Den røde løber var rullet ud, og op mod 100 fagligt aktive stod klar med faner og bannere, da topforhandlerne fra 3F’s Transportgruppe fredag mødte op i Industriens Hus for at tage hul på overenskomstforhandlingerne.
“Flemming, Karsten og Jan – Lad dem bare komme an!” stod der på et banner med henvisning til forhandlergruppen: Forhandlingssekretærerne Flemming Overgaard og Karsten Kristensen og gruppeformand Jan Villadsen.
Deres opgave bliver sammen med arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) at nå frem til et forlig på den såkaldte Fællesoverenskomst, der gælder for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Aftalerne mellem 3F Transport og DI sætter rammerne for 40.000 arbejdere på de godt 900 virksomheder på transportområdet, der er medlem af DI.
Jan Villadsen blev nærmest modtaget som en rockstjerne, da han blev klappet ind af de fremmødte, der havde trodset vind og vejr for at vise opbakning til de faglige forhandlere.
Pressen flokkedes om Jan Villadsen, da han gør sig klar til at gå ind og forhandle det, der er betegnet som de vanskeligste overenskomstforhandlinger i årtier.
Inflationen og en realløn, der er raslet ned i 2022, spiller ind og oveni har SVM-regeringen med forslaget om at afskaffe en helligdag smidt ekstra benzin på bålet.
Her lyder det fra en samlet fagbevægelse: Hold fingrene fra helligdagene!
En holdning som Ole Nors Nielsen, næstformand i 3F Aalborgs transportgruppe, deler. Han skal være med til at forhandle et forlig hjem på transportområdet.
– Vi vil under ingen omstændigheder acceptere, at en regering blander sig i vores overenskomstforhandling, og det har de jo lige nøjagtig gjort her, siger han til TV 2.
Den nye brancheklub 3F Fastfood Workers Copenhagen var også til stede for at støtte op om transportgruppens forhandlere.
Det samme var LfS (Landsforeningen for Socialpædagoger), der med et banner gjorde det klart, at de som offentligt ansatte bakker 100 procent op om de privatansatte, som nu skal have fornyet deres overenskomster.
Arbejdere i Bevægelse var med til dagens fremstød med deres karakteristiske kaffevogn, hvor der blev uddelt kaffe og te, som de fremmødte kunne varme sig med på denne kolde januardag.
Der lød adskillige gange dytten fra de forbikørende personbiler, lastbiler og skraldevogne som en støtte til den faglige markering.
Ved morgenens fremstød kunne man se faner fra hele landet.
I tirsdags var det forhandlerne på industriens overenskomstområde, der blev klappet ind af medlemmer fra hele landet.
Torsdag den 12. januar kommer turen til forhandlerne på byggeriets overenskomst.
Ifølge tidsplanen for forhandlingerne i 2023 forventes der at ligge et industriforlig den 12. februar. Det forlig kommer til at danne præcedens for alle øvrige overenskomster, hvorefter alle øvrige områder kan afslutte deres forhandlinger. Industriforhandlingerne bliver derfor fulgt med stor opmærksomhed.
En samlet mæglingsskitse, som sættes til urafstemning i de respektive fagforbund, forventes klar den 18. marts. Resultatet af afstemningen foreligger den 17. april.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.