Det startede i efteråret 2021. Folk, jeg ikke kendte, begyndte at hilse pænt på mig i gaderne i Odense. Jeg havde lige været i blandt andet en lokalavis, og her mødte mange folk mig med et positivt og lyst sind.
Først vidste jeg ikke hvorfor. Jeg troede, det måske var en ny tendens i befolkningen. Alle eller hvert fald rigtig mange kender jo til, at personer, man ikke kender, hilser på én.
Men efterhånden som dette blev mere omfattende, forstod jeg, det nok med stor sandsynlighed var fordi, jeg efterhånden havde været i nogle medier, som en del af lokalbefolkningen kendte til. Det gik som udgangspunkt okay i nogen tid, men efterhånden blev det lidt mere en trykket stemning.
Selvfølgelig havde krigen i Ukraine og den følgende usikkerhed og inflation, som de materielle forhold jo har, spillet en vis rolle i folks sind. Men dette alene har ikke været tilstrækkeligt. Det blev nemlig værre på grund af noget andet, som også har med de materielle forhold at gøre, men som handler om de mere dybdegående strukturelle forhold omkring et samfund baseret på ulighed og dermed ufrihed, hvor nogle har mere ret til at være her end andre.
Queerheksejagt
Tingene gik sådan egentlig okay, men så sprang jeg for sidste gang i mit liv ud som queer, og en noget større modvind kom til mig, som jeg oplevede i perioder. Jeg tog eksempelvis i et fitnesscenter. At klæde om hos kvinderne når jeg har lyst, ved jeg godt, at verden ikke er sådan sammensat i dag. Men hos mændenes omklædningsrum er man faktisk heller ikke rigtig velkommen. Der har jeg nogle gange oplevet et vist ubehag i den forbindelse, og jeg er ret sikker på, jeg ikke er den eneste queer, der har oplevet det. Så hvor skal man så klæde om i fred?
Jeg bekendtgjorde på nogle af de sociale medier, at jeg også havde oplevet, at nogle personer havde taget billeder af mig, blandt andet i gaden. Eksempelvis en person der sigtede med sin mobiltelefon direkte imod mig på en restaurant og et andet eksempel en anden person på et fortov.
Jeg kunne mærke, at det ikke var af venlige årsager, men mærke et meget stort ubehag ved det. En af dem ville ikke flytte sig for mig, så jeg måtte gå udenom ved at gå ud på cykelstien. Det var personer, jeg aldrig havde set før i mit liv. Hvorfor tager ubehagelige folk, man ikke kender, billeder af én? Det er næppe kun til sig selv. Skal os queers udsættes for et socialt diktatur i form af kontrol fra en mobiltelefon?
Man kan ikke tillade sig at kalde det for apartheid, da det er for overdrevent, og apartheid light ville også være ret meget på kanten med realiteten, men man kan med garanti tillade sig roligt at kalde det for en usynlig apartheid ultralight.
Der var også en vicevært fra en tidligere lejlighed, der altid havde været lettere kølig over for mig, som ændrede udtryk, da jeg sprang ud som queer. Fra at virke lettere sur begyndte personen at udvise falsk venlighed med et lidt skævt og irriterende smil på læben. Hvad er det da, der er blevet så morsomt med tiden?
Senere bekendtgjorde jeg på nogle af de sociale medier, at jeg havde tilmeldt mig en datingapp. Kort tid efter gik jeg ned ad en gade, hvor jeg så tre personer, hvoraf denne ene med en hotdog i hånden sagde: “Har du også en kæreste?” Jeg svarede igen, mens jeg gik videre.
I politisk sammenhæng har jeg været aktiv i Racismefri By i cirka halvandet års tid. I den forbindelse har jeg været en del i Ungdomshuset i Odense.
Jeg kan sikkert godt regne ud, at nogle har opdigtet pædofilrygter, fordi vi queers nærmest skal gå over på den modsatte side af vejen, hvis der kommer nogle børn gående. Dette kaldes inden for socialvidenskaben for ‘stigmatisering’, hvor folk tror, de bliver bekræftet i nogle fordomme, selv om det ikke er sandt. Men jeg har aldrig været i seng med børn og kommer det heller aldrig.
I Ungdomshuset kommer der mange i forskellige aldre, lige fra unge til voksne, og selvfølgelig har jeg snakket med nogle unge, fordi de også skal have mulighed for at lære at forstå og tage del i kampen imod uretfærdighed i verden. Det er selvfølgelig klart, at ungdommen har stort oprørsmæssigt potentiale. Men dette er jo langt fra det samme som, at man opsøger børnehaver med seksuelle intentioner.
Men disse oplevelser kan man kun tænke, at der sikkert, ud over dem der åbenlyst erklærer sig for queerfobiske, med stor sandsynlighed også er dem, der lader som om, de ikke sætter rygter i gang eller hater på én, fordi de er queerfobiske, men måske siger, der skulle ligge andet til grund derfor.
