ansvarlig for partiets Afdeling for Teoretiske Studier. Fadi Kassem er national sekretær i PRCF.
La France Isoumise eller Det Ukuelige Frankrig er en venstreorienteret politisk bevægelse i Frankrig, stiftet af Jean Melanchon i 2016. Den indgår i gruppen The Left (GUE/NGL) i EU-parlamentet. I såvel Det Ukuelige Frankrig som The Left indgår også PCF, Parti Communiste Francais, det “gamle” kommunistiske parti, stiftet 1920, men siden 1970’erne et eurokommunistisk parti.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2025. Oversættelse ved Anders Bjerre Mikkelsen. Ved oversættelsen er dels brugt den franske original og dels oversætterprogrammet DeepL. Den originale artikel kan findes her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
