Læserbrev
Vi opfordrer alle til at arbejde aktivt for et NEJ i deres lokalområde og til at deltage i den nationale aktionsdag onsdag den 5. april.
Med den besked tog 115 tillidsrepræsentanter, formænd og fagligt aktive hjem til deres respektive byer efter lørdag den 1. april at have deltaget i opstarten af initiativet Nej til OK23.
– Formålet er at få så markant et nej som muligt. Og det er vigtigt, at vi støtter hinanden og bakker hinanden op, uanset hvorfor vi stemmer nej, sagde Jonas Brynnum fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), da han bød velkommen til deltagerne fra forskellige fag og brancher.
Da han sammen med andre tog initiativet til lørdagens møde, skete det med en forventning om en længere periode til at lave nej-aktiviteter i. Afstemningen om OK23 startede imidlertid onsdag den 29. marts, løber hen over påskeferien og slutter den 11. april.
– Så der er kun fire arbejdsdage tilbage, men nu kaster vi os ud i det, og vi skal bruge mødet her til at give nej-aktiviteterne noget gejst, sagde den københavnske tømrersvend.
Herefter blev debatten sluppet løs, og skal man tyde ud fra indlæggene, så fejler kampgejsten intet. De fremmødte er klar til at trodse den korte afstemningsperiode og den massive mur af ja-sigere i toppen af fagbevægelsen og også ude i de fleste lokale fagforeninger.
Den generelle kritik på tværs af fag rettede sig mod en for snæver økonomisk ramme, som slet ikke matcher forventningerne i lyset af den historisk høje inflation, samtidig med at virksomhederne scorer super profitter.
– Vi hører, at det har været de sværeste forhandlinger nogensinde, men med de overskud vi ser, og fødevarepriser der sidste år steg med 14,8 procent, så forstår jeg da ikke, hvorfor det har været så svært, sagde Jonas Andersen fra byggegruppen i BJMF:
– Jeg husker, at forhandlerne sagde, at der denne gang skulle flæsk på bordet – altså løn centralt. Så gik der to måneder, og nu skal pengene hentes lokalt.
Jonas Andersen lod også et par kritiske og ironiske ord falde om de formuleringer i forligene, hvor der er lavet ‘gode aftaler’, men hvor det for at blive en realitet forudsætter enighed mellem parterne, altså at arbejdsgiver og lønmodtager er enige.
– Du kan flyve i helikopter på arbejde, hvis din arbejdsgiver er enig. Du kan få regnskaberne, hvis arbejdsgiver synes det en en god ide, sagde han.
Flere af dem, der tog ordet, nævnte solidariteten med de grupper, som tjener mindst, som begrundelse for deres beslutning om at stemme nej til OK23.
– Priskuranterne stiger (prisliste til afregning af akkordarbejde, red.). Det gavner dem, der tjener mindst, men skaber større afstand til dem i bunden, sagde Gert Klyver, murer og faglig medarbejder, i 3F Esbjerg og fortsatte:
– Det er ikke solidarisk. Vi skal stille op til forsvar for de svageste. Og så skal vi huske, at det, vi gør denne gang, danner præcedens ved den næste OK.
Utilfredsheden med de indgåede overenskomstforlig er mest udbredt i byggeriet. Rundt om i lokale 3F afdelinger anbefaler byggegruppen at stemme nej, og det samme gør en lang række faglige klubber i byggebranchen.
Ud over at det solidariske krav om et markant lønløft til de lavestlønnede ikke er blevet indfriet, så kritiserer bygningsarbejderne også, at byggeforliget ikke indeholder kædeansvar, som de har rejst som krav i årtier. Kædeansvar ser håndværkere som et reelt og effektivt værn mod grov udnyttelse og underbetaling af de udenlandske kollegaer, fordi det vil gøre det sværere for hovedentreprenører at spekulere i underbetalt arbejdskraft.
I stedet indeholder byggeforliget et særligt boligtillæg på 25 kroner i timen til udenlandske håndværkere. Regningen er landet hos alle bygningsarbejdere – også dem, der går på mindstelønnen. Det er der ikke meget solidaritet i, mener bygningsarbejderne, der hellere havde set de 25 kroner i timen lagt på mindstelønnen.
Læs også
Fagligt
Kritik af byggeforlig
Boligtillæg udgør ikke et reelt værn mod social dumping – og reallønnen er ikke sikret
Det har som så mange gange før været industrien, der kom først i mål med et forlig og også lagde de økonomiske rammer for alle øvrige områder.
Selvom der er positive takter i industriforliget, så som to procent mere på fritvalgkontoen og en større arbejdsgiverindbetaling til pension, så vækker forliget alligevel bekymring, lod flere af de tillidsvalgte fra industrien forstå.
En af dem var Erika Lange, der er tillidsrepræsentant på JKE og medlem af 3F Aalborgs industrigruppe. Hun kom ind på inflationen, som har gjort det svært for mange at betale deres regninger.
– Det er jo sigende, at REMA 1000 kan præstere et overskud på 600 millioner efter skat, mens vi andre står nede i butikken og kigger på varerne og tænker: Hold da op, det er godt nok blevet dyrt. Når vi vil have mere i løn, så handler det både om købekraft, men også om anerkendelse. Den er svær at få øje på i de her overenskomstforlig.
Den nordjyske tillidskvinde synes, det er uacceptabelt, når forhandlerne placeret ansvaret for at sikre reallønnen ved lokale og individuelle forhandlinger.
Overskud veksles ikke til lønstigninger lokalt
Jan Christensen er formand for industrigruppen i 3F Randers, der går direkte mod anbefalingen fra forbundets industrigruppe. Han forsatte i sporet fra Erika Lange og fortalte om erfaringerne med at hente penge ude i virksomhederne.