Opdigtede historier
Der er ikke kommet færre fascister med tiden, kun flere, og vi ved, hvordan deres syn ofte er på queers. Da jeg boede i en tidligere lejlighed, hvor vi havde tradition for godt naboskab, fik jeg på et tidspunkt en fascist som nabo i opgangen.
For det første vidste jeg ikke fra starten af, at det var en fascist, fordi han ikke havde hagekors hængende, og for det andet var jeg inde i en periode i mit liv, hvor jeg reagerede skizofrent og var foruden mit nødvendige paranoide alarmberedskab ordentligt tændt.
Da jeg fandt ud af, han var fascist, fordi han en dag sagde, at han synes, det var godt, at England var blevet nationalistisk, og at han synes, at alle folk med anden etnicitet skulle smides ud, stoppede jeg konsekvent med at hilse på ham.
Det første stykke tid, hvor vi så hinanden i opgangen efterfølgende, gik vi bare forbi hinanden uden at sige noget som helst. Men så sprang jeg jo ud som queer, og efterfølgende blev det værre fra hans side af.
En dag ville han ikke rigtigt flytte sig for mig i opgangen, da vi gik forbi hinanden. Dette var kun starten. En dag gik jeg forbi ham oppe i byen. Jeg lod som om han var luft, men så sagde han: “Du hilser aldrig mere! Du skylder mig 200 kroner”. Mig: “Hvad snakker du om? Jeg skylder dig ikke noget som helst. Desuden snakker jeg ikke med folk som dig. Du er nazist”. Han vendte sig om og sagde: “Nåh så det er jeg? Hellere det end at være sådan noget som dig”. Mig: “Du kan bare skride”.
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle skylde ham penge, for det gjorde jeg ikke. Noget tid efterfølgende så jeg så en aften to halvskumle typer komme gående, den ene med et politisk motiv bag på sin vest hvor der stod: “Disney obey!”, som sandsynligvis er et hint til os såkaldt “naive” venstreorienterede.
Da de så mig komme gående i et lyskryds begyndte de på en mærkelig samtale. Den ene: “Der var en, der skyldte mig 100 kroner, som ikke ville give mig dem tilbage igen”. Jeg tænkte, det nok var et hint til mig. Hvordan skulle jeg skylde en tidligere nabo, som var fascist, 200 kroner, når jeg ikke gjorde? Og hvorfor skulle jeg nu høre om noget med 100 kroner fra nogen jeg aldrig havde set i mit liv før?
Vi venstreorienterede har aldrig stjålet noget fra fascisterne. Tværtimod. Det har altid været fascisterne, der har stjålet fra os ved at forsøge at kopiere eksempelvis vores farver og tankegods. De har altid været gode til at forføre folk via det sociale spil, fordi de ofte er dygtige til det sociale spil, men rent intellektuelt har de altid været underlegen i forhold til os andre.
Som vi ved, benytter fascister sig ofte af at lyve, overdrive og generelt opdigte forkerte historier for at få ram på deres fjender. Men det er også, fordi fascismen ikke har evidens for dens mange påstande, så de er nødt til at blæse ting op og opdigte falske historier for at få deres ideologi til at “få ret”.
Netop derfor er det mest fascister, der har tendens til at falde for konspirationsteorier, oftest, hvilket tit indebærer omfattende overdrivelser, manipuleret materiale, dårlig evne til skelnen og absurde konklusioner. Det ligger således i sin essens, at fascister er fulde af vrøvl.
Jeg er nemlig uden nogen dom for økonomisk kriminalitet, og min historie er realistisk sammensat. Jeg har ofte været meget gavmild. Eksempelvis har jeg tilbage i starten af forrige årti ladet et tidligere dårligt selskab spille en del af min budgetkonto op, som jeg havde megen overskud på i mine studerende-dage.
Reelt skiftedes vi til at låne af hinanden, men i sin helhed havde han brugt meget af min budgetkonto. Og i nyere tid, hvis jeg har lånt penge på farten, har jeg betalt tilbage igen. Dette kan en, jeg kender, der hedder Daniel Dam, bekræfte. Daniel: “Jeg er helt tryg ved det og ved derfor, at det ikke har været et problem”. Daniel kan derfor fortælle, at andet ikke giver mening. Daniel: “Når du har haft lånt nogle penge af mig på et tidspunkt, har jeg fået dem hurtigt tilbage igen, endda med lidt ekstra som tak for lån”, og henviser til overførsel og sms fra torsdag den 30. september 2021.
Fascisternes påstande er selvfølgelig derfor blot varm luft i en ballon og skal ses som et socialt angreb.
