Det hævdes almindeligvis, at vi skaber rigdom og velfærd i kraft af vores lønarbejde. Det er ikke helt rigtigt.
Menneskehedens eksistensgrundlag er truet af de ødelæggelser, som lønarbejdere påfører kloden. Det er ikke rigdom.
Varer bliver produceret af dårlig kvalitet og med indbygget forgængelighed, så der skal produceres nyt og mere.
Det er ikke rigdom at producere virtuelt eller materielt skrammel med vilje.
Alligevel hævder politikerne vedholdende, at flere i arbejde er forudsætningen for velfærdssamfundet. Men så enkelt er det ikke.
Man opgør ofte rigdom i penge og anfører, at rigdommen forøges ved, at vi arbejder mere. Det kædes sammen med velstanden i samfundet.
Men meget arbejde truer velfærden. Rigtig meget arbejde er skadeligt, unyttigt og har ikke andet formål end blot at tjene penge.
Forøget pengemængde øger ikke velfærden i sig selv, og de kan investeres i at ødelægge verden yderligere.
Kapitalismen producerer arbejde og arbejdspladser, men ikke med det formål at skabe velfærd eller bedre livsbetingelser, men for at forøge pengemængden.
Det, der er udgifter for den ene investor, vil være indtægt for en anden investor. Død, ødelæggelser og genopbygning efter klimakatastrofer skaber mere arbejde og altså mere velstand, hvis man anvender den logik.
Koblingen mellem arbejde, penge, velfærd og rigdom er altså langtfra lineær.
På trods af stærkt forøget produktivkraft og forøgede pengemængder, så sulter millioner af mennesker stadig. Det har aldrig været nemmere eller billigere at give alle mad, varme, vand og bolig. Alligevel sker det ikke. Herhjemme er kontanthjælp, pensioner, skoler, omsorg, plejehjem, hjemmepleje og offentlig service blevet forringet i de seneste 30 år.
Det er sket på trods af forøget “rigdom”, produktivitet og mange flere penge.
Hvorfor bliver vi så fattigere og fattigere?
Nogle vil hævde, at vi har fået mange flere penge og meget mere billig elektronik, og at vi derfor ikke er blevet fattigere.
Det er en forståelig indvending.
Men vi skal se på, hvad pengene kan købe nu i forhold til tidligere.
Hvis man studerer vores købekraft, så ser man, at vi kan købe mange materielle genstande billigere. Det være sig telefoner, biler, cykler, elektronik, møbler, tøj og i nogen grad mad og så videre.
Alligevel kan en kontanthjælp eller SU i dag dårligt dække husleje og de faste udgifter til vand, varme, el og internet.
Men når vi ser på produkter og ydelser, som kræver megen arbejdstid, så er velstanden blevet markant forringet. De er nemlig blevet meget dyrere.
Det ytrer sig ved, at det er blevet sværere og sværere at få “råd til velfærden”, som det ofte formuleres. Der skal spares, effektiviseres og skæres ned.
Problemet er blandt andet, at man ikke kan passe børn i en time på tre kvarter. Pleje af børn, syge og gamle tager den tid, det tager. Sygeplejerskerne, skolelærere, sosu’er og pædagoger klager og forlader arbejdet, hvis de kan.
Advokatsalærer er blevet nærmest ubetalelige, fordi man her betaler for tid.
Vores købekraft forringes løbende i forhold til at købe produkter og tjenesteydelser med et højt indhold af arbejdstid, mens den forbedres i forhold til at købe produkter med et lavt arbejdstidsindhold, og hvor der løbende kan effektiviseres og masseproduceres.
Altså vores “velfærd” fremstår på den ene side som stigende med flere og flere i arbejde, bedre teknologi og meget mere viden.
På den anden side oplever vi alle, at ældreplejen, sygehusene, børnehaverne, skolerne, psykiatrien og servicen i både offentlige institutioner og i private virksomheder er blevet stærkt forringet. “Du er nu nummer 38 i køen”. På trods af at vi er blevet “rigere” og dermed, påstås det, skaber mere og mere velfærd.
