Der er krig i Europa. Det har medført en energikrise. Putin forsyner os ikke længere med billig gas, og vi kan ikke risikere, at vores produktion af luksusbiler stopper.
Derfor bliver vi nødt til at tage alle midler i brug, herunder også at ekspropriere den tyske ambassade i Nordhavn, hvorunder vi efter nogle geologiske undersøgelser har fundet et stort underjordisk lager af brunkul. Selvom vi har underskrevet Paris-aftalen og lyttet til Det Internationale Energi Agenturs advarsler om et fuldstændigt stop for fossile investeringer, mener vi, at kullet under den tyske ambassade er vigtig nok til at rive bygningen ned, forflytte medarbejderne og påbegynde udvindingen af den mest forurenende energikilde.
Vi er oplyste om de massive protester mod nedrivningen, og at over 30.000 mennesker har deltaget i demonstrationer for bevaringen af ambassaden. Vi håber derfor, at politiet kan hjælpe med at sikre, at adgangen til brunkullet ikke bliver besværliggjort, ved at bekæmpe protesterne og opretholde den private ejendomsrets ukrænkelighed.
Uanset om protesterne handler om at undgå en sjette masseuddøen, en delvist ubeboelig klode og massiv luftforurening, der allerede nu koster i omegnen af 6 millioner liv om året. Vi er rolige med at have loven på vores side, da det har været gældende i tysk lov, siden Adolf Hitler underskrev en aftale i 1937, om at man har ret til at forflytte mennesker og rive landsbyer og kirker ned til fordel for udvidet energiproduktion.
Vi har lyttet til protesterne, der påpeger, at den ene rigeste procent af befolkningen bruger dobbelt så meget energi som de fattigste 3 milliarder mennesker tilsammen, og man derfor kunne sikre energiforsyningen ved at overtage produktionen og dele energien mere retfærdigt.
Vi mener dog stadig, at de rige har fortjent deres ubegrænsede forurening, og at den brede befolkning skal acceptere dette og respektere nedrivningen af ambassaden. Vi har nemlig en bæredygtighedsprofil.
For at kunne overholde vores bæredygtighedsprofil er vi på et lukket møde med vores største aktionærer kommet frem til en plan om at stoppe kulproduktionen i 2036. Det er nogenlunde på samme tidspunkt, at vi vurderer, at det ikke længere er profitabelt at drive en virksomhed på kul.
Hvem skal fjernes? Klimaaktivisterne, der kæmper for at holde kul i jorden, eller den forurenende elite, der beskytter deres position i samfundet?
Ovenstående er en lettere satirisk omskrivning af, hvad der lige nu sker i den tyske by Lutzerath. Her forvandles marker og natur til en scene fra en dystopisk science fiction-film. Dag og nat gennem årtier har kæmpe gravemaskiner ædt sig gennem landskabet og skabt et ar, der kan ses fra rummet.
Fossilselskabet RWE har ryddet et område på omkring 48 kvadratkilometer, nedrevet flere byer og forflyttet omkring 30.000 mennesker, alt imens de har ignoreret den ene advarsel efter den anden. Selv en kirke, der kunne dateres tilbage til det 13. århundrede, blev slugt af minen.
Det lader derfor til, at hverken gud eller aktivister kan forsvare sig imod de kapitalgevinster, kulfirmaet RWE får ud af produktionen. En produktion der i energikrisens højdepunkt – hvor folk måtte gå fra hus og hjem på grund af stigende priser – fordoblede selskabets omsætning.
De sidste ugers voldsomme og brutale politirydninger af området er blevet et symbol på, hvordan staten og energivirksomheder er i samme seng, når de igen og igen tillader den destruktive adfærd.
Den adfærd skal adresseres politisk, så hvis Dan Jørgensens nye titel som global klimaminister skal give mening, skal han tage en alvorssnak med sin tyske kollega Robert Habeck og Tysklands ambassadør Pascal Hector og lave en offentlig afstandtagen fra tysk politibrutalitet og klimadestruktion.
RWE sætter problemet sort/hvidt op: Fossil energi koster liv, og den tyske stat er villig til at betale prisen. Så vi vil også sætte det sort/hvidt op: Hvem skal fjernes? Klimaaktivisterne, der kæmper for at holde kul i jorden, eller den forurenende elite, der beskytter deres position i samfundet?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.