Læserbrev
– Jeg tænker på min mormor med stor beundring. Hun var en af krigstidens mange kvinder, der i flere år måtte leve som en slags enke og klare alting på egen hånd og hver dag måtte leve i frygt for, at det værst tænkelige skulle ske hende selv eller hendes nærmeste.
Det siger Ulla Bæk Nielsen, der er barnebarn til de to aktive kommunistiske modstandsfolk Kaj og Anna Nielsen.
– Min morfar Kaj Nielsen – kommunist og idealist – var i mine øjne en helt. Han satte sit eget liv i fare for andres frihed i kampen mod nazismen og fascismen. Han kæmpede for det spanske folk og for sine danske landsmænd. Men han blev forrådt, jagtet og forsøgt dræbt af det danske styre, der burde have gjort alt for at beskytte sine borgere.
Ulla Bæk Nielsen er blandt de efterkommere til kommunistiske modstandsfolk, der denne dag er kommet til Christiansborg for at fortælle deres families historie om, hvordan helt almindelige danske borgere blev arresteret – i strid med grundloven – af dansk politi og sendt i fængsel og derfra videre til tyske kz-lejre.
Det er Horserød-Stutthof Foreningen, der har samlet en række efterkommere til høringen på Christiansborg.
Til høringen er også inviteret en historiker og en advokat. Herudover er 40 medlemmer af Folketinget blevet inviteret. Kun Enhedslisten og De Frie Grønne – har sendt en repræsentant.
Læs også
Indland
Oprejsning 80 år efter overgreb
Efterkommere af internerede kommunister kræver undskyldning af Mette Frederiksen
Over 350 kommunister blev arresteret under besættelsen, alene fordi de var kommunister.
150 af dem blev sendt i kz-lejr, hvor mange af dem døde.
I tirsdags – den 22. juni – var det 80 år siden, at danske myndigheder anholdte og internerede flere hundrede danske kommunister.
Nu kræver de efterladte en undskyldning.
22. august 1941: Kommunistloven blev vedtaget
En af de efterkommere, der kræver en undskyldning, er Ulla Bæk Nielsen.
Hendes morfar og mormor var kommunister. De mødte hinanden, efter at morfaren kom hjem fra Spanien, hvor han sammen med sine to brødre havde kæmpet mod Francos fascistiske regime.
Da Danmark blev besat, gik Kaj Nielsen og hans to brødre ind i frihedskampen og blev aktive modstandsfolk i Kommunistiske Partisaner, der senere blev til BOPA.
Den 22. juni 1941 gennemførte dansk politi en nøje koordineret aktion og arresterede ledende kommunister over hele landet. Samme dag satte Nazi-Tyskland sit angreb ind mod Sovjetunionen.
Den nazistiske besættelsesmagt havde fået en liste med navne på 72 kommunister af den danske efterretningstjeneste. Dem forlangte de tyske nazister interneret.
Men det danske politi arresterede langt flere. Den første dag blev 168 danske kommunister arresteret – heriblandt medlem af Folketinget, Martin Nielsen.
Yderligere to kommunistiske medlemmer af Folketinget stod på listen – Aksel Larsen og Alfred Jensen. Men det lykkedes dem at gå under jorden.
Ifølge en opgørelse fra Justitsministeriet fra 1942 blev der i perioden fra den 22. juni til den 22. august 1941 foretaget 295 anholdelser.
De arresterede kommunister blev interneret i Horserødlejren, der dag efter dag voksede, efterhånden som dansk politi fik fat i flere og flere kommunister.
Først to måneder efter – den 22. august 1941 – vedtog Folketinget den såkaldte kommunistlov – lov nr. 349 om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.
Loven blev vedtaget med tilbagevirkende kraft og i strid med Grundloven.
Samtlige Folketingets partier (de kommunistiske medlemmer af Folketinget deltog jo ikke i afstemningen, fordi de var enten arresteret eller under jorden) stemte for loven: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Retsforbundet og Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.
