Det kan somme tider virke, som om selv stærkt handicappede mødes af mistro omkring deres fysiske og/eller psykiske begrænsninger. Jeg har hørt om flere tilfælde af “undertrykt udskældning”, hvor den handicappede nærmest bliver bebrejdet situationen, og hvor der netop henvises til eksisterende/ikke-eksisterende familiemedlemmer som hjælpere. Det er grotesk og ikke noget, vi som danskere skal acceptere, for lovmæssigt er der noget, der ligner en beskyttelse. Ergo: hold loven …..
Det seneste nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik bringer vores artikel “Pårørende og handicappedes kamp for anerkendelse og retssikkerhed i en ulighedsproducerende velfærdsstat” om, hvordan vi i Danmark har fået skabt et velfærdssystem, der ikke (længere) værner om de mest udsatte borgeres retssikkerhed, men i stedet forudsætter, at de eller deres pårørende har indsigt, overskud og ressourcer til at klage over urimelige afgørelser. Med udgangspunkt i artiklen har vi skrevet dette debatindlæg.
Handicappede med de svageste netværk står meget dårligt stillede i forhold til at sikre deres ret til hjælp og i forhold til at kunne vurdere, gennemføre og for eksempel anke en klagesag mod kommunen. Vi har begge erfaringer med at hjælpe familiemedlemmer med at få hjælp fra det offentlige og har indgående kendskab til kampen for at få den rette hjælp i rette tid og i rette mængde og diskuterer i artiklen handicappedes og pårørendes kampe for anerkendelse og retssikkerhed.
Ligesom mange andre pårørende har vi oplevet de seneste 15 år, hvor kommunerne har haft ansvaret for det specialiserede socialområde, som præget af negative oplevelser i form af trusler om at få frataget nødvendig hjælp, langvarige klagesager, manglende vejledning, diskrimination, manglende anerkendelse og udhuling af bevilget støtte.
Vi befinder os i en situation, hvor de kommunale myndigheder har magten til at udøve symbolsk vold (et begreb vi henter hos den franske sociolog Pierre Bourdieu) i form af krænkelser uden sanktioner.
Vores folkevalgte politikere har endnu ikke, på trods af Rigsrevisionens kritiske rapport, sikret en kontrol med kommunernes forvaltning af handicapområdet og tilsidesættelsen af retssikkerheden.
Objektive magtstrukturer har siden kommunalreformen i 2007 etableret sig på handicapområdet, så når kommuner ikke overholder lovgivningen og træffer afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen, kan handicappede og pårørende ikke forvente en ligeværdig behandling.
Klagesystemet forudsætter, at borgerne er ressourcestærke, det vil sige, at de er mennesker, der kan læse og forstå den afgørelse, de modtager, og som kan tage stilling til, om den er korrekt, eller om den skal påklages. På handicapområdet kræver det omfattende kompetencer af de pårørende.
Men selv ressourcestærke borgere ser sig nødsaget til at købe professionel hjælp fra advokater eller privatpraktiserende socialrådgivere. Fordi selv når de pårørende er ressourcestærke, sikres de handicappede ikke den nødvendige hjælp. Der er ingen instanser på handicapområdet, der kan gribe tilstrækkeligt ind og for eksempel give kommunerne økonomiske sanktioner, når de gang på gang ikke overholder lovgivningen og tilsidesætter borgernes retssikkerhed.
Vores folkevalgte politikere har endnu ikke, på trods af Rigsrevisionens kritiske rapport, sikret en kontrol med kommunernes forvaltning af handicapområdet og tilsidesættelsen af retssikkerheden.
Konkurrencestaten og indførelsen af New Public Management som styringssystem i velfærdsstaten har skabt en omvendt ’velfærdsfordelingslogik’, hvor økonomi altid sættes før værdier og medmenneskelighed, så systemerne vinder altid over de borgere, som de skulle hjælpe, og dermed har velfærdsstaten ved at give kommunerne en nærmest uindskrænket magt skabt en situation, ’hvor de svageste skal være de stærkeste’.
Vi finder, at det, der foregår, er systemisk mobning af en bestemt gruppe af borgere, idet velfærdssamfundet krænker de handicappede ved at tilsidesætte deres retsbeskyttelse. Fratagelse af rettigheder skaber en systemskabt ulighed for handicappede og karakteriseres som ’social død’ (et udtryk vi henter hos den tyske filosof Axel Honneth), ringeagt og krænkelser hos det offentlige af en bestemt livsform.
Krænkelserne begrænser sig ikke til gruppen af handicappede*, idet manglende eller utilstrækkelig hjælp også påvirker livsbetingelserne for forældre og søskende, der risikerer arbejdsløshed, stress og mistrivsel.
Systemisk mobning af udsat gruppe
Når handicappede og deres pårørende oplever, at der begås lovbrud imod dem, uden at samfundet griber korrigerende ind, opfattes det som en udelukkelse fra retsfællesskabet. Man oplever, at man ikke anerkendes som juridisk person. Det er i særlig grad tilfældet, når man indser, at kommunen ikke har fulgt lovgivningen. Anerkendelse af borgeren som juridisk person indebærer samme ret for alle til beskyttelse mod overgreb og vilkårlig behandling fra myndighedernes side. Den beskyttelse er ikke længere en selvfølge på handicapområdet.
Organiseringen af handicapområdet i kommunerne og den manglende politiske indgriben er således et udtryk for en systemisk mobning af en i forvejen udsat gruppe i samfundet. For det enkelte menneske medfører det tab af selv- og omverdenstillid. Oplevelsen af at samfundet ikke regner med ens moralske troværdighed eller evne fører til tab af selvagtelse. Vi finder, at der mangler et moralsk kompas og dermed et nyt værdisæt for ledere og ansvarlige politikere på handicapområdet og en gennemgribende reform af handicapområdet.
Hvor længe kan vi tillade, at vores folkevalgte politikere ikke griber ind og får rettet op på denne systemskabte ulighed, hvor forventningerne må være, at vi betaler med vores skat, for at de svageste (stadigvæk) skal hjælpes af en moderne velfærdsstat? Hvis det betyder, at handicapområdet må fjernes fra kommunerne, så skal der snart handling til, og hvis det betyder, at der skal indføres en forvaltningsdomstol, så er det noget, der skal handles på.
For hver dag vores politikere venter med handling, øges mistilliden til dem, der skulle værne om de svagestes retssikkerhed.
Handicappede*
Kategorien af ’handicappede’ dækker i artiklen over mange forskellige mennesker med forskellige grader af fysisk/psykisk udviklingshæmning, fysiske handicaps, psykisk sårbarhed, udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder med videre.
Om forfatterne
Carsten Kronborg Bak, sociolog, ph.d. og lektor på socialrådgiveruddannelsen på UC SYD og forsker i voksnes udsathed, fattigdom, social ulighed i sundhed og sundhedskompetencer.
Karin B Nissen, er cand.soc. i socialt arbejde og selvstændig erhvervsdrivende som privat socialrådgiver, underviser og uddannelsesudvikler, § 54-støtteperson og har en klinik for psykoterapi. Medlem af Handicaprådet i Vejle Kommune udpeget af Danske Handicaporganisationer for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.