Et år senere
Begyndelsen til begyndelsen på enden for Det Tredje Rige.
Således betegner de fleste historikere den tyske værnemagts nederlag – eller rettere sagt Den Røde Hærs sejr i de voldsomme kampe ved Sovjetunionens hovedstad Moskva i december 1941 – for 80 år siden.
Knap et halvt år efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 beherskede de tyske tropper områder, som indtil det tyske angreb havde stået for størstedelen af den sovjetiske økonomi, både når det drejede sig om befolkning, industri og landbrug. Kun ved en ufattelig indsats var det lykkedes den sovjetiske ledelse at få organiseret demontage, borttransport – mange gange under voldsomme tyske angreb – samt genopbygning af nye industrielle ressourcer øst for Ural.
Storbyen Leningrad var omringet, Ukraine – Sovjetunionens kornkammer samt hjemsted for størstedelen af landets sværindustri – var i tyske hænder. For den tyske ledelse, her primært Adolf Hitler og den militære top, som havde påregnet at besejre Sovjetunionen i et hurtigt felttog på tre måneder, var det i eftersommeren 1941 af allerhøjeste vigtighed at erobre Moskva inden vinteren, både på grund af millionbyens betydning som transport- og industricentrum og – måske allervigtigst – som hjemsted for den sovjetiske regering og det ledende bolsjevikiske partiapparat.
Operation “Taifun”, kodeord for det endegyldige tyske angreb på Moskva, blev indledt i begyndelsen af oktober, på trods af at adskillige højtstående tyske militærfolk havde påpeget, at Den Røde Hær endnu ikke var afgørende svækket.
I slutningen af december var førstedelen af den sovjetiske modoffensiv afsluttet.
Hertil kom, at de tyske forbindelseslinjer mellem baglandet og fronten nu var så lange, at forsyninger til de forreste tropper i mange tilfælde ikke nåede frem. En omfattende og effektiv indsats fra sovjetiske partisaner bandt på samme tid store tyske styrker bag fronten og lagde yderligere hindringer i vejen for de tyske forsyningslinjer.
– Vi er tæt på bunden af vor kampkraft, vurderede chefen for den tyske hjemmehær, generaloberst Fromm således i slutningen af november 1941.
I begyndelsen af december 1941 var den sidste desperate tyske offensiv – efter indledende store sejre – kørt fast foran Moskva, og størstedelen af den militære ledelse, heriblandt den legendariske pansergeneral Heinz Guderian, ønskede at gennemføre en tilbagetrækning til stillinger, hvor man mente nogenlunde helskindet at kunne komme igennem den frygtede russiske vinter.
Hitler, som i midten af december selv overtog posten som øverstkommanderende for den tyske hær, afviste enhver tilbagetrækning af de tyske styrker med henvisning til, at dette ville kunne forårsage en panisk masseflugt.
– Den sovjetiske hær er en dårlig vittighed, lød det tidligere på året fra den tyske fører efter de indledende store tyske sejre. Hvad Hitler tænkte natten mellem den 5. og 6. december, da Den Røde Hær indledte en velforberedt modoffensiv, står hen i det uklare. Med enorm kraft gennembrød de sovjetiske styrker – med effektiv hjælp af friske divisioner fra den allerøstligste del af Sovjetunionen – de svage fremskudte tyske linjer foran Moskva og truede på samme tid med at omringe store tyske enheder.
I slutningen af december var førstedelen af den sovjetiske modoffensiv afsluttet. Den Røde Hær havde effektivt elimineret den tyske trussel mod den sovjetiske hovedstad, som ifølge den tyske ledelses planer skulle være fjernet fra Jordens overflade. Mellem 100 og 280 kilometer var de tyske tropper under store tab tvunget tilbage.
Blandt de mange årsager til det tyske nederlag ved Moskva kan primært nævnes den tyske ledelses totale fejlvurdering og undervurdering af Sovjetunionens forsvarsevne og Den Røde Hærs kampkraft.
Moskva var reddet, og Tyskland havde lidt sit første store militære nederlag under Anden Verdenskrig, dog uden at være afgørende svækket. Hertil krævedes yderligere næsten tre et halvt års frygtelige kampe. Flere end 20 millioner sovjetborgere blev dræbt i den tyske raceideologiske tilintetgørelseskrig mod den bolsjevikiske fjende – kernen i den tyske nationalsocialisme.
Meget er sagt og skrevet om baggrunden for det tyske nederlag foran Moskva. I den umiddelbare efterkrigstid og også i nyere populærhistoriske arbejder peges primært på efterårets mudderperiode, som gjorde det umuligt for de tyske panserstyrker at operere. Og ikke mindst den iskolde russiske vinter har gang på gang fået skylden for, at den tyske værnemagt ikke erobrede Moskva. Hertil kan vel siges, at også russere kan føle ubehag ved 40 graders kulde, en kendsgerning der oftest forbigås.
– At det kan blive koldt i Rusland om vinteren, hører egentligt til et østfelttogs grundlæggende ABC, lød det ironisk fra en samtidig tysk generalstabsofficer i en indirekte henvisning til de tyske troppers manglende vinterudrustning. Hitler selv rettede den 20. december en opfordring til den tyske befolkning om at sende varmt vintertøj til de frysende soldater på østfronten, en appel der blev mødt med vantro, chok og vrede fra befolkningen, der havde troet på den øverste ledelses meldinger om, at sejren foran Moskva var nær.
Blandt de mange årsager til det tyske nederlag ved Moskva kan primært nævnes den tyske ledelses totale fejlvurdering og undervurdering af Sovjetunionens forsvarsevne og Den Røde Hærs kampkraft. En vurdering der bundede i en grotesk overdreven tro på, at de såkaldt slaviske undermennesker kunne besejres i et hurtigt sommerfelttog.
Den enorme tyske undervurdering af den sovjetiske modstander på det politiske, militære og økonomiske område lader sig påvise både hos Hitler og den øverste militære ledelse. Men at Hitler selv i svage øjeblikke ikke ville udelukke et endeligt tysk nederlag, lod han blandt andet skinne igennem under et møde i Berlin med den danske udenrigsminister, Erik Scavenius, i slutningen af november 1941 i forbindelse med fornyelsen og udvidelsen af Antikominternpagten.
Hvis det tyske folk ikke vil kæmpe, må det “gå under”, sagde Hitler blandt andet til Scavenius, som under opholdet i Berlin underskrev Danmarks tiltræden til Antikominternpagten.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
