Nakba Week
Den 22. juni 1941 er det 80-året for forbuddet mod Danmarks Kommunistiske Parti og arrestationen af de danske kommunister. Allerede om formiddagen den 22. juni rykkede politiet ind i Griffenfeldsgade 50, hvor partiet sammen med DKU, Arbejderbladet og Arbejderforlaget havde til huse.
Det var dog begrænset, hvad politiet kunne beslaglægge under razziaen, da partiet siden den 9. april 1940 havde forberedt sig på, at det på et eller andet tidspunkt kunne blive forbudt, men det, der blev beslaglagt, blev aldrig leveret tilbage, da det forsvandt under besættelsen. Under razziaen arresterede man en række kammerater, der uafvidende kom for at hente Arbejderbladet.
Arbejderforlaget havde på grund af den skærpede politiske situation allerede i slutningen af trediverne oprettet lagerdepoter rundt om i landet. Omkring 1940 blev de skønlitterære udgivelser bragt på lager hos fire antikvarboghandlere.
I løbet af den illegale periode udkom på Land og Folks Forlag 23 bøger og pjecer. Dertil kom, at partiet i 1944 igen begyndte at udgive tidsskriftet Tiden, som udkom med seks numre.
Dertil kom, at forlaget, kort tid efter at Danmark var blevet besat, havde lejet en lejlighed i Stevnsgade 35 stuen på Nørrebro i en nyopført ejendom, som officielt var lejet af en ung student, der faktisk boede hjemme. Det var et af de første, måske det første, af partiets illegale kvarterer. Hertil blev bragt en del af forlagets lager, uden at politiet bemærkede flytningen.
Lenins Udvalgte Værker
På trods af situationen var 1940 og 41 gode år for forlaget. I 1940 kom der 19 udgivelser, og i første halvår af 1941 blev det til yderligere 13. Samme år kom fem bøger i nye oplag, blandt andet Lenin: ”Staten og revolutionen” (3. oplag), ”Det kommunistiske Manifest” (4. oplag), Stalin: ”Leninismens problemer” (2. oplag) og Lenin: ”Krig og revolution” (3. oplag). En pjece af Thomas Petersen, ”Fagbevægelsen i krigens år”, blev trykt i 25.000 eksemplarer, og den 1. marts var der solgt 20.000.
Forlaget var også gået i gang med at udgive Lenins Udvalgte Værker. Beslutningen om udgivelsen var allerede blevet truffet i 1939, men redaktions- og oversættelsesarbejdet blev først påbegyndt i 1940. Oprindeligt var det planen, at udgivelsen skulle bestå af seks bind, og det ville betyde, at udsalgsprisen ville blive 3 kroner per bind, men det mente forlaget var for høj en pris, så det blev besluttet i stedet at trykke den i 12 bind, så hvert bind kunne holde en udsalgspris på 1,50 kroner. Det var en dristig beslutning situationen taget i betragtning. Planen var, at der skulle komme et bind med cirka 1 måneds mellemrum, og det første bind, som var bind 7, udkom den 1. maj, og bind 9 kom den 13. juni og blev dermed Arbejderforlagets sidste udgivelse.
Selvom Gelius Lund, der var ansvarlig for oversættelserne, var blevet arresteret, fortsatte han arbejdet i Horserødlejren, hvor det nødvendige materiale var blevet smuglet ind. En del af de russiske tekster og danske oversættelser fandt en kammerat uden for Horserødlejren efter flugten den 29. august 1943, og de dannede basis for Gelius Lunds videre arbejde i et illegalt logi. Efter befrielsen fortsatte arbejdet med Leninudgaven, men først den 6. november 1947 kom det første bind i Forlaget Tidens nye udgave på gaden, fordi først da var det muligt at skaffe større mængder papir i en ordentlig kvalitet. Der gik tre år, før sidste bind udkom i 1950, altså ni år efter starten. I den folder, der blev trykt om udgivelsen, stod der, ”at umiddelbart før tysk og dansk politi i 1941 skabte illegaliteten i Danmark, havde forlaget udgivet de to første bind af den planlagte 12-binds udgave af Lenins Udvalget Værker. De to bind er siden af megen læsning og mange husundersøgelser blevet stærkt reduceret, og det skal der nu rådes bod på. Udgivelsen tages op igen.”
