Claus Jensen kender ikke meget til forhandlinger på det offentlige område. Det her med at de offentlige ikke må være lønførende var fra staten af 80’erne sagde han og som trussel, mente han at den aftale var opsagt, idet de 3 milliarder brød denne aftale må man forstå.
Kaj Ove Pedersen kunne berolige med at den danske model også indeholder trepartsaftaler og henviste til Fælleserklæringen fra 1987. Det var her man ovenpå store lønstigninger aftale hvor meget det offentlig må stige i forhold til det private – udover arbejdsmarkedspensionerne.
Spændende at Fælleserklæringen er opsagt – det er det man kalder det vitterlige vås.
Fagtoppen var solidt til stede, da A4 Medier i sidste uge afholdt en velbesøgt konference om den danske model. A4 medier varslede, at de årligt vil afholde en konference, som tager status på modellen samt være medie og talerør for den danske model.
Med velkomst af 3F’s forbundsformand Henning Overgaard, tale fra Metals formand Claus Jensen, oplæg fra Ove Kaj Pedersen og status af den danske model på det offentlige område af Mona Strib, Forhandlingsfællesskabet, var der lagt op til et spændende indblik i maskinrummet og overvejelser fra fagbevægelsens ledelse om den aktuelle overenskomstfornyelse på det offentlige område og den danske models fremtid og udfordringer.
På trods af afbud fra Mona Striib på grund af samtidig offentliggørelse af mæglingsskitsen til afstemningen af OK24, fik de mange deltagere et indblik i fagtoppens og en forskers overvejelser.
En truet model?
Oplægsholderne kredsede hurtigt omkring de farer for den danske model, som de ser i dag og i morgen. I velkomsten til konferencen sammenlignede Henning Overgaard modellen med “en ældre bil, hvor motoren trænger til en renovering”. Hvad motorrenoveringen skulle indebære, fik vi dog ikke bud på.
Af bekymringer nævnte Henning Overgaard den faldende organisationsgrad, EU’s mindstelønsdirektiv samt at arbejdsgiverne ikke tilstrækkeligt understøtter og forsvarer modellen.
Dansk Metals formand var ganske konkret på “truslerne”, som han opremsede: “Den danske model har tre trusler: EU, regeringen og fagbevægelsen selv”. Mindstelønnen adresseret til EU, store bededag adresseret til regeringen og til fagbevægelsen fulgte følgende svada om en alt for “dyrekøbt” trepartsaftale.
Regeringen skal ikke blande sig i aftalemodellen ved at uddele milliarder “til udvalgte vælgergrupper”. “Det er populisme”. Og: “det ekstra lønløft er som at pisse i bukserne – det varmer lige i øjeblikket, men det bliver bare koldere efterfølgende”. Men Metal-formanden stoppede ikke med det. De ekstra tilførte milliarder til udvalgte grupper af offentligt ansatte er i strid med princippet om, at de offentligt ansattes lønninger skal følge de privatansattes, og hvis fagbevægelsen accepterer dette indgreb, åbnes der op for det modsatte, når og hvis økonomien/krisen banker på. Altså en mulig politisk dikteret lønnedgang til de offentligt ansatte. Fagbevægelsens legitimitet er i fare, sagde Claus Jensen.
Rammesat af det politiske system
Politolog og professor emeritus i komparativ politisk økonomi Ove Kaj Pedersen, som er aktuel med bogen Myten om den danske model, foretog et længere historisk rids over modellens tilbliven og fastslog præcist, at aktørerne i spillet om den danske model er de to parter samt det politiske system.
Og at den danske model er sammensat/nedsat af politikerne og altid underlagt markedet og konkurrenceevnen. Fælleserklæringen af 1987 var “den første og største trepartsaftale”. Et symbol på at de reformistiske kræfter i fagbevægelsen havde fået det endelige overtag, og at socialdemokratiet endegyldigt havde forladt enhver tanke om økonomisk demokrati og oprettelsen af bedriftsråd. En sejr for det formaliserede klassesamarbejde.
Status på den danske model på det offentlige område
Mona Striib, formand for FOA og for Forhandlingsfællesskabet, kunne desværre ikke deltage, så i denne artikel må du klare dig med følgende kommentar fra skribenten:
OK24-forløbet, på ryggen af og sammenvævet med trepartsaftalen om et lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte passer som fod i hose ind i overstående analyse fra Ove Kaj Pedersen.
Det blev aldrig noget selvstændigt overenskomstforløb. Forhandlingerne var viklet ind i aftalerne fra treparten, som allerede havde taget hul på OK-forhandlingerne ved blandt andet at diktere en sammenkædning, når resultatet skulle til afstemning. Den økonomiske ramme blev dikteret af Wammen. Forhandlingerne blev umuliggjort af, at 200.000 ud af de 800.000 offentligt ansatte allerede havde fået en bid af en ekstra OK-kage, hvor de faglige ledere, som ikke var blevet tilgodeset, havde været nødt til at nikke ja til trepartsresultatet. Smilene var anstrengte, men hvad gør man ikke for sammenholdet!
Og det må vel være ekstra smerteligt for de faggrupper, som ikke har fået andel af trepartsmidlerne, når de så samtidig oplever, at de faglige ledere for de faggrupper, der denne gang har fået en andel, forsøger at sælge det samlede resultat som historisk høje lønstigninger!
Hvis man er lidt naiv og øm om den danske forhandlingsmodel på det offentlige arbejdsmarked, kan det kun betegnes som et kæmpe selvmål. Skribenten er for en sjælden gang enig med Metals formand i, at det er en rigtig dårlig ide, frivilligt og med et smil på læben, at pisse i bukserne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
