Læserbrev
Forleden sagde den tidligere præsident og nuværende næstformand for Sikkerhedsrådet i Den Russiske Føderation, Dmitrij Medvedev, at “den ukrainske konflikt vil trække ud i meget lang tid, måske i årtier.” Der har aldrig været sådan en prognose. Mange talte om flere år, men for første gang lød det i årtier.
Intet at sige, livsbekræftende prognose. Og det mest interessante er, at Medvedev ligesom andre russiske ledere tier om, at det var deres middelmådige politik, der i høj grad førte til denne konflikt.
Vi er overbeviste om, at vores land har brug for en samlet, stærk, radikal og moderne venstrebevægelse. Væksten i protestaktivitet viser, at befolkningen i Rusland … ikke er klar til at udholde undertrykkelse og mobning i det uendelige.
Vesten er skyld i alt, og de ser ikke deres fejltagelser direkte. Behageligt afviklet, der er ikke noget at sige. Ifølge denne logik vil den blodige konflikt trække ud i årtier, og de nuværende indbyggere i Kreml vil fortsætte med at regere og berige sig selv.
Nå, prisen for alt dette er mange tusinde liv for almindelige, for det meste unge mennesker. Det er det allerede i øjeblikket. Og hvad vil der ske efter “årtier” – det er endda skræmmende at forestille sig. Hvordan kan du lide dette perspektiv?
Det er klart, at vores myndigheder – efter at have fejlet med planen om en “lille og sejrrig” militærkampagne – nu er begyndt at tilpasse sig den “lange krig”.
Og jeg må sige, de er gode til det – de holder kæft alle de utilfredse, alle burde “samle” og tie. I dag blomstrer hyklerisk pseudopatriotisme i Rusland, når embedsmænd dækker over deres fejl og forbrydelser med smukke patriotiske taler.
Folk stiller rimelige spørgsmål
Men efter 15 måneder med den særlige operation begynder folket at samle flere og flere spørgsmål, som myndighederne ikke kan svare på. Vrede tilhængere af socialismen, som der er mange millioner af i vores land, spørger, hvornår vil en retfærdig “venstredrejning” i økonomien og den sociale sfære blive gennemført, uden hvilken det praktisk talt er umuligt at forene samfundet og opnå sejr i konfrontationen med det kollektive Vesten. De får genlyd af vrede patrioter, der spørger, hvornår den fuldgyldige mobilisering af samfundet og økonomien begynder efter princippet om “alt for fronten, alt for sejr.”
Ja, og upolitiske borgere, der er trætte af stigende priser og takster, efterspørger i voksende omfang, hvilke ultimative mål myndighederne efterlyser for at “stramme livremmen” samt komme med nye skatter og afgifter. Efterhånden dannes der en multi-million stærk alliance af potentielle vælgere, som ved præsidentvalget i 2024 kan stemme på en stærk, samlet kandidat fra en bred koalition af venstreorienterede og patriotiske kræfter.
Og jeg må indrømme, at folk stiller rimelige spørgsmål. Husk, hvor mange gange repræsentanter for Det Kommunistiske Parti i Den Russiske Føderation, Venstrefronten og andre allierede organisationer efter starten af SVO krævede nationalisering af brændstof- og råmaterialesektoren og andre strategiske sektorer af den russiske økonomi, så vores nationale rigdom ville arbejde til gavn for alle mennesker (inklusive vores hær), og også nationalisere banker og indføre streng regulering af udenrigshandel i den russiske forbrugers interesse.
De russiske myndigheder har dog endnu ikke taget nogen seriøse skridt i denne retning. Derfor har almindelige borgere i mange måneder med deres egne penge indsamlet massiv humanitær hjælp til deltagerne i den særlige operation. Og vores milliardæroligarker bliver ved med at blive rige på princippet om “krigens nødvendighed.”
Flere og rigere milliardærer
For eksempel offentliggjorde magasinet Forbes i april en frisk årlig rangering af de rigeste mennesker i verden – den indeholder 110 russiske milliardærer, 22 personer flere end sidste år.
Andrey Melnichenko, grundlægger af Eurochem og SUEK, indtog førstepladsen på den russiske Forbes-liste for første gang – hans formue er mere end fordoblet i løbet af året til 25,2 milliarder dollars. Forbes anslåede hans formue til 23,7 milliarder dollars.
Ejeren af NLMK Vladimir Lisin tog tredjepladsen, hans formue steg med 3,7 milliarder dollars i løbet af året til 22,1 milliarder dollars. Leonid Mikhelson (bestyrelsesformand for PJSC Novatek), Alexey Mordashov (CEO i Sever Group Holding), Vagit Alekperov (tidligere præsident for Lukoil), en ven af vores præsident, Gennady Timchenko, og andre “kære herrer”, som ikke blev set aktivt støtte den russiske hær.
Generelt er den samlede rigdom af russiske milliardærer vokset fra sidste års 353 milliarder dollars til 505 milliarder dollars. Som de siger, tallene taler for sig selv. På denne baggrund ligner alle forsøg fra regeringsvenlig propaganda på at sammenligne den nuværende situation med den store patriotiske krig som en direkte udspekuleret hån.
Efterlyser fuldgyldig progressiv skatteskala
Et andet eksempel. Hvor mange gange har venstrefløjen på det seneste krævet en for længst forsinket skattereform og indførelse af en fuldgyldig progressiv skatteskala for at fritage to eksistensniveauer for at betale personlig indkomstskat og hæve skattegrænsen for overskydende indkomst til mindst 30-35 procent.