Staten støttede det illegale DKP
En af de bøger, der blev genoptrykt i marts 1941, var ”Borgerkrigens Historie”, og det har en særlig historie. Da forlaget altid var i pengenød, havde man indgået den aftale med Universaltrykkeriet, at man løbende betalte for de eksemplarer, som forlaget hentede på trykkeriet, men hvem skulle betale regningen for de bøger, der lå tilbage på trykkeriet, da forlaget var blevet forbudt?
Børge Houmann, der havde været forretningsfører for Arbejderforlaget, blev kontaktet af direktøren for Universaltrykkeriet om betalingsproblemet, og Houmann foreslog ham at henvende sig til det socialdemokratiske folketingsmedlem K.K. Steincke, der fik trykt Sognerådstidende i trykkeriet, og forklare ham, at trykkeriet ikke kunne få penge fra et forlag, der var blevet forbudt. Resultatet blev, at staten betalte regningen, og Houmann aftalte med trykkeriet, at det anbragte bøgerne sådan, at man løbende kunne hente dem og sælge dem rundt om i partiafdelingerne.
Butikslejemål
Børge Houmann havde siden 1934 været forretningsfører for både Arbejderforlaget og Mondes Forlag. Den 22.4. 1941 underskrev han en lejekontrakt på et midlertidigt butikslejemål i Rantzausgade 10 for tre måneder, som kunne forlænges, men det blev aldrig aktuelt. Det var Mondes Forlag, der stod for lejemålet, og formålet var ifølge en annonce i Arbejderbladet at drive ”Den billige Bog- og Papirhandel”. Her kunne man blandt andet købe tyske bøger, men meget tyder på, at formålet i virkeligheden var et dække for at indkøbe papir, som kunne bruges, når partiet blev illegalt. Hverken Houmann eller andre har senere nævnt denne butik.
Land og Folks Forlag
Partiets forlagsvirksomhed blev først genoptaget i 1943 under navnet Land og Folks Forlag, efter at den illegale bladvirksomhed var organiseret, og der var fundet mulighed for at få trykt bøger på nogle legale trykkerier. Dog udgav partiet allerede i september 1941 ”Danske Sange”, som indeholdt den tale, Aksel Larsen ville have holdt i Folketinget i forbindelse med debatten om kommunistloven i august. På Det kgl. Biblioteks hjemmeside kan man se, at det eksemplar, biblioteket har, er tilsendt dem af politiet, som havde beslaglagt det. Selve satsarbejdet foregik i København på fire illegale sætterier. Satsen var ”organiseret” fra en række trykkerier, hvor der arbejdede partimedlemmer. Når en bog var sat og brudt om, skulle den transporteres til trykkeriet, og det var ikke så enkelt, for blysatsen vejede godt til. Når trykningen var overstået, blev de færdige trykark transporteret til private hjem, hvor de blev beskåret, falset, samlet og hæftet. I løbet af den illegale periode udkom på Land og Folks Forlag 23 bøger og pjecer. Dertil kom, at partiet i januar 1944 igen begyndte at udgive tidsskriftet Tiden, som i alt udkom med 6 numre i 1944-45. Af udgivelserne kan blandt andet nævnes ”Dansk Dåd 1-5” (Oplag 60.000), ”Nazismens klassekarakter”, ”Sovjetunionen, Hitlers store fejlregning” og ”Stalin om Lenin”.
Det kommunistiske Manifest
En af de første udgivelser på Land og Folks Forlag var ”Det kommunistiske Manifest”, og i Morten Møllers biografi om Børge Houmann citeres Houmann for følgende: ”En dag ude på Vesterbrogade røg det ene hjul af en trehjulet ladcykel, og alle pakkerne endte på Vesterbros Torv. To betjente, de gik altid to og to dengang, kom til. De så bekymrede og medlidende på det unge menneske med de mange pakker. Det var ”Det kommunistiske Manifest”. Vi havde lige trykt 2.000 eksemplarer, og der lå de på Vesterbros Torv. Men pakkerne holdt. Betjentene hjalp med at bære dem ind på fortovet og stable dem nydeligt op ved en lygtepæl i passagen ved Det Ny Teater… Det er den eneste gang, jeg har mødt nogen hjælpsomhed fra det danske politi under besættelsen”. En af de ansvarlige for trykkerivirksomheden, Carl Lund, var for en sikkerheds skyld fulgt efter buddet, og han fik lidt af et chok, da han så politiet. Det skal tilføjes, at buddet var en partikammerat, Fesser, der var ansat i en budcentral, hvor partiet bestilte transporter, og man bad altid om, at han skulle køre. Hvis han blev standset af politiet, kunne han med god samvittighed sige, at han ikke vidste, hvad der var i pakkerne, og opgive falske adresser på, hvorfra og hvortil tryksager og lignende skulle bringes.