Sagen der blev holdt fra døren
Ikke kun fra nazister og andre højrenationalister har jeg haft oplevet queerfobisk hetz. Også fra den outdatede del af venstrefløjen, som ganske vist stadig ser sig selv som venstreorienteret og stadig stemmer rødt, men som i dag politisk-filosofisk set ville kategoriseres som højreorienteret, har jeg oplevet hetz fra.
En dag kom jeg gående inde i centrum. Det var i en gade, som ikke var særlig tæt befolket på det tidspunkt. Bagved mig hørte jeg grin. Jeg vendte mig om og kunne se en flok teenagere. En af dem var en TV2-journalists teenager, som er ven af min far. Mens at de grinte snakkede de ikke med hinanden, men grinte bare, hvilket jo er lidt mærkeligt når de ikke har noget at grine ad, når de ikke snakker sammen. Grineriet varede hele vejen, som har taget cirka to minutters gågang. Grin uden snak i cirka to minutter.
Efterfølgende ville jeg tage kontakt til min fars ven, men kunne ikke finde hans mobilnummer på nettet, så jeg tog kontakt, da jeg fandt mobilnummeret på hans ekskæreste. Klart nok var jeg blevet træt af al den diskrimination. I min sms havde jeg sendt en streng besked om, at hun skulle få sin teenager til at holde op med at chikanere mig.
Jeg fik ikke nogen besked tilbage fra hende, men senere, samme dag, tikkede en besked fra min far ind, som var aggressiv. Jeg havde ikke talt med ham i flere år, og han bad i sine beskeder mig om i sin essens at holde min kæft.
Jeg gjorde det klart over for ham, at det er det modsatte af, hvad man normalt gør. Når en ung ikke kan opføre sig ordentligt, så er det i orden at tage fat i forældrene, men her var det omvendt, hvor jeg blev svinet til for at gøre opmærksom på, at jeg ikke ville chikaneres.
Det var endda så vildt, at min far havde kontaktet lokalpsykiatrien. Men jeg havde ikke været indlagt på psykiatrisk i flere år, og hvad angår mit forhold til psykiatrien generelt, er jeg i gang med permanent udtrapning af medicin, som jeg snart er helt ude af, og afsluttes derfor helt i lokalpsykiatrien i starten af 2024, trods paranoia indimellem er det blevet rigtig godt med tiden, så på den front går det glimrende.
Min psykiater synes også, at min far lød lettere usammenhængende, da han var blevet ringet op af ham. Jeg skrev til min far, at jeg ville melde sagen til Fyns Politi, og at jeg ikke ønskede flere sms’er fra ham, hvortil han sendte endnu en vred sms tilbage, som jeg ikke svarede på.
Min far har flere gange lavet grin med queer på de sociale medier, eksempelvis i et opslag tirsdag den 8. august 2023. Politiet noterede sig hændelserne, men jeg fik et brev tilbage i min e-boks torsdag den 9. november 2023, at sagen ikke ville blive taget op, men at den blev arkiveret, hvis der skulle komme nyt i den.
Jeg ringede politiet op for at høre, om jeg kunne få en forklaring på deres afslag, og her fik jeg at vide, at jeg ville blive ringet op meget snart. Det er nu flere uger siden, og jeg har stadig ikke hørt noget. Politiets tavshed og passivitet omkring chikane finder jeg ganske rystende. Og dog så ved man, at blandt andet queerfobi har gode vilkår hos netop politiet. Og man ved også, at queers generelt set oftere bliver taget useriøst imod i mange professionelle sammenhænge.
Så hvis det var fordi, der var lidt problemer med at stramme sig an, når det kom til sager om queers, så ved man ikke rigtigt lige, hvad man skal sige til det på stående fod. Skulle der være ligeret i retssystemet for alle individer?
Usynlig apartheid ultralight
Så hvad kan man blandt andet blive udsat for som queer? Nogle af tingene er: Manglende velkomst i omklædningsrum uanset hvilket, aggressive mobilstalkingbilleder i offentligheden, gøren nar ad queers’ ringere chancer for at finde en partner, direkte fascistisk ubehag, opdigtede røverhistorier, social heksejagt i det hele taget, modbydelige sms’er når man gør opmærksom på hån og latterliggørelse fra deres teenagere, forsøg på indlæggelse fordi man har været udsat for hetz af nogle andre, og sidst, men bestemt ikke mindst, en forringet retssikkerhed.
Dette er blot nogle eksempler på, hvad man kan blive udsat for. Det er nemt at kritisere eller være ligeglad med os queers’ (manglende) rettigheder, når man på sin, værdipolitisk set, taburet ikke selv har oplevet denne diskrimination. Skulle dette forestille at være et frit samfund?
Man kan ikke tillade sig at kalde det for apartheid, da det er for overdrevent, og apartheid light ville også være ret meget på kanten med realiteten, men man kan med garanti tillade sig roligt at kalde det for en usynlig apartheid ultralight.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