I sidste uge indsendte kommunistiske deputerede igen et lovforslag til statsdumaen om at hæve den øvre grænse for personlig indkomstskat til 30 procent for personer med en indkomst på 10 millioner rubler om året. Dette vil årligt give budgettet omkring 650 milliarder rubler, hvilket er særligt vigtigt i lyset af et voksende budgetunderskud.
Argumentet er slet ikke overbevisende i betragtning af, at i 104 lande i verden, hvor personlig indkomstskat for de rige er 30 procent eller mere, er der ingen storstilet tilbagetrækning af lønninger “for sort arbejde”. Karakteristisk er det ifølge VTsIOM meningsmålinger, at 83 procent af russerne går ind for en progressiv personlig indkomstskat. Men vores myndigheder varetager stædigt de superriges interesser. Så ifølge Kremls logik, selvom almindelige russere “strammer deres bælter” yderligere, er det umuligt at gribe ind i oligarkernes indkomst. Det her er helligt…
På samme tid, ifølge Ravenstvo Media, viste den øvre grænse for personlig indkomstskat i Rusland sig ifølge nyere undersøgelser at være en af de laveste i verden. Velhavende russere betaler maksimalt 15 procent af indkomsten fra beskæftigelse, og det er 144-152 ud af 190 lande. Men de fattige skal betale en af de højeste personlige indkomstskatter – 13 procent (153.-155. plads).
Bemærk, at der findes en progressiv skala for personlig indkomstskat i 153 ud af 190 lande. I Rusland er det også formelt progressivt, men omfanget af skalaen (kun 2 procent) er det laveste i verden (149-151). Det gennemsnitlige interval er 22 procent. I Østrig er det 0-55 procent, i Sverige – 0-52 procent, i Frankrig – 0-49 procent, i Tyskland – 0-45 procent. Også i 97 lande er der en nul lavere-grænse for personlig indkomstskat, men i Den Russiske Føderation betales skatten selv med mindstelønnen, som i dag er 16.242 rubler. Det er, hvad social retfærdighed er…
Og sådan er det i næsten alt. Den uretfærdige socioøkonomiske model for Ruslands udvikling er den største hindring for vores sejr i enhver forstand af ordet. Det er åbenlyst, at overtalelse til at tvinge Putin og hans følge til at ændre kursen i landets udvikling ikke virker, på trods af de globale udfordringer som bliver kastet over for Rusland.
Den bredeste koalition mere relevant end nogensinde
Derfor – på tærsklen til valget i 2024 – er dannelsen af den bredeste koalition af alle tilhængere af socialisme og ægte patriotisme mere relevant end nogensinde. Som jeg sagde tidligere, bør der nomineres en enkelt kandidat til præsidentvalget med henblik på et sejrrigt resultat. For at denne kandidat virkelig skal have en chance for succes, bør kandidaten findes ved at foretage en foreløbig udvælgelse. Lad alle de dygtige politikere deltage i disse primærvalg, der støtter programmet for socialistiske transformationer i Rusland.
Det er nødvendigt at udpege vinderen fra Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti som den mest oppositionelle og principielle af alle parlamentariske partier (som ikke behøver at indsamle underskrifter for at nominere deres kandidater).
Som det seneste præsidentvalg i Tyrkiet har vist, er det med en høj valgdeltagelse så ekstremt vanskeligt at forfalske afstemningsresultaterne i stor skala, at myndighederne vil være bange for ikke at registrere en så klar og populær kandidat, mens han vil være i stand til at skaffe støtte fra titusinder af russiske borgere samt tiltrække dem, der normalt er sofavælgere, til valget.
Hvis ovennævnte handlingsplan bliver implementeret, vil alle vrede kommunister og patrioter have en chance – for at opnå en afgørende ændring i Ruslands udvikling i flertallet af befolkningens interesse – for at begynde implementeringen af et nyt socialistisk projekt og samle folket for at opnå sejr og fred.
Hvis vi undlader at gennemføre denne enkle og åbenlyse plan, så vil storvirksomhedernes magt igen narre os og fortsætte med at implementere dens katastrofale politik, hvilket uundgåeligt vil føre til forræderi og nederlag. Valget er indlysende, en udsættelse er som døden.
Kort om Venstre Front
Venstrefrontens mål er at opbygge et retfærdigt socialistisk samfund.
Vi er overbeviste om, at vores land har brug for en samlet, stærk, radikal og moderne venstrebevægelse. Væksten i protestaktivitet viser, at befolkningen i Rusland, ligesom for hundrede år siden, ikke er klar til at udholde undertrykkelse og mobning i det uendelige.
Vi opfordrer til skabelsen af et socialistisk samfund baseret på kombinationen af offentlig ejendom med politisk og industrielt demokrati. Dette vil sikre den hurtige vækst i økonomien, videnskaben og kulturen, et gennembrud til højteknologier og et grundlæggende nyt niveau af social retfærdighed.
Vi venter på alle, der deler venstreorienterede synspunkter, som ønsker en fri og retfærdig fremtid for sig selv og deres børn. Enhver, der stadig har modet og samvittigheden. Nok at gøre for alle!
Rubrikker og fremhævet citat samt enkelte sproglige korrektioner er indsat af Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