Under hele illegaliteten foregik der litteratursalg i partiets grundorganisationer af Arbejderforlagets og Land og Folks Forlags udgivelser. Bøgerne dannede grundlag for studiekredse i partiafdelingerne.
Forlaget Tiden
Ud fra papirer i Forlaget Tidens arkiv tyder meget på, at Land og Folks Forlag kørte som en selvstændig økonomisk enhed. I papirerne står der, at forlagsvirksomheden allerede begyndte under besættelsen med udgivelse af illegale bøger og pjecer, og det kan kun være Land og Folks Forlag, det drejer sig om, selvom det ikke direkte står der. Videre fortælles det, at ved tilskud fra forskellige sider udvidedes denne virksomhed, således at forlaget ved befrielsen stod som et økonomisk velfunderet foretagende med en kapital på cirka 30.000 kroner. De, som havde haft med virksomheden at gøre, besluttede at lade forlaget fortsætte som en selvejende institution som en fortsættelse af Arbejderforlaget og Mondes Forlag og med en valgt bestyrelse på cirka 10 medlemmer, som alle var ledende medlemmer af DKP.
Allerede den 30. maj 1945 kunne det nye forlag, som kom til at hedde Tiden, udsende et cirkulære til partiorganisationerne om dets fremtidige arbejde, og i juni kom den første bog på gaden, det var ”Vi blev reddet denne gang” skrevet af Ragnhild Andersen og Helge Larsen, som skildrede de danske kommunisters ophold i koncentrationslejren Stutthof. Bogen, der var illustreret af Per Ulrich, som havde siddet i Neuengamme, blev i løbet af kort tid solgt i 18.000 eksemplarer.
Efterveer af forbuddet
Efter besættelsen havde en række myndigheder åbenbart ikke opfattet, hvad der skete den 22. juni 1941, som det fremgår af nedenstående eksempler. Den 12. juli 1946 modtog Forlaget Tiden et brev fra Statsbiblioteket i Århus om, at det ikke havde fået tilsendt tidsskriftet Tiden fra før 7. årgang 1945 nr. 1, og hvis det ikke skete, ville forlaget blive henvist til retsforfølgning. I svaret skrev forlaget, at ”vi regnede det Dem bekendt, at danske myndigheder under krigen nærmere betegnet den 22. juni 1941 beslaglagde alt forlagsmateriale, og dette ikke senere er tilbageleveret, hvorfor det er umuligt at fremskaffe ældre årgange. Vi har gjort os mange anstrengelser, og det er lykkedes os at fremskaffe et sæt af det illegale Tiden, som vi hermed sender Dem.”
Den 4. februar 1947 modtog Gelius Lund, som i juni 1939 var blevet valgt ind i bestyrelsen for A/S Mondes Forlag, på sin privatadresse et brev fra Københavns Skattemyndigheder. I brevet bad man om til brug ved eventuel påligning af formuestigningsafgift at få tilsendt en specificeret opgørelse over basis for slutformue med videre for A/S Forlaget Monde. Dette materiale skulle indsendes inden fire dage, ellers skulle der betales dagbøder. Det var ikke første gang, at Gelius Lund havde modtaget breve fra skattevæsenet i samme sag. Svaret til skattevæsenet lød sådan:
”I fortsættelse af årlige skrivelser fra skattevæsenet angående A/S Mondes Forlag skal jeg meddele, at forretningen den 22. juni 1941 blev forseglet af politiet, at jeg samme dato blev hensat i Vestre fængsel og beroede der i over 2 år, at A/S Mondes Forlag ganske vist endnu er registreret i Aktieselskabsregistret, men at regnskaber ikke siden 1941 har kunnet indsendes, da samtlige bøger så vidt vides er væk. Når politiet og skifteretten engang findes ud af deres ulovligheder, er der chance for, at også A/S Mondes Forlag vil kunne indsende opgørelse over basis- og slutformue etc., men jeg vil betvivle, at 3. ligningskontor kan få nogen bøde betalt fra en forretning, politiet lukkede under de bekendte omstændigheder.”
På trods af dette brev sendte skattevæsenet yderligere to breve i 1947. Hvad der videre skete med sagen fremgår ikke af det foreliggende materiale.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 4, oktober 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