Min familie blev splittet
Da kommunistloven blev vedtaget, gik Kaj Nielsen under jorden og måtte leve i konstant fare for at blive anholdt.
Ulla Bæk Nielsens mormor, Anna, måtte leve alene. Hun var enlig mor med deres fælles datter og havde kun en sparsom løn som syerske.
– Det var et hårdt liv under konstant psykisk pres. Min mormor var også aktiv i modstandskampen. I hendes kælderrum opbevarede modstandsbevægelsen sprængstoffer, der blev brugt til sabotage, fortæller Ulla Bæk Nielsen.
Da min mormor fortalte historien, troede jeg, at det var tyske nazister med hagekors på ærmet, der kom. Først senere forstod jeg, at det var dansk politi, der opsøgte min mormor.
Ulla Bæk Nielsen, barnebarn til kommunist og modstandsmand Kaj Nielsen
Hun husker særligt en af mormorens historier fra den dag, dansk politi ransagede hendes lejlighed.
– Min mormor fortalte betjentene, at hun kun havde opbevaring på loftet og stak dem nøglen.
Politiet hoppede på limpinden og undersøgte kun loftsrummet og fandt aldrig modstandsbevægelsens sprængstoffer i kælderen.
– Da min mormor fortalte historien, troede jeg, at det var tyske nazister med hagekors på ærmet, der kom. Først senere forstod jeg, at det var dansk politi, der opsøgte min mormor.
Dansk politi overvågede hendes lejlighed og kom på visit på alle tider af døgnet: På min mors fødselsdag i håb om at Kaj var taget hjem på dagen.
De var meget grundige. De havde altid en betjent i baggården, så Kaj ikke kunne flygte den vej. En nat krævede de danske betjente adgang til soveværelset – men til deres store skuffelse fandt de blot Annas søster, der havde overnattet hos hende.
Forfølgelsen bar desværre frugt.
Den 22. september 1943 blev Kaj Nielsens lillebror, Aage, angivet til dansk politi af en stikker.
Aage blev arresteret og ført til det hemmelige tyske politi, Gestapo. Her blev Aage tortureret så voldsomt, at han døde af sine kvæstelser.
Han var bare 25 år og efterlod sig kone og søn.
Den 30. november 1943 blev Ulla Bæk Nielsens morfar, Kaj Nielsen, og hans anden bror, Harald, anholdt.
På vej ud til vognen, der skulle føre dem til Vestre Fængsel, lykkedes det for de to brødre at flygte, men de blev ramt af kugler fra dansk politi under flugten.
De blev ført til Kommunehospitalet, hvor lægerne smuglede dem ud ad bagdøren. De bliver behandlet og flygter til Sverige. Kort efter flygter også Ulla Bæk Nielsens mormor til Sverige.
Både morfaren og mormoren undgik med nød og næppe at ende deres dage i en tysk kz-lejr.
Men familien blev splittet. Ulla Bæk Nielsens morfar og mormor blev skilt. Morfaren forlod familien og flyttede til Paris.
– Jeg tror, at han var hårdt præget af posttraumatisk stress og ikke kunne fungere i et normalt familieliv. Jeg tænker, at han efter at have været forfulgt af den danske statsmagt ikke havde mere tillid, men kun bitterhed tilbage og derfor ikke kunne blive i Danmark.
Efter en årrække lykkedes det for Ulla Bæk Nielsens mor (Kaj Nielsens datter) at finde sin far. Og de havde nogle gode oplevelser sammen de sidste ti år af Kaj Nielsens liv.
Politiet bankede på døren – og vi så aldrig far igen
Den 2. november 1942 bankede det på døren tidligt om morgenen i Kongensgade 59 i Esbjerg.
Ude på trappen stod to danske betjente og spurgte efter Aninus Madsen.
De tog ham med. Satte ham i Vestre Fængsel. Sendte ham til Horserød. Familien så ham aldrig siden.
