Høring på Arbejdermuseet 6. august
Den 11. september er Cataloniens nationaldag, og hvert år afholdes der en demonstration for at mindes, at Catalonien i 1714 med blod og ild mistede sin frihed og blev et territorium uden rettigheder erobret af Castilien.
Efter 2010, med en vis grad af demokrati, blev den årlige mobilisering et stort krav om Cataloniens uafhængighed, fordi vi indså, at der i Spanien aldrig ville være en måde at leve på, som det catalanske samfund ønsker.
Lige nu er catalansk uafhængighed den europæiske politiske bevægelse, der får flest mennesker på gaden for at protestere. I Barcelona i år var vi 800.000 mennesker, der krævede vores frihed som nation.
Og samtidig har Spaniens midlertidige præsident, Pedro Sánchez, for at blive indsat som landets præsident, brug for stemmer fra Junts, partiet for Cataloniens 130. præsident, Carles Puigdemont, som måtte gå i eksil i Belgien, fordi Spanien har forfulgt ham siden folkeafstemningen om selvbestemmelse i 2017.
Men Puigdemont har ikke gjort modstand i sit eksil for at gå med til Sánchez’ indsættelse, nu hvor hans forfølgere har brug for ham. I stedet holdt han den 5. september en konference i Bruxelles med journalister fra 64 lande, hvor han talte om behovet for en historisk aftale, der på demokratisk vis kan løse konflikten mellem Catalonien og Spanien.
Han sagde, at der ikke er nogen betingelser for at forhandle, men at hvis Sánchez ønsker at blive indsat, må han stille minimumsforudsætninger for at begynde at forhandle: Anerkende den catalanske uafhængighedsbevægelses legitimitet, stoppe forfølgelsen af denne fredelige bevægelse, som om den var en terrortrussel, godkende en amnesti for alle repressalier (cirka 1.500) og tillade en international mægler at overvåge forhandlingerne.
Og paradoksalt nok kunne Sánchez også være interesseret i en amnesti for de undertrykte catalanske ofre og politiets aggressorer, fordi han offentligt kunne retfærdiggøre det som en måde at afslutte den spanske stats undertrykkelse på og sætte en stopper for konflikten.
Men konflikten vil ikke ende med, at undertrykkelsen ophører; det ville snarere være nødvendigt at tage fat om roden til konflikten: At det catalanske folk har ret til at udøve selvbestemmelse. I virkeligheden er den virkelige begrundelse (som han nægter at anerkende), at det er rimeligt at give amnesti for at annullere skaderne fra justitsministeriets svigagtige handling mod uafhængighedstilhængerne.
Men Sánchez vil få svært ved at få det spanske samfund til at acceptere en amnesti for medlemmerne af denne bevægelse efter at have lavet en mediekonstruktion, der stemplede dem som “kupmagere”, “kriminelle”, “terrorister”, “racister”… I virkeligheden ville Spaniens skjulte motivation for denne amnesti være at rydde op i det spanske retssystem inden EU-domstolens afgørelse, som forventes at blive ødelæggende for Spanien.
Derfor krævede ingen ved demonstrationen amnesti eller en indsættelsespagt for Sánchez, men derimod blev der enstemmigt råbt på uafhængighed. Og det er Puigdemonts krav: Der er brug for fire forudsætninger, men forhandlingen skal handle om selvbestemmelse. Og Sánchez er fuldstændig tilbageholdende med at gå ind i denne debat med den undskyldning, at forfatningen ikke tillader det (hvilket er forkert).
Han beder om at blive inddraget, men ønsker ikke at give køb på noget, der er centralt for den spanske nationalisme.
Så hvis Sánchez ikke viser sig som en sand statsmand, der ved, hvordan man fører Spanien til en forhandling, hvor man giver afkald på voldelig magtanvendelse og kun bruger demokratiets magt, tror jeg, vi er på vej mod det sjette valg på otte år (normalt ville det have været to) og en destabilisering af Spanien, som vi aldrig har set før.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
