Som det første regionsråd i Danmark opfordrer det nordjyske regionsråd nu til, at regeringen medvirker til at finde en løsning på den over to måneder lange sygeplejerskestrejke.
På et møde mandag vedtog et enigt regionsråd at henvende sig til bestyrelsen i Danske Regioner for at få interesse- og arbejdsgiverorganisationen til at lægge pres på regeringen.
Det vedtagne forslag stillet af Enhedslisten lyder: ”Regionsrådet i Nordjylland opfordrer hermed Danske Regioner at skride til handling i forhold til den nu over 2 måneders lange sygeplejerske strejke og at tage kontakt til Regeringen snarest, så konflikten kan få en ende.”
Beslutningen glæder Jytte Wester, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland:
– Det er meget positivt, at Nordjyllands Regionsråd nu er med til at lægge pres på regeringen for at finde en løsning. Vi har i Dansk Sygeplejeråd hele tiden peget på, at regeringen og Folketinget var nødt til at komme på banen, fordi vores lønefterslæb historisk set er skabt af Folketinget.
Kredsformanden fortsætter:
– Det har længe stået klart, at regioner og kommuner ikke har de penge, der skal til for at få sygeplejerskerne tilbage på arbejde. Regionernes chefforhandler Anders Kühnau har da også udtalt, at det ikke er muligt at finde en løsning ved forhandlingsbordet.
Forud for mødet i det nordjyske regionsråd samledes omkring 200 strejkende sygeplejersker udenfor Regionshuset i Aalborg Øst, hvor flere af dem fik en snak med regionsrådspolitikerne.
Under debatten på regionsrådets bestyrelsesmøde udtrykte de nordjyske politikere fra et bredt udvalg af partierne bekymring for fremtidens sundhedsvæsen, hvis man ikke får løst problemerne med at rekruttere arbejdskraft. Mange af politikerne erkendte også, at det bliver nødvendigt at hæve sygeplejerskernes løn.
Bedre løn og arbejdsforhold er nøglen
Arbejderen har dækket den langvarige strejke og talt med sygeplejersker om deres dagligdag. De understreger, at det er afgørende med bedre løn og arbejdsforhold til sygeplejerskerne, hvis den nuværende negative spiral skal stoppes.
Faget er presset af, at stadig færre uddanner sig til sygeplejersker, at frafaldet på uddannelsen er højt og at mange forlader faget efter få år.
– På landsplan mangler vi i dag at kunne besætte 4700 sygeplejerskestillinger i kommuner og regioner. Det svarer til det antal, der er ude i konflikt lige nu. Beregninger viser, at i 2030 vil der mangle over 8000 sygeplejersker. Så vi kan se ind i en sort fremtid for sundhedsvæsenet, hvis ikke der gøres noget for at sikre bedre forhold. Problemerne med at rekruttere og fastholde sygeplejerske hænger tæt sammen med for lav løn og for dårlige arbejdsforhold, har Ida Rindorf, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden, udtalt.
Regionsrådet i Hovedstaden
I sidste uge forsøgte Enhedslisten i regionsrådet i Hovedstaden at samle opbakning til et forslag om “at regionsrådet retter henvendelse til Folketingets partier og regeringen om at finde flere penge til lavtlønsområdet inden for kvindefagene i det offentlige, for at parterne kan nå frem til en løsning i overenskomstforhandlingerne med sygeplejerskerne.”
Forslaget faldt, da kun otte regionsrådsmedlemmer fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet stemte for, mens 33 stemte imod A (13), B (4), C (6), F (3), I (1), V (6).
Tidligere på måneden havde Danske Regioner indkaldt foreningens 17 bestyrelsesmedlemmer til ekstraordinært møde. Bestyrelsen skulle tage stilling til et forslag fra Tormod Olsen fra Enhedslisten (EL) og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti (SF).
De to regionspolitikere foreslog, at Danske Regioner henvender sig til regeringen om hjælp til at løse konflikten med sygeplejerskerne, men forslaget kunne ikke samle flertal.
Læs også
Danske Regioner skal bede regeringen om hjælp med at løse sygeplejerskekonflikten
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.