– Jeg var dengang halvandet år gammel. Jeg sov trygt, da det skete. Jeg har ingen erindring om, hvornår det gik op for mig, at jeg ikke længere havde en far, fortæller Jørn Madsen.
Han er søn af Aninus Madsen, der blev arresteret af det danske politi og deporteret til kz-lejren
Stutthof og aldrig vendte hjem.
Jørn Madsens interesse for sin far blev vakt, da han som 20-årig fik fat den dagbog, som Aninus Madsen begyndte at skrive, da han ankom til Vestre Fængsel.
I dagbogen, som i dag ligger på Horserødlejrens Museum, beskriver Aninus Madsen fængselslivet og hans klager til justitsminister Thune Jacobsen.
Den 2. oktober 1943 angreb tyskerne Horserød. De kommunister, der ikke nåede at flygte, blev sendt til kz-lejren Stutthof.
Her opholdt hans far sig, indtil nazisterne i krigens sidste måneder rømmede kz-lejrene i et forsøg på at slette sporene fra de omfattende forbrydelser og tvang fangerne ud på den berygtede dødsmarch, da Sovjetunionen rykkede frem.
Min fars forbrydelse bestod i, at han var medlem af et lovligt parti – Danmarks Kommunistiske Parti – og at han havde deltaget i den spanske borgerkrig.
Jørn Madsen, søn af kommunist og modstandsmand Aninus Madsen
Det skønnes, at dødsmarcherne kostede 300.000 livet. Fangerne var i forvejen stærkt svækkede på grund af de forfærdelige forhold i lejrene. Nu blev de jaget ud på vandringer, der strakte sig over uger og hundreder af kilometer, kun iført tynde fangedragter midt i vinterkulden.
Jørn Madsens far døde under marchen den 11. marts 1945.
– Min fars forbrydelse bestod i, at han var medlem af et lovligt parti – Danmarks Kommunistiske Parti – og at han havde deltaget i Den Spanske Borgerkrig. Min far var ingen forbryder, selvom den danske stat betragtede ham som sådan, fortæller Jørn Madsen.
– Han var en af de gode europæere, idealister og demokrater, der havde fået nok af Europas passivitet og tavshed, mens Spanien blev overfaldet af fascister og nazister. Han tog afsted for med våbenmagt at forsvare Spaniens spirende demokrati.
Ester er opkaldt efter brødsmugler i kz-lejr
– Jeg er opkaldt efter en kvinde, der smuglede brød ind i den blok, hvor min far sad i kz-lejren Neungamme. Kvinden var med til at redde min fars liv, fortæller Ester Christiansen.
Hendes far, Jens Erik Sørensen, var kommunistisk modstandsmand i Aarhus.
Læs også
Hun kalder den danske regerings samarbejdspolitik med den nazistiske besættelsesmagt for “et sort kapitel i Danmarkshistorien”.
– Det er vigtigt, at den her del af Danmarkshistorien ikke bliver glemt, understreger Ester Christiansen.
Da det danske politi startede jagten på kommunisterne i juni 1941, var Ester Christiansens far nybagt far til Esters storesøster, der blot var seks måneder gammel.
Der skulle gå syv år, før Esters storesøster og Esters far blev genforenet.
Esters far blev nemlig arresteret og sat i Aarhus Arrest, og herfra blev han sendt til først Frøslevlejren og derefter Neuengamme.
Efter krigen var det svært for Ester at få sin far til at fortælle om hans oplevelser under besættelsen.
– Men da jeg blev teenager, begyndte jeg at kradse i lakken. Jeg ville vide, hvad der skete. Det var kun, når der var julefrokost, og han havde fået en dram indenfor vesten, at jeg kunne få ham til at fortælle. Men resultatet var, at han fik mareridt, fortæller Ester Christiansen.
Den kommunistlov, der fik Esters far arresteret under besættelsen – og hele menneskesynet bag loven – kom til at række langt ind i efterkrigsårene.