– I vores industrigruppe er der, i de tre år der er gået siden sidste OK-forhandling, hentet 1,8 procent hjem i lønstigninger ved virksomhederne i Randers området, sagde Jan Christensen.
Det så ikke meget anderledes ud i overenskomstperioden 2017 til 2020. Her havde de lokale lønstigninger været på 0,9 procent om året.
Heller ikke de første resultater af de lokale forhandlinger i 2023 giver anledning til optimisme, mente Jan Christensen, og nævnte nogle spritnye eksempler:
– Vi har en virksomhed, der har et overskud på fem milliarder kroner. Her har 3F’erne fået lønstigning på 0,96 procent. På en anden virksomhed med 150 mand har de hevet 0,8 procent hjem, og vi har endnu en virksomhed, hvor resultatet er under 1 procent.
– Hvor fanden bliver lønstigningerne af, spurgte Jan Christensen, inden han konkluderede:
– Vi har stadig til gode at se, at arbejdsgiverne vil være loyale overfor minimallønssystemet.
Omkring 80 procent af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked er omfattet af minimallønssystemet, som giver ret til en lokal lønforhandling en gang om året. Slutkommentaren fra Jan Christensen hentyder til, at det lønsystem ikke er meget værd, når de lokale arbejdsgivere sidder tungt på pengekassen og ikke er villige til at dele et eventuelt overskud med de ansatte.
Læs også
Fagligt
Må vente to år på svar
Hvor realistisk er det, at de tillidsvalgte i industrien henter reallønsfaldet hjem ved lokale forhandlinger?
Dansk El-forbunds Ungdom er det eneste ungdomsforbund, der anbefaler et nej til OK23. Det er stik mod anbefalingen fra forbundsledelsen, der har reageret ved at smække kassen i. Lærlingene har dermed begrænsede midler til at lave nej-aktiviter for, men det holder dem ikke tilbage, forsikrede næstformand Joshua Christensen på mødet i Fredericia:
– Vi fik at vide af vores ledelse, at det var det bedste OK-resultat nogensinde, fordi det giver 12 procent i lønstigning. Det gælder så bare ikke alle lærlinge, men kun dem over 18 år. Dem der er under 18 år får kun 10 procent, fordi de ikke får pension.
Elektrikerlærlingene havde krævet, at lønnen skulle stige i kroner og ører for blandt andet at løfte 1. års lærlingene, men fik at vide, at det ville blive for svært at beregne. Lærlinge under 18 år får ikke indbetalt pension, og dermed straffes de, der starter tidligt på arbejdsmarkedet.
– 97 procent af elektrikerlærlingene går på mindsteløn og har ikke ret til at få del i akkorden. Vi ser mange lærlinge i dag, der har et bijob for at kunne betale sine udgifter. Det er da ikke fair, mente Joshua Christensen.
DEF-Ungdom har flere andre grunde til at anbefale at stemme nej til OK-forliget: Lærlinge kun får 17,80 kroner i timen, når de sidder i firmabilen uden for arbejdstiden og ikke det samme som den svend, der sidder ved siden af. Endelig havde DEF-Ungdom krævet fuld løn under barsel, men her var svaret: Det er for dyrt.
Uacceptabel politisk indblanding i OK
Bededagstyveriet, som afskaffelsen af store bededag bliver kaldt i faglige kredse, var et uundgåeligt emne på mødet Fredericia. Den udbredte holdning var, at det i en tid med øget nedslidning og støt stigende pensionsalder er fuldstændig uacceptabelt at få inddraget en fridag.
“Vi er kommet ud af en overenskomstforhandling med en højere arbejdstid, end vi havde, da vi gik ind til forhandlingerne. Det er en historisk forringelse af vores tilkæmpede rettigheder,” lyder det i en udtalelse vedtaget på mødet, der fortsætter:
“Hvis vi lader regeringeN slippe afsted med at øge vores arbejdstid og underkende overenskomsterne, så vil dette blot være begyndelsen. Derfor et det en absolut nødvendighed for at sikre vores tilkæmpede rettigheder, at medlemmerne af fagbevægelsen sætter foden ned nu!”
Mødet i Fredericia kom også ind på manglende medlemsfordele i overenskomsterne. Her var meningerne delte.
Jesper Rasmussen, formand for Malernes Fagforening i Nordjylland er stor fortaler for, at hvis man vil have goder, skal man også være med til at betale for dem.
– I dag er 39 procent organiseret, hvis man tæller offentlig og privatansatte sammen. Tager man alene det private arbejdsmarked, så er kun omkring 30 procent medlemmer af de fagforeninger, som aftaler og vedligeholder de overenskomster, de arbejder under, sagde han.
Den udvikling kan åbenlyst ikke blive ved med at gå, pointerede Jesper Rasmussen, der ser medlemsfordele som en løftestang for organisering.
Slutspurten
Mødet sluttede med et fælles billede og håndslag på, at man går hjem og gør en indsats for at få så mange til at stemme som muligt – og til at stemme nej. På den nationale aktionsdag 5. april er der foreløbig planlagt demonstrationer i Esbjerg og Aalborg.
I Aalborg er der desuden planlagt faglig aktion ved mindst to trafikerede knudepunkter, hvor tillidsfolk vil stå med bannere med teksten: NEJ til OK23.
Udtalelsen fra mødet vil blive delt på arbejdspladserne og på de sociale medier, der bruges flittigt af både ja- og nej-sigere.
Godt 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked har mulighed for at stemme om de nye overenskomster. Sidste frist for at give sin mening til kende er den 11. april til midnat.
Mange har allerede stemt, men fortryder man krydset, så kan det ændres. Det er den sidst afgive stemme, der tæller.
Resultatet af afstemningen bliver offentliggjort onsdag den 12. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