En problematisk måleenhed
Kapitalisme er penge, der tjener flere penge. Det sker primært ved, at flere og flere bliver lønarbejdere, som leverer arbejdstid til kapitalen. I løbet af de seneste 100 år er stort hele klodens befolkning blevet underlagt lønarbejdets livsbetingelser. De steder, hvor det ikke er muligt eller endnu ikke er sket, er problemområder.
Kapitalismen producerer arbejde og arbejdspladser, men ikke med det formål at skabe velfærd eller bedre livsbetingelser, men for at forøge pengemængden.
Diverse politiske tiltag er derfor underlagt en overordnet betingelse om, at det skal kunne “betale sig” målt i penge.
Vi ved ikke, hvad penge måler andet end andre penge. Det er i praksis en problematisk måleenhed.
Kapitalen vokser (akkumulerer) ved, at en større og større del af arbejdstiden går til kapitalens vækst. Man kan sige, at udbytningen af lønarbejderne stiger og stiger. Det har vi ikke følt var rigtigt, fordi vi har oplevet kolossale forbedringer i levestandarden i forrige århundrede.
Men denne stigende udbytning mærkes nu ved, at den materielle levestandard ikke længere stiger ret meget, stagnerer eller ligefrem falder, fordi det bliver vanskeligere og vanskeligere at øge produktiviteten af de materielle produkter. Når en bilfabrik er fuldautomatiseret, så bliver marginalerne for yderligere effektiviseringer mindre og mindre. Hvis kapitalen fortsat skal vækste, så skal lønningerne begrænses – fordi man ikke bare kan indføre ny teknologi, som sikrer profitten. Man kan i stedet forlænge arbejdstiden, hæve pensionsalderen, inddrage fridage og øge overarbejdet.
Den nuværende fase i kapitalismens udvikling viser sig ved, at vores købekraft ændrer sig, således at vores mulighed for at købe varer og ydelser med et højt indhold af arbejdstid forringes.
Vi har ikke mere råd til at anvende håndværkere til småreparationer i hjemmet. Det er blevet til “gør det selv”.
Altså, selv om vi har fået flere penge, så har kapitalerne tiltaget sig endnu flere penge.
Målet for kapitalen er akkumulation
Vi får mindre og mindre for vores arbejde, fordi kapitalernes og pengenes logik er, at de skal vokse. Derfor mindst muligt til forbrug og mest muligt til yderligere investeringer.
Desværre bryder økonomien og samfundet sammen uden denne fortsatte vækst.
Den stigende udbytning, hvor kapitalen inddrager mere og mere af den samlede arbejdstid i verden, medfører, at den løn, vi får udbetalt, selvom den stiger, kan købe mindre og mindre af andre menneskers arbejdstid.
Vores evne til at købe arbejdstid bliver ringere og ringere. Desværre betyder dette også, at den skat, vi betaler, også får sværere og sværere ved at betale til for eksempel omsorgsarbejdere. Derfor taler man om, at velfærden er (for) dyr, og at vi skal bevare velfærdsstaten.
Det er på sin vis absurd, når det hedder sig, at vi aldrig har været rigere, at produktiviteten på mange områder er steget flere hundrede procent, og at der aldrig har været flere i beskæftigelse.
Men det er i kort form kapitalismens udviklingslogik.
Det er katastrofalt, når politikerne, borgerne og klimaforkæmpere ikke forstår, at lønarbejdet truer både velfærden og klimaet. Vejen til et bedre samfund går ikke via flere arbejdspladser og øget pengerigdom.
Det er afgørende, at man forholder sig kritisk til pengene som værdimåler og erkender, at arbejdet truer velfærden og klimaet.
Rigdom skal måles i fri tid og efter faste naturvidenskabelige måleenheder. Pengenes måleenhed er ukendt, og målet for kapitalen er ikke at frisætte tid og skabe gode livsbetingelser for alle, men akkumulationen. Det, der forbruges, kan ikke akkumuleres – derfor skal der i pengeøkonomier bruges mindst mulig tid på reproduktionen og mest mulig tid på at akkumulere mest muligt.
Flere i arbejde, vækst og rigdom stjæler mere og mere tid fra velfærden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.