Da krigen sluttede, og nazisternes besættelse af Danmark ophørte, begyndte nemlig en ny krig – Den Kolde Krig.
– Der går en direkte linje fra kommunistloven og den voldsomme antikommunisme under krigen til efterkrigstidens antikommunistiske hetz. I min klasse fortalte min skolelærer, at russerne spiste små børn. Antikommunismen er et udemokratisk islæt i et retssamfund.
Medlem af Folketinget sendt i kz-lejr
Dansk politi arresterede også det folkevalgte medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti og redaktør på Arbejderbladet, Martin Nielsen.
Han blev som mange andre arresteret i 1941 og ført til Vestre Fængsel. Senere blev han ført til Horserød og herfra sendt til udryddelseslejren Stutthof.
Den 25. januar 1945 begyndte den berygtede dødsmarch.
På den kolde januardag gik 1198 udmagrede kz-fanger ud ad Dødens Port i Stutthof. Da fangerne blev befriet af Den Røde Hær den 10. marts, var der 348 tilbage.
Martin Nielsen var blandt de få, der overlevede dødsmarchen.
– Men mange af hans kammerater kom aldrig hjem. Nazisterne dræbte dem. Men de skyldige sad her på Christiansborg. Det skal vi ikke glemme, fastslår Martin Nielsens søn, Anton Nielsen.
Vi er ikke kun her i dag for at kræve en undskyldning til kommunisterne og deres efterladte. Det drejer sig om noget langt mere. Nemlig om at finde sammen i kampen mod nynazismen og fascismen.
Anton Nielsen, søn af kommunist og modstandsmand
Han trak tråde til kampen mod nutidens fascisme og de angreb på demokratiet, der findes sted i dag.
– Hvem afgør, hvem der er terrorist, og hvem der er frihedskæmper? Det afgøres til enhver tid af dem, der har magten. Under besættelsen kaldte den nazistiske besættelsesmagt og den danske samarbejdsregering frihedskæmperne for “terrorister”.
– I går var det nazi-Tyskland – i dag er det supermagten USA. Skiftende statsministre – fra Stauning, Buhl, og så videre til Mette Frederiksen – lægger sig alle ned på maven, når overhunden glammer. De vil hellere begrave deres egne landsmænd end sige magten imod.
– Vi er ikke kun her i dag for at kræve en undskyldning til kommunisterne og deres efterladte. Det drejer sig om noget langt mere. Nemlig om at finde sammen i kampen mod nynazismen og fascismen, der spreder sig overalt i verden, også i Danmark. Det gælder kampen for klodens overlevelse. Kampen for fred i en tid, hvor militaristerne dagligt truer med at slippe krigen løs. Og endelig gælder det kampen for et nyt og retfærdigt samfund. Der er god grund til at samle alle progressive kræfter i en fælles kamp for vores frihed.
Som aktiv i Horserød-Stutthof Foreningen gik Anton Nielsen i sin fars fodspor i kampen mod fascismen og i forsvaret for demokrati og ytringsfrihed.
Anton Nielsen har også været arresteret af det danske politi og sendt i fængsel.
I juni 2011 blev Anton Nielsen dømt for støtte til en terrororganisation efter at have indsamlet 17.690 kroner til den palæstinensiske befrielsesbevægelse PFLP’s humanitære arbejde i Gaza.
Anton Nielsen afsonede sin fængselsdom i fængslet i Horserød, der under besættelsen blev brugt til at internere kommunister og modstandsfolk under besættelsen – heriblandt Anton Nielsens far, Martin Nielsen.
– I dag lever vi i terrorlovenes tid. De danske terrorlove er stort set en afskrift af USA’s præsident Bush’ Patriot Act. Politistaten lurer. Den personlige frihed begrænses. Retssikkerheden bliver mere og mere illusorisk og sættes til side for terrorloven. Solidaritet med mennesker i nød er stort set forbudt. Der bliver set stort på menneskerettigheder og medmenneskelighed, lyder det fra Anton Nielsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
