Pelle Dragsted har flere gange udtrykt tanker om, at Enhedslisten i stedet for bare at være imod dansk militær oprustning bør argumentere for en omrustning med henblik på et militært territorialforsvar af Danmark.
Men at tale om et dansk territorialforsvar er militærfagligt set noget vrøvl. Desuden åbner Pelle dermed en ladeport for, at Enhedslisten kan stemme for dansk oprustning.
Danske forsvarsanalytikere har senest siden Første Verdenskrig erkendt, at et meningsfyldt militært forsvar af Danmark og danskerne ikke er muligt. Det vil indebære alt for store omkostninger for civilsamfundet med titusindvis af døde.
Efter 1864 stod det klart, at det ikke gik at forsvare Jylland. Det militære dogme gik derfor ud på, at man i det mindste måtte forsvare Sjælland og hovedstaden. I årene op til Første Verdenskrig byggede man således forsvarsværker omkring København: Søforterne Middelgrunden og Flakfortet, og på kysten Charlottenlund- og Kastrupforterne. Man forberedte at oversvømme store dele af terrænet nord for København, byggede Vestvolden – og under krigen bemandede man ovenikøbet en stilling fra Køge Bugt til Roskilde Fjord, kaldet Tune-stillingen.
Medlemskabet af NATO giver ikke sikkerhed for Danmark og danskerne. Tværtimod øger det risikoen for, at vi bliver inddraget i en europæisk storkrig.
Hvad gjorde så tyskerne ved det? De lagde sig stille og roligt med nogle af deres største slagskibe i Øresund lige ud for det centrale København. Deres kanoner var langt større end nogen af dem, det danske militær rådede over.
Med andre ord: Hvis det danske militær på nogen måde ville give sig i kamp mod Tyskland, så ville København som noget af det første blive skudt sønder og sammen med måske hundredtusindvis af døde som resultat.
Staunings regering med deltagelse De Radikale forstod dette, så Danmark nedrustede i tiden op til Anden Verdenskrig. Modstandskampen under krigen var netop ikke militær, men civil. Den kunne kun lade sig gøre, fordi den politiske kamp var vundet.
Næsten hele Danmarks befolkning var fra sommeren 1943 modstandere af nazismen og dermed også af den tyske militære besættelse.
Efter krigen blev Danmark medlem af NATO. For NATO var det bælterne, det drejede sig om. Hovedfjenden var Sovjet. Og hvis det kom til fjendtligheder, så skulle der sættes en prop i Østersøen. Man byggede blandt andet Stevnsfortet bevæbnet med store kanoner for at stoppe en eventuel landsætning af tropper i Faxe Bugt.
Warszawapagten satsede i efterkrigstiden på konventionelle styrker i modsætning til NATO, som satsede på atomafskrækkelse. Resultatet for Danmark blev blandt andet, at hvis ikke en eventuel invasion blev slået tilbage, så ville NATO bruge taktiske atomvåben.
Så var vi der igen: Hvis Danmark og bælterne skulle forsvares, så stod vi til at udrydde en stor del af Sjællands befolkning.
At tale om omrustning og militært territorialforsvar er ikke bare noget vrøvl. Det er også noget farligt vrøvl.
Medlemskabet af NATO giver ikke sikkerhed for Danmark og danskerne. Tværtimod øger det risikoen for, at vi bliver inddraget i en europæisk storkrig